Krimi

Smuglæs i Guillaume Mussos nye hæsblæsende thriller Et atelier i Paris

Guillaume Musso, Et atelier i Paris

Guillaume Musso er tilbage med en selvstændig fortsættelse af bestselleren Opkald fra en engel.

Et atelier i Paris er en ny krimi i allerbedste Guillaume Musso stil: Action, plot-twists og en hæsblæsende jagt efter sandheden.

Romanen kan sagtens læses selvstændig, men har du læst og elsket Opkald fra en engel og er nysgerrig for at vide hvad der videre skete Madeline, skal du læse denne.

 

Her kan du smuglæse i Et atelier i Paris, som udkommer 1. oktober.

Et atelier i Paris: En hæsblæsende jagt i en fascinerende og mystisk kunstverden

Guillaume Musso, som er Frankrigs bedst sælgende forfatter, har endnu engang skrevet en fængslende thriller, som denne gang tager læseren med ind i en fascinerende og mystisk kunstverden.

Madeline er kriminalbetjent i London og rejst til Paris for at være lidt alene og genfinde roen i sit liv. På grund af en misforståelse er hun dog nødt til at dele udlejningshus med forfatteren Gaspar, som er ankommet fra USA for at skrive i ro og fred.

Huset inklusiv atelier har tilhørt den berømte maler Sean Lorenz, som er død et år forinden og hvis malerier siden er forsvundet. Da både Madeline og Gaspard er fascineret af Lorenz’ talent og triste skæbne, beslutter de sig for sammen at opspore de meget omtalte billeder. Ingen af dem kunne dog have forudset, hvilke prøvelser de må igennem for at afdække hemmelighederne om Sean Lorenz.

Læs mere om Guillaume Mussos romaner.

Forudbestil Et atelier i Paris

Anmelderne om Guillaume Mussos romaner:

❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤  “En vild roman, som du ikke slipper, når du først er i gang” – FEMINA om Central Park

❤ ❤ ❤ ❤ ❤ “En pageturner, som tager læseren med på en vild rejse” – BOGFINKEN om Opkald fra en engel

“Spækket med finurlige intriger og veltænkte plot” – BØRSEN om Opkald fra en engel

“En drønspændende pageturner” – FINDALS KRIMISIDE om Pigen fra Brooklyn

“Formidabel fransk fiktion” – LITTERATURSIDEN om Pigen fra Brooklyn

 

Læs mere om Opkald fra en engel

Et atelier i Paris af Guillaume Musso

 

DEN LILLE DRENG

London, en lørdag sidst på formiddagen.

Du ved det ikke endnu, men om mindre end tre minutter vil du stå over for en af de sværeste udfordringer i dit liv.
En udfordring, som du ikke har set komme, men som vil efterlade sig spor i dig, så smertefulde som et brændemærke sat med glødende jern på følsom hud.

For øjeblikket slentrer du roligt rundt i butikscentret, der ligner et atrium fra antikken.
Efter ti dage med regn har himlen atter fået en smuk, mørkeblå farve.
Solstrålerne, der spiller i glastaget, har gjort dig i godt humør.

For at fejre forårets komme har du endda foræret dig selv den lille, røde kjole med hvide prikker, som har kigget lokkende på dig de seneste to uger.
Du føler dig let, næsten overstadig.
Det tegner til at blive en hyggelig dag – først en frokost med Juliane, din bedste veninde, en fælles manicure, formentlig et museumsbesøg i Chelsea og så i aften koncerten med PJ Harvey i Brixton.

En fredelig sejlads ad de behagelige bugtninger i livets od.

Lige indtil du pludselig får øje på ham.

*

Det er en lille, lyshåret dreng klædt i et par smækbukser i denim og en marineblå duffelcoat. Måske to år eller lidt ældre.
Store, lyse, leende øjne, der stråler bag et par farvestrålende briller.
Fine træk i et rundt dukkeansigt indrammet af små, lysende krøller som en høstak under sommersolen.

Du har allerede betragtet ham på afstand et stykke tid, men nu nærmer du dig og bliver stadig mere fascineret af hans ansigt.

Et stykke strålende, uberørt land, som hverken ondskab eller frygt endnu har nået at fordærve. I dette lille, yndige ansigt ser du kun en vifte af muligheder.
Livsglæde og lykke i sin reneste form.

Nu ser han også på dig.
Et indforstået, troskyldigt smil oplyser hans ansigt.
Han viser dig stolt den lille metal flyvemaskine, som han holder mellem sine buttede fingre og vifter med over hovedet.

”Vruuummm …”

Mens du smiler tilbage til ham, bliver du grebet af en mærkelig følelse.
Den langsomme gift fra en uudgrundelig følelse siver ud i hele kroppen og fylder dig med en hidtil ukendt sørgmodighed.

Den lille dreng har bredt armene ud og er nu begyndt at trippe rundt om stenfontænen, der kaster sine vandspiraler op under glaskuplen i taget. Et kort øjeblik tror du, han løber hen imod dig og vil kaste sig i din favn, men …

”Far, far! Se, jeg er en flyvemaskine!”

Du løfter blikket og ser lige ind i øjnene på den mand, der griber drengen i forbifarten.
En iskold kniv gennemborer dig, og dit hjerte stivner.

Du kender den mand.
For fem år siden havde I et forhold, der varede over et år.
Du flyttede fra Paris til Manhattan og skiftede job for hans skyld.
Gennem seks måneder prøvede I endda at få en baby, der aldrig kom. Så flyttede manden tilbage til sin ekskone, som han havde et barn med i forvejen.

Du gjorde alt, hvad du kunne for at holde på ham, men det var ikke nok.
Du gik gennem en hård tid, og netop som du troede, at det var lykkedes dig at komme videre, møder du ham i dag, og det knuser dit hjerte.

Nu forstår du bedre din egen sindsbevægelse.
Du siger til dig selv, at dette barn kunne have været jeres.
At dette barn burde have været jeres.

Manden har straks genkendt dig og undgår ikke dit blik.
Ud fra hans beklagende udtryk gætter du dig til, at han er lige så overrasket som dig, ubehagelig til mode og en smule flov.
Du tænker, at han sikkert vil komme hen for at tale med dig, men ligesom en hjort omringet af jagthunde gør han en beskyttende bevægelse mod sit afkom og skynder sig væk.

”Kom, Joseph, så går vi.”

Du ser far og søn fjerne sig og tror ikke dine egne ører.
Joseph var et af de navne, I havde overvejet til jeres kommende barn.
Dit blik sløres.
Du føler dig berøvet.
Du overmandes med ét af en tung træthed, der nagler dig til stedet i ere minutter og efterlader dig målløs, lammet og med en klump i halsen.

*

Med en stor kraftanstrengelse når du hen til butikscentrets udgang.
Det summer for dine ører, dine bevægelser er mekaniske, og din krop føles tonstung.
Ved Saint James’ Park lykkes det dig at løfte armen for at tilkalde en taxa, men du ryster under hele turen, mens du kæmper mod de tanker, der overfalder dig, og grubler over, hvad det er, der sker med dig.

Da du har lukket døren til din lejlighed bag dig, skynder du dig ud på badeværelset for at fylde badekarret.
Så går du ind i dit soveværelse uden at tænde lyset.
Stadig fuldt påklædt falder du om på sengen.
Bliver liggende ubevægelig.
Billeder af drengen med flyvemaskinen kører gennem hovedet på dig, og snart forvandles al den fortvivlelse, du i flere år har følt over for din ekskæreste, til en forfærdelig følelse af tomhed.
Et savn, der får dit bryst til at snøre sig sammen.
Selvfølgelig græder du, men du siger til dig selv, at tårerne fungerer som en katarsis, og at anfaldet vil gå over af sig selv.
Det sker bare ikke, tværtimod – smerten vokser, svulmer op og skyller ind over dig som en dønning, der river dig med, sprænger alle dine dæmninger og frigør mange års utilfredshed, bitterhed og bristede forhåbninger.
Prikker hul på gamle sår, som du troede var helet.

Snart er det panikkens kolde, mangehovedede uhyre, der snor sig hen over din krop.
Du rejser dig med et sæt.
Dit hjerte hamrer løs.
Du har allerede oplevet en episode som denne for nogle år siden, og dengang endte det ikke godt. Men selvom tanken strejfer dig, ændrer det ikke noget – du formår ikke at bremse den nådesløse skæbnes hjul.
Du ryster ukontrollabelt over hele kroppen og vakler ud på badeværelset.

Medicinkassen.
Pillerne.
Selvom du kun er halvt afklædt, lægger du dig ned i badekarret, som er ved at flyde over.
Vandet er for varmt eller for koldt – du ved det ikke, og du er komplet ligeglad. En skruestik om dit bryst. En afgrund i din mave. For dine øjne en kulsort horisont, som for evigt er blokeret af sorgen.

Du var ikke selv bevidst om, at du var kommet så langt ud.
De sidste par år har du været lidt ude af balance, det er sandt, og du har længe vidst, at livet er skrøbeligt.
Men du forventede ikke at miste fodfæstet i dag eller at synke til bunds så hurtigt.
Frem for alt var du ikke klar over, at denne strøm af søle løb i dine årer.
Dette mørke, denne gift, denne elendighed.
Denne evige ensomhedsfølelse, som pludselig er blevet vakt til live, og som skræmmer dig fra vid og sans.

*

Pillerørene flyder rundt i vandoverfladen som en flok sejlbåde i vindstille vejr.
Du åbner dem og sluger nogle håndfulde.
Men det er ikke nok.
Du er nødt til at fuldføre det.
Derfor trækker du bladet ud af den barberskraber, der ligger på kanten af badekarret, og trækker det hen over underarmene.

Du har altid kæmpet hårdt, men i dag føler du dig ikke længere i stand til det, for din fjende har sat kløerne i dig nu og kender dig bedre, end du selv gør.
Mens barberbladet nærmer sig dine blodårer, tænker du med ironi tilbage på den overdrevne glæde, du følte i morges, da du så solen gennem dit vindue.

Så indtræffer det mærkelige og beroligende øjeblik, hvor du ved, at terningerne er kastet, og at din rejse uden returbillet allerede er begyndt.
Tryllebundet betragter du dit blod, der fortyndes og tegner fantastisk smukke mønstre i vandet.
Da du mærker, at du er på vej væk, tænker du, at smerten i det mindste vil høre op, hvilket i netop dette øjeblik er uvurderligt.

Mens Djævelen fører dig med ind i sine brandvarme dampe, ser du atter den lille dreng for dit indre blik.
Du ser ham på en strand, foran havet. Et sted, der kunne være Grækenland eller Syditalien. Du står helt tæt på ham. Så tæt, at du kan indsnuse hans duft af sand og korn – en duft, der er lige så betryggende som en let brise på en sommeraften.

Da han løfter hovedet mod dig, ser du bevæget hans smukke ansigt, hans opstoppernæse og mellemrummet mellem fortænderne, der gør hans smil uimodståeligt. Så breder han armene ud og giver sig til at løbe rundt om dig.

”Se, mor, jeg er en flyvemaskine!”

 

 

MIDT OM VINTEREN

Tirsdag den 20. december

1 Paris-syndromet

1.

Paris er altid en god idé.

Audrey Hepburn

 

Charles de Gaulle-lufthavnen, Paris, ankomstområdet.
En særlig definition af helvede på jord.
Ved paskontrollen klumpede hundredvis af rejsende sig sammen i en lang kø, der strakte og bugtede sig som en fed kvælerslange.
Gaspard Coutances så på de mange skranker bag plexiglas, der stod tyve meter fra ham. Kun bag to af lugerne sad en betjent og kontrollerede den svulmende strøm af passagerer.
Gaspard udstødte et irriteret suk.
Hver gang han satte sin fod i denne lufthavn, undrede han sig over, hvordan de offentlige myndigheder kunne ignorere de ødelæggende konsekvenser af, at Frankrig gav et så forfærdeligt førstehåndsindtryk.

Han sank sit spyt.
Det gjorde det ikke bedre, at det var varmt som ind i helvede.
Luften var fugtig, tung og mættet af en skrækkelig svedlugt.
Gaspard stillede sig op mellem en teenager med bikerlook og en gruppe asiater.
Den anspændte stemning var tydelig – passagerer med zombieansigt og heftig jetlag efter at have fløjet i ti eller femten timer måtte rasende konstatere, at de endnu ikke var nået til enden af deres lidelser.

Hans personlige lidelseshistorie havde taget sin begyndelse lige efter landingen.
Flyet fra Seattle landede ellers til tiden – lidt før klokken ni om morgenen – men de måtte vente i over tyve minutter, før passagerbroen blev lagt til, så de kunne komme ud.
Derefter fulgte en endeløs vandring gennem slidte og umoderne gange.
Et irriterende forhindringsløb, der gik ud på at opspore forvirrende informationstavler, brække benene på rulletrapper, der var ude af drift, og kæmpe for ikke at blive mast ihjel i en overfyldt shuttlebus for endelig at blive stuvet sammen som kvæg i denne skumle hal.
Velkommen til Frankrig!

Sveden haglede af Gaspard, der stod med sin rejsetaske over skulderen.
Det føltes, som om han havde tilbagelagt tre kilometer, siden han kom ud af flyet.
Modløs spekulerede han over, hvad fanden han egentlig lavede her.
Hvorfor påtvang han hvert år sig selv en måneds indespærring i Paris for at skrive sit nye teaterstykke?
Han slog en nervøs latter op.
Svaret var enkelt og smældede som et slogan: skriveteknik i fjendtligt miljø. Hvert år på samme dato lejede Karen, hans litterære agent, et hus eller en lejlighed til ham her, hvor han kunne arbejde i fred.
Gaspard hadede Paris så meget – og især i juletiden – at han ikke havde nogen problemer med at være afsondret fra omverdenen fireogtyve timer i døgnet.
Resultat: Stykket skrev sig selv, eller næsten.
I hvert fald var hans tekst altid færdig i slutningen af januar.

Køen bevægede sig fortvivlende langsomt fremad.
Ventetiden blev en prøvelse. En gruppe overstadige børn løb skrigende om kap mellem afspærringerne, et ældre par holdt om hinanden for ikke at falde om, og en baby gylpede indholdet af sin sutteflaske op i nakken på sin mor.

Forbandede juleferie … stønnede Gaspard og tog en stor mundfuld forpestet luft.
Da han bemærkede, hvor utilfredse hans lidelsesfæller så ud, kom han i tanke om en artikel om ’Paris-syndromet’, som han havde læst i et blad.
Hvert år blev dusinvis af japanske og kinesiske turister indlagt og ofte hjemsendt på grund af alvorlige psykiske problemer, som ramte dem, når de besøgte den franske hovedstad for første gang.
De var knap nok ankommet til Frankrig, før de begyndte at lide af mærkelige symptomer – delirium, depression, hallucinationer, paranoia.
Med tiden havde psykologerne fundet en forklaring: Turisternes kvaler skyldtes misforholdet mellem deres idealiserede billede af ’lysets by’ og den virkelige verden.
De troede, at de ville finde Amélie Poulains eventyrlige verden, som den blev fremstillet i film og reklamer, og i stedet mødte de en hård og fjendtlig by.
Deres imaginære Paris – byen med de romantiske caféer, bogsælgerne langs Seinens bredder, Montmartre og Saint- Germain-des-Prés-kvarteret – blev knust mod virkeligheden: de beskidte gader, lommetyvene, utrygheden, den allestedsnærværende forurening, de store, grimme boligkomplekser og de forfaldne offentlige transportmidler.

For at tænke på noget andet trak Gaspard en stak papirer, der var foldet sammen to gange, op af lommen.
En beskrivelse og nogle fotografier af det forgyldte fængsel, som hans agent havde lejet til ham i det 6. arrondissement.
Maleren Sean Lorenz’ tidligere atelier.
Billederne var indtagende og gav håb om et åbent, lyst og beroligende rum – perfekt til det skrivemaraton, der ventede ham.
Normalt stolede han ikke på billeder, men Karen havde besøgt stedet og forsikret ham om, at han ville kunne lide det.
”Og endda mere end det,” havde hun tilføjet gådefuldt.

I hvert fald ville han ønske, at han var der nu.

Han ventede lidt over et kvarter mere, før en af betjentene fra grænsepolitiet indvilgede i at kaste et blik på hans pas.
Den mavesure mand sagde hverken goddag eller tak og besvarede ikke Gaspards ”hav en god dag”, da han gav ham passet tilbage.

Ny forvirring foran skiltene.
Gaspard gik først i den forkerte retning og måtte vende om.
Et væld af rulletrapper.
En stribe automatiske døre, der altid åbnede sig for langsomt.
Han skyndte sig forbi de rullende fortove.
Gudskelov havde han haft åndsnærværelse nok til at undlade at tjekke bagage ind.

Nu var der ikke langt til udgangen fra helvede.
Han kæmpede for at komme fri af det usædvanlig store menneskemylder, der blokerede ankomsthallen, maste sig igennem mængden, puffede til et par, der stod tæt omslynget, og skrævede hen over passagerer, der lå og sov midt på gulvet.
Han havde sigtekornet rettet mod svingdøren med skiltet Udgang/Taxaer ovenover – for ham symboliserede den enden på hans pinsler.
Sådan, nu var der kun få meter tilbage, og så ville han være befriet fra dette mareridt.
Han ville sætte sig ind i en taxa, tage sine høretelefoner på og forsvinde mentalt ved at lytte til Brad Mehldaus klaverspil og Larry Grenadier på bas.
Han ville begynde at skrive allerede samme eftermiddag, og han …

Regnen kølnede hans entusiasme.
Kaskader af vand væltede ned på asfalten.
En kulsort himmel.
Tristhed og elektricitet i luften.
Ingen taxa i miles omkreds.
I stedet adskillige af sikkerhedspolitiets busser og en masse forvirrede rejsende.
”Hvad sker der?” spurgte han en bagageportør, der uanfægtet stod og røg en cigaret ved siden af et askebæger på fod.

”Ved du ikke det? Der er strejke.”

2.

Samtidig på Gare du Nord steg Madeline Greene ud af Eurostar-toget, der var kørt fra London klokken 9:47.

Hendes første skridt på fransk jord var tøvende.
Den unge kvinde havde svært ved at finde sig til rette.
Hendes ben var tunge og vaklende.
Ud over trætheden følte hun sig også svimmel og havde kvalme med regelmæssige sure opstød, der brændte i spiserøret.
Selvom lægen havde advaret om bivirkningerne ved hendes behandling, havde hun ikke forestillet sig, at hun skulle tilbringe julen i så ringe fysisk forfatning.

Kufferten, som hun trak efter sig, forekom hende at veje et ton.
Den forvrængede, forstærkede lyd af hjulene hen over betongulvet rungede i hendes hoved og borede sig ind i kraniet, så hovedpinen, der havde plaget hende siden i morges, blev værre.

Madeline standsede pludselig for at lyne rulamsjakken helt op.
Hun var våd af sved, men havde samtidig kuldegysninger.
Fik åndenød og troede et øjeblik, at hun ville besvime, men da hun nåede hen for enden af perronen, genvandt hun en smule kræfter, som om den tumult, der herskede på banegården, virkede opkvikkende og nærmest øjeblikkelig knyttede hende til livet igen.

På trods af Gare du Nords lidet atterende omdømme havde Madeline altid været fascineret af stedet.
Dér, hvor andre så kaos og frygt, opfattede hun et koncentrat af smittende rå energi.
Snarere end et tilholdssted for tyve og tiggere så hun en myretue i evig bevægelse.
Tusinder af liv og skæbner, der krydsede hinanden og dannede et gigantisk edderkoppespind.
En hektisk, berusende strøm.
En flodbølge, som man var nødt til at kunne tæmme for ikke at drukne.

For hende fremstod banegården mest af alt som en teaterscene med tusindvis af skuespillere – turister, forstadsfolk, forretningsmænd, hjemløse, patruljerende betjente, illegale sælgere, narkohandlere, ansatte fra caféer og butikker i nærheden og så videre.
Når Madeline betragtede denne miniatureverden med det store glastag ovenover, kom hun til at tænke på en snekugle ligesom dem, hendes bedstemor plejede at tage med hjem til hende, hver gang hun var ude at rejse.
En gigantisk, summende kugle, der var tømt for plastikfnug og slog revner på grund af den store menneskemængde.

Hun gik ud på banegårdspladsen og blev mødt af en stærk blæst.
Vejret var endnu værre end i London – kraftig regn, grå himmel, fugtig og lummer luft.
Som Takumi havde advaret hende om, holdt der adskillige taxaer og blokerede indgangen til banegården.
Hverken busser eller biler kunne få adgang, så togpassagererne måtte klare sig selv.
Foran et tv-kamera var en livlig diskussion i gang – strejkende og passagerer gentog den evindelige snak, som aviser og nyhedskanaler elskede.

Madeline skyndte sig uden om gruppen.
Hvorfor tænkte jeg ikke på at tage en paraply med? forbandede hun sig selv, da hun gik over pladsen mod Boulevard de Magenta.
Hun gik for tæt på fortovskanten og blev oversprøjtet, da en bil kørte gennem en vandpyt.
Gennemblødt og rasende gik hun ned ad Rue Saint-Vincent-de-Paul og hen til indgangen til kirken.
Dér sad Takumi og ventede bag rattet i en dobbeltparkeret varevogn på det aftalte tidspunkt.
Hans farvestrålende Renault Estafette var udsmykket med en munter påskrift, der stod i skarp kontrast til det triste gråvejr: Den fænomenale have – Blomsterbutik – Rue Delambre 3 B – 75014 Paris.
Madeline vinkede, da hun fik øje på ham, og skyndte sig ind i bilen.

”Hello, Madeline, velkommen til Paris!” hilste blomsterhandleren og rakte hende et håndklæde.

”Hej, min ven, hvor er det godt at se dig!”

Hun tørrede sit hår, mens hun betragtede den unge asiat indgående.
Takumi havde kort hår og var iført en jakke i jernbanefløjl og et silketørklæde.
En ternet flannelskasket dækkede toppen af hans runde hoved og lod to små flyveører stikke ud, der fik ham til at ligne en museunge.
Det tynde overskæg fik ham snarere til at minde om en ung fyr, der knap nok var kommet i puberteten, end Tom Selleck i tv-serien Magnum, P.I.
Han så ikke ud til at være blevet en dag ældre, siden hun rejste fra Paris og overlod ham sin smukke blomsterbutik, hvor hun havde ansat ham nogle år forinden.

”Det var sødt af dig at komme og hente mig – tak,” sagde Madeline, mens hun spændte sikkerhedsselen.

”Det var så lidt. Det ville have været temmelig bøvlet med offentlig transport i dag.”

Den unge blomsterhandler satte bilen i gear og drejede ind på Rue d’Abbeville.

”Som du kan se, er der ikke noget, der har ændret sig i det her land, siden du rejste,” sagde han og pegede på gruppen af demonstranter.
”Det bliver endda lidt mere trist, for hver dag der går …”

Vinduesviskerne på den gamle Renault havde svært ved at holde strimerne af regnvand væk fra forruden.

På trods af kvalmen, der vældede op i hende igen, anstrengte Madeline sig for at konversere:

”Nå, hvordan går det? Skal du ikke holde juleferie?”

”Ikke før i slutningen af næste uge. Vi skal holde nytårsaften hos Marjolaines familie. Hendes familie har et destilleri i Calvados-regionen.”

”Hvis du stadig er sådan en svagdrikker, tegner det lovende!”

Blomsterhandleren blev rød i hovedet.
Stadig nærtagende, den lille Takumi, tænkte Madeline fornøjet, mens hun betragtede omgivelserne, der smeltede sammen uden for ruden. Varevognen nåede hen til Boulevard Haussmann og fortsatte fem hundrede meter, før den drejede ned ad Rue Tronchet.
På trods af den voldsomme regn og konsekvenserne af det dårlige sociale klima var Madeline glad for at være her.

Hun havde været glad for at bo på Manhattan, men havde ikke været i stand til at opfange den såkaldt pulserende energi, som visse af hendes veninder havde talt så lovprisende om.
Faktisk havde New York drænet hende for energi.
Paris ville altid være hendes yndlingsby, for det var det sted, hun altid vendte tilbage til for at hele sine sår.
Hun havde boet her i fire år.
Ikke nødvendigvis hendes smukkeste år, men i hvert fald de vigtigste – år med genopbygning, genfødsel og udvikling af modstandskraft.

Indtil 2009 havde hun arbejdet i England, nærmere bestemt ved kriminalpolitiet i Manchester.
Alice Dixon-sagen – en forfærdelig efterforskning, som hun var ansvarlig for – knækkede hende og tvang hende til at forlade politiet.
På grund af dette nederlag mistede hun alt – sin profession, kollegernes respekt, sin selvtillid.
I Paris overtog hun en lille blomsterbutik og startede et nyt liv i Montparnasse-kvarteret, langt væk fra mordsager og sager om forsvundne børn.
Dette roligere liv tog endnu en gang en drastisk vending, da et tilfældigt møde ledte hende mod et uventet spor, så hun kunne genoptage den efterforskning, der havde ødelagt hendes liv.
Alice Dixon-sagen endte med at få en lykkelig afslutning i New York.
Takket være denne succes fik hun mulighed for at blive ansat i den administrative afdeling hos WITSEC, det føderale vidnebeskyttelsesprogram.
Hun overlod sin blomsterbutik til Takumi og tog et fly til New York.
Et år senere blev hun tilbudt ansættelse som konsulent hos NYPD, politiet i New York, i deres afdeling for henlagte sager.
Madelines opgave var at kaste et nyt blik på visse gamle, uafsluttede efterforskninger.
Den slags job, der ville have været spændende i en tv-serie eller en krimi af Harlan Coben, men som i virkeligheden viste sig at være et uendelig kedeligt skrivebordsarbejde.
Gennem fire år var hun ikke en eneste gang i felten.
Det lykkedes hende heller ikke at få genåbnet en eneste sag.
Den afdeling, hun var ansat i, manglede midler og var oppe imod et bureaukrati, der ville have givet den franske administration røde ører.
Hver gang man skulle have foretaget en dna-analyse, måtte man udfylde en hel stak blanketter, og hvis man ville have tilladelse til at afhøre et gammelt vidne eller adgang til visse sagsakter, krævede det et vanvittigt papirnusseri og endte for det meste med et afslag fra FBI, der bestemte over de mest interessante kriminalsager.

Til sidst sagde hun op og rejste tilbage til England, og hun fortrød ikke sin beslutning.
Hun bebrejdede endda sig selv, at hun havde trukket det ud så længe.
For efter at Jonathan Lempereur – den mand, som hun havde elsket og fulgt til Manhattan – var rejst tilbage til sin kone, var der ikke rigtig længere noget, der knyttede hende til USA.

”Marjolaine og jeg venter en baby til foråret,” meddelte blomsterhandleren pludselig.

Denne betroelse rev Madeline ud af sine tanker.

”Hvor … hvor er jeg glad på dine vegne,” fik hun frem og forsøgte at lyde begejstret.

Men hendes reaktion lød så falsk, at Takumi begyndte at tale om noget andet:

”Du har stadig ikke fortalt mig, hvorfor du er kommet til Paris, Madeline?”

”Af forskellige grunde,” svarede hun i en undvigende tone.

”Hvis du har lyst til at holde juleaften hjemme hos os, er du meget velkommen.”

”Det er utrolig sødt af dig, men nej tak. Du må ikke blive sur på mig, jeg har bare virkelig brug for at være alene.”

”Som du vil.”

Ny tavshed.
Tyngende.
Madeline prøvede ikke at få samtalen i gang igen.
Med næsen mod ruden forsøgte hun at føle sig hjemme og anstrengte sig for at forbinde hvert enkelt sted med et minde fra sit liv i Paris.
Madeleine-pladsen fik hende til at tænke på en Dufy-udstilling på La Pinacothèque, på Rue Royale huskede hun en bistro, der serverede en dødlækker kalvefrikassé, og Alexandre-III-broen mindede hende stadig om en trafikulykke, som hun var ude for på en regnvejrsdag, dengang hun kørte på motorcykel …

”Har du nogen planer angående job?” spurgte Takumi.

”Selvfølgelig,” løj hun.

”Og har du set Jonathan for nylig?”

Pas dig selv, din nar!

”Er du færdig med dit forhør? Det er mig, der er strisseren her, hvis du skulle have glemt det.”

”Du er jo netop ikke strisser mere, hvis jeg har forstået det rigtigt …”

Hun sukkede.
Den unge klodsmajor begyndte virkelig at gå hende på nerverne.

”Okay, jeg vil være ærlig over for dig,” sagde hun.

”Jeg vil gerne have, at du stopper med dine spørgsmål. Du var min lærling, og jeg solgte dig min forretning, men det giver dig ikke ret til at forhøre mig om mit liv!”

Mens Takumis varevogn kørte gennem Invalides-esplanaden, betragtede han Madeline ud af øjenkrogen.
Hun var stadig den samme, som da han mødte hende, med sit ligefremme væsen, sin tykke læderjakke, det lyse hår og den lidt old school pagefrisure.

Madeline var stadig vred og rullede vinduet ned for at tænde en cigaret.

”Ryger du virkelig stadig?” spurgte blomsterhandleren formanende. ”Det er ikke særlig fornuftigt.”

”Hold din kæft,” svarede hun og blæste en røgsky over mod ham for at provokere.

”Nej! Ikke i min bil! Jeg vil ikke have, at min varevogn stinker af røg!”

Da Estafetten standsede for rødt lys, benyttede Madeline lejligheden til at gribe sin kuffert og åbne bildøren.

”Men … Madeline, hvad laver du?”

”Jeg er blevet for gammel til at høre på letkøbte moralprædikener. Jeg går resten af vejen.”

”Nej, vent, du …”

Hun smækkede bildøren og gik sin vej med lange skridt, alene, hen ad fortovet på Rue de Grenelle.

Regnen styrtede stadig ned.

Forudbestil Et atelier i Paris

Om Opkald fra en engel:

I JFK-lufthavnen i New York støder en kvinde og en mand sammen, så de taber alt, hvad de har i hænderne.

Madeline og Jonathan har aldrig mødt hinanden før. Undskyldende og frustrerede samler de deres ting op fra gulvet, og i forvirringen får de forbyttet deres mobiltelefoner.

Da de opdager fejlen, er de 10.000 kilometer fra hinanden.
Hun er blomsterhandler i Paris, og han er restaurationsejer i San Francisco.

Inden de får aftalt at få sendt telefonerne til rette ejermand, kan de ikke modstå fristelsen og begynder hver især nysgerrigt at undersøge indholdet på den andens telefon.

Utilgiveligt af begge, men langsomt bliver de mere og mere optaget af at snage i hinandens liv, hvilket fører til en uventet opdagelse: Deres skæbner er forbundet af en hemmelighed, de begge troede var mørklagt for altid …

Køb Opkald fra en engel online her eller i din nærmeste boghandel