Børnebøger Carlsen

Supersaurus: Læs bogen, men læg ikke mobilen for langt væk

Forestil dig en blanding af Tintin, Indiana Jones og Jurrasic Park samlet i en og samme børnebog. Så har man altså en pænt spændende bog til børn, der kan lide fart over feltet. “Det er simpelthen et vildt fedt univers”, siger forlagschef for Carlsen Christian Bach om Supersaurus-serien, som forlaget netop har udgivet første bind af – og der er fem mere på vej.

Supersaurus – Raptorer i paradis

I første bog, Raptorer i paradis, møder vi hovedpersonen 13-årige Bea Kingsley, der er forældreløs og vild med eventyr, ligesom den bedstemor, hun vokser op hos. Og Beas verden byder på ret mange eventyr, for her er dinosaurerne ikke uddøde, men lever side om side med menneskene. Det er selvsagt ikke uproblematisk. Handlingen foregår mellem første og anden verdenskrig og er en blanding af rigtige historiske begivenheder tilsat videnskabelige opdagelser og ægte historiske personer sat i en fiktiv ramme, hvor dinosaurerne tramper rundt i kulissen. Bøgerne sender læseren hele verden rundt: vi begynder i Indonesien, og skal i de senere bind til Afrika, det amerikanske midt-vesten, ud i junglen i Mexico, Japan og til Europa.

Adventure til både drenge og piger

Til børnebogmessen i Bologna i 2016 var Supersaurus-serien den mest eftertragtede titel, og rettighederne endte i en budrunde, hvor flere danske forlag bød på retten til at udgive bøgerne på det danske marked. Carlsen vandt, og det er man naturligvis glade for. “Det her er den store fortælling, der både har appel til piger og drenge, og så er det vaskeægte adventure”, siger Christian Bach begejstret.

Forfatteren Jay Jay Burridge er lidt af en nørd, der allerede som 3-årig fik sit første modellervoks og siden har leget videre og taget en uddannelse som skulptør. Derudover har han lavet børne-tv på BBC, udsmykket en dino-diner for Jamie Oliver og brugt 3 år på at bygge historien op og lave det visuelle univers i Supersaurus-serien.

Læs og spil videre bagefter

Sammen med bogen følger også en app, hvor man med sin telefon kan få bogens illustrationer til springe ud af siderne, og man kan spille et Supersaurus-spil, når bogens sider er fortæret, og man gerne vil have mere. ”App’en er en fin undskyldning for ikke at lægge sin telefon væk, når man læser, men det er også vigtigt samtidigt at sige, at bogen sagtens kan stå alene og er et værk i egen ret”, påpeger Christian Bach, der glæder sig til næste bind i serien, som er planlagt til at komme i foråret 2018.

Køb bogen i din boghandel eller køb den lige her 

 Supersaurus, bøger til tweens, supersaurus – raptorer i paradis, jay jay burridge

 

Jeg arbejder i presseafdelingen, hvor jeg har den fornøjelse at sørge for, at pressen og læserne bliver opmærksomme på de bøger, som forlaget udgiver. Det var vist Troldepus, der var min første litterære forelskelse og siden har der været mange andre, og det bliver bare ved. Jeg har læst dansk litteratur på Københavns Universitet og er siden havnet i forlagsbranchen, hvilket er dejligt og rigtigt.