Romaner

Den vestindiske løgn

Mich Vraa har skrevet en stærk roman om et betændt stykke Danmarkshistorie. De opdagelser, han gjorde under sit researcharbejde, fik projektet til at ændre karakter undervejs. Læs med her, hvor han fortæller om både romanen og historien bag. 

Min roman, ”HAABET”, handler om Dansk-Vestindien i årene fra 1787 til 1825. Den samler fortællinger fra virkeligheden og fra fiktionens verden og blander dem til et billede af det mest modbydelige kapitel i Danmarks nyere historie. Man kan læse romanen som en anklage, om man vil, skønt både slaver, søfolk og plantageejere har været døde i snart 200 år.

Mens jeg skrev på romanen skete der en forandring med både mig og min fortællings fokus. Jeg lagde ud med at ville skrive en mere kulørt fortælling om en slavefregat og de mennesker der bemandede den. Masser af skumsprøjt og barske eventyr.

Men undervejs voksede min medfølelse med romanens egentlige hovedpersoner: den anonyme masse – millioner af individer – af sorte mennesker som blev offer for en af verdenshistoriens værste forbrydelser. Et folkedrab, på sin vis. Selv efter så lang tid er deres skæbne vanskelig at ryste af sig. Både slaverne og deres hvide massaer er for længst døde, men jeg kan endnu føle en slags vrede over det der foregik dengang. En udnyttelse der betød at så mange mennesker levede hele deres liv i dyb fortvivlelse, mens andre blev rige på deres lidelser.

Opgør med myten om de ’gode’ danskere

Under arbejdet med romanen stødte jeg igen og igen på antydninger af at danskerne var en slags særligt hensynsfulde slaveejere. At vi var de første der forbød slavehandelen; at vi trak os ud af det vestindiske eventyr på en pæn måde; at vi i det hele taget optrådte mere humant end de fleste slavenationer.

Det er ikke sandt.

I 1760 lod den unge byfoged i Christianssted på Sankt Croix, Engelbret Hesselberg, tre sorte slaver dø i den brændende sol, spærret ind i jernbure på torvet i Christianssted. En af mændene døde først efter ti dages ufattelige lidelser.

Hesselberg havde anstrengt sin skarpe juridiske hjerne for at finde frem til det som slaverne frygtede mest: sulten og ufriheden. Døden i jernburene opfyldte begge kriterier. Hvad afskrækkelse angik, repræsenterede de en effektivisering af tidligere metoder: Pisk, prygl, brændemærkning, henrettelse på bålet, hængning, kastration, diverse lemlæstelse og vansiring. Metoder der i grusomhed ikke stod tilbage for middelalderens hekseprocesser.

Hesselberg gik til smeden i Christianssted og fik fremstillet nogle bure af smedet jern. Deres størrelse var således at hvis man spærrede en mand inde i et af dem, ville han hverken kunne sidde eller ligge; han ville ikke kunne finde hvile på de grove jernstænger, ville ikke kunne strække sin forpinte krop. Og han ville ikke få noget at spise. Lidt at drikke, måske, ligesom Kristus med eddikesvampen, blot for at trække pinen ud. Her skulle han dø. Under den brændende sol. Burene var som et billede på trældommen og hungersnøden, blot værre endnu. Her ville forbipasserende spytte på staklen i det skoldhede bur; her skulle han ligge, et smertebundt, nøgen og elendig, og vente på udfrielsen, rædselsslagen, indsmurt i sit eget skarn. – Fra “HAABET”

 Fiktion og virkelighed

”HAABET” er en roman, men mange virkelige personer har roller i dramaet: Generalguvernørerne Mühlenfels og Bardenfleth, kommandant Casimir von Scholten og hans senere så berømte søn, Peter. Historien og dens hovedpersoner er fostre af forfatterens fantasi, men mig bekendt sker der ikke noget i ”HAABET” som ikke kunne være sket i virkelighedens verden.

Det gælder også bogens barskeste scener. Nogle af de tidlige læsere af ”HAABET” har sagt at grusomhederne i romanen har ramt dem hårdt. Men tro mig, jeg har virkelig forsøgt at nedtone dette aspekt ved fortællingen. Jeg har selv set for mange piskescener i film om slavetiden og har prøvet at undgå den slags i ”HAABET”. Men mange af romanens rædsler er hentet direkte fra virkeligheden. For eksempel er de mænd, som Hesselberg dømmer til en død i jernburene på torvet i Christianssted, i romanen omtalt under deres rigtige navne. Beretningerne ligger helt tæt op ad de historiske kilder.

De grumme detaljer er chokerende nyt for mange danskere. Ikke fordi det er lykkedes at hemmeligholde begivenhederne, men fordi det er de færreste danskere der har læst de historiebøger som beskriver grusomhederne.

Det er mit håb, at min roman kan nå ud til flere læsere, fordi fiktion kan noget særligt: Man kan komme ind i hovedet på både slavekaptajnen og slaven, skibslægen og den vestindiske planter, og opleve historien gennem deres øjne.

Fra kulørt skumsprøjt til historisk roman

Den færdige bog bærer tydeligt præg af forfatterens og fortællingens udvikling: I begyndelsen havde både jeg og forlaget mere eller mindre per automatik forestillet os at der på bogens forside skulle være et billede af en fregat for fulde sejl. Nu er fregatten Haabet knap synlig på den mørke bagside, mens forsiden er overtaget af en sort persons ansigt.

Mich Vraa Haabet


Læs et uddrag af HAABET her

Køb bogen her