Aktuelt Fagbøger

”Vi har sendt unge mennesker i krig i 60 år, inden vi begyndte at tage det her alvorligt”

Lars R. Møller, Veteraner

Interview || Danske veteraner med psykiske kampskader bliver svigtet af systemet. Sådan lyder den kontante melding fra oberst Lars R. Møller, der i sin ny bog Veteraner påpeger, at den nuværende behandling af hjemvendte soldater langt fra er god nok.

 

”De her unge mennesker har investeret noget af det dyrebareste, de har – deres tid – på opfordring fra den danske regering og folketing. Og så er det fandeme ikke i orden, at vi lader dem sejle deres egen sø. Punktum.”

Oberst Lars R. Møller er ikke i tvivl. Som samfund behandler vi de danske veteraner for dårligt. Omkring 1.000 mennesker er ifølge Veteranalliancen på nuværende tidspunkt alvorligt ramt af posttraumatisk stress – også kaldet PTSD, efter de er vendt hjem fra krig. Så alvorligt at de ikke kan få en normal hverdag til at hænge sammen. Spørger man oberst Møller, kan vi ikke være denne statistik spor bekendt.

Læs også Krigssygeplejersken: Der hviler altid en tvivl over så svære beslutninger

Lars R. Møller, som selv har været udsendt i Bosnien under borgerkrigen i det daværende Jugoslavien, har altid haft de danske veteraners sag tæt inde på livet. Det var dog først efter et foredrag, som han i december 2017 holdt for hjemsendte soldater på Frederiksberg Slot, at det gik op for ham, at der var noget helt galt.

Efter foredraget blev han, som vanligt, mødt af veteraner, som ville snakke. Denne gang kom de dog med nogle historier, som i oberst Møllers ører lød alt for tåbelige og usandsynlige til at kunne finde sted i det danske velfærdssamfund. Han lovede veteranerne at undersøge sagen nærmere – med henblik på at skrive en bog, hvis det viste sig, at situationen virkelig var så alvorlig, som det lød.

Hvem tager sig egentlig af veteranerne?

Spol et halvt år frem i tiden og Lars R. Møller er nu klar med debatbogen Veteraner, hvori han udover at beskrive problemerne i veteranbehandlingen også kommer med konkrete forslag til, hvordan vi som samfund kan forbedre vilkårene.

”Ingen havde sat sig ned og undersøgt, hvad der var sket, siden vi som land for første gang sendte soldater ud og fik veteraner. Hvem havde taget sig af det? Svaret var: ingen. Der er en lille tapper skare af nogle frivillige. Det er jo egentlig fuldstændig latterligt. Vi har sendt folk ud i 60 år, inden vi begyndte at tage det her alvorligt. Det er ikke i orden,” siger oberst Møller.

For ham er det altoverskyggende problem den måde behandlingen i vores samfund er bygget op på, hvor kommunerne kun får refusion for udgifter til veteranerne, hvis de kan aktivere dem i job.

Oberst Lars Reinhardt Møller (f. 1954) blev i 1973 indkaldt til den Kongelige Livgarden. I sin lange karriere i Hæren har han bl.a. været udsendt i Bosnien-Hercegovina som næstkommanderende for den nordiske bataljon, NORDBAT 2.

Handlingslammede veteraner med psykiske kampskader kan altså en vilkårlig tirsdag blive tvunget af kommunen til at stille op i otte timer i et produktionshus; på trods af at vedkommende er i en sindstilstand, hvor alene det at gå ud ad døren er en massiv udfordring.

”Den her tvungne aktivering smadrer totalt den terapi, han eller hun har gennemgået. Det ødelægger veteranens mulighed for at reflektere. Det smadrer alt, og vedkommende kan formentlig ikke klare det og dropper derfor ud. Det er fuldstændig hul i hovedet. Så min pointe er: måske man kunne prøve at opfatte veteraner som enkeltpersoner. Som individer. Og se på deres behov i stedet for, at du putter dem ind i en pølsemaskine,” siger oberst Møller.

Hjælp de svageste først

I stedet for igen og igen at løbe ind i den ”fejl 40”, som Lars R. Møller kalder kravet om aktivering, bør staten ifølge ham oprette en pengepulje specifikt rettet mod de hårdest ramte veteraner. På den måde behøver kommuner ikke skulle prioritere mellem behandlingen af veteraner og andre velfærdsydelser.

”Hvis du tog økonomien ud af den ligning, så ville der ikke være incitament for det kommunale system til at presse veteranen til at gøre noget, der er modsat hans eller hendes behandling. Hvilket jo så igen ville betyde, at veteranen hurtigere kommer på benene,” siger oberst Møller.

Ifølge oberst Møller bliver vi som samfund nødt til at førsteprioritere de veteraner, der er allerhårdest ramt psykisk. Det kan, ifølge ham, gøres uden at bevilge flere penge.

Han medgiver, at staten på nuværende tidspunkt bruger mange økonomiske midler på veteranbehandling i form af kurser og arrangementer. De mange penge bliver dog stadig ikke brugt ”smart nok”, og vurderingen hos obersten er, at de omkring 1.000 danske veteraner, som grundet PTSD er blevet tabt af systemet, aldrig selv formår at opsøge disse tiltag.

”De mennesker, vi gerne skulle have i tale, er ikke dem, der søger til Dansk Idrætsforbund eller tager nogen af disse kurser. Det er jo dem, der går ude i skoven. Og fidusen ved det her er – som Veteranalliancen også siger: Lad os nu tage de hårdest ramte først. Det er da ikke ulogisk,” siger oberst Møller og tilføjer, at vi som samfund er nødt til at forskelsbehandle mellem de psykisk skadede veteraner.

”Det er det fuldstændig samme, som når man som soldat skal rydde op efter en idiot, der har sprængt en selvmordsbombe. Man danner sig et overblik og deler folk op i kategorier. Det lyder rigtig kynisk, men det er for at redde flest mennesker muligt. Og det burde man jo også gøre ved vores veteraner. Vi bliver nødt til at tage dem, der er allerhårdest ramt og opsøge dem,” siger oberst Møller.

Som en reje mod en supertanker

Det er ikke første gang, at oberst Møller stiller sig op og påpeger problemer i systemet. Hans kontroverser med forsvarets ledelse har tidligere resulteret i, at han blev forflyttet; blandt andet i 2008, da han udtalte sig kritisk om hærens opgaver i Afghanistan. En direkte fyrreseddel kunne ikke lade sig gøre, da forsvaret dermed ville risikere at ende i en ytringsfriheds-gråzone.

I dag er han pensioneret, hvilket, som han selv siger, betyder, at han ikke behøver at bekymre sig om kommandoveje eller forflytninger til nogen udørk. For ham er den store udfordring at få cheferne i forsvaret til rent faktisk at tage hans kritik, og medfølgende forslag, alvorligt. Det har tidligere vist sig at være noget nær umuligt.

”Før i tiden vidste jeg godt, at når jeg råbte op, så hjalp det ikke en skid. Det er lidt ligesom at stå som en af rejerne nede i Storebælt, når der kommer en supertanker, og så stille sig op og sparke til den i håbet om, at den ændrer kurs. Det ved jeg jo godt, at den ikke gør,” siger oberst Møller.

Læs også Bøger der gør dig klogere på 2. verdenskrig

Denne gang tror han dog mere på sine chancer. Ikke mindst fordi han for en gangs skyld har fundet en løsning, som – ifølge ham – ”alle kan vinde med”, uden at det nødvendigvis ville koste flere midler.

”Det her kunne have været min datter. Vi beder, de her soldater om at gøre noget, som vi ikke selv tør, men som er nødvendigt for, at vi har et dansk samfund, og så skider vi på dem bagefter. Det kan man simpelthen ikke. Det går imod det, jeg kalder anstændighed. Der er nogle ting man gør, og nogle ting man ikke gør. Vi skal behandle hinanden anstændigt, og det gør man ikke i det her tilfælde. Det er derfor, jeg er så pisserasende,” siger oberst Lars R. Møller.


Det er aldrig uden omkostninger, når en nation sender sine soldater i krig. Oberst Lars R. Møller har skrevet en bramfri debatbog om Danmarks veteraner.

Veteraner – En kamp i civil af Lars R. Møller kan købes online her, eller i din lokale boghandel.