Blogindlæg af Michelle DeSpain (oversat af Susanne Bargmann). Først bragt på bloggen The Late Bloomer Revolution.
Jeg hørte først Susannes historie på en Freakonomics podcast. Dét, som fangede min opmærksomhed, var, at Susanne i en alder af 40+ ikke blot besluttede sig for at følge sin barnedrøm om at blive en sanger, men også realiserede sin drøm midt i en travl karriere som psykolog. Selvfølgelig var jeg nødt til at invitere Susanne til at tale med os på bloggen, og det ville hun heldigvis meget gerne.
Susanne, kan du fortælle os lidt om, hvad der fik dig til at forfølge din drøm om at blive sanger så relativt sent i livet?
Da jeg var barn og teenager elskede jeg at synge. Jeg sang i flere forskellige kor og gik også på et gymnasium, hvor der var ekstra fokus på musik. Og jeg drømte om at forfølge en karriere som sanger. Men det var ikke helt tydeligt for mig, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Samtidig var jeg ikke en dygtig nok sanger til at kunne blive optaget på nogle af konservatorierne i Danmark. Jeg drømte om at blive ”opdaget” af et pladeselskab, men jeg tror godt, jeg vidste, at jeg var nødt til at finde en anden levevej end sanger. Så efter gymnasiet gav jeg slip på drømmen, og i stedet fokuserede jeg min tid og opmærksomhed på at få en universitetsuddannelse, og senere på at få et godt job.
I løbet af årene er der sket mange fantastiske ting i mit liv – jeg har fået mine to smukke døtre, og min karriere har virkelig taget fart, så jeg i dag har et fantastisk spændende job. Men jeg har altid haft en længsel og en følelse af, at jeg fortrød, at jeg aldrig rigtig prøvede at se, hvor langt jeg kunne komme som sanger. Jeg har søgt efter sanglærere og kor mange gange i årenes løb, men har aldrig taget skridtet til faktisk at gøre noget ved det.
Det som gjorde forskellen, var, at jeg begyndte at tale med min amerikanske kollega Scott Miller om, hvordan vi kan forbedre effekten af psykoterapi, og hvordan vi kan forbedre os som terapeuter. Scott havde i et stykke tid talt om ”bevidst, målrettet træning” (deliberate practice), og han var begyndt at afprøve ideerne ved blandt andet at modtage guitarundervisning. Og efter en af vores samtaler vidste jeg, at jeg var nødt til at gøre det samme. Jeg var nødt til at afprøve ”bevidst, målrettet træning” i forhold til sang for at se, hvor meget jeg kunne forbedre min stemme.
Da du begyndte din sangundervisning som voksen, havde du da en god stemme?
Jeg opfattede mig selv som en ret god sanger, da jeg begyndte min sangundervisning. Jeg føler mig lidt dum, når jeg siger det i dag, fordi jeg kan høre, hvor meget jeg tog fejl, når jeg nu lytter til mine gamle optagelser. Men sandheden er, at jeg følte mig som en meget kompetent sanger.
Når jeg lytter til de første optagelser, jeg lavede, da jeg begyndte at synge, kan jeg høre, at jeg sang rent, og at jeg havde en grundlæggende forståelse for rytme, og så var jeg i stand til at synge, som vi gør i de danske kirker Det var måden, jeg kunne synge på, og det passede ikke med den popmusik, jeg ønskede at synge.
Var der noget, du frygtede, inden du begyndte din sangundervisning? Hvordan tacklede du den frygt?
Jeg tror egentlig, jeg var nervøs for en masse ting. En ting, jeg var nervøs for, var, at den måde, jeg sang på, ikke kunne ændres. At jeg havde denne stemme, og at sangunderviseren ville sige ”du synger på den måde, som din stemme er bygget til at synge, og vi kan ikke ændre eller forbedre det ret meget”.
Den sanglærer, jeg kontaktede, Ulrik Elholm er en af de bedste (hvis ikke den bedste) vokalcoach i Danmark. Han arbejder med professionelle musikere, pladeselskaber, tv-stationer, osv. Og jeg var virkelig nervøs for, at han ikke ville have lyst til at arbejde med mig, fordi jeg ikke var særlig dygtig.
Ulrik Elholm og Susanne Bargmanns bog om fokuseret træning.
Men jeg har igennem årerne lært ikke at give efter for min frygt. Så jeg sagde ting til mig selv som f.eks. ”det værste, der kan ske, er, at han siger ”nej” til at arbejde med mig, og så kan jeg bare finde en anden sanglærer.” Og så har jeg lært, at man skal gøre tingene –hoppe ud i det og se, hvad der sker.
Jeg tror, at min allerstørste frygt har været, at jeg altid ville lyde dårligt, på trods af min indsats for at ændre min stemme.
Har du følt, at du aldrig ville ”lykkes” med dit sangprojekt?
Jeg tror, den følelse var stærkest det første år. Jeg kæmpede virkelig for at lave en lyd, som var helt ny for mig. Det var så svært for mig at forlade ”opera”-lyden og finde en mere ”pop/ diva”-lyd. Der var små skridt i den rigtige retning, men igen og igen følte jeg det, som om jeg ramte en mur, og at jeg var ude af stand til at lave den lyd, som jeg drømte om.
Efter omkring et år talte jeg med min vokalcoach om det, og jeg sagde til ham: ”Måske er jeg nødt til at acceptere, at jeg aldrig vil blive i stand til at lave den lyd – måske er min stemme ikke bygget til at lave den lyd”. Han var fantastisk og sagde til mig, at det ikke var så langt væk, som jeg følte, og at han var overbevist om, at det var lige rundt om hjørnet, hvis jeg fortsatte. Hvis ikke han havde været der, er jeg sikker på, at jeg ville have givet op på det tidspunkt.
Og så har jeg opdaget, at jeg kan øge min motivation for at træne ved at have specifikke mål, jeg træner hen imod, f.eks. at øve op til en optræden eller at øve, før jeg skal i studie og optage en ny sang. Så jeg har hele tiden sikret mig, at der var nye udfordringer, som kunne holde mig motiveret til at øve mig. Jeg har også deltaget i flere kurser for sangere og har brugt uger på intensiv træning sammen med andre sangere. Det at være sammen med andre sangere er utroligt inspirerende og giver ny energi og motivation til at træne.
Hvis der er noget, du drømmer om, så gør det! Lad ikke andre tage modet fra dig og sige til dig, at det ikke er muligt – hvis du ønsker at følge din drøm, så hop ud i det!
Blogindlæg af Michelle DeSpain (oversat af Susanne Bargmann). Først bragt på bloggen The Late Bloomer Revolution.
Jeg hørte først Susannes historie på en Freakonomics podcast. Dét, som fangede min opmærksomhed, var, at Susanne i en alder af 40+ ikke blot besluttede sig for at følge sin barnedrøm om at blive en sanger, men også realiserede sin drøm midt i en travl karriere som psykolog. Selvfølgelig var jeg nødt til at invitere Susanne til at tale med os på bloggen, og det ville hun heldigvis meget gerne.
Susanne, kan du fortælle os lidt om, hvad der fik dig til at forfølge din drøm om at blive sanger så relativt sent i livet?
Da jeg var barn og teenager elskede jeg at synge. Jeg sang i flere forskellige kor og gik også på et gymnasium, hvor der var ekstra fokus på musik. Og jeg drømte om at forfølge en karriere som sanger. Men det var ikke helt tydeligt for mig, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Samtidig var jeg ikke en dygtig nok sanger til at kunne blive optaget på nogle af konservatorierne i Danmark. Jeg drømte om at blive ”opdaget” af et pladeselskab, men jeg tror godt, jeg vidste, at jeg var nødt til at finde en anden levevej end sanger. Så efter gymnasiet gav jeg slip på drømmen, og i stedet fokuserede jeg min tid og opmærksomhed på at få en universitetsuddannelse, og senere på at få et godt job.
I løbet af årene er der sket mange fantastiske ting i mit liv – jeg har fået mine to smukke døtre, og min karriere har virkelig taget fart, så jeg i dag har et fantastisk spændende job. Men jeg har altid haft en længsel og en følelse af, at jeg fortrød, at jeg aldrig rigtig prøvede at se, hvor langt jeg kunne komme som sanger. Jeg har søgt efter sanglærere og kor mange gange i årenes løb, men har aldrig taget skridtet til faktisk at gøre noget ved det.
Det som gjorde forskellen, var, at jeg begyndte at tale med min amerikanske kollega Scott Miller om, hvordan vi kan forbedre effekten af psykoterapi, og hvordan vi kan forbedre os som terapeuter. Scott havde i et stykke tid talt om ”bevidst, målrettet træning” (deliberate practice), og han var begyndt at afprøve ideerne ved blandt andet at modtage guitarundervisning. Og efter en af vores samtaler vidste jeg, at jeg var nødt til at gøre det samme. Jeg var nødt til at afprøve ”bevidst, målrettet træning” i forhold til sang for at se, hvor meget jeg kunne forbedre min stemme.
Da du begyndte din sangundervisning som voksen, havde du da en god stemme?
Jeg opfattede mig selv som en ret god sanger, da jeg begyndte min sangundervisning. Jeg føler mig lidt dum, når jeg siger det i dag, fordi jeg kan høre, hvor meget jeg tog fejl, når jeg nu lytter til mine gamle optagelser. Men sandheden er, at jeg følte mig som en meget kompetent sanger.
Når jeg lytter til de første optagelser, jeg lavede, da jeg begyndte at synge, kan jeg høre, at jeg sang rent, og at jeg havde en grundlæggende forståelse for rytme, og så var jeg i stand til at synge, som vi gør i de danske kirker Det var måden, jeg kunne synge på, og det passede ikke med den popmusik, jeg ønskede at synge.
Var der noget, du frygtede, inden du begyndte din sangundervisning? Hvordan tacklede du den frygt?
Jeg tror egentlig, jeg var nervøs for en masse ting. En ting, jeg var nervøs for, var, at den måde, jeg sang på, ikke kunne ændres. At jeg havde denne stemme, og at sangunderviseren ville sige ”du synger på den måde, som din stemme er bygget til at synge, og vi kan ikke ændre eller forbedre det ret meget”.
Den sanglærer, jeg kontaktede, Ulrik Elholm er en af de bedste (hvis ikke den bedste) vokalcoach i Danmark. Han arbejder med professionelle musikere, pladeselskaber, tv-stationer, osv. Og jeg var virkelig nervøs for, at han ikke ville have lyst til at arbejde med mig, fordi jeg ikke var særlig dygtig.
Men jeg har igennem årerne lært ikke at give efter for min frygt. Så jeg sagde ting til mig selv som f.eks. ”det værste, der kan ske, er, at han siger ”nej” til at arbejde med mig, og så kan jeg bare finde en anden sanglærer.” Og så har jeg lært, at man skal gøre tingene –hoppe ud i det og se, hvad der sker.
Jeg tror, at min allerstørste frygt har været, at jeg altid ville lyde dårligt, på trods af min indsats for at ændre min stemme.
Har du følt, at du aldrig ville ”lykkes” med dit sangprojekt?
Jeg tror, den følelse var stærkest det første år. Jeg kæmpede virkelig for at lave en lyd, som var helt ny for mig. Det var så svært for mig at forlade ”opera”-lyden og finde en mere ”pop/ diva”-lyd. Der var små skridt i den rigtige retning, men igen og igen følte jeg det, som om jeg ramte en mur, og at jeg var ude af stand til at lave den lyd, som jeg drømte om.
Efter omkring et år talte jeg med min vokalcoach om det, og jeg sagde til ham: ”Måske er jeg nødt til at acceptere, at jeg aldrig vil blive i stand til at lave den lyd – måske er min stemme ikke bygget til at lave den lyd”. Han var fantastisk og sagde til mig, at det ikke var så langt væk, som jeg følte, og at han var overbevist om, at det var lige rundt om hjørnet, hvis jeg fortsatte. Hvis ikke han havde været der, er jeg sikker på, at jeg ville have givet op på det tidspunkt.
Og så har jeg opdaget, at jeg kan øge min motivation for at træne ved at have specifikke mål, jeg træner hen imod, f.eks. at øve op til en optræden eller at øve, før jeg skal i studie og optage en ny sang. Så jeg har hele tiden sikret mig, at der var nye udfordringer, som kunne holde mig motiveret til at øve mig. Jeg har også deltaget i flere kurser for sangere og har brugt uger på intensiv træning sammen med andre sangere. Det at være sammen med andre sangere er utroligt inspirerende og giver ny energi og motivation til at træne.
Musik fra Sus. B?
> Find Sus B. på iTunes
> Find Sus B. på Spotify
Andre læste også: