Biografier

Kom ind i kampen! 10 bud på god valgkampslitteratur

Kom ind i kampen! 10 bud på god valgkampslitteratur

Der er ikke den lygtepæl i byen, som i disse uger har kunnet undslippe at blive beklædt af smilende ansigter og slogans fulde af løfter for fremtiden. Fjernsynets bedste sendetid er befolket af duellerende og håbefulde politikere, der brændende ønsker at sætte lige netop deres præg på dansk politik de kommende fire år.

Det er ikke til at overse: Folketingsvalget er lige på trapperne, og valgkampen er for længst skudt i gang.

Måske har du allerede besluttet dig for, hvor dit kryds skal sættes, måske er du i stadig i tvivl. Måske er du rød, måske er du blå – eller en ubestemmelig farve et sted derimellem. Uanset hvor du står, giver vi dig her 10 bud på stærke læseoplevelser, der udvider din horisont og gør dig klogere på historien og det samfund, vi alle er en del af.


Taler der forandrede verden

“Ich bin ein Berliner.”

“I have a dream.”

“Mr. Gorbatjov, tear down this wall .”

“Yes we can.”

Taler der forandrede verdenEn god tale kan være altafgørende, og i ”Taler der forandrede verden” har den engelske forfatter Mark Hawkins-Dady samlet 50 af de vigtigste og mest indflydelsesrige taler fra verdenshistorien. Her finder du blandt andet Barack Obamas ”yes we can”, Martin Luther Kings ”I have a dream” og kvindesagsforkæmperen Emmeline Pankhursts tale til fordel for kvinders stemmeret fra 1913.

Bogen er en inspirerende, givende og historisk relevant bog, som på en ny og anderledes måde giver os et indblik i verdenshistorien. Bogen indledes af et forord af Uffe Ellemann-Jensen, og alle bogens taler ledsages af en kort historisk gennemgang af tiden, hvor talen finder sted.

★ ★ ★ ★  ”… en af den slags lækkert illustrerede, flot forklarede bøger, man bliver klogere af at læse.” – Berlingske


Kvinder der forandrede Danmark

Kvinder der forandrede DanmarkI ”Kvinder der forandrede Danmark” fortæller Maria Helleberg historien om en række markante personer, der alle brød normen for, hvad en kvinde kunne. Hvad end det var en politisk beslutning af hensyn til rigets fremtid, eller fordi de ikke ville lade deres tanker, ideer og visioner begrænse af deres køn. Sammen står disse historier som en vigtig påmindelse om, at kvinder ikke er ens. At man ikke ud fra én kvinde kan slutte, hvordan alle andre kvinder opfører sig og tænker.

Læs om nogle af Danmarkshistoriens mest betydningsfulde kvindeskikkelser, der med ildhu, vilje og engagement banede vejen for de muligheder, kvinder har i det danske samfund i dag, heriblandt Dronning Dagmar, Margrethe I, Leonora Christine, Johanne Luise Heiberg, Anna Ancher, Asta Nielsen, Karen Blixen, Lise Nørgaard, Tove Ditlevsen, Elsa Gress, Margrethe II, Jytte Abildstrøm, Helle Thorning-Schmidt og Anja Andersen.

★ ★ ★ ★ ★ ”Et kærkomment bakspejl, som nutidens 8-årige vil få meget ud af at kigge i, når de bliver voksne.”
– Politiken

”43 stærke portrætter af modige kvinder, vi fortsat kan takke for meget i dag.” – LitteraturNu.dk

 


 

Helle for magten

Helle for magtenHistorien om Helle Thorning-Schmidt handler om en kvinde med en råstyrke ud over det sædvanlige. En kvinde, der gjorde det utænkelige: Stillede op som partiformand, dagen efter hun var valgt til Folketinget. Og vandt. I ”Helle for magten” kommer vi med helt ind bag kulissen i det dramatiske formandsopgør mellem Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen. Til hemmelige krisemøder i Helle Thorning-Schmidts kampagnegruppe, der længe var i store vanskeligheder. Samtidig får vi beretningen om, hvordan Mogens Lykketoft i dybeste hemmelighed forsøgte at hindre Frank Jensen i at stille op.

Jakob Nielsens bog går tæt på Thorning-Schmidts imponerende internationale netværk, men også på hverdagen som partiformand og mor til to på samme tid. Vi får et unikt indblik i, hvad der skabte kvinden, politikeren og fænomenet Helle Thorning-Schmidt, bygget på hidtil ikke offentliggjorte dokumenter fra Helle Thorning-Schmidts kampagne og på interviews med mere end 100 mennesker, der har kendt og arbejdet sammen med hende: Familie, venner, studiekammerater og politiske kolleger.

”Grundig research, eminent kendskab til politiske nøglepersoner og fingeren på den politiske puls. Læg hertil et tilgængeligt og spændstigt sprog.” – Dagbladet Information


Håndbog for feminister (og deres modstandere)

haandbogforfeministerGretelise Holms ”Håndbog for feminister” er dels den utrolige historie om, hvordan danske kvinder for 100 år siden fik politisk indflydelse med stemmeretten, dels en nøgtern og velunderbygget gennemgang af 30 almindelige spørgsmål om køn og ligestilling, fra de mest simple til de mere komplekse, fx:

  • Skal kvinderne nu til at være som mænd?
  • Det kan godt være, at mænd undertrykker kvinder, men undertrykker kvinder ikke også sig selv og hinanden?
  • Tror feministerne virkelig, at verden ville blive et bedre sted, hvis kvinder havde magten?

Gretelise Holm er uddannet journalist og kendt som forfatter af en lang række fag- og debatbøger om blandt andet ligestilling og kønsroller samt ikke mindst for sine populære krimier om journalisten Karin Sommer.

“En overskuelig, klar og velbegrundet introduktion til debatten om køn og ligestilling … et solidt stykke journalistisk hjemmearbejde” – Berlingske


Man kan sagtens være bagklog

Man kan sagtens være bagklogHvis man kunne tænke sig at lære mere om en af de mest betydningsfulde politikere på den danske venstrefløj i de sidste 50 år, så er det selvbiografiske værk “Man kan sagtens være bagklog” af Preben Wilhjelm oplagt.

Preben Wilhjelm, der er uddannet fysiker, har været med til at stifte SF og Venstresocialisterne og arbejdet som folketingsmedlem, beskriver nu sit liv i denne gribende erindringsbog. Politikeren fortæller om sin barndom, ungdom og sit politiske virke.

“Man kan sagtens være bagklog” er interessant for alle, der vil have indblik i en markant dansk personlighed og for alle med interesse i den danske venstrefløj.

★ ★ ★ ★ ★ ★ ”Et substantielt indblik i opinionsdannerens levned”– Politiken

“Nøgtern og bevægende … en smuk erindringsbog.” – Information


Borgen

BorgenDR’s populære tv-serie Borgen gled første gang over skærmen i 2010 og har siden vundet flere danske og internationale priser for sin fortælling om en kvindelig statsministers vej til magten.

Trænger du til et afbræk fra virkelighedens valgkamp anno 2015, og savner du et gensyn med Birgitte Nyborg og spindoktoren Kasper, journalisten Katrine og co., kan du roligt varme op til den 18. juni med denne roman, som er skrevet af Jesper Malmose og baseret på det originale tv-manuskript af Adam Price.

Bogen går tæt på det politiske spil, spindoktorers og pressens rolle – og ikke mindst de personlige omkostninger, det politiske spil har for de involverede. I centrum står den 40-årige politiske leder Birgitte Nyborg, som gennem sin idealisme og store indsats sikrer sit parti en jordskredssejr og dermed står over for den største udfordring i sit liv: Hvordan udnytter hun mest effektivt de nyvundne mandater, og hvor langt vil hun gå for at opnå størst mulig politisk indflydelse? Hun er en kvinde med et brændende engagement, et stort hjerte – og kort tid at løbe på. Vil det lykkes hende at være en succesrig og professionel toppolitiker og samtidig forblive tro mod sig selv?


 

Barack Obama: Arven fra min far

Obama_Arven fra min farI disse usentimentale og gribende erindringer fortæller præsident Barack Obama om sin opvækst og sit liv som barn af en sort far og en hvid mor – og om kampen for at finde sin egen identitet. Historien begynder i New York, hvor Barack Obama får at vide, at hans far – som forlod familien, da sønnen var to år – er blevet dræbt i en bilulykke. Dødsfaldet sender Obama ud på en følelsesmæssig rejse, først til en lille flække i Kansas, hvorfra hans mors familie emigrerede til Hawaii, og derefter til Kenya, hvor han møder den afrikanske side af familien. Barack Obama var 33 år, da han skrev ”Arven fra min far”, som giver læseren et enestående indblik i en banebrydende politikers personlige historie.

”En fremragende – og ikke mindst fremragende skrevet – bog. Det er svært at komme i tanke om nulevende politikere med så levende en pen som Obama og politikere med så stor en sans for nuancer og glæde ved at observere, fundere og filosofere, sådan som det kommer til udtryk i hans bog.” – Tom Buk-Swienty, Weekendavisen

”Det her er noget af det mest personlige, ærlige og skarpe, jeg længe har læst, skrevet af en nulevende, offentlig person – og samtidig er det alt andet end individuelt og privat (…) den mest overbevisende, intelligente og bevægende bog om identitet, jeg kan huske at have læst.” – Tøger Seidenfaden, Politiken


 

Eftertanker

Mandela_EftertankerNelson Mandela er en af de mest inspirerende og ikoniske skikkelser i vor tid. Nu har han, efter livet igennem at have sat pen på papiret for at nedskrive tanker og begivenheder, prøvelser og sejre, åbnet for sit personlige arkiv, der giver et sjældent indblik i hans bemærkelsesværdige liv.

”Eftertanker” giver læseren adgang til privatmennesket bag den offentlige skikkelse: fra breve skrevet i de mørkeste stunder af Mandelas 27-årige fængselsliv til kladden til en uudgivet fortsættelse af ”Vejen til frihed”. Her tager han notater eller tegner endda kruseduller under møder eller nedskriver urolige drømme på skrivebordskalenderen i sin celle på Robben Island; skriver dagbog, mens han er på flugt under anti-apartheidkampene i begyndelsen af 1960’erne eller taler med venner i 72 timers optagelse af samtaler. På disse sider er han hverken et ikon eller en helgen; her er han et menneske som dig og mig.

“Eftertanker” er en personlig rejse fra de første bevægelser i Mandelas politiske samvittighed til hans medrivende rolle på verdensarenaen. Bogen giver en sjælden mulighed for at være tæt på mennesket Nelson Mandela gennem hans egen stemme, der er direkte, klar og personlig.

★ ★ ★ ★ ★ ★ ”En overrumplende bog” – Jyllands-Posten

”Jeg prøvede at forestille mig Mandela – den myte, der forandrede historien – som Mandela, den mand, der havde ofret så meget for forandringen. Eftertanker gør verden en enestående tjeneste ved at give os dette billede af Mandela som menneske.” – Præsident Barack Obama


Rødder – erindringer 1943-62

Rødder_Poul NyrupI dette første bind af sine erindringer fortæller tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen åbenhjertigt, indsigtsfuldt og varmt om sin slægt og sine rødder i fiskerbyen Esbjerg. Han beretter om slægtens ydmyge og ofte barske historie med fængselsdomme, emigration, sygdom og stor fattigdom. Især forældrenes omskiftelige og nøjsomme tilværelse skildres kærligt og solidarisk, præget, som den var, af vanskelige opvækstvilkår, sygdom og social uretfærdighed. Vi hører desuden om en barndom i 40’rnes og 50’ernes Esbjerg – en opvækst fattig på materielle goder, men rig på kærlighed, drengestreger og drømme, og vi følger den unge himmelstormers færd frem til den dag i 1962, da han drager mod hovedstaden til en helt ny tilværelse.

 

Vokseværk – erindringer 1963-93

Vokseværk_Poul NyrupI ”Vokseværk” giver Poul Nyrup Rasmussen et enestående indblik i sit spændende liv, fra han som student ankommer til København i 1963, til han tiltræder som statsminister i 1963. Det er en historie om en mands arbejdsomhed, ofre og udholdenhed. Den røde tråd i Nyrups politiske virke er åbenlys: Det, der driver ham, er at alle skal have arbejde. Men det er kun holdbart, hvis det bygger på en sund samfundsøkonomi skabt gennem langsigtet og sammenhængende politik.

Vokseværk er historien om den lange seje kamp for at skabe det danske velfærdssamfund. Bogen beskriver, hvordan to strømninger i Socialdemokratiet rækker langt tilbage i tid og ikke kan løsrives fra hverken personer eller de store samfundsmæssige forandringer, Danmark gennemløb fra 60’erne til 90’erne.

For første gang giver Nyrup sin version af, hvorfor han i 1992 valgte at udfordre Auken ved det første demokratiske formandsvalg i Socialdemokratiet, ligesom bogen giver Nyrups spændende beskrivelser af storpolitiske begivenheder – Den Kolde Krig, Vietnam-krigen, Sydafrikas apartheid, EU’s udvikling – og af en række personer, der har præget dansk politik og fagbevægelse.