Fagbøger

Fra Sapiens til Homo deus: En opfordring til at ændre fremtiden

Ikke siden jeg læste en kendt hjernekirurgs erindringer, har jeg følt samme svimmelhed under læsning af en bog, som jeg netop har gjort i selskab med historieprofessoren Yuval Noah Hararis Homo deus, der lige er udkommet på dansk. At kigge ind i en hjerne er både fascinerende, frastødende og ja, svimlende. At kigge ind i fremtiden og forsøge at forstå og forholde sig til, hvad der venter forude for menneskeheden, vil ligeledes efterlade læseren med svimlende højdesyge og efterfølgende tankemylder. Og måske også med fascination og afsky.

Kort og godt om menneskeheden

Yuval Noah Harari (f. 1976) er ph.d. i historie fra Oxford University og professor på Hebrew University of Jerusalem, hvor han underviser i verdenshistorie. Han er kendt for sit fantastiske overblik, massive indsigt og for at være vanvittigt velskrivende. Det lod han os første gang mærke, da han udgav Sapiens – en kort historie om menneskeheden, hvori han opruller menneskehedens historie i de sidste 70.000 år. Bogen blev en international bestseller og anbefalet vidt og bredt og af folk som Mark Zuckerberg, Bill Gates og Barack Obama.

Homo deus - forfatter Yuval Harari

Homo deus fortsætter, hvor Harari slap menneskeheden med Sapiens og er hans forudsigelser for, hvad fremtiden vil bringe. Og selvom han indleder positivt med at erklære, at de tre problemer, som vi mennesker har været plaget af i historien indtil nu: hungersnød, epidemiske sygdomme og krig næsten er udryddet, så er fortsættelsen herfra mere dyster.

Efter Homo sapiens kommer Homo deus

Harari mener, at vi står over for en helt afgørende revolution i menneskehedens historie. ”I tusindvis af år var historien fuld af teknologiske, økonomiske, sociale og politiske omvæltninger. Men én ting forblev konstant: menneskeheden selv. Vores redskaber og institutioner adskiller sig meget fra dem, der herskede i bibelsk tid, men den menneskelige bevidstheds struktur er forblevet den samme”, skriver han. Men lige om lidt vil vi være i stand til at gribe ind i evolutionen og ændre de mest basale principper om liv. ”Når først teknologien gør det muligt for os at redesigne den menneskelige bevidsthed, vil Homo sapiens forsvinde, menneskets historie vil få en ende, og en helt ny form for proces vil tage sin begyndelse – en proces, som mennesker som du og jeg ikke kan fatte”.

Homo deus er ikke kun om fremtiden, for den handler lige så meget vores liv her og nu, og hvilke valg vi lige nu står overfor, og beslutninger vi skal forholde os til. ”Alle de forudsigelser, jeg kommer med i denne bog, er blot forsøg på at diskutere aktuelle dilemmaer og en opfordring til at ændre fremtiden”.

Fra robotrotter til livets mening

Det er umuligt at kondensere indholdet i Homo deus. Kigger man allerbagerst bogen finder man et register, der åbenbarer spændvidden i bogen. Her er både opslag om bioteknologi, kunstig intelligens, teknohumanisme, ”opmærksomhedshjelm”, robotrotte, selvkørende biler, der blander sig med henvisninger til livets mening, udødelighed, lykke og guddommelighed, den kinesiske floddelfin, jungleloven, kunstig befrugtning og Islamisk stat. Og helt typisk Harari inddrager han mennesker og genier, som vi kender og forholder os til: Woody Allen, Ludwig van Beethoven, Chuck Berry, Mario Götze, Elvis Presley, Garri Kasparov, James Joyce og Angelina Jolie og mange, mange flere.

“Bogen kan og bør læses af alle med den mindste interesse for, hvordan verden – og jobmarkedet – vil tage sig ud om fem, ti, 15 og 50 år.” – Weekendavisen

Læs selv videre i vores læseprøve
Homo deus er i boghandlen eller kan købes her

Homo deus

Jeg arbejder i presseafdelingen, hvor jeg har den fornøjelse at sørge for, at pressen og læserne bliver opmærksomme på de bøger, som forlaget udgiver. Det var vist Troldepus, der var min første litterære forelskelse og siden har der været mange andre, og det bliver bare ved. Jeg har læst dansk litteratur på Københavns Universitet og er siden havnet i forlagsbranchen, hvilket er dejligt og rigtigt.