Krimi

Læs de første to kapitler af Husdyret: Årets svenske krimi

Husdyret, Camilla Grebe, krimi

Camilla Grebe er tilbage med en stærk krimi

“Det var et faktum, at næsten alle, jeg kendte, havde hørt lyden af et grædende spædbarn ved stenhøjen – en langtrukken, sørgmodig hulken. Det blev kaldt spøgelsesbarnet, og selv om jeg ikke troede på ånder og den slags overnaturligt pjat, ville jeg ikke løbe nogen risiko, så jeg gik aldrig alene ud, når det var mørkt.”

Forfatteren bag Når isen brister er tilbage med Husdyret, der blev kåret som årets svenske krimi 2017 af Det Svenske Krimiakademi.

Husdyret: En gammel mordsag og et nyt lig

I Husdyret møder vi Malin, der arbejder som politibetjent. Hun bliver sendt tilbage til Ormberg, hvor hun er vokset op, for at hjælpe med en gammel mordsag. Otte år tidligere var det Malin, der fandt skelettet af en lille pige i skoven uden for Ormberg, og sagen blev aldrig opklaret. Nu arbejder hun med erfarne kolleger fra Stockholm for at finde nye spor. Men en aften forsvinder den ene efterforsker, og så bliver et nyt lig fundet i skoven.

Husdyret, Camilla Grebe, krimi

 

“Camilla Grebe bliver bare bedre for hver bog. Husdyret er en stærk og vigtig krimi med godt tempo.” – Arne Dahl, krimiforfatter

“Husdyret er noget af det bedste, jeg har læst.” – Anna Jansson, krimiforfatter

“En af Grebes bedste.” – Dagens Nyheter

 

Husdyret udkommer 15. maj.

Bestil Husdyret her.

