Oplev nogle af de største teaterpersonligheder og få en enestående mulighed for at komme tæt på Det Kongelige Teaters drama, pragt og eventyrlige atmosfære! Tag med på en rejse ind til mennesket bag masken og myterne i selskab med feterede divaer, berømte skuespillere, teaterhistorikere og dramatikere.
Skrevet af: Tina Møller Larsen
Holberg og begyndelsen på en dansk teatertradition
Det er næsten umuligt at nævne Det Kongelige Teater uden at tænke på Ludvig Holberg, som sidder på sin irrede sokkel foran teatrets gamle scene på Kongens Nytorv i København. Holberg er en stor repræsentant for 1700-tallets oplysningstid og udbreder sine tanker til et stort publikum. Hidtil har teatret været forbeholdt adlen og kongen og er mest udbredt som franske komedier og operaer fra Tyskland og Italien. Holberg har med sine komedier en langt større rækkevidde og får, i kraft af sin satire, folk til at le. På den måde når han ud til den voksende borgerstand med sine på én og samme tid moralske og opdragende stykker.
Holberg er om nogen symbol på starten af dansk teatertradition og er især kendt for skuespillene ”Jeppe på bjerget” og ”Erasmus Montanus”. Komedien “Jeppe på Bjerget” fra 1722 handler om en fattig bonde, som udsættes for en grov spøg af den lokale baron. I skuespillet “Erasmus Montanus” vender den simple bondesøn hjem fra København som en lærd mand. Han hævder, at jorden er rund i stedet for flad og sætter dermed kristendommen i et nyt lys. Det betyder, at han pludselig bliver set på med meget kritiske øjne i sin hjemstavn. I værkerne ironiserer Holberg underfundigt over tidens filosofiske og vanskelige spørgsmål om ligestilling, ytringsfrihed og menneskerettigheder. Holberg er dramatiker i en overgangstid, hvor meget er under forandring, og en af hans styrker er, at han er i konstant dialog med sin samtid.
Guldalderdivaer og celebre teaterdirektører
Den store skuespillerinde i dansk teaters guldalder er Johanne Louise Heiberg. I perioden 1826 – 1864 er hun den førende diva på Det Kongelige Teater og sammen med sin mand, forfatteren Johan Ludvig Heiberg, udgør de datidens mest celebre og kendte par.
Men for dem begge starter livet både dramatisk og tragisk. Da Johan Ludvig Heiberg er otte år, går hans far i landflygtighed og Heibergs forældre bliver skilt efter store ægteskabelige problemer. Sønnen bliver taget fra moderen og vokser op hos en søster. For Johanne Louise Heiberg foregår opvæksten i et hjem præget af fattigdom, alkoholisme og social nød.
Den 21 år ældre Johan Ludvig Heiberg bliver en af sin tids betydeligste kulturpersonligheder og chef for Det Kongelige Teater fra 1849 til 1856. Han er produktiv både som digter, dramatiker, kritiker og tidsskriftsredaktør. I udgivelsen af Johan Ludvig Heibergs “Breve og aktstykker 1-5” åbnes for en væsentlig kilde til kunstneres liv, samtid og produktion.
Ved siden af skuespillerkarrieren er Johanne Louise Heiberg, ligesom sin mand, også forfatter og dramatiker. I 1882 udgiver hun det bemærkelsesværdige værk med sine svigerforældre Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourgs brevveksling. Det er en dramatisk fortælling om en stormende forelskelse, om kærlighed og lidenskab mellem to stærke personligheder, der ender med skilsmisse. Samtidig er det et stykke interessant danmarkshistorie fra oplysningstiden til romantikken.
Johanne Luise Heibergs modsætning, men også en af sin tids mest kendte skuespillerinder ansat ved Det Kongelige Teater fra 1843 – 1875 er Julie Sødring. I modsætning til skuespilkollegaen Johanne Louise Heiberg er Sødring født ind i miljøet og vokser op i en skuespillerfamilie. Interessen for dramatik og kunstnerisk optræden begynder tidligt i opvæksten, og hun lærer meget om scenekunsten ved at iagttage tidens store forbilleder i teaterverdenen. I erindringsværket ”Erindringer” får vi den intime og personlige beretning om livet og arbejdet bag og på scenen. Erindringerne fortælles levende og intenst til sønnen, juristen M. F. Sødring og udkommer efter Julie Sødrings død i 1894. De er et personligt tilbageblik på oplevelser, der har betydet noget særligt og rummer store følelser af glæde, sorg, lykke og smerte.
Teaterpædagog på elevskolen og diktionens mester
Enegængeren i dansk teater må siges at være skuespilleren Peter Jerndorff ( 1842 – 1926), hvis usædvanlige diktion gør ham til en helt speciel skuespiller. Der er skuespillere, som bliver anset for at være langt større stjerner, men fordi Jerndorff er så stor en teknisk kunstner, nyder han meget stor anerkendelse. Også hans baggrund adskiller sig fra de fleste andre af samtidens skuespillere. Jerndorff er uddannet læge og deltager i krigen i 1864. Ved krigens afslutning udnævnes han til løjtnant.
I 1890 kommer Peter Jerndorff til nationalscenen som skuespiller på Det Kongelige Teater. Han udmærker sig hurtigt ved skønheden og stilen i sin beherskelse af det danske sprog og oparbejder et stort og rigt repertoire. Publikum ser ham i det nye naturalistiske teater hos Ibsen i ”Et dukkehjem” (1880) og ”Gengangere” (1894). I sin egenskab af lærer ved elevskolen fra 1886 præger han de kommende generationer af skuespillere, som får indsigt i den eminente og elegante sprogbehandling. Peter Jerndorff er en klassisk skuespiller med en forfinet kulturel dannelse og høje idealer.
Jerndorff har i værket ”Om oplæsning: Kortfattet vejledning til undervisningsbrug og selvstudium” beskrevet sine metoder og videregiver generøst sine mange års erfaringer som kongelig skuespiller. For den bedrift kan man kalde ham diktionens mester. Som et supplement har Jerndorff skrevet sine erindringer, der i teatrets atmosfære tegner et meget levende billede af en stor og vidtfavnende kunstner.
Dramatiker som peger ind i samtiden
En af dansk teaters helt store dramatikere er Henri Nathansen, som i 1943 flygter til Sverige og året efter begår selvmord på et hotel i Lund. Nathansen er ud af en jødisk familie og efterlader sig et forfatterskab, der kan betegnes som klassisk. Værket ”Indenfor murerne” er optaget i Kulturministeriets kulturkanon for scenekunst i 2006. Nathansen værker peger ind i samtiden og har stadig meget at sige med deres store psykologiske og eksistentielle kraft.
Henri Nathansen er eminent til at tegne litterære portrætter og skriver med stor indsigt og sympati, som bygger på egne oplevelser. Blandt andet har han skrevet værket ”Georg Brandes – et portræt” om det moderne gennembruds fader. Teaterinstruktør og forfatter William Bloch (1845 – 1926) er også en af de store kulturpersonligheder og kendisser på den københavnske kunstscene, som Nathansen skildrer.
Personligt tilbageblik hos berømthederne Elith Reumert og Ebbe Rode
Skuespillerne Elith Reumert og Ebbe Rode lægger maskerne fra sig i deres personlige tilbageblik, erindringer og selvbiografiske fortællinger. Elith Reumert fortæller levende og medrivende om sin opvækst og om, hvordan interessen for teater opstod. Sit gennembrud på den danske teaterscene beskriver han i biografien ”Fra livet og teatret: barndom og ungdom”. Mest kendt er Reumert nok for sin folkekære komedie ”Nøddebo Præstegård”, som han selv dramatiserer og spiller hovedrollen i.
Ebbe Rodes betydning i dansk teater kan næppe overvurderes. Med sin indtræden på Det Kongelige Teaters scene i 1932 positionerer han sig hurtig i fremtrædende roller. Han skriver sig ind i en ny og moderne spillestil, som vækker stor interesse og beundring hos publikum. I de tre erindringsbøger ”Troldguld”, ”Lys badet i skygger” og ”I strid medvind” kommer vi ind på mennesket bag myten, filmstjernen og berømmelsen. Det er fortællingen om en stor kunstner og hans karriere, om omgangen med tidens berømtheder, ægteskaberne med Bodil Kjer og Helle Virkner og om hans store humanistiske engagement.
Ebbe Rode bringer i bogen ”I strid medvind ” en omfattende brevudveksling med store stjerner som f.eks. Ingrid Bergman og Liva Weel. Bøgerne er et skatkammer af historier om privatmennesket og scenekunstneren Ebbe Rode med et stort og fascinerende persongalleri.
Sløjfen bindes
Teaterhistorikeren Robert Neiiendam rammer hele fortællingen om Det Kongelige Teaters historie fra 1874 – 1922 ind og binder således sløjfen med sit hovedværk. Neiiendam bliver uddannet boghandler. Men teatret trækker, og han får sin chance, da han får mulighed for at læse op for Herman Bang, som er instruktør på Folketeatret. I 1899 får han sin første rolle. Han bliver gift med skuespiller Sigrid Neiiendam (1868-1955), som også er tilknyttet Folketeatret, i 1907. Neiiendam er med sin omfattende og gennemresearchede viden om teatrets historie en kapacitet på området og fortæller med indgående kendskab om opførelser og skuespillere gennem tiden. Læs, hans værk, hvis du vil vide mere om livet på scenen og bag.
Oplev nogle af de største teaterpersonligheder og få en enestående mulighed for at komme tæt på Det Kongelige Teaters drama, pragt og eventyrlige atmosfære! Tag med på en rejse ind til mennesket bag masken og myterne i selskab med feterede divaer, berømte skuespillere, teaterhistorikere og dramatikere.
Skrevet af: Tina Møller Larsen
Holberg og begyndelsen på en dansk teatertradition
Det er næsten umuligt at nævne Det Kongelige Teater uden at tænke på Ludvig Holberg, som sidder på sin irrede sokkel foran teatrets gamle scene på Kongens Nytorv i København. Holberg er en stor repræsentant for 1700-tallets oplysningstid og udbreder sine tanker til et stort publikum. Hidtil har teatret været forbeholdt adlen og kongen og er mest udbredt som franske komedier og operaer fra Tyskland og Italien. Holberg har med sine komedier en langt større rækkevidde og får, i kraft af sin satire, folk til at le. På den måde når han ud til den voksende borgerstand med sine på én og samme tid moralske og opdragende stykker.
Holberg er om nogen symbol på starten af dansk teatertradition og er især kendt for skuespillene ”Jeppe på bjerget” og ”Erasmus Montanus”. Komedien “Jeppe på Bjerget” fra 1722 handler om en fattig bonde, som udsættes for en grov spøg af den lokale baron. I skuespillet “Erasmus Montanus” vender den simple bondesøn hjem fra København som en lærd mand. Han hævder, at jorden er rund i stedet for flad og sætter dermed kristendommen i et nyt lys. Det betyder, at han pludselig bliver set på med meget kritiske øjne i sin hjemstavn. I værkerne ironiserer Holberg underfundigt over tidens filosofiske og vanskelige spørgsmål om ligestilling, ytringsfrihed og menneskerettigheder. Holberg er dramatiker i en overgangstid, hvor meget er under forandring, og en af hans styrker er, at han er i konstant dialog med sin samtid.
Guldalderdivaer og celebre teaterdirektører
Den store skuespillerinde i dansk teaters guldalder er Johanne Louise Heiberg. I perioden 1826 – 1864 er hun den førende diva på Det Kongelige Teater og sammen med sin mand, forfatteren Johan Ludvig Heiberg, udgør de datidens mest celebre og kendte par.
Men for dem begge starter livet både dramatisk og tragisk. Da Johan Ludvig Heiberg er otte år, går hans far i landflygtighed og Heibergs forældre bliver skilt efter store ægteskabelige problemer. Sønnen bliver taget fra moderen og vokser op hos en søster. For Johanne Louise Heiberg foregår opvæksten i et hjem præget af fattigdom, alkoholisme og social nød.
Den 21 år ældre Johan Ludvig Heiberg bliver en af sin tids betydeligste kulturpersonligheder og chef for Det Kongelige Teater fra 1849 til 1856. Han er produktiv både som digter, dramatiker, kritiker og tidsskriftsredaktør. I udgivelsen af Johan Ludvig Heibergs “Breve og aