”Når man slår sig, skal man tælle til ti. Eller det er selvfølgelig ikke noget, man skal, men man kan, for at prøve at komme igennem smerten.”
Sådan begynder danske Stine Haynes debutroman for tween-læserne Tæl til ti om Trisha, hvis verden går i stå, da storesøsteren dør i en trafikulykke.
Savnet er stort, og sorgen er endeløs. Men da Trisha finder en top 10-liste på søsterens værelse over ting, som søsteren hadede, beslutter hun sig for at undersøge listen punkt for punkt, for på den måde at lære søsteren bedre at kende. Og for – måske – på den måde at bearbejde sorgen.
Her fortæller Stine Haynes, hvordan Tæl til ti blev klar til virkelighedens verden.
Fra drøm til virkelighed, bogstaveligt talt
Jeg drømte romanen Tæl til ti natten til søndag og blev vækket af den klokken 5 om morgenen. Planen var ellers at sove længe. For ugen havde været travl, også for travl, både fysisk og psykisk, sådan som det ofte er ved afslutninger og nye begyndelser.
Snart er jeg på vej til Mexico og mit nye skriveliv, men ikke endnu, stadig er der undervisningstimer på mit skema, og den allerede nu sindsopvækkende afsked med eleverne og hele det lille liv, vi sammen har skabt, rykker rundt i systemet og skaber uro.
Derfor prøver jeg først at vende mig om på den anden side og lukke øjnene i, klemme dem sammen, insistere på mere søvn. Men fortællingen om Trisha, som jeg netop har drømt, insisterer mere, så jeg giver op. For sent med søvnen nu, for tidligt til at stå op, kaffe først. Altid kaffe først. Og mens jeg venter på kedlen, glor jeg ud i den grå søndag morgen, over på de grå lejligheder på den anden side af den grå gård, og alle de liv, der ikke endnu er klar til at stå op. Snart er jeg på vej, men ikke endnu. Endnu er jeg her.
Og måske er det derfor, historien kom til mig på dansk og ikke på engelsk, som ellers er mit skrivesprog. Som for at prøve at knytte mig til alt det, jeg snart skal forlade, som for at finde en vej til at tage med mig, til at holde fast i det, der var og stadig er og måske kan blive.
Hun hader farvel
På det lille skrivebord i køkkenet ligger notesbøgerne allerede åbne fra arbejdet med spillefilmsmanuskriptet – på engelsk. Væggen dækket til med gule post-it notes, der alle sammen forsøger – og alle sammen ikke formår – at holde styr på plottet. Jeg griber fat om en blyant og skriver plottet til Tæl til ti ned. Sådan. Start, midte og slut. Fatter ikke hvordan plottet til historien sådan bare er på plads fra starten. Stirrer forvirret op på de mange måneders plot-arbejde på væggen, utallige grene, der breder sig, vokser vildt, og ligesom bare ikke vil knyttes sammen.
I notesbogen skriver jeg nu første kapitel, tonen er tydelig, stemmen min og ikke min, en pige, der hedder Trisha, fører an. Jeg kender ikke nogen, der hedder det, men jeg ved, hvem hun er. Og jeg er ked af, at hun netop har mistet sin søster, men glad for at jeg har drømt om en liste, der måske kan hjælpe hende igennem sorgen. Der er ti punkter på søsterens hadeliste, som Trisha finder. Jeg ved ikke endnu hvad de er, kun at Trishas eget navn står til sidst, nummer 10, som i øvrigt er mit yndlingstal, tilføjer jeg i notesbogen. Mit eget yndlingstal er 8, men allerede nu er jeg Trisha, indfanget i en verden, jeg har drømt.
Jeg kan tit huske mine drømme, og jeg er ofte vågnet op med en idé om noget, der måske kan blive til noget. Skriver den altid ned, mens jeg husker den. Nogle gange er det bare en sætning. Trishas fortælling hedder ikke endnu Tæl til ti, den hedder Nej Hat. Jeg er ikke sikker på, hvad en Nej Hat er, måske er det et punkt på søsterens liste? Sammen må Trisha og jeg undersøge, hvad punkterne betyder, sammen må vi bane os vej videre. Men ikke endnu. Snart har jeg al tid i verden til at være Trisha, men endnu er jeg Stine, og hun skal til at sige farvel. Hun hader farvel. Jeg skriver det som et punkt på listen.
Det tog mig et kort stykke ubevidst tid at drømme Tæl Til Ti natten til søndag.
Det tog mig 2 måneder at skrive den ned (4 timer dagligt – 3,5 A4 side per kapitel).
Og det tog os 1,5 år at redigere den.
Nu er den klar til virkelighedens verden.
Tæl til ti
Da Trishas storesøster dør i en trafikulykke, går verden i stå. Trishas redning bliver en seddel, hun finder på søsterens værelse, en top 10 over ting, søsteren hadede. Trisha beslutter at undersøge listen og på den måde lære sin søster bedre at kende. Men kan man lære nogen at kende efter deres død? Og vil det hjælpe Trisha med selv at vende tilbage til livet og en ny hverdag?
Tæl til ti er både barsk og sart, men også varm og med kærlig humor. Det er en livsbekræftende fortælling om at komme igennem et stort tab på sin egen måde.
Du kan finde Tæl til ti her eller tage et kig i den gratis læseprøve her.
Stine Haynes(f. 1977)tilbringer det meste af året i en lille surf-by i Mexico, hvorfra hun skriver romaner på dansk, filmmanuskripter på engelsk og oversætter danske dokumentarfilm.
”Når man slår sig, skal man tælle til ti. Eller det er selvfølgelig ikke noget, man skal, men man kan, for at prøve at komme igennem smerten.”
Sådan begynder danske Stine Haynes debutroman for tween-læserne Tæl til ti om Trisha, hvis verden går i stå, da storesøsteren dør i en trafikulykke.
Savnet er stort, og sorgen er endeløs. Men da Trisha finder en top 10-liste på søsterens værelse over ting, som søsteren hadede, beslutter hun sig for at undersøge listen punkt for punkt, for på den måde at lære søsteren bedre at kende. Og for – måske – på den måde at bearbejde sorgen.
Her fortæller Stine Haynes, hvordan Tæl til ti blev klar til virkelighedens verden.
Fra drøm til virkelighed, bogstaveligt talt
Jeg drømte romanen Tæl til ti natten til søndag og blev vækket af den klokken 5 om morgenen. Planen var ellers at sove længe. For ugen havde været travl, også for travl, både fysisk og psykisk, sådan som det ofte er ved afslutninger og nye begyndelser.
Snart er jeg på vej til Mexico og mit nye skriveliv, men ikke endnu, stadig er der undervisningstimer på mit skema, og den allerede nu sindsopvækkende afsked med eleverne og hele det lille liv, vi sammen har skabt, rykker rundt i systemet og skaber uro.
Derfor prøver jeg først at vende mig om på den anden side og lukke øjnene i, klemme dem sammen, insistere på mere søvn. Men fortællingen om Trisha, som jeg netop har drømt, insisterer mere, så jeg giver op. For sent med søvnen nu, for tidligt til at stå op, kaffe først. Altid kaffe først. Og mens jeg venter på kedlen, glor jeg ud i den grå søndag morgen, over på de grå lejligheder på den anden side af den grå gård, og alle de liv, der ikke endnu er klar til at stå op. Snart er jeg på vej, men ikke endnu. Endnu er jeg her.
Og måske er det derfor, historien kom til mig på dansk og ikke på engelsk, som ellers er mit skrivesprog. Som for at prøve at knytte mig til alt det, jeg snart skal forlade, som for at finde en vej til at tage med mig, til at holde fast i det, der var og stadig er og måske kan blive.
Hun hader farvel
På det lille skrivebord i køkkenet ligger notesbøgerne allerede åbne fra arbejdet med spillefilmsmanuskriptet – på engelsk. Væggen dækket til med gule post-it notes, der alle sammen forsøger – og alle sammen ikke formår – at holde styr på plottet. Jeg griber fat om en blyant og skriver plottet til Tæl til ti ned. Sådan. Start, midte og slut. Fatter ikke hvordan plottet til historien sådan bare er på plads fra starten. Stirrer forvirret op på de mange måneders plot-arbejde på væggen, utallige grene, der breder sig, vokser vildt, og ligesom bare ikke vil knyttes sammen.
I notesbogen skriver jeg nu første kapitel, tonen er tydelig, stemmen min og ikke min, en pige, der hedder Trisha, fører an. Jeg kender ikke nogen, der hedder det, men jeg ved, hvem hun er. Og jeg er ked af, at hun netop har mistet sin søster, men glad for at jeg har drømt om en liste, der måske kan hjælpe hende igennem sorgen. Der er ti punkter på søsterens hadeliste, som Trisha finder. Jeg ved ikke endnu hvad de er, kun at Trishas eget navn står til sidst, nummer 10, som i øvrigt er mit yndlingstal, tilføjer jeg i notesbogen. Mit eget yndlingstal er 8, men allerede nu er jeg Trisha, indfanget i en verden, jeg har drømt.
Jeg kan tit huske mine drømme, og jeg er ofte vågnet op med en idé om noget, der måske kan blive til noget. Skriver den altid ned, mens jeg husker den. Nogle gange er det bare en sætning. Trishas fortælling hedder ikke endnu Tæl til ti, den hedder Nej Hat. Jeg er ikke sikker på, hvad en Nej Hat er, måske er det et punkt på søsterens liste? Sammen må Trisha og jeg undersøge, hvad punkterne betyder, sammen må vi bane os vej videre. Men ikke endnu. Snart har jeg al tid i verden til at være Trisha, men endnu er jeg Stine, og hun skal til at sige farvel. Hun hader farvel. Jeg skriver det som et punkt på listen.
Det tog mig et kort stykke ubevidst tid at drømme Tæl Til Ti natten til søndag.
Det tog mig 2 måneder at skrive den ned (4 timer dagligt – 3,5 A4 side per kapitel).
Og det tog os 1,5 år at redigere den.
Nu er den klar til virkelighedens verden.
Tæl til ti
Da Trishas storesøster dør i en trafikulykke, går verden i stå. Trishas redning bliver en seddel, hun finder på søsterens værelse, en top 10 over ting, søsteren hadede. Trisha beslutter at undersøge listen og på den måde lære sin søster bedre at kende. Men kan man lære nogen at kende efter deres død? Og vil det hjælpe Trisha med selv at vende tilbage til livet og en ny hverdag?
Tæl til ti er både barsk og sart, men også varm og med kærlig humor. Det er en livsbekræftende fortælling om at komme igennem et stort tab på sin egen måde.
Du kan finde Tæl til ti her eller tage et kig i den gratis læseprøve her.
Arbejder du professionelt med litteratur til børn og unge? Du kan finde et gratis undervisningsforløb til Til til ti her
Om Stine Haynes
Stine Haynes (f. 1977) tilbringer det meste af året i en lille surf-by i Mexico, hvorfra hun skriver romaner på dansk, filmmanuskripter på engelsk og oversætter danske dokumentarfilm.
Du kan følge Stine på Facebook her.
Andre læste også: