Aktuelt Historie Indefra Romaner

Mich Vraa vækker Peter von Scholten til live

Af Mich Vraa

En kold dag i maj besøgte jeg en grav på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København. Eller en grav er ikke det rigtige ord: et rummeligt, højloftet mausoleum som, skønt det blev bygget i 1810, endnu er det eneste private kapel på hele den store kirkegård.

Bag den solide,Peter von Scholten har et mausoleum på Assistens kirkegård dobbelt aflåste dør stod to kister dækket af sort filt, den ene lidt større end den anden. Jeg lagde hånden på den største og sendte en tanke til den mand, hvis lig den indeholder: Peter von Scholten, Dansk Vestindiens sidste generalguvernør, der levede fra 1784 til 1854.

Jeg havde allerede et år tidligere besluttet at vække ham til live. Om ikke i bogstavelig forstand så i hvert fald i mine læseres bevidsthed. For Peter von Scholtens historie er i sandhed et eventyr, og lige siden jeg skrev romanen HAABET om slavernes Vestindien – hvori Scholten spiller en mindre, men vigtig rolle hen mod slutningen – havde det undret mig, at ingen nogensinde har skrevet en roman om ham.

Det besluttede jeg så at gøre.

-> Læs mere om HAABET og den vestindiske løgn 

-> Her kan du forudbestille PETERS KÆRLIGHED

Peter von Scholten og kongen

De sidste mange gange jeg har holdt foredrag rundt om i landet, har jeg stillet publikum dette spørgsmål: ”Hvor mange af jer ved, at Peter von Scholtens karriere for alvor tog fart på Sprogø, en isnende dag i februar, hvor Storebælt var frosset til?”

Det er der et sted mellem ingen og meget få, der ved. Men det er et faktum: I fem dage var Scholten og seks-syv andre mænd, deriblandt den danske konge, frosset inde på Sprogø, og da det endelig lykkedes dem at komme i land, var det til en verden, der var forandret for altid. Ikke mindst for den unge officer Peter Carl Frederik von Scholten.

Det var umiddelbart efter den dyrekøbte fred med England og Sverige i vinteren 1814. Danmarks konge, Frederik den Sjette, var – dybt nedbøjet efter at have mistet sit elskede Norge – på vej tilbage til København for at regere de sørgelige rester af sit danske rige. Med i det kongelige selskab var Frederiks ven og generaladjudant Frantz Bülow, kongens nevø prins Ferdinand, den østrigske gesandt i København, Johann Lützow, og den 29-årige Peter von Scholten, kaptajn i hæren og medlem af Bülows adjudantkorps. Og endelig to eller tre mand fra isbådsstationen i Nyborg. Isbådsbisser hvis navne ikke har overlevet historiens glemsel.

Hele den sidste halvdel af januar havde kongen og hans følge ventet på, at isen i Storebælt enten skulle bryde op, så de kunne sejle over bæltet, eller fryse helt til, så de kunne gå over. Den 1. februar blev det besluttet at forsøge at krydse bæltet med isbåd – en stor jolle med jernmeder som man i en snæver vending kan sejle i, men som også kan bruges som en slags kane til transport af rejsende og gods over isen. I årene fra 1800 til 1850 var Storebælt i gennemsnit tredive dage om året frosset fra kyst til kyst, og al transport skete med isbåde.

Det kongelige selskab nåede så langt som til Sprogø. Efter et kort hvil fortsattes rejsen over den sidste etape ind mod Sjælland. Men isen brød op, og mændene måtte springe for livet fra isflage til isflage for at redde sig tilbage til Sprogø. Isbåden fik de ikke med.

Her kunne historien være endt: Frederik den Sjette og resten af selskabet, inklusive den unge Scholten, kunne nemt være gået til. Det ville have ændret Danmarkshistorien markant. Og selv om mændene overlevede i første omgang, var faren bestemt ikke drevet over.

Englænderne havde under krigen brændt alle huse på Sprogø ned. Næsten. Ude i den vestlige ende stod en gammel hytte, vel nærmest et skur, som havde været brugt som karantænestation og som sidste bolig for dødeligt syge søfolk, der blev sat i land af deres besætning med en dunk vand og en smule proviant.

Pesthuset.

Her slog mændene sig ned. Og de kommende fem dage brændte de alt, hvad de kunne finde for at holde varmen. Men det som måske i virkeligheden reddede dem, var en solid forsyning af brændevin og østrigsk brandy, nogle tørre beskøjter og noget kold grød.

Ønsket – og drømmen om Vestindien

Der opstod et soldateragtigt fællesskab mellem de hårdføre mænd. De spillede kort. De drak tæt. Og kongen slap efterhånden af med sit mismod og kunne igen begynde at se fremad. Påvirket af sin taknemmelighed over for sine brave ledsagere og af gesandt Lützows gode brandy lovede kongen at opfylde et ønske for hver af mændene i sit følge. Ganske som i et eventyr. Og alle ønskede de sig forskellige, jordnære ting – gods og guld og årgangsvine. Alle undtagen den unge Scholten, som sagde til kongen:

”Jeg vil gerne have embedet som vejermester i Charlotte Amalie på Sankt Thomas.”

Han havde været der før. Fra 1804 til den engelske besættelse i 1807 havde Peter von Scholten gjort tjeneste i den vestindiske hær. Hans far Casimir von Scholten var øens kommandant, og Peter havde en dejlig tid og muntrede sig med øens kulørte fruentimmere. Han havde næsten kun gode minder om Vestindien.

Men kongens gestus var måske ikke så meget værd: Mændene var stadig i livsfare. Uden regulær proviant og tilstrækkeligt med brænde kunne de snart dø af sult og kulde. Og på den fjerde dag slap brændet helt op.

For at overleve gjorde de noget desperat: De åbnede en grav, slog ligkisten i stykker, lagde liget tilbage i jorden og smed kisten i pesthusets pejs! Og derved overlevede de det sidste døgn. Da de stod op næste morgen – lørdag den 5. februar 1814 – var den østlige del af Storebælt endelig frosset til, så de kunne gå over isen og nå sikkert til Sjælland, ret præcis på det sted nord for Korsør hvor højbroen i dag fører bilerne i land.

Historien og fiktionen

Well, alt hvad jeg har skrevet indtil nu, er i det store og hele sandt og kan dokumenteres med flere forskellige kilder.

Men hvem lå i den kiste som kongens selskab brændte?

Førte Frederik den Sjette og den unge Peter von Scholten først på aftenen torsdag den 3. februar en hemmelig samtale på Sprogøs tilisede strand?

Og hvis de gjorde, indgik de to mænd så en aftale som fik afgørende betydning for Vestindiens fremtid?

Disse spørgsmål kan historikerne ikke svare på. Derfor optræder de netop også kun som spørgsmål i historiske tekster.

Men hvis man vil skrive en roman, en skønlitterær fortælling, om Peter von Scholten, er man nødt til at besvare dem.

Så jeg ved, hvem der lå i kisten. Og jeg ved hvad Peter og Frederik talte om den torsdag aften på Sprogø, da de havde spist deres primitive aftensmåltid. De indgik en pagt som holdt lige indtil kongens død et kvart århundrede senere. Og da var Peter von Scholten for længst blevet udnævnt til Vestindiens mægtigste mand, var næsten urørlig og levede som en fyrste i det paladslignende guvernementshus i Christiansted og på sit elskede landsted Bülowsminde som med tiden udviklede sig til en hel lille by på en bjergtop vest for regeringsbyen. Gift med Lise hjemme i Bredgade, hvor han opholdt sig i perioder på op til to år ad gangen, og med en mere eksotisk kærlighed i den farvede kreolerinde Anna Heegaard, hans samleverske på Sankt Croix.

Et liv så forslugent eventyrligt og grænseløst, at det næsten kun kunne ende galt.

Peters kærlighed – sandfærdig fiktion

Selv om jeg har digtet noget for at kunne besvare ovennævnte spørgsmål, så har jeg dog også bestræbt mig på at fortælle den sande historie om Dansk Vestindiens sidste generalguvernør – manden, der gjorde en ende på slaveriet i Vestindien. Jeg har øst af et væld af kilder, og i min bogreol kappes gamle læderindbundne værker om hyldepladsen efter at være indkøbt antikvarisk i Danmark og Norge. Et væld af mennesker har bistået mig undervejs: vestindere, efterkommere, historikere, forskere, arkivarer, forfattere, forlags- og museumsfolk, journalister, venner og familie.

Bøger om Peter von Scholten

PETERS KÆRLIGHED bygger videre på historien fra HAABET. De vigtigste af de fiktive personer, der overlevede den første fortælling – kaptajnsdatteren Maria, professoren Mikkel Eide, planteren Jan Marcussen – er også med i denne. Men PETERS KÆRLIGHED er en anden slags bog, som ligger tættere op ad virkelige personers liv.

Jeg har skrevet en så sandfærdig beretning om Peter von Scholtens liv, som jeg har kunnet.


Mich Vraa, Dansk Vestindien, Peter von Scholten, Haabet, SlaveriMich Vraas historiske roman HAABET udkom i 2016 og blev nomineret til både Politikens Litteraturpris og DRs Romanpris.

PETERS KÆRLIGHED er andet, selvstændige bind af en planlagt trilogi, der omhandler Dansk Vestindien. Tredje bind, som dækker det sidste element i tro, håb og kærligheds-treenigheden, forventes udgivet i 2018.

Læs mere om både HAABET og PETERS KÆRLIGHED her.