Husdyret af Camilla Grebe

Malin

Ormberg, 2009

Jeg klemte Kennys hånd hårdt, da vi gik gennem den mørke skov.
Ikke fordi jeg troede på spøgelser, selvfølgelig ikke.
Det gjorde kun idioter.
Ligesom Kennys mor, der sad i timevis foran de der patetiske fjernsynsprogrammer, hvor såkaldte medier vadede rundt i gamle huse på jagt efter spøgelser, der ikke fandtes.
Men alligevel.
Det var et faktum, at næsten alle, jeg kendte, havde hørt lyden af et grædende spædbarn ved stenhøjen – en langtrukken, sørgmodig hulken. Det blev kaldt for spøgelsesbarnet, og selv om jeg ikke troede på ånder og den slags overnaturligt pjat, ville jeg ikke løbe nogen risiko, så jeg gik aldrig alene ud, når det var mørkt.
Jeg så op mod grantræernes spidse toppe. Træerne var så høje, at de næsten skyggede for himlen og den runde, mælkehvide måne.
Kenny trak i min hånd.
Det klirrede fra ølflaskerne i plasticposen, og jeg kunne lugte, hvordan røgen fra hans cigaret blandede sig med lugten af fugtig jord og råddent løv.
Et par meter bag os traskede Anders gennem blårbærbuskene, mens han fløjtede en melodi, jeg genkendte fra radioens hitliste.
”Malin, for fanden.” Kenny trak i min hånd.
”Hvad?”
”Du går jo langsommere end min mor. Er du allerede fuld eller hvad?” Sammenligningen var uretfærdig – Kennys mor vejede vel omkring hundrede kilo, og jeg havde aldrig set hende gå længere end mellem sofaen og toilettet. Og selv da blev hun forpustet.
”Hold din kæft,” sagde jeg og håbede, at Kenny kunne høre på mit tonefald, at det var for sjov. At han forstod, at udbruddet rummede en slags kærlighedsfuld respekt.
Vi havde været sammen i to uger.
Foruden de obligatoriske fumlende gramserier i hans seng, der stank af hund, havde vi brugt tiden på prøvende at etablere vores roller. Ham: dominerende, sjov (indimellem på min bekostning) og fra tid til anden overmandet af et ikke-alderssvarende, selvcentreret tungsind. Jeg: beundrende, føjelig (oftest på min egen bekostning) og storsindet støttende,når han blev deprimeret.
Den kærlighed, jeg følte for Kenny, var så intensiv, ureflekteret og for den sags skyld også fysisk, at jeg indimellem blev helt udmattet.
Alligevel ville jeg ikke være væk fra ham et eneste sekund, som om jeg var bange for, at han skulle vise sig at være en drøm, et livligt fantasifoster, som min længselsfulde teenagehjerne havde stykket sammen.
Grantræerne rundt om os så ældgamle ud. Bløde puder af mos bredte sig rundt om rødderne, og gråt skæg af lav voksede på de tykke grene nærmest jorden.
Et stykke væk hørte jeg lyden af en kvist, der knækkede.
”Hvad var det?” spurgte jeg, måske en anelse for skingert.
”Det var spøgelsesbarnet,” sagde Anders med teatralsk stemme et sted bag mig.
”Det er kommet for at heeeeente dig.” Han hylede.
”Du skal sgu da ikke skræmme hende!” hvæsede Kenny, der lod til at være blevet ramt af et pludseligt og uventet beskytterinstinkt.
Jeg fnisede, snublede over en rod og var lige ved at miste balancen, men Kennys varme hånd var der i mørket. Flaskerne klirrede blidt, da han flyttede balancen fra den ene fod til den anden for at støtte mig. Jeg blev helt varm indeni.
Det begyndte at tynde ud i granerne, som om de rykkede sig til side for os. Gjorde plads til en lille lysning, hvor stenhøjen bredte sig ud foran os. Den lignede en stor, strandet hval i måneskinnet – dækket af et tykt lag mos og små bregner, der vippede let i den svage vind.
Bag højen rejste Ormbjergets mørke silhuet sig mod nattehimlen.
”Altsååå,” sagde jeg. ”Kunne vi ikke bare tage hjem til nogen og drikke øl i stedet? Behøver vi at sidde ude i skoven? Det er jo skidekoldt.”
”Jeg varmer dig,” sagde Kenny og grinede lummert. Han trak mig så tæt ind til sig, at jeg kunne lugte øl og snus i hans åndedræt.
Jeg havde mest lyst til at vende ansigtet væk, men jeg tvang mig selv til at stå stille og møde hans blik, eftersom det var, hvad der blev forventet af mig.
Anders fløjtede bare, satte sig tungt ned på en af de store, runde sten og strakte sig efter en øl.
Så tændte han en cigaret og sagde: ”Jeg troede, du gerne ville høre spøgelsesbarnet.”
”Der findes ikke spøgelser,” sagde jeg og satte mig på en mindre sten.
”Det er kun idioter, der tror på spøgelser.”
”Det halve af Ormberg tror på spøgelsesbarnet,” sagde Anders, åbnede sin øl og tog en slurk.
”Lige præcis,” konstaterede jeg.
Anders lo af min kommentar, men Kenny lod ikke til at have hørt den. Det var egentlig sjældent, han lyttede til, hvad jeg sagde. I stedet satte han sig tæt ind til mig og lod hånden glide over mine baller. Stak en iskold tommelfinger inden for bukselinningen.
Så førte han sin cigaret op til min mund. Jeg tog lydigt et hvæs, bøjede hovedet bagover og så op mod fuldmånen, mens jeg pustede røgen ud.
I stilheden trådte alle skovens lyde tydeligt frem: den svage raslen af vinden, der gled gennem bregnerne, de små knirkende og knasende lyde, som om tusind usynlige fingre skælvede over jorden, og en fugl, der tudede spøgelsesagtigt et stykke væk.
Kenny rakte mig en øl.
Jeg tog en slurk af den beske, kolde drik og stirrede ind i mørket mellem granerne. Hvis nogen gemte sig derinde, trykkede sig mod en træstamme, ville vi ikke opdage ham. Det ville være så ufattelig let at liste sig ind på os her i lysningen, som at skyde rådyr i en indhegning eller hive guldfisk op fra et akvarium. Men hvorfor skulle nogen gøre det her, i Ormberg? Her skete aldrig noget. Det var vel derfor, folk var nødt til at finde på spøgelseshistorier – for ikke at dø af kedsomhed.
Kenny bøvsede sløvt og åbnede endnu en øl. Så vendte han sig mod mig og kyssede mig. Tungen var kold og smagte af øl.
”Get a room!” sagde Anders og bøvsede også. Højt og tydeligt, som om det var et spørgsmål, han forventede svar på. Kommentaren lod til at vække Kenny, for han lod hånden glide ind i åbningen på min jakke, ind under blusen og krammede mit bryst hårdt.
Jeg rykkede mig lidt, så han bedre kunne komme til, og lod tungen glide langs de spidse tænder i hans overmund.
Anders rejste sig brat op.
Jeg skubbede forsigtigt Kenny fra mig og spurgte: ”Hvad er der?”
”Jeg hørte noget. Det lød … som om nogen græd eller klynkede.” Anders udstødte en klagende lyd og grinede, så øllet sprøjtede fra hans mund.
”Hold nu op,” sagde jeg. ”Jeg skal tisse. I kan jo sidde her og holde udkig med spøgelset så længe.” Jeg rejste mig op og gik et par meter rundt om stenhøjen. Vendte mig om og konstaterede, at Kenny og Anders ikke kunne se mig, før jeg knappede mine jeans op og satte mig på hug.
Et eller andet, måske noget mos eller en plante, kildede mod låret, da jeg tissede. Kulden smøg sig rundt om benene og ind under jakken.
Jeg gøs.
Det var virkelig begavet at tage herud for at drikke øl. Virkelig! Men hvorfor sagde jeg ikke fra, da Kenny foreslog det? Hvorfor sagde jeg aldrig fra, når Kenny foreslog noget?
Mørket var tæt, og jeg tog lighteren frem fra jakkelommen.
Kørte tommelfingeren over det lille hjul og lod flammen oplyse jorden: efterårsbrune blade, glat mos og så de store, grå sten.
Og der, i en revne mellem to sten lige ved siden af mig, skimtede jeg noget hvidt og glat, der lignede hatten af en stor champignon.
Kenny og Anders talte stadig om spøgelset, deres stemmer var løsslupne og snaldrede. Ordene faldt hurtigt, snublede over hinanden og blev afbrudt af latter.
Var der egentlig champignoner på denne årstid, midt ude i skoven? De eneste svampe, jeg nogensinde havde plukket, var kantareller.
Jeg holdt lighteren hen mod revnen mellem stenene, så det svage lys fik genstanden til at træde tydeligere frem. Jeg fejede et par blade til side og rykkede en lille bregne op med rødderne.
Jo, der var helt sikkert noget. Noget, der … Stadig siddende på hug, med bukserne nede om anklerne, stak jeg den frie hånd frem og mærkede tøvende med fingrene på den hvide, glatte overflade. Det føltes hårdt, som sten eller porcelæn.
Måske en gammel skål? Ikke en champignon, i hvert fald.
Jeg strakte mig lidt frem og rullede stenen væk, der lå oven på skålen. Den var mindre end de andre og ikke særlig tung, men den landende alligevel med et lille bump i mosset ved siden af mig.
Og der lå den, skålen eller hvad det nu var. Den var stor som en grapefugt, revnet i den ene side og der voksede en slags trådagtig, brun mos på den.
Jeg rakte hånden frem og mærkede på de tynde, mørke tråde. Gned dem mellem tommelfingeren og pegefingeren i et par sekunder, før hjernen lagde puslespilsbrikkerne på plads og jeg indså, hvad det var.
Jeg tabte lighteren, rejste mig op, tog et par vaklende skridt direkte ud i mørket og skreg. Det var et skrig, der kom langt indefra og blev ved og ved. Som om angsten pressede hvert eneste iltatom i kroppen gennem lungerne.
Da Kenny og Anders kom mig til undsætning, havde jeg stadig bukserne om anklerne, og lungerne havde givet skriget nyt liv. Skålen var ikke nogen skål. Mosset var ikke mos.
Det var et kranium med langt, mørkt hår.

krimi, husdyret, camilla grebe

Jake 

Otte år senere, 2017

Jeg hedder Jake.
Det skal udtales som på engelsk, Djeik, for mine forældre opkaldte mig efter Jake Gyllenhaal – en af verdens bedste skuespillere.
De fleste i skolen udtaler det med vilje forkert: De siger Ja-ke, som om det rimede på Bjarke.
Jeg ville ønske, at jeg hed noget andet, men der er jo ikke så meget, jeg kan gøre ved det. Jeg er den, jeg er. Og jeg hedder, hvad jeg hedder.
Min mor ville så gerne have, at jeg skulle hedde Jake, og min far gjorde altid, som min mor syntes, måske fordi han elskede hende over alt i verden.
Selv nu, hvor min mor er død, virker det, som om hun på en måde stadig er hos os.
En gang imellem kommer min far til at dække op til hende, og hvis jeg stiller et spørgsmål, varer det ofte længe, før han svarer, som om han overvejer, hvad min mor ville have sagt.
Og så kommer svaret:
”Ja, du kan da godt låne hundrede kroner” eller ”Okay, tag du bare hen til Saga og se film, men du skal være hjemme klokken syv”.
Min far siger næsten aldrig nej til noget, selv om han er blevet lidt mere streng siden den gamle trikotagefabrik igen blev til asylcenter. Jeg vil gerne tro, det skyldes, at han bare er sød, men min storesøster Melinda siger, at det er, fordi han er for doven til at protestere.
Når hun siger den slags, plejer hun at skæve sigende hen mod de tomme ølflasker i hjørnet af køkkenet, smile skævt og lave perfekte røgringe, der langsomt stiger op i loftet.
Jeg synes, at Melinda er utaknemmelig. Hun får endda lov til at ryge hjemme, hvilket vores mor aldrig ville have tilladt, men i stedet for at blive glad, siger hun bare den slags.
Det er utaknemmeligt, uretfærdigt og frem for alt ikke spor sødt.
Da min mormor levede, sagde hun altid, at min far måske ikke var den skarpeste kniv i skuffen, men at jeg i hvert fald boede i Ormbergs flotteste hus, og det var jo ikke det værste.
Jeg tror ikke, hun troede, at jeg forstod udtrykket, men det gjorde jeg. Det var åbenbart helt okay at være en sløv kniv, så længe man havde et fint hus.
Ormbergs flotteste hus ligger fem hundrede meter fra motorvejen, helt op ad skoven og ved siden af åen, der flyder hele vejen til Vingåker.
Der er to grunde til, at huset er så flot:
For det første er min far snedker, og for det andet har han sjældent arbejde.
Det er heldigt, for det betyder, at han kan arbejde på huset i stedet.
Rundt om huset har min far fjernet bevoksningen og bygget en enorm terrasse. Den er så stor, at man kan spille basket eller cykle på den. Hvis man virkelig tog tilløb, og der ikke havde været et rækværk, ville man kunne hoppe lige ned i åen fra den korte side.
Det er selvfølgelig ikke noget, de voksne ville kunne finde på – vandet er iskoldt, selv midt om sommeren, og bunden er sumpet og fuld af søgræs og klamme, slimede orme.
Nogle gange, om sommeren, puster Melinda og jeg de gamle luftmadrasser op og flyder med strømmen hele vejen til det gamle savværk.
Trækronerne danner et grønt tag, der minder om de blondeduge med hulmønster, som vores mormor hæklede.
Man hører kun fuglene, den gummiagtige knitren fra luftmadrasserne, når vi bevæger os, og bruset fra det lille vandfald, der munder ud i dammen ved savværket.
Når vi kommer frem til vandfaldet, må vi rejse os op, bære luftmadrasserne og vade gennem det lave, fossende vand ned til dammen, som er fuld af åkander og søgræs.
Da min farfar, som jeg aldrig har mødt, var ung, arbejdede han på savværket, men det lukkede, før min far blev født.
Nogle skinheads fra Katrineholm satte ild til den forfaldne bygning, da min far var på min alder – fjorten år – men den sortsvedne ruin står der stadig. På afstand ligner den hugtænder, der stikker op mellem buskene.
Min far siger, at alle havde arbejde i Ormberg før i tiden: enten i landbruget, på savværket, på Brogrens Mekanik eller på trikotagefabrikken.
Nu er det kun bønderne, der har arbejde, for al industri er lukket ned, og produktionen er flyttet til Kina. Brogrens Mekanik står forladt tilbage, et skelet af bølgeblik i det flade landskab, og trikotagefabrikkens slotslignende murstensbygning er altså blevet et asylcenter. Der må hverken Melinda eller jeg gå hen, selv om vores far giver os lov til det meste. Og det lader heller ikke til, at han har brug for at tænke nærmere over, hvad vores mor ville have sagt, for svaret kommer lynhurtigt, hvis vi spørger.
Han siger, at det er for vores egen sikkerheds skyld.
Jeg ved ikke helt, hvad han egentlig er bange for, men Melinda himler altid med øjnene, når han tager emnet op, hvilket gør ham sur og får ham til at tale om kalifat, burkaer og voldtægter.
Jeg ved, hvad burka og voldtægt er, men ikke kalifat, men jeg har skrevet det ned, så jeg kan google det – det plejer jeg at gøre med ord, jeg ikke kender, for jeg kan godt lide ord, især svære ord.
Man kan næsten sige, at jeg samler på dem.
Det er endnu en hemmelighed, jeg ikke kan fortælle nogen. Man bliver mobbet for langt mindre i Ormberg, som at kunne lide den forkerte slags musik eller at læse bøger. Og nogle – som mig – bliver mobbet mere end andre.
Jeg går ud på terrassen, læner mig mod rækværket og ser ud over åen.
Uvejrsskyerne er lettet og har blottet en smal stribe af blå himmel og en stærkt orange sol lige over horisonten. Frosten, som får trædækket til at se loddent ud, glimter i de sidste solstråler, og åens vand flyder mørkt og langsomt nedenfor. Åen fryser aldrig til, fordi den altid er i bevægelse. Man ville kunne bade i den hele vinteren, men det er der selvfølgelig ingen, der gør. Terrassedækket er fuld af grene, der blæste ned under stormen i nat. Jeg burde måske samle dem sammen og smide dem på komposten, men jeg er som hypnotiseret af solen, der hænger som en appelsin under skyerne.
”Jake, kom nu ind, for fanden,” råber min far inde fra stuen. ”Du fryser jo til is.”
Jeg slipper rækværket, ser på de perfekt formede, bløde aftryk i frosten, hvor mine hænder har været, og bakker ind i huset.
”Luk døren,” siger min far fra sin plads i massagestolen foran det store fladskærmsfjernsyn.
Min far skruer ned for lyden med fjernbetjeningen og ser på mig. Der er vokset en rynke frem mellem hans tykke øjenbryn. Han stryger let med den fregnede hånd over sin bare isse. Så fører han den af gammel vane ned mod massagestolens kontrolknapper, der ikke længere virker. ”Hvad lavede du derude?”
”Kiggede på åen.”
”Kiggede på åen?” Rynken mellem min fars øjnebryn bliver dybere, som om jeg har sagt nogle af de svære ord, som han ikke kender, men så lader han til at beslutte sig for, at han er ligeglad. ”Jeg tager hen til Olle om lidt,” siger han og knapper sine jeans op for at give maven plads. ”Melinda har lavet mad. Det står i køleskabet. Du behøver ikke blive oppe og vente op mig.” ”Okay.”
”Hun lovede at være hjemme klokken ti.” Jeg nikker og går ud i køkkenet, henter en cola, går op på mit værelse og mærker den pirrende fornemmelse i maven.
Jeg har altså mindst to timer for mig selv.
Det er mørkt, da min far går.
Døren smækker så hårdt, at ruden i mit vindue klirrer, og lidt efter starter bilen og kører. Jeg venter et par minutter for at sikre mig, at han ikke kommer tilbage, før jeg går ind i mine forældres soveværelse.
Dobbeltsengen er uredt i min fars side. På min mors side ligger sengetæppet pænt over sengen, og puderne står lænet mod væggen.
På natbordet ligger den bog, hun læste, inden hun døde, den, der handler om den unge pige, der bliver forelsket i en rig mand, der hedder Grey. Han er sadist og kan ikke blive forelsket, men pigen elsker ham alligevel, for piger kan godt lide, når det gør ondt.
