Fiktion Danske romaner

Brian Dan brugte livet omkring sig, da han skrev Vejen til Alberta

Brian Dan Christensen, roman om USA, Howard Walker, Vejen til Alberta, god bog, vejen til alberta, brian dan christensen, great gatsby, bog, roman, lindhardt og ringhof, amerikansk roman, roadmovie, howard walker, philip boothman, leonard cohen, bob dylan, øen med de ni broer, verdens koldeste land

INTERVIEW || Selv i livets svære øjeblikke er der håb og en vej forud. Det er i hvert fald ét af budskaberne i Brian Dan Christensens roman Vejen til Alberta, som forfatteren selv kalder for en kærlighedserklæring til New York.

En kombination af klassisk, amerikansk ‘roadmovie’ og en moderne Great Gatsby. Sådan kan man med rette beskrive Brian Dan Christensens roman Vejen til Alberta. Det er især svært ikke at drage direkte sammenligninger til F. Scott Fitzgeralds udødelige klassiker.

Ligesom i Fitzgeralds roman har vi i Vejen til Alberta at gøre med to mandlige, amerikanske hovedkarakterer. Den ene er musikeren Philip Boothman, som udadtil fremstår som rig, succesfuld og elsket af alle, mens den anden, i form af romanens fortæller, er vietnamveteranen Howard Walker, fremstår mere mut og tilbagetrukken.

Deler fællestræk med The Great Gatsby

Men mens karaktererne i Vejen til Alberta deler fællestræk med dem i The Great Gatsby, skiller romanen sig ud fra Fitzgeralds ikoniske klassiker i dens fortællestil.

I Brian Dan Christensens bog bliver historien mellem Howard Walker og new yorkeren Philip Boothman fortalt i form af flashbacks, som Howard Walker selv indtaler i en båndoptager, mens han kører i en bus tværs gennem USA mod vestkysten.

Som titlen antyder, er Walker bogstavelig talt på vej til Alberta; datteren til en ekskæreste som han ikke har set de sidste 17 år.

Undervejs får vi fortalt hele hans livshistorie, hvor vi, gennem Walkers øjne, bliver taget med til vilde kendis-fester i Boothmans hjem, fatale kærlighedsaffærer og PTSD-lignende krigstraumer fra Walkers tid i Vietnam-krigen.

En kærlighedserklæring til USA

47-årige Brian Dan Christensen er født og opvokset i Aarhus, men flyttede til USA for første gang for 25 år siden.

På nuværende tidspunkt har han boet i knap ti år i det forjættede land, primært i New York, og da vi møder forfatteren på forlaget til en snak om bogen, beskriver han da også byen som sit andet hjem.

Vejen til Alberta er en kærlighedserklæring til USA, musikken, kunsten, men selvfølgelig også New York,” fortæller Brian Dan Christensen og fortsætter:

“Jeg har altid været meget vild med den by, også før jeg boede der fast. Engang imellem har jeg dog også behov for at komme væk fra den. Den er stor og larmende og generelt meget intens. Man forstår det ikke rigtig, før man bor der, hvor udmattende byen kan være. Folk plejede altid at sige det til mig, men jeg forstod det aldrig, før jeg boede der.”

“Som forfatter er man lidt en skuespiller”

På mange måder kan Vejen til Alberta med dens store temaer om kærlighed, tab, død og kunst karakteriseres som en klassisk, stor, amerikansk roman.

Især hovedkarakteren, den 62-årig sydstatsmand og vietnamveteran Howard Walker, er på flere punkter ikke en skikkelse, man ofte støder på i danske romaner.

LÆS OGSÅ: Den store amerikanske roman gentænkt af to unge kvinder

Det synes derfor nærliggende at spørge Brian Dan, hvordan man som dansk forfatter født i en helt anden generation, i en helt anden verden, formår at sætte sig ind i tankegangen og væremåden på en person, der som udgangspunkt er så ulig en selv.

“At være forfatter er jo lidt som at være skuespiller. Man sætter sig ind i rollen og lærer at tænke og tale som den her person,” fortæller Brian Dan Christensen.

“Jeg bruger min empati og intuition og forestiller mig, hvordan det er at være sådan en mand. Jeg lytter til, hvad det er, han siger i den her fortælling. På den måde tager han jo form for mig. Howard Walker er nok den mest virkelig figur, jeg har skrevet i mine bøger,” siger Brian Dan Christensen, der tidligere har skrevet romanerne Øen med de ni broer og Det koldeste land i verden.

Brian Dan Christensen, roman om USA, Howard Walker, Vejen til Alberta, god bog, vejen til albert, brian dan christensen, great gatsby, bog, roman, lindhardt og ringhof, amerikansk roman, roadmovie, howard walker, philip boothman, leonard cohen, bob dylan, øen med de ni broer, verdens koldeste land
Brian Dan Christensen er ikke bange for at trække på egne erfaringer og oplevelser. Da han skrev Vejen til Alberta, brugte han ofte rigtige steder i sin hjemby New York, lige fra cafeer, kvarterer og musikteatre som kulisser for bogens handling.

Walkers galloperende granatchok

Brian Dan Christensen agerede ofte ‘location-scout’, da han skrev sin roman i form af at gå rundt i New York, kigge på folk, se hvordan de gik og lytte til deres måder at snakke på.

I det hippe kvarter Greenwich Villlage fandt han sågar huset med den røde dør, som musikeren Philip Boothman i bogen bor i. Der ville Brian Dan ofte sætte sig på trappestenen for at suge omgivelserne til sig og lytte til lydene af fuglene blandet med den travle trafik på Hudson.

Generelt er han ikke bleg for at trække på egne erfaringer og oplevelser, når han skal udvikle sine karakterer.

“Bogen handler meget om tab. Det oplever vi jo som mennesker.”

For eksempel er Howard Walkers kamp med PTSD inspireret af en vietnamveteran, som Brian Dan kendte fra Wisconsin, som havde fortalt, hvordan han af og til fik anfald, hvor han sad på sit køkkengulv og måtte holde sig for ørerne for at holde lyden af helikoptere i sit hoved ude.

Mødet med buschaufføren formede Howard Walker

På samme måde formede Brian Dans indre billede af Howard Walker sig også ud fra en helt særlig bustur, som forfatteren for fire år siden var på med sin kone.

“Jeg var i gang med at skrive bogen, da min kone og jeg skulle på en bustur fra Brooklyn til Mantauk. Der var næsten ingen på bussen, og jeg var faktisk lidt køresyg, så vi sad lige bag chaufføren. Han fortalte os hele sin livshistorie. Om sin ekskæreste og steddatter. Han virkede generelt som en lidt ensom figur.”

“Lang tid efter da min kone læste noget af det, jeg havde skrevet, udbrød hun, ‘Howard Walker, det er da buschaufføren’. Da faldt tingene ligesom på plads for mig. Der var en sammenhæng, og jeg fandt ud af, at Howard Walker skulle sidde på en bus og fortælle sin historie til en kassettebåndoptager,” siger Brian Dan Christensen.

LÆS OGSÅ: Brian Dan Christensen fortæller om sin kærlighedsaffære med USA

Howard Walker begyndte herefter for alvor at tage form for Brian Dan Christensen, der pludselig begyndte at se sin hovedperson gå på gaden, stå i den lokale isenkræmmer og hænge ved poolen om sommeren.

Howard Walker blev ifølge forfatteren et symbol på den typiske “ensomme mand i den grønne jakke med kasketten”, som på trods af sin indadvendthed også bærer en stor del varme og lune.

Det er aldrig for sent at (gen)finde kærligheden 

Brian Dan Christensen har tidligere udtalt, at han som forfatter er meget interesseret i at udforske menneskelige historie om brud, klinkede skår og spørgsmålet om, hvorvidt man kan genvinde det tabte.

Disse temaer har han i høj grad forsøgt at skrive ind i Vejen til Alberta. Spørger man forfatteren er bogen, på trods af de tunge emner, dog ikke helt uden et positivt budskab.

“Bogen handler meget om tab. Det oplever vi jo som mennesker. Vi mister kærlighed, forældre og venner. Vi flytter. Vi mister ting i erindringen. I bogen skriver Howard Walker jo alt ned, fordi han er bange for, at han måske en dag ikke kan huske sit eget liv. Det må jeg sige, at jeg godt kan genkende. Man modnes og udvikler sig. Det er nødvendigt. Men der er også noget smerteligt over at skulle give slip i tingene, og det her er en bog, der handler om at give slip, men også om at få noget nyt igen,” siger Brian Dan Christensen.

“Jeg håber, man som læser oplever, at man også selv er på en rejse til Alberta. Og at man, selv om man også har smerte og tab og har problemer og har oplevet, at der var noget, der var tungt og svært, kan mærke, at der er håb, kærlighed, og en vej, der ligger foran os. Vejen til Alberta.”


Vejen til Alberta af Brian Dan Christensen

Brian Dan Christensen, roman om USA, Howard Walker, Vejen til Alberta, god bog, vejen til alberta, brian dan christensen, great gatsby, bog, roman, lindhardt og ringhof, amerikansk roman, roadmovie, howard walker, philip boothman, leonard cohen, bob dylan, øen med de ni broer, verdens koldeste land

Vejen til Alberta er en dyster moderne “Great Gatsby” sat i Trumps Amerika. En skæbneroman, som man ikke kan lægge fra sig og som tager en dybt ind i de betændte relationer mellem mennesker med store drømme og uforløst kærlighed. En fortælling om kærlighed og utroskab, venskab og loyalitet, om kunst og kynisme.

Du kan købe Vejen til Alberta af Brian Dan Christensen online her eller i din lokale boghandler