Carlsen Ungdomsbøger

Vild med fantasy? Her er bøgerne, du skal læse denne sommer

Er du vild med fantasy, men savner nye store trilogier at kaste dig over? Fortvivl ikke! Her fortæller redaktør Sara Ejersbo, hvilke to store fantasyromaner der er must-reads denne sommer. Og der er flere bøger på vej i begge serier, så der er meget at glæde sig til. 

Årets to store fantasyromaner har begge nordisk mytologi som tema. En kommer fra den danske debutant Malene Sølvsten, mens den anden kommer fra den internationale bestsellerforfatter Rick Riordan.

 


 

Årets danske fantasyroman kommer fra debutant Malene Sølvsten

Bedst som jeg gik og glædede mig over Rick Riordans nye fantasyroman, landede der et MEGET tungt manuskript på mit skrivebord. “Ravnenes hvisken”! I følgebrevet kunne forfatteren til manuskriptet, debutant Malene Sølvsten, fortælle, at historien var en blanding af et krimiplot og en fantasyfortælling med nordiske guder, og så var der i øvrigt både action, humor og lidt kærlighed med. Med meget blandede forventninger gik jeg i gang med at læse “Ravnenes hvisken”, for det lød ærlig talt som lidt af en mundfuld, og jeg havde det lidt sådan, at med så mange og store ambitioner måtte det manuskript enten være helt genialt – eller lige til at smide ud. Det var heldigvis det første!

Tænk, at jeg har fået fingrene i det her manuskript!


Efterhånden som jeg læste mig igennem det meget lange manuskript, måtte jeg pakke min skepsis væk. Først tænkte jeg: Okay, den starter godt nok spændende, men lad os nu se, om det holder. Så tænkte jeg: Man har godt nok meget investeret i både karakterer og plot, men det svære er jo at samle trådene til sidst. Og da jeg læste slutningen, tænkte jeg: Tænk, at jeg har fået fingre i dette her manuskript! Og så skrev jeg straks til Malene Sølvsten og fortalte hende, at vi utrolig gerne ville udgive “Ravnenes hvisken”. (Det passer ikke helt; faktisk skrev jeg allerede til hende, da jeg var halvvejs, fordi jeg pludselig blev nervøs for, om hun var blevet træt af at vente på svar. Jeg følte, jeg lige var nødt til at forsikre hende om, at jeg var i fuld gang med at læse, og at jeg var meget begejstret og snart ville kontakte hende, men at jeg lige skulle læse slutningen først!)

Nu har vi været igennem en lang proces med redigering og design af omslag og alt det, der hører med til at lave en bog, og nu nærmer vi os endelig den dato, hvor danske fantasy- og krimifans kan få lov at læse denne her bog, hvor en række bestialske mord i Nordjylland viser sig at hænge sammen med en urgammel profeti om verdens undergang.

Ravnenes hvisken

17-årige Anne kan se hændelser i fortiden, og en nat genoplever hun et uhyggeligt gammelt mord. En rødhåret pige bliver myrdet og får skåret et runetegn i ryggen. Kort efter begynder rødhårede piger at blive dræbt på den egn, hvor Anne bor, og tegnet er på dem alle.

Pludselig er den lille by fuld af fremmede. De har mystiske kræfter, og de kredser om Anne, som ikke er vant til at have folk tæt på. Den asatroende Luna, den gudesmukke Mathias og den mystiske Varnar ønsker alle at hjælpe hende. Men er de venner eller fjender?

En vil hun forelske sig i. En vil blive hendes bedste ven. En vil redde hendes liv. Og en vil slå hende ihjel. Og det er op til Anne at finde ud af, om hun kan stole på sine følelser, og helst inden det er for sent …

Ravnenes hvisken cover.indd

Malene Sølvstens Ravnenes hvisken ‒ Bog 1 udkommer den 1. juni og er første bind i en trilogi.


 

Rick Riordan og de nordiske guder

Jeg blev vanvittig glad, da jeg sidste år fik nyheden om, at den ukronede konge af at parre mytologiske fortællinger med action og humor, Rick Riordan (ja, det er ham med Percy Jackson!) nu ville kaste sig over den nordiske mytologi i en helt ny serie. Den danske oversættelse har været ventet med spænding, og den er endelig sendt af sted til tryk, så bogen kan udkomme den 4. april. Andet bind i serien kommer til næste år.

Rick Riordan er verdenskendt for sine serier, som elegant fletter hans enorme viden om mytologi sammen med spændende historier og humor, og han har tidligere skrevet om de græske, romerske og egyptiske guder, og nu er turen altså endelig kommet til den nordiske mytologi.

Magnus Chase: Kampen om sommersværdet


Vores helt er den 16-årige Magnus Chase, som ikke har haft det for let. Siden sin mors mystiske død for to år siden har han levet alene på gaden i Boston på flugt fra politiet og myndighederne. Også hans onkel Randolph, som hans mor advarede ham imod, leder efter ham, men da han finder ham, angriber en ildjætte og truer hele byens befolkning. For at redde deres liv må onkel Randolph afsløre sandheden for Magnus: Han er søn af en nordisk gud og kan trække på kræfter, han ikke anede, han besad.

Asgårds guder gør klar til krig, og for at forhindre Ragnarok må Magnus finde sin fars våben, som har været forsvundet i tusindvis af år, så han får hårdt brug for alle sine talenter, en håndfuld gode venner og måske lidt held, for Magnus er ikke den eneste, der er på jagt efter det sagnomspundne sommersværd.

Der er spænding og eventyr fra første side, og bogen er oplagt til alle fans af Percy Jackson og Rick Riordans andre serier. Hvis man er fan, så er man i hvert fald ikke alene, for Rick Riordans bøger er oversat til 37 sprog og har solgt mere end 30 millioner eksemplarer. Han er også en af de forfattere, jeg får flest mails og forespørgsler om på mail, og det har været svært at holde det hele hemmeligt (jeg får jo lov at læse manuskriptet, længe før den udkommer i USA), så jeg er glad for, at jeg endelig kan tale om den! Men jeg siger selvfølgelig ikke, hvordan den slutter …

MagnusChase_kampen_om_sommersværdet

Kampen om sommersværdet kan findes hos din boghandler eller lige her.