Det siger Vincent i hvert fald.
Jeg har svært ved at tro, at det er rigtigt. Jeg mener – hvem kan lide at blive slået?
I hvert fald ikke mig. Jeg tror snarere, at pigen kan lide Greys penge, for alle elsker penge, og de fleste ville gøre hvad som helst for at blive rige. Som at få lidt tæv eller give en klam sadist et blowjob, for eksempel.
Jeg går hen til min mors skab og trækker spejldøren til side. Den går lidt trægt, og jeg må give den et puf, før den glider op.
Så stryger jeg en hånd hen over tøjet: glat silke, pailletkjoler, blød fløjl, slidte jeans og krøllet, ustrøget bomuld.
Jeg lukker øjnene og synker.
Det er så smukt, så perfekt.
Hvis jeg var rig, lige så rig som ham Grey, ville jeg anskaffe mig et walking closet eller hvad det hedder. Jeg ville have håndtasker til enhver lejlighed og årstid, der hang på særlige kroge i garderoben, og mine sko skulle stå i deres eget skab med belysning. Jeg ved naturligvis godt, at det er umuligt. Ikke kun fordi det koster mange penge, men fordi jeg er en dreng. Det ville jo være helt skørt at anskaffe sig en garderobe med pigetøj. Hvis jeg gjorde det, ville det virkelig bevise, at jeg er et misfoster. At jeg er langt mere syg end ham der Grey – for det er okay at slå kvinder og binde dem, men ikke at klæde sig som dem.
I hvert fald ikke i Ormberg.
Jeg tager den guldfarvede pailletkjole ud, den, der har smalle ærmer og blankt for.
Min mor plejede at have den på nytårsaften, og når hun tog på krydstogt til Finland med sine veninder. Jeg holder den op foran mig og træder et par skridt baglæns, så jeg kan se mig i spejlet. Jeg er tynd, og mit brune hår står som en fjerbusk rundt om mit blege ansigt.
Jeg lægger forsigtigt kjolen på sengen og går hen til kommoden. Trækker den øverste skuffe ud og vælger en sort blonde-bh. Så tager jeg mine jeans og trøjen af og tager bh’en på. Det ser selvfølgelig lidt pudsigt ud. Der er jo ingenting der, hvor brysterne burde være, kun en flad, mælkehvid brystkasse med små, fjollede brystvorter. Bh-skålene står lige ud fra brystkassen. Jeg stopper en sammenrullet strømpe i hver og lader derefter kjolen glide over hovedet.
Som altid, når jeg prøver pailletkjolen, slår det mig, hvor tung den er – tung og lidt kold mod huden.
Jeg studerer mit spejlbillede og bliver pludselig lidt utilpas. Jeg ville hellere tage andres tøj på end min mors, men jeg har jo ikke selv noget pigetøj, og Melinda har mest jeans og toppe. Hun ville aldrig drømme om at tage noget så fint på.
Jeg overvejer, hvilke sko, der passer bedst til kjolen.
Måske de sorte med de lyserøde sten på?
Eller sandalerne med blå og røde remme?
Jeg vælger de sorte sko – jeg vælger næsten altid netop de sko – for jeg elsker de glimtende lyserøde sten. De får mig til at tænke på dyre smykker, sådan nogle som pigerne har på i de YouTube-klip, Melinda ser.
Jeg bakker igen og gransker mit spejlbillede. Hvis håret bare havde været lidt længere, havde jeg faktisk lignet en pige. Måske kan jeg lade det vokse lidt, i det mindste bare, så jeg kan sætte det op? Tanken får det til at kilde i maven.
Da jeg går hen til Melindas værelse, kommer der spor i det tykke gulvtæppe. Min far har lagt væg til væg-tæpper i alle værelser, på nær køkkenet, fordi det er så dejligt at gå på. Jeg elsker fornemmelsen af det bløde tæppe under de højhælede sko, det er næsten som at gå på græs, som om jeg var udenfor.
Melindas sminkepung er stor og rodet. Jeg kaster et blik på uret og beslutter mig for at skynde mig. Jeg tegner tykke streger med eyelineren rundt om øjet, ligesom hende sangerinden Adele gør, og stryger den vinrøde læbestift over læberne.
Varmen spreder sig indeni, da jeg ser mig i spejlet.
Jeg er virkelig smuk.
Jeg er Jake, men alligevel ikke, for jeg er pænere og mere perfekt og ligesom mere mig selv end før.
I gangen tager jeg en af Melindas varme trøjer – det nærmer sig frysepunktet udenfor, og selv om jeg gerne vil, så kan jeg ikke gå ud kun i kjolen. Den sorte uldtrøje er klistret, og knapperne er faldet af, så man kan ikke knappe den.
Kulden napper mig i benene, da jeg låser hoveddøren, lægger nøglen under den tomme, revnede urtepotte og begiver mig hen mod vejen.
Gruset knaser under mig, og jeg må koncentrere mig for at holde balancen i de højhælede sko. Natten er mørk og farveløs og lugter af våd jord.
En let, sneblandet regn er begyndt at falde.
Kjolen giver en lyd fra sig, når jeg går, den knitrer ligesom.
Granerne står tavse langs vejen, og jeg spekulerer på, om de ser mig, og hvad de i givet fald tænker. Men jeg tror ikke, at grantræerne har nogen indvending mod mit tøjvalg. De er bare træer.
Jeg drejer ned ad den lille sti.
Omkring hundrede meter foran mig ligger landevejen.
Jeg kan gå derhen, men ikke længere, for så ville nogen kunne se mig, og det ville være værste, der kunne ske.
Nærmest værre end døden.
Jeg elsker at gå alene i skoven. Især i min mors tøj. Jeg plejer at lade, som om jeg går rundt i Katrineholm på vej til en bar eller en restaurant. Det kommer selvfølgelig aldrig til at ske.
Da jeg er et par meter fra vejen, standser jeg. Lukker øjnene og forsøger at nyde øjeblikket så meget som muligt, for jeg ved, at jeg er nødt til at gå tilbage lige om lidt.
Tilbage til Ormbergs flotteste hus, til fladskærmen og massagestolen og mit værelse med alle filmplakaterne. Tilbage til køleskabet, der er fuldt af færdigretter og har en isterningemaskine, der virker, hvis man slår knytnæven hårdt mod den et par gange.
Tilbage til Jake, som ikke har kjole og bh og højhælede sko.
Kolde regndråber falder mod mit hoved, løber ned langs nakken og ind mellem skulderbladene. Jeg skutter mig, men egentlig er vejret ikke så slemt. I hvert fald ikke sammenlignet med i går – der blæste det så meget, at jeg troede, taget skulle flyve væk.
Der lyder et bump et sted derude, måske er det et rådyr – der er så meget vildt her.
Engang kom min far hjem med et helt rådyr, som Olle havde skudt, og hang det med hovedet nedad i garagen i flere dage, inden han flåede det og skar det ud. Flere lyde. Kviste, der knækker, og noget andet, en halvkvalt stønnen, som fra et skadet dyr.
Jeg stivner og stirrer ud i mørket. Der er noget, der bevæger sig mellem granerne, som kryber gennem skovbunden imod mig.
En ulv?
Tanken dukker op ud af ingenting, selv om jeg ved, at der ikke er nogen ulve her. Kun elge, rådyr, ræve og harer.
Det farligste dyr i Ormberg er mennesket, det har selv min far sagt.
Jeg vender mig om for at løbe tilbage til huset, men den ene hæl sidder fast i jorden, og jeg falder bagover. En skarp sten trænger ind i håndfladen, og jeg mærker en skarp smerte i halebenet.
Et øjeblik efter kryber en kvinde frem fra skoven.
Hun er gammel.
Håret hænger i våde totter rundt om ansigtet, og hendes tynde bluse og bukser er våde og trevlede. Hun har ingen jakke eller sko på, og armene er stribede af blod eller snavs.
”Hjælp mig,” siger hun med en stemme, der er så svag, at jeg knap kan udskille ordene.
Jeg kravler baglæns for at komme væk fra hende, pludselig skrækslagen, for hun ligner fuldstændig de hekse eller gale mordere, der er med i de gysere, som Saga og jeg plejer at se sammen.
Regnen har taget til i styrke, og en stor vandpyt breder sig ud rundt om mig. Jeg kommer op på hug, krænger skoene af og tager dem i hånden.
”Hjælp mig,” mumler hun igen, mens hun rejser sig op.
Selvfølgelig er hun ikke en heks, men måske er hun sindssyg. Og farlig. For et stykke tid siden fandt politiet en mentalt syg mand i Ormberg. Han var stukket af fra Karsudden-hospitalet i Katrineholm og havde holdt sig skjult i næsten en måned i tomme sommerhuse.
”Hvem er du?” spørger jeg, bakker og mærker fødderne synke ned i det våde mos.
Kvinden standser.
Hun ser forbavset ud, som om hun ikke ved, hvad hun skal svare på det spørgsmål.
Så ser hun på sine arme, stryger en kvist væk med hånden, og jeg kan se, at hun holder noget i sin ene hånd, en bog eller måske en tegneblok.
”Jeg hedder Hanne,” siger hun efter et par sekunder.
Hendes stemme lyder mere sikker nu, og da hun møder mit blik, ser det ud, som om hun forsøger at presse et smil frem.
Hun fortsætter: ”Du skal ikke være bange. Jeg gør dig ikke noget.”
Regnen pisker mod min kind, da jeg ser på hende. Hun ser anderledes ud nu, mindre som en heks og mere som en gammel dame. En ufarlig gammel dame, som har revet sit tøj og er faldet i skoven. Måske er hun faret vild og kan ikke finde hjem.
”Hvad er der sket?” spørger jeg.
Damen, der hedder Hanne, ser ned på sit sønderrevne tøj og derefter på mig. Jeg kan skimte fortvivlelse og angst i hendes blik.
”Det kan jeg ikke huske,” mumler hun.
I samme øjeblik hører jeg en bil, der nærmer sig på afstand. Damen hører den åbenbart også, for hun tager et par skridt mod landevejen og vifter med armene.
Jeg følger efter hende op i vejkanten og stirrer ud i mørket på det køretøj, der nærmer sig.
I lyset fra forlygterne kan jeg se, at Hannes nøgne fødder er dækket af blod, som om hun har revet sig på skarpe kviste og sten. Men jeg kan også se noget andet. Jeg kan se, hvordan pailletterne på min kjole glimter og gnistrer i lyset som stjerner på himlen en klar nat.
Hvem som helst kan sidde i den bil, der nærmer sig – det kan være en nabo eller en eller andens storebror eller galningen fra den anden side af kirken – men sandsynligheden for, at det er nogen, jeg kender, er temmelig stor.
Skrækken stiger op i mig, vrider indvoldene og klemmer hårdt om hjertet. Der er kun en eneste ting, der er værre end hekse og mentalt syge og gale mordere – og det er at blive afsløret.
At nogen skulle se mig i pailletkjole og sammenrullede strømper stoppet ned i min mors gamle bh.
Hvis det kom ud i Ormberg, kunne jeg lige så godt skyde mig selv med det samme.
Jeg bakker tilbage ind i skoven og sætter mig på hug bag et par buske.
Føreren af bilen må have set mig, men måske genkender han eller hun mig ikke.
Det er mørkt, regnen styrter ned, og jeg er jo faktisk klædt ud.
Bilen standser, og ruden glider ned med en summende lyd.
Musik strømmer ud i natten. Jeg kan høre damen tale med føreren, men jeg genkender hverken hende eller bilen. Efter et par minutter åbner den gamle dame bagdøren og stiger ind. Derefter forsvinder bilen i natten.
Jeg rejser mig op og går hen til vejen, der løber som en mørk, blank slange gennem skoven. Regnen er det eneste, der høres.
Damen, som hed Hanne, er væk, men på jorden ligger der noget – en brun bog.

Husdyret, Camilla Grebe, krimi

Camilla Grebes krimier stjæler din nattesøvn

Husdyret er en selvstændig fortsættelse af Når isen brister, som er en spændende og overraskende psykologisk krimi. Den handler om Emma, som har en elsker. Jesper er alt, hvad hun har drømt om og lidt til. Men en dag forsvinder han lige så uventet, som han dukkede op, og ikke længe efter findes en kvinde bestialsk myrdet i hans villa.

“Jeg kunne ikke lægge den fra mig. Ikke før sidste side var læst”, siger krimiforfatter Stefan Ahnhem om Når isen brister. Du kan læse mere om Camilla Grebes krimier her.

Camilla Grebe, krimi, når isen brister

 

“En bundsolid svensk krimi.” – Weekendavisen

★★★★
“Intens og stemningsfuld.” – Ekstra Bladet

❤❤❤❤❤
“Medrivende, spændende og gruopvækkende krimi.” – Femina

 

Du kan købe Når isen brister hos din nærmeste boghandler eller online her.