Carlsen Ungdomsbøger

Laure Eve: Usympatiske karakterer

“Jeg elskede River, dels fordi hun faktisk ER ret forskruet, og dels fordi hun er så uperfekt. Nogle gange får man bare nok af hovedpersoner, der altid gør det rigtige med de rigtige intentioner.” Sådan skriver @susbogblog.dk om hovedpersonen i den fortryllende og dystre roman The Graces, der har taget YA-fans verden over med storm.

Her fortæller forfatteren bag romanen – Laure Eve –  om sin store passion for netop usympatiske karakterer.

Laure: Hej, jeg hedder Laure og jeg er afhængig af usympatiske karakterer.

Alle i kor: Hej, Laure. 

For lige at starte et sted er her en liste over nogle af mine mere berømte favoritkarakterer:

Ringenes Herre – Boromir. At se ham kæmpe mod sin egen svaghed og tabe er for mig meget interessant. Aragorn er super hot – men Aragorn er også super ædel. Jeg synes ædelmodighed er meget prisværdigt… men ikke interessant.

Kilde: giphy.com

Star Wars – selvfølgelig Darth Vader. Selvfølgelig. Men det er især den scene, hvor hans maske bliver fjernet, før han dør, og pludselig ser man, hvor pokkers grim han er. Men som den maskerede Darth var han egentlig skræmmende smuk. Uden maske og uden sin styrke er han grim. Vi opfatter styrke og magt som noget smukt, uanset hvor ondt det er, fordi vi grundlæggende er tiltrukket af det. Det er interessant.

Kilde: bestanimations.com

Gladiator – Commodus. Sikke en fantastisk skurk. Jeg elsker ham, fordi jeg helt og aldeles tror på og forstår alle hans motiver. Han er et virkelig godt spejlbillede af vores værste sider, og vi oplever ham som frastødende, fordi han viser os sandheden om os selv. Han er ikke en sej skurk. Han er ikke en tiltrækkende skurk. Det gør ham interessant.

Kilde: popkey.co

Buffy – Spike. Åh, det her bliver kontroversielt. Jeg var helt vild med Spike i de første fem sæsoner (meget, meget bedre end Angel. Beklager, Angel-fans). Der hvor han i mine øjne dog virkelig hævede sig som karakter var i den berygtede scene med voldtægtsforsøget i sæson seks. Jeg synes, det var et utrolig modigt, risikabelt træk fra tekstforfatterens side at fuldstændig smadre Spikes sexappeal ved at få ham til at begå så stor og frygtelig en fejl som følge af hans totale selvoptagethed. Og så bagefter lade ham komme videre derfra fremfor at forsvinde og forblive en evig skurk. De gjorde ham kompliceret. Det var dér, han blev interessant.

Kilde: giphy.com

Man kan måske se, hvor jeg vil hen med dette. Jeg skriver om det, jeg finder interessant. Jeg kan lide mennesker. Mennesker, som andre måske ikke så godt kan lide. Mennesker, som man aldrig selv ville ønske at være. Mennesker, som laver pinlige, ikke-beundringsværdige fejl og som ikke ser verden, som de fleste andre gør.

Jeg kan lide skurke. Ikke de der jeg-er-skadet-på-den-lækre-måde anti-helte (selvom okaaay, dem er jeg også ret vild med), men skurke – mennesker, som bevidst sårer andre for at få, hvad de vil have – og ikke på en sej og sexet måde.

Mennesker, som gør tvivlsomme ting af en måske frygtelig, men ikke desto mindre interessant personlig årsag.

Mennesker som gør/siger ting, som de senere i livet vil være ude af stand til at undgå konsekvenserne af, også selvom den eneste konsekvens er et minde om, hvad de gjorde eller sagde – solidt placeret i deres hukommelse som et filter der konstant påminder dem om, hvor utilstrækkelige og mangelfulde de er.

Fordi det er sandheden, og jeg er interesseret i sandheden. En smule besat af sandheden, hvis vi skal være lidt psykoanalytiske.

Mennesker kan være inderligt grusomme, ubevidst modbydelige over for hinanden, men det gør dem ikke direkte onde. De selvsamme mennesker støtter velgørenhed og hjælper uden betænkeligheder deres venner. Vi er komplicerede. Vi er helte og skurke og alt det indimellem, og nogle gange det hele på den samme dag. Ikke mærkeligt, at vi er så fascinerede af os selv som race.

Men alt dette betyder, at når jeg skriver og opbygger en karakter, som interesserer mig, så løber jeg den store risiko, at denne karakter ikke interesserer dig. Måske kan du ikke forlene dig med, at denne karakter ser verden på en bestemt måde, farvet af de ting, de desperat ønsker skal være sande, og farvet af den anden måde de prøver at fremstå i andres øjne. Jeg er interesseret i denne mørke, rodede masse, som ligger imellem sandheden og opfattelsen af sandheden.

Nogle mennesker har ikke lyst til at læse om den slags – og det forstår jeg godt, det gør jeg virkelig. Nogle gange har jeg lyst til at læse om karakterer, som er lette at holde med, og det gælder også skurkene, for der findes nogle virkelig tiltalende skurke (tænk bare på Loke!)

Vi tilgiver skurke for så meget, når de er lækre, charmerende og sjove.

Så det siger sig selv, at jeg kun vil tilbringe tid med den slags mennesker. Ikke? Jo, måske – i det virkelige liv.

Men i fiktionen – niks! Fiktion afspejler det virkelige liv, men er ikke virkelig (hvis den var, åh gud, hvor ville det blive kedeligt og ofte komplet utroværdigt at læse). Fiktionen bliver brugt til at vise sider af verden og af os selv. Inklusiv alle de dårlige og ikke-beundringsværdige.

Så ja, jeg vil skrive noget, som folk har lyst til at læse. Men jeg vil også gerne skrive noget, som jeg synes er interessant – og der er jo virkelig forskellige opfattelser af, hvad der er interessant. Bogsmag er meget subjektivt – det er bl.a. det, der gør bøger så underholdende. Mine usympatiske, men interessante karakterer er måske kedelige røvhuller i dine øjne. Det er den risiko, jeg løber.

Og for mig er den risiko værd at løbe.

Har du læst The Graces? 

Laure Eves YA-roman The Graces er en mystisk og dyster fortælling fuld af kærlighed, besættelse og et strejf af mørk magi. De tre fascinerende og smukke Grace-søskende holder hele byen fanget i deres mystiske spind, og den nytilflyttede River vil gøre alt for at blive venner med dem. Men hvor langt vil hun gå? Og hvorfor er det så vigtigt for hende at komme tæt på dem og finde ud af, om rygtet om deres magiske kræfter holder stik?

“Der er allerede masser af buzz om denne her, og den fortjener det. Den nye pige, River, er besat af de glamourøse Grace-søskende, som måske og måske ikke er hekse. Vidunderligt dyster, man bliver afhængig.” – The Bookseller

Du kan læse mere om The Graces her  og smugkigge i de første kapitler helt gratis her

The Graces