Indefra Romaner

Forfatter Mich Vraa tog den besværligste vej til den smukkeste forside

BAG OM FORSIDEN || Til sommer udkommer sidste bind i Mich Vraas trilogi om Dansk-Vestindien. Faith afslutter trilogien dér, hvor Vestindien holder op med at være dansk – med tråde tilbage til dengang øerne blev danske.

Ligesom seriens to foregående bøger bliver også forsiden på Faith et tæt beskåret portræt – denne gang: af den smukke, unge kvinde, der har givet bogen dens titel.

Men virkelighedens Faith er ikke hvem som helst; hun er faktisk allerede ret godt inde i Mich Vraas fortælling om Dansk-Vestindien. Og så er forside-fotoet af hende i øvrigt ikke ligefrem et snapshot…

Læs med her, hvor du kan følge med Mich og hans svigersøn Simon, den unge forsidemodel Sheba samt et meget gammelt kamera på forside-fotografering.


Af Mich Vraa

Sidste bind i min trilogi om Dansk-Vestinidien, Faith, bliver prydet af et foto, der er optaget med et trækamera fra 1800-tallets sidste årtier. Det er en yderst simpel konstruktion: en bagplade med matglasskive og et objektiv bestående af to linser i hver sin ende af en sort bælg. Ingen lukker, ingen blænde, ikke noget der ligner teknik.

Jeg købte apparatet for en tusse på et loppemarked som Danmarks Fotomuseum holdt i november sidste år – desværre på den baggrund, at museet skulle lukke ved årsskiftet. Jeg havde ingen planer om at bruge det til at fotografere med; jeg ville bare gerne have det i hænderne, når jeg skrev om fotografering – noget, der spiller en stor rolle i Faith. Hovedpersonen, Faith Netlock, er fotograf i Charlotte Amalie på Sankt Thomas i 1917. Hun har overtaget sin fars atelier efter hans død som 69-årig. Hendes far var Carl, den lille dreng der optræder på sidste side i Peters kærlighed.

Og Carl fotograferer netop med et apparat som det jeg købte i Herning.

Jeg kalder det hands-on research. Når jeg skrev om Carl og hans dramatiske oplevelser under Fireburn-oprøret på Sankt Croix i 1878, gav det gamle kamera mig en idé om den praktiske side af hans metier.

En dag sagde Simon, som tog fotografiet til forsiden af Peters kærlighed og som tilfældigvis også er min svigersøn: ”Hvorfor bruger vi egentlig ikke dit gamle kamera til at lave forsiden til Faith?” Og så snart han havde sagt det, var der ingen vej tilbage.

Vi har begge to ret nemt ved at vælge interessante, men besværlige løsninger.

Foto og fremkaldelse

Så et par måneder senere stod vi i et fotostudie med kameraet og 24-årige Sheba Nana Hunter som model. Rent praktisk var vi i temmelig ukendt territorium. Vi havde øvet os hjemme i kælderen – fotograferet hinanden og et græskar fra Halloween – og var nået frem til en eksponeringstid på cirka femten (15!) sekunder på almindeligt fotopapir. Et græskar af gips kan nemt sidde stille i femten sekunder, men det er lang tid for en levende model, der er vant til lukkertider på en tusindedel sekund.

Lidt om teknikken: Sidst i 1800-tallet arbejdede fotografer med plader med emulsioner af gelatine og sølvforbindelser. Eller endnu mere upraktisk: med vådplader, såkaldt kollodium, der skal eksponeres og fremkaldes, inden de tørrer. I en hørm af giftige kemikaliedampe.

Vi valgte en genvej: At optage på almindeligt fotopapir som man brugte i mørkekamre indtil digitaliseringen tog over. Som tidligere journalist og amatørfotograf har jeg tilbragt hundredvis af timer i diverse mørkekamre. Men Simon havde aldrig prøvet det før.

Rent praktisk foregik optagelserne ved at vi stillede skarpt på Sheba i kraftigt fotolys ved at se på kameraets matglasplade gennem en lup og under et sort klæde. Derefter slukkede vi lamperne, Sheba sad HELT stille, og vi monterede et ark sort karton og et tilskåret fotopapir på matglaspladen, lukkede bagklappen, lagde det sorte klæde over og tændte lyset i fjorten sekunder mens Sheba stadig sad HELT stille.

Da lyset atter var slukket, tog vi fotopapiret ud af kameraet og fremkaldte og fikserede det under den røde lampe. Efter fire – fem forsøg havde vi et godt negativ.

Det gamle Voigtländer-objektiv tegner overraskende skarpt. Og der er en spændende detalje ved de fleste gamle kameralinser: Øjnene er skarpe, næsetippen er uskarp, og ørerne er helt ude af fokus. Det hedder dybdeskarphed; den er unikt ringe – få millimeter – på gamle kameraer. Jeg tror ikke engang et moderne apparat ville kunne efterligne det.

Historien om forsidemodellen

Der var flere grunde til at det lige blev Sheba: Hun er fireogtyve ligesom Faith. Hun er af lettere uigennemskuelig, blandet race. Hun har et fantastisk ansigt. Og så spiller hun hovedrollen i egnsteatret Møllens opsætning af teaterstykket Haabet som får premiere til august. Hun er forestillingens Maria.

Teaterstykket Haabet spiller på Møllens scene i Haderslev og turnerer i resten af Danmark hele november. Efter sigende sælger den godt. I øjeblikket er Møllens dramatiker Brian Wind-Hansen ved at skrive romanen om til teater – en proces som jeg indtil videre har holdt mig udenfor.

(Er jeg spændt på resultatet? Hvad tror I?)

Sheba studerer teater og performance på Københavns Universitet og har studiejob som foyermedarbejder på Det Kongelige Teater. Hun er ikke professionel skuespiller, men det bliver hun så lige om lidt. Og teaterchef Nikolaj Mineka kalder hende et ”fantastisk cast”. Det er teatersprog for, at hun udfylder rollen som Maria rigtig godt.

Rollen som Faith i mørkekammerlampens røde skær udfyldte hun til topkarakter.


Faith er tredje og sidste bind i Mich Vraas trilogi om Dansk-Vestindien. Herover kan du få en idé om, hvordan forsiden på den sidste bog kommer til at se ud.

Du kan læse mere om og købe seriens første to bind, Haabet og Peters kærlighed her. Faith udkommer 16. august 2018.