KLUMME || VM skulle være kulminationen på en lang landsholdskarriere for William Kvist. I stedet er han ude med en punkteret lunge og to brækkede ribben – spist af det fodboldbæst han selv beskriver detaljeret i sin nye selvbiografi Jagten på frihed.
Af Ole Sønnichsen, forlagschef for Storyhouse
Jeg må tilstå, at jeg både fik ondt i maven og en klump i halsen, da William Kvist lørdag aften blev båret fra banen kun en halv time inde i Danmarks første kamp under VM.
I næsten fire år har vi arbejdet på bogen Jagten på frihed, der udkom lige før VM, og jeg har på nærmeste hold fulgt Williams kamp for at komme med til VM som den foreløbige kulmination på en karriere, der har budt på mange op- og nedture både på klubplan og med landsholdet.
Da landsholdet fik ny træner i 2016, mente de fleste, at William ville være fortid, men han kæmpede sig tilbage, blev fast mand i VM-kvalifikation – og så frem til at skulle til VM for anden gang i karrieren.
Spist af fodboldbæstet
Og nu er det hele så slut, før det rigtigt begyndte for spilleren, der er blevet berømt for sit arbejde med sig selv, både mentalt og fysisk. Men det her slag kan man ikke mentaltræne sig ud af. Alle professionelle fodboldspillere drømmer om at komme til VM, og turneringen i Rusland skulle have været kronen på værket, kulmination på over 80 landskampe i den rød-hvide trøje.
I stedet blev William spist af det fodboldbæst, han selv skriver om i bogen; det bæst, der på den ene side lokker med berømmelse og succes den ene dag, men på den anden side spiser dig med hud og hår den næste, når en skade eller et formdyk sender dig ud af banen.
Læs også William Kvist og jagten på det sidste punktum
Det er ingen hemmelighed, at William ikke vinder mange popularitetskonkurrencer blandt visse grupperinger af danske fodboldfans, der ofte beskylder ham for kun at kunne spille bolden tilbage og ødelægge alt, der minder om offensiv fodbold. Den kritik, synes jeg, er både uretfærdig og forsimplet.
William fortæller selv både ærligt og selvironisk om den i bogen, hvor han joker med, at han ved, at den er gal, når hans mor sender ham en sms med teksten: ”Er du ok?” Så har nogen igen kritiseret hans spil.
Åge Hareides forlængede arm på banen
For mig at se var William landsholdets styrmand, Åge Hareides forlængede arm på banen. Han var balancespilleren, der skulle binde defensiven sammen et sted mellem forsvaret og midtbanen og samtidig sikre en friere rolle til folk som Christian Eriksen, Pione Sisto og Thomas Delaney.
Det fik måske ikke ham selv til at fremstå videre sprudlende, men hans spil og ageren på banen var med til at gøre de andre gode, fordi de vidste, at William bakkede dem op og passede på, når de forsøgte sig fremad banen.
Alt det ser man ikke, når man sidder foran tv’et og følger bolden. Jeg mener faktisk, at Williams potentiale går op for én, når man sidder på et stadion og kan følge det arbejde og den dirigering, der ikke fanges af kameraernes linser. Den chance får de danske fodboldfans formentlig ikke længere i Rusland, men så kan man se det, når Superligaen genoptages, og William igen løber på banen for FCK.
Jagten op frihed er William Kvists åbenhjertige beretning om livet på fodboldens førsteklasse godt og ondt.
William Kvist har altid gjort tingene anderledes og omgivet sig med mentaltrænere, kostvejledere og behandlere.
I bogen tager han læseren med ind sin verden og deler ud af opskriften på, hvordan han har arbejdet med at optimere sig selv – både som fodboldspiller og menneske – når han skulle finde sin plads i den store fodboldmaskine.
KLUMME || VM skulle være kulminationen på en lang landsholdskarriere for William Kvist. I stedet er han ude med en punkteret lunge og to brækkede ribben – spist af det fodboldbæst han selv beskriver detaljeret i sin nye selvbiografi Jagten på frihed.
Af Ole Sønnichsen, forlagschef for Storyhouse
Jeg må tilstå, at jeg både fik ondt i maven og en klump i halsen, da William Kvist lørdag aften blev båret fra banen kun en halv time inde i Danmarks første kamp under VM.
I næsten fire år har vi arbejdet på bogen Jagten på frihed, der udkom lige før VM, og jeg har på nærmeste hold fulgt Williams kamp for at komme med til VM som den foreløbige kulmination på en karriere, der har budt på mange op- og nedture både på klubplan og med landsholdet.
Da landsholdet fik ny træner i 2016, mente de fleste, at William ville være fortid, men han kæmpede sig tilbage, blev fast mand i VM-kvalifikation – og så frem til at skulle til VM for anden gang i karrieren.
Spist af fodboldbæstet
Og nu er det hele så slut, før det rigtigt begyndte for spilleren, der er blevet berømt for sit arbejde med sig selv, både mentalt og fysisk. Men det her slag kan man ikke mentaltræne sig ud af. Alle professionelle fodboldspillere drømmer om at komme til VM, og turneringen i Rusland skulle have været kronen på værket, kulmination på over 80 landskampe i den rød-hvide trøje.
I stedet blev William spist af det fodboldbæst, han selv skriver om i bogen; det bæst, der på den ene side lokker med berømmelse og succes den ene dag, men på den anden side spiser dig med hud og hår den næste, når en skade eller et formdyk sender dig ud af banen.
Læs også William Kvist og jagten på det sidste punktum
Det er ingen hemmelighed, at William ikke vinder mange popularitetskonkurrencer blandt visse grupperinger af danske fodboldfans, der ofte beskylder ham for kun at kunne spille bolden tilbage og ødelægge alt, der minder om offensiv fodbold. Den kritik, synes jeg, er både uretfærdig og forsimplet.
William fortæller selv både ærligt og selvironisk om den i bogen, hvor han joker med, at han ved, at den er gal, når hans mor sender ham en sms med teksten: ”Er du ok?” Så har nogen igen kritiseret hans spil.
Åge Hareides forlængede arm på banen
For mig at se var William landsholdets styrmand, Åge Hareides forlængede arm på banen. Han var balancespilleren, der skulle binde defensiven sammen et sted mellem forsvaret og midtbanen og samtidig sikre en friere rolle til folk som Christian Eriksen, Pione Sisto og Thomas Delaney.
Det fik måske ikke ham selv til at fremstå videre sprudlende, men hans spil og ageren på banen var med til at gøre de andre gode, fordi de vidste, at William bakkede dem op og passede på, når de forsøgte sig fremad banen.
Alt det ser man ikke, når man sidder foran tv’et og følger bolden. Jeg mener faktisk, at Williams potentiale går op for én, når man sidder på et stadion og kan følge det arbejde og den dirigering, der ikke fanges af kameraernes linser. Den chance får de danske fodboldfans formentlig ikke længere i Rusland, men så kan man se det, når Superligaen genoptages, og William igen løber på banen for FCK.
William Kvist har altid gjort tingene anderledes og omgivet sig med mentaltrænere, kostvejledere og behandlere.
I bogen tager han læseren med ind sin verden og deler ud af opskriften på, hvordan han har arbejdet med at optimere sig selv – både som fodboldspiller og menneske – når han skulle finde sin plads i den store fodboldmaskine.
Find Jagten på frihed her
Andre læste også: