Klassikere Romaner

“Det er en kunst at skrive ligetil, men med indhold og dybde” – Leif Davidsen om Hemingway

Hemingway, Leif Davidsen

Føljeton || Derfor læser jeg Hemingway

Hvorfor læser du Hemingway? Hvad er det særlige ved netop hans bøger? Det har vi spurgt en række nutidige læsere om.

Her fortæller Leif Davidsen, hvad Hemingway betyder for ham.


Hvad kan du godt lide ved Hemingway?

”Jeg kan godt lide hans enkle og alligevel komplicerede stil.  Det er meget nemt at skrive indviklet og svært tilgængeligt, mens det er en kunst at skrive ligetil, men på en sådan måde, at der i teksten er masser af indhold og dybde.  Det mestrede Hemingway med sin berømte isbjergteknik.  Han var god til at fortælle historier om sin tid, der er er gyldige for mennesker i dag. Han var både journalist og forfatter; og det kan man godt mærke.”

Har du en yndlingsbog i forfatterskabet?

”Det er hans Samlede Noveller, som er udkommet på dansk i nyoversættelse, hvilket klæder dem. De er selvfølgelig ikke alle lige gode, men det er i novellerne, at hans skrivekunst står renest. Jeg vil nu også gerne fremhæve romanen Edens have, der udkom efter hans død og som skildrer et erotisk trekantsdrama på den franske Riviera. Den er meget moderne i sin seksualitet og sensualitet, hvilket nok var grunden til, at Hemingway ikke udgav den, mens han var i live.”

Hvilken bog var den første, du læste?

”Det var hans første egentlig bog, novellesamlingen In our time, som jeg fik af min lærer i amerikansk litteratur, da jeg gik på High School i USA i 1967-68. Den åbnede mine øjne for Hemingway. Den findes på dansk i hans Samlede Noveller.

Hvor synes du man skal starte, hvis man aldrig har læst noget af Hemingway før?

”Så ville jeg nok begynde med romanen Solen går sin gang om yngre mennesker i Paris og Spanien i 1920erne. Det er den såkaldt fortabte generation, som levede stærkt og i nuet.  De var meget påvirket og desillusioneret af slagterierne under Første Verdenskrig. Det er en meget moderne og meget filmisk roman, som man kan læse med stor fornøjelse i dag.

En anden mulighed er hans lille roman Den gamle mand og havet, der gav ham Nobelprisen i litteratur.  Et tredje sted at begynde er med hans store roman om Den Spanske Borgerkrig, der hedder Hvem ringer klokkerne for.”


 

Hemingway, danskLindhardt og Ringhof udgiver i disse år Hemingways samlede værker i nye udgaver. I skrivende stund mangler blot fire bøger i serien: Edens have og Sandt ved daggry, som begge udkommer i juni 2018 samt tyrefægtningsromanerne Døden kommer om eftermiddagen og Farlig sommer, som udkommer i januar 2019.

Læs mere om Hemingway og køb seriens øvrige bøger her.

Læs her, hvorfor Mich Vraa læser Hemingway

Læs her, hvorfor Flemming Møldrup læser Hemingway 

Læs her, hvorfor Steffen Jacobsen læser Hemingway

Læs her, hvorfor Hella Joof læser Hemingway