Romaner

Tre sommerromaner til dig der elsker Jojo Moyes

Jojo Moyes

Mangler du en god, rørende og medrivende roman til sommerlæsningen? Så læs med her, hvor vi anbefaler tre romaner til fans af Jojo Moyes. Alle bøger udkommer i løbet af sommeren, så du er sikret godt læsestof til ferien.

Den historiske

Var du vild med Hende du forlod af Jojo Moyes? Eller måske Lucinda Riley og Kate Mortons bøger? Så skal du læse Kvinderne på slottet af Jessica Shattuck. Det er nemlig en dramatisk beretning om livet efter Anden Verdenskrig.

Umiddelbart efter Anden Verdenskrigs afslutning vender Marianne von Schneesingen tilbage til det forfaldne slot, hvor hun før krigen afholdt store fester for den tyske overklasse. Marianne er enke efter en modstandsmand, og hun har lovet at samle andre enker efter modstandsfolk på slottet. Men Marianne opdager snart, at verden har ændret sig i en grad, hun ikke troede mulig.

Kvinderne på slottet er en fængslende og stemningsfyldt fortælling fra en af historiens mest turbulente perioder. Romanen giver et dramatisk og nuanceret portræt af krigen og dens menneskelige konsekvenser.

Bogen udkommer den 17. maj.

-> Læs bogens første kapitler her.


Den rørende

Blev du også både rørt, trist og oprevet af Jojo Moyes’ gennembrudsroman Mig før dig? Så skal du læse Det ender med os. Det er nemlig en hjerteskærende roman om, hvad der sker, når den, der elsker dig højest, også er den, der gør dig allermest ondt …

Da Lily falder for den flotte neurokirurg Ryle, er det næsten for godt til at være sandt. Hun har ikke altid haft det let, men nu ser alting lyst ud. Selvom Ryle er imod faste forhold, giver han snart efter for sine principper, og Lily er lykkelig. Men der er alligevel noget ved Ryle, der giver skår i glæden – og da Lilys ungdomskæreste Atlas en dag dukker op, trues alt, hvad Lily og Ryle har opbygget sammen.

Det ender med os er en uforglemmelig fortælling om kærlighedens ultimative pris. Bogen udkommer den 30. maj.

-> Smuglæs i bogens første sider her.

-> Forudbestil bogen her.

-> Har du læst Colleen Hoovers andre bøger? Find Forbandede kærlighed her og Måske en dag her.


Den tankevækkende

Lucy og Gabe er begge studerende i New York, da de mødes første gang d. 11. september 2001. Mens byen er i undtagelsestilstand, finder de trøst i hinanden på en dag, der forandrer deres liv – og verden – for altid. Fordi deres første møde fandt sted under så usædvanlige og dramatiske omstændigheder, er der fra start et særligt bånd mellem Lucy og Gabe. Men da Gabe forfølger en drøm om at blive krigsfotograf og rejser til Mellemøsten, og Lucy ønsker at blive i New York og arbejde med tv, må deres veje skilles. Over de følgende tretten år er de sammen og fra hinanden af flere omgange. Størstedelen af tiden er der kontinenter imellem dem, men det særlige bånd forbliver intakt. Til sidst bliver Lucy stillet overfor et svært valg. Var det skæbnen, at de i første omgang blev ført sammen? Er det det rette valg ikke at give kærligheden en chance til?

Lyset vi mistede er en roman om drømme, skæbne, jalousi, tilgivelse – og kærlighed. Om parforhold på godt og ondt. Om at turde tage en chance og satse alt. Bogen udkommer den 21. august.

 

About

LOVEBOOKS.dk er stedet for dig, der elsker kærlighedshistorier. Her samles læsere af alle slags kærlighedshistorier for at dele læseoplevelser med hinanden. Følg os på facebook, instagram og bloggen. LOVEBOOKS er en del af Lindhardt og Ringhof Forlag, og vi stræber efter at udgive og digitalisere de bedste bøger inden for romancegenren. Vi guider dig til de bedste læseoplevelser – uanset om du er til historiske dramaer, fantasy, chick-lit eller bare en god kærlighedsroman.