YA

Foto: @bibliotekat

For nogen betyder en bog noget ganske særligt. For andre er det en hel kategori af bøger. Vi har spurgt en række læsere om, hvorfor de elsker at læse YA, og hvad det betyder for dem. 

På en rejse i følelserne

“Jeg læser og elsker YA, fordi jeg ofte – på trods af at jeg selv er lidt mere ’adult’ end ’young adult,’ – stadig kan relatere til og genkende mig selv i karaktererne og de tanker og følelser, der sættes ord på. Det er ofte problematikker, som på en eller anden måde er tidløse, og som man aldrig bliver for gammel til at læse om. YA omhandler de år, der for de flestes vedkommende former, hvem man er eller bliver, så jeg tror, det er derfor, at det bliver ved med at være så interessant og underholdende at læse om – uanset alder.

YA kan noget helt specielt og tager mig igennem hele følelsesregisteret så jeg både griner, græder, bliver vred og frustreret, men mest af alt glad, når jeg læser det. Jeg elsker især også YA, fordi det gør mig klogere på livet og andre mennesker.

Der er kommet meget mere fokus på diversitet i YA-litteraturen de senere år. De svære emner tages op, og tabuer brydes, og dét er vigtigt. Uanset hvem man er, eller hvad man kæmper med, kan man efterhånden finde sig repræsenteret i en eller anden grad i YA. Om det er race, seksualitet, psykisk sygdom, religion, politik eller noget helt andet, så får alle en stemme gennem YA, og alle har mulighed for at stifte bekendtskab med den stemme gennem bøgerne.”

– Karina Lind, copywriter og bogblogger
på @readingraindrops og Reading raindrops

YA YA YA

YA tager de unge alvorligt

“Jeg læser YA, fordi teenageårene er nogle af de vigtigste i et menneskes liv. Ens følelser er i konstant stormvejr, og kimen til det menneske, man bliver senere i livet, bliver sået. Man forandrer sig hele livet igennem, men det føles aldrig voldsommere end som teenager.

“Når man er sytten, så føles alt som verdens undergang. Eller verdens begyndelse. Og det er det fedeste.” Fordelen ved hemmelige forelskelser, s. 189

Voksne, der ikke tager teenageres følelser og oplevelser alvorligt, er de værste. Jeg læser YA, fordi det er fantastisk litteratur, der tager de unge seriøst; fordi YA er litteratur, man kan mærke i hele kroppen. YA er litteratur, der er vedkommende – uanset hvor gammel man er. Men jeg læser det også for ikke at glemme den intensitet, der er i at være teenager. Man kan ikke formidle litteratur til de unge, hvis man glemmer, hvordan det føles at være ung.”

– Kathrine Bach Pachniuk, bibliotekar og bogblogger
på @bibliotekat og Bibliotekattens Bøger

YA YA YA

Ingen aldersbegrænsning

“Jeg synes, YA er fedt, fordi det rammer noget i mig. Både almengyldige, menneskelige følelser, som man kan have i en hvilken som helst alder, men også nogle minder og følelser, jeg ellers normalt har lagt bag mig, her i min fremskredne alder af 41 år. Og så kan jeg rigtig godt lide, at det ikke forestiller sig. Det prøver ikke at være noget, det ikke er, og man behøver ikke være meget litterær eller enormt studentikos, det er en meget ærlig form for litteratur, som er lige til at gå til.

I en travl hverdag med børn, job osv. skal jeg virkelig prioritere for at finde tid til læsning, og der kan YA give mig en vidunderlig oplevelse på meget kort tid, som dog sætter varige spor.

Jeg havde engang en veninde, der havde været sygemeldt med stress i længere tid, og hun var så ramt af det, at hun ikke engang kunne læse. Det var en stor sorg for hende. Indtil hun prøvede den der Twilight, som alle talte om. Den krævede ikke mere, end hun kunne give, den var lige på og ligetil, og pludselig fandt hun læseglæden igen. Siden da har jeg altid tænkt, at der er en tid for alle bøger, uanset niveauet af deres litterære kvalitet. Og når det så er sagt, så bliver der jo udgivet enormt meget YA af skyhøj kvalitet, som det er lidt synd for ”de voksne”, at de går glip af.”

– Julie Arndrup, bibliotekar
og aktiv på @thejulesrules

YA YA YA

Du er ikke alene

“Jeg læser YA, fordi det er den perfekte afkobling fra hverdagen. Man kan opleve – eller genopleve – den første forelskelse, det første break-up, eller relatere til karaktererne i bogen, så man finder ud af, at man ikke er alene.

YA sætter fokus på store emner som seksualitet, mobning, depression, kærlighed, venskaber og sorg, hvilket gør, at YA-bøger er ideelle for alle og enhver. Det gør også, at der er en YA-bog for enhver smag.

Jeg læser også YA, fordi det er der, jeg har nogle af mine største læseoplevelser. Det er de bøger, hvor jeg oplever allerflest følelser være i spil, og er der noget, jeg som læser godt kan lide, så er det, at jeg kan mærke den bog, jeg læser, helt ind i sjælen, og at den bliver hos mig for altid, på den ene eller den anden måde.”

–  Nadia Bøgeskov, bogblogger på
@thebookishboegeskov og TheBookishBoegeskov

 YA YA YA

Bøger fyldt med håb

“Fordi YA-bøger egentligt er skrevet til et yngre publikum, er de som regel fængende fra side et og underholdende hele vejen igennem. Det er de næsten nødt til at være, hvis de skal fange de unge – og folk som mig, der nyder at blive tryllebundet fra start til slut.

Derudover er YA-forfattere sjældent bange for at tage både skræmmende, men også aktuelle og vigtige emner op. Det er ikke “bare” kærlighed, hvilket i øvrigt også er vigtigt at læse om som ung. Det er også mobning, depressioner, angst og andre psykiske lidelser, det er diversitet i form af seksualitet, hudfarve, interesser og så meget andet. Det er bøger og litteratur, hvor du kan finde en del af dig selv, men på en ligetil og nede-på-jorden-facon.

YA er naturligvis min virkelighedsflugt, som så mange andre genrer også er, men det er også den genre, der gemmer på de bøger, jeg ville ønske, at jeg havde læst som ung. De bøger, jeg kunne have følt mig hjemme i – og heldigvis stadig gør, på trods af alderen der går opad. YA er en genre fyldt med håb og let’s face it: det har vi – især vores unge – brug for i en verden som vores.”

– Malene Hulgaard, bogblogger
på @malenehu og Wondrous Bibliophile

  YA er bøger, der griber og giver plads YA er bøger, der griber og giver plads YA er bøger, der griber og giver plads