Biografi Indefra Romaner

Forklædt som flygtning: Uddrag af Kristian Husteds “Vahid”

En oktoberdag i 2015 stiller en dansk mand sig i kø på Lesbos sammen med tusindvis af andre mennesker, der vil registreres som flygtninge. Et par dage senere rejser han ad den såkaldte Balkanrute op igennem Europa som en iransk forfatter ved navn Vahid Evazi og ender i Danmark.

Danske Kristian Husted har foretaget rejsen – og nedfældet sine oplevelser i bogen “Vahid”, som du kan få en smagsprøve på her. Læs med og få et indtryk af Vahids første stop: den græske flygtningelejr på Lesbos.


Fredag 16. oktober, Morialejren, Lesbos

Det er efterhånden flere timer siden, nogen er blevet lukket ind. Mange hundrede mennesker har klumpet sig sammen foran indgangen, hvilket har sat en stopper for al trafik ind i lejren. En græsk politimand står inde bag porten og råber ud til dem, at de skal trække væk fra porten og stille sig i kø. “Go back!” råber han. “Get in line! This is Europe! We are civilized here!” Han bliver ikke hørt. Stemmen drukner i larmen fra alle dem, der står oppe ved porten og råber til venner eller familie inde bag hegnet eller taler deres sag over for politimandens kollega, som er i gang med at reparere et hul i hegnet med et stykke ståltråd, imens han holder dem tilbage, som forsøger at kravle igennem hullet udefra. “You find a solution now!” råber han til en håndfuld hjælpere foran porten. De ser ud til at være flygtninge og migranter, der har fået til opgave at kontrollere de andre flygtninge og migranter. En mand oversætter grækernes ordrer for dem, der ikke forstår engelsk; en anden beder folk om at trække tilbage, væk fra hegnet; en tredje råber ordrerne videre ud. En fjerde uddeler papirlapper med et nummer til de forreste eller skriver et nummer på deres arm, så man kan holde styr på, hvem der skal lukkes ind næste gang. “Mas surie,” siger hjælperen til en mand, som ser syrisk ud, men han er måske iraker. “Kun for syrere,” forstår jeg. En midaldrende mand i gummistøvler og korte bukser er konstant ved at komme op at toppes med de urolige, svedige, trætte mænd i køen til højre, som er mandekøen, imens en galant ældre herre med rygsæk og paraply gelejder børnefamilier videre op mod starten af familiekøen, i retning af hovedlejren med UNHCR-telte og madboder og lægetelte. Det er varmt. Her ved middagstid er der mindst 25 grader i skyggen, og skygge er der ikke meget af. Morialejren er støvet og bar og ligger helt eksponeret for solen. Jeg ser en lille dreng gå rundt mellem benene på de mange mennesker og dele tegnehæfter ud til andre små drenge og piger. De fleste af hæfterne ender i hænderne på de voksne i familiekøen, som bruger hæfterne til at skærme for solen eller vifte lidt bevægelse i den stillestående luft. En mand kommer ud fra menneskemylderet foran porten med en lille pige på armen. Pigen er rød og svedig i ansigtet og hænger slapt i hans arme, ser ud til at være besvimet.

Morialejren ligger på en tør skråning mellem olivenmarkerne på den sydøstlige side af Lesbos, ikke langt fra kysten ved Det Ægæiske Hav, hvor man kan se over til Tyrkiet. Cirka fem kilometer nord for Mitilini, øens største by, drejer man væk fra kysten og fortsætter et par kilometer ad en snoet vej, indtil en høj, skrå fæstningsmur dukker frem mellem oliventræerne. Muren har et rustent pigtrådshegn på toppen, og der står et gammelt vagthus ved indgangen for enden af muren, hvor nogen har skrevet “No Borders No Nations” med rød grafiti. Det har engang været en militærlejr; i dag er det en transitlejr. Alle de flygtninge og migranter, som ankommer til Lesbos fra Tyrkiet og vil videre op i Europa, skal igennem Morialejren. Inde bag fæstningsmuren bliver man registreret og får udstedt et papir af det græske politi, som gør det muligt at købe en færgebillet væk fra øen, til Athen eller Kavala, hvorfra man kan rejse videre ad den såkaldte Balkanrute. Der er to veje ind i lejren, eller faktisk to lejre i lejren: en for syrere, yemenitter, eritreere, sudanesere, somaliere og palæstinensere, som kaldes syrerlejren, fordi flertallet der er syrere, og en for alle andre, som kaldes afghanerlejren, fordi afghanerne er i overtal der.

(…)

Jeg stiller mig i kø foran afghanerlejren. Min strategi er at spille ulykkelig, som én, der netop har mistet eller har måttet efterlade sine kære. Jeg anlægger en mut, trist mine, i håb om at ingen vil føle sig indbudt til at tale til mig. Jeg står cirka hundrede meter fra afspærringen, hvor en stor, kraftig afghaner i hvid vindjakke puster sig op og råber ordrer, når små grupper indimellem lukkes ind i den næste afdeling af køen. Tre mænd kontrollerer adgangen igennem hullet i hegnet til olivenlunden, hvor familier vises op til familiekøen i den modsatte ende.

Søndag 18. oktober, Morialejren, Lesbos

Så kommer jeg ind. Efter næsten to døgn i køen. Lejrkommandanten kommer selv ud og tæller, ti styk. “Please, dont push!” råber en kapo, da jeg går ud under rebet og ind gennem porten. “Go, go, go!” skynder kapoen og giver mig et skub i ryggen. Først i kø over pladsen, dernæst om bag de to barakker. “Sit down,” siger en af officererne, “keep in line!” Vi kommer ned at sidde i gruset i tre rækker. Ham den unge græker med det gyldne hår, den lede satan i sort, som tidligere på dagen sparkede en mand i skridtet, tilbyder os at låne en kuglepen til at udfylde identitetspapiret. En anden uddeler papirlapper til dem, der ikke har udfyldt et endnu. To tolke med TRANSLATOR-veste går rundt og hjælper folk, som ikke kan engelsk. Jeg får en ny papirlap og udfylder igen, denne gang med blokbogstaver. Jeg har bemærket, at de andre skriver det latinske alfabet med blokbogstaver, og er blevet bange for, at grækerne vil afsløre mig på min formskrift. Pludselig lyder der slag inde mellem de to barakker, lussinger og dybere slag, måske i mave eller mod ryg, og kommandantens stemme: “Why did you skip the line?” Flere slag, en stemme gisper. “Why did you skip the line?” Flere slag og gisp. Så kommer kommandanten ud og henvender sig til os i gruset. “You see,” siger han med sin cigaretstemme, “this is what happens, when you skip the line.” Jeg hører et par slag mere, og så kommer en ung teenager ud mellem barakkerne og skynder sig væk som et stykke undsluppet vildt, efterfulgt af to politimænd. Kommandanten afskridter geledderne og ser, at en, der sidder med ryggen mod barakken, ikke har udfyldt sit papir. “Why haven’t you filled out the paper?” råber han. “If you don’t fill out the paper, you don’t get in. No fill out, no in!” Så går han videre, men standser igen, vender sig om og råber ud over os alle sammen: “Animals!”

(…)

Politimanden kommer med vores papirer, og siger vores navne, ét efter ét. Da han kommer til Vahid, holder han papiret frem, men siger ikke noget. Ser bare på mig med et spørgende blik. Jeg ser på papiret og nikker. Jeg tager papiret ud af hånden på ham og går. Hen ad korridoren, hvor jeg vises til højre af en politimand, ned ad nogle trapper. Jeg venter et øjeblik sammen med nogle piger, som står der. “Go, go,” siger politimanden og peger på en port. Jeg skubber til porten og går ud. Det tager mindre end en time, så er jeg ude igen. Som Vahid Evazi, iraner. Hvad ville Vahid gøre nu? Sove endnu en nat i olivenlunden eller i et af UNHCR’s telte i Kara Tepe? Forsøge at finde et hotel inde i byen? Købe en færgebillet i de nye salgsboder ved indgangen til syrerlejren? Nej, han har ikke tiltro til dem, så han skynder sig ind til byen.


Kristian Husted (f. 1976) var på Lesbos i sommeren 2015, da en af de store bølger af flygtninge ankom. Tilbage i Danmark talte han med en ven, som er flygtet, og som forklarede ham, at han aldrig ville kunne forstå, hvad det vil sige at flygte. Husted besluttede at prøve at nærme sig erfaringen så meget som muligt, og tog tilbage til Grækenland for at foretage rejsen derfra til Danmark – og videre ind i det danske asylsystem – som flygtning.

Bogen er illustreret med forfatterens egne fotos og dokumenter fra rejsen.

Læs mere og bestil bogen Vahid her.