”Det er tydeligt, at dette barn ikke kender til ordsproget ”tale er sølv, men tavshed er guld”,” skrev klasselæreren. Både i min og M’s kontaktbog.
Det havde været kærlighed ved første blik, første skoledag. Der stod min nye veninde. Hun havde tjavsede røde fletninger, fregner, og nogle tænder, der stod lige ud af kæften som en markise, og jeg kunne bare se, hvor sjovt vi ville få det. Det har vi haft i 40 år nu. Selvfølgelig har vi været uvenner. Det var i 4., hvor jeg havde glemt, at jeg havde lovet at lege med hende, og hun sagde de skræmmende ord: ”Jeg taler aldrig med dig igen.” Det gjorde hun heldigvis. Meget. Så meget, at vi tit blev sat ud på gangen på skift, så der kunne være ro i klassen. Da vi gik ud af skolen, var der ingen, der kunne bestemme, om vi måtte snakke, så vi fortsatte bare i en lind strøm. Og måske er hun den eneste veninde, jeg har, hvor snakken kan køre uden noget som helst mål. Selv da hun flyttede til London, kunne hun ringe op uden at introducere sig og starte med ting som: ”Hvordan kan man få sort fnuller mellem tæerne, når man har hvide sokker på?”, og så gik det videre over i mere seriøse emner, måske med afstikkere til ”det er virkelig irriterende at have en dement kat, for den kan ikke huske, at den lige har spist”, og så tilbage til noget med ejendomsskatter. Nogle gange delte vi en flaske vin over telefonen, og jeg tror, at vi begge to løj om, at vi kun havde drukket til lige præcis midten, og da hun flyttede hjem til Danmark igen, fejrede vi det med at sidde en hel aften og drikke portvin og se ”To fag frem” på DRK, mens vi snakkede videre. Fordi man ikke behøver at være smart og lave smarte ting med hende. Man kan bare være.
Hun er sådan én, der tropper op. Altid. Når ens dumme udlejer siger, at man skal have malet hele lejligheden en gang til inden mandag morgen, så tropper hun op. Når man siger, at julen bare ikke bliver god for ens børn, før de har kælket i mørket, tropper hun op; når man ikke har en krone, og banken siger stop, tropper hun op.
Jeg ved godt, at jeg ikke er nær så god til at troppe op. Men jeg håber, at hun ved, at jeg har hendes ryg, og jeg vil altid forsvare hende. Som dengang i tredje klasse, hvor jeg sparkede Ivan L. i klunkerne med mine træskostøvler, fordi han havde nevet hende i numsen.
For nylig var vi i Rom sammen, og da vi gik i seng klokken fire, havde vi talt i 16 timer i træk, men alligevel, da hun vågnede klokken otte, var det med ordene ”… Så som jeg sagde i går …”
Det gamle ordsprog passer ikke. For at tale med en god gammel ven er guld.
– Maise
Ny bog:
SØD TØS – VENINDEBOG FOR VOKSNE
Journalist Maise Njor og illustrator Lisa Grue savnede den gode, gamle, analoge samtale og var trætte af at spise middag med deres veninder og se dem sidde med mobiltelefonen ved bordet for at lægge statusopdateringer op på Facebook. Derfor fik Lisa og Maise, der har arbejdet sammen i flere omgange, ideen til en voksen version af den klassiske venindebog, hvor ens veninder svarer på spørgsmål om alt mellem himmel og jord.
Lisa har gennemillustreret SØD TØS med fine, finurlige, overdådige og uimodståelige tegninger, med sans for delikate detaljer og de helt skæve vinkler i moderne kvindeliv (find f.eks. både champagneflasken, hovedpinepillerne, påfuglefjeren, håndspejlet, det mandlige kønsorgan og de små sprællende sædceller i hendes frodige tegninger). Derudover har Lisa skrevet 12 inspirerende og måske også lidt provokerende lister over bl.a. forskellige typer af veninder, over hvad der gør én misundelig på veninder og over, hvad hun drømmer om at gøre med sine veninder i fremtiden.
Maise har skrevet tre forskellige sæt spørgsmål – De Store, De Gode og De Vigtige Spørgsmål – så veninderne selv kan vælge hvilken række af spørgsmål, de vil svare på. Derudover har hun skrevet 12 korte tekster om, hvorfor veninder er så skønne, livsnødvendige og nogen gange ret irriterende.
”Det er tydeligt, at dette barn ikke kender til ordsproget ”tale er sølv, men tavshed er guld”,” skrev klasselæreren. Både i min og M’s kontaktbog.
Det havde været kærlighed ved første blik, første skoledag. Der stod min nye veninde. Hun havde tjavsede røde fletninger, fregner, og nogle tænder, der stod lige ud af kæften som en markise, og jeg kunne bare se, hvor sjovt vi ville få det. Det har vi haft i 40 år nu. Selvfølgelig har vi været uvenner. Det var i 4., hvor jeg havde glemt, at jeg havde lovet at lege med hende, og hun sagde de skræmmende ord: ”Jeg taler aldrig med dig igen.” Det gjorde hun heldigvis. Meget. Så meget, at vi tit blev sat ud på gangen på skift, så der kunne være ro i klassen. Da vi gik ud af skolen, var der ingen, der kunne bestemme, om vi måtte snakke, så vi fortsatte bare i en lind strøm. Og måske er hun den eneste veninde, jeg har, hvor snakken kan køre uden noget som helst mål. Selv da hun flyttede til London, kunne hun ringe op uden at introducere sig og starte med ting som: ”Hvordan kan man få sort fnuller mellem tæerne, når man har hvide sokker på?”, og så gik det videre over i mere seriøse emner, måske med afstikkere til ”det er virkelig irriterende at have en dement kat, for den kan ikke huske, at den lige har spist”, og så tilbage til noget med ejendomsskatter. Nogle gange delte vi en flaske vin over telefonen, og jeg tror, at vi begge to løj om, at vi kun havde drukket til lige præcis midten, og da hun flyttede hjem til Danmark igen, fejrede vi det med at sidde en hel aften og drikke portvin og se ”To fag frem” på DRK, mens vi snakkede videre. Fordi man ikke behøver at være smart og lave smarte ting med hende. Man kan bare være.
Hun er sådan én, der tropper op. Altid. Når ens dumme udlejer siger, at man skal have malet hele lejligheden en gang til inden mandag morgen, så tropper hun op. Når man siger, at julen bare ikke bliver god for ens børn, før de har kælket i mørket, tropper hun op; når man ikke har en krone, og banken siger stop, tropper hun op.
Jeg ved godt, at jeg ikke er nær så god til at troppe op. Men jeg håber, at hun ved, at jeg har hendes ryg, og jeg vil altid forsvare hende. Som dengang i tredje klasse, hvor jeg sparkede Ivan L. i klunkerne med mine træskostøvler, fordi han havde nevet hende i numsen.
For nylig var vi i Rom sammen, og da vi gik i seng klokken fire, havde vi talt i 16 timer i træk, men alligevel, da hun vågnede klokken otte, var det med ordene ”… Så som jeg sagde i går …”
Det gamle ordsprog passer ikke. For at tale med en god gammel ven er guld.
– Maise
Ny bog:
SØD TØS – VENINDEBOG FOR VOKSNE
Journalist Maise Njor og illustrator Lisa Grue savnede den gode, gamle, analoge samtale og var trætte af at spise middag med deres veninder og se dem sidde med mobiltelefonen ved bordet for at lægge statusopdateringer op på Facebook. Derfor fik Lisa og Maise, der har arbejdet sammen i flere omgange, ideen til en voksen version af den klassiske venindebog, hvor ens veninder svarer på spørgsmål om alt mellem himmel og jord.
Lisa har gennemillustreret SØD TØS med fine, finurlige, overdådige og uimodståelige tegninger, med sans for delikate detaljer og de helt skæve vinkler i moderne kvindeliv (find f.eks. både champagneflasken, hovedpinepillerne, påfuglefjeren, håndspejlet, det mandlige kønsorgan og de små sprællende sædceller i hendes frodige tegninger). Derudover har Lisa skrevet 12 inspirerende og måske også lidt provokerende lister over bl.a. forskellige typer af veninder, over hvad der gør én misundelig på veninder og over, hvad hun drømmer om at gøre med sine veninder i fremtiden.
Maise har skrevet tre forskellige sæt spørgsmål – De Store, De Gode og De Vigtige Spørgsmål – så veninderne selv kan vælge hvilken række af spørgsmål, de vil svare på. Derudover har hun skrevet 12 korte tekster om, hvorfor veninder er så skønne, livsnødvendige og nogen gange ret irriterende.
Du kan købe bogen her eller hos din boghandler.
Andre læste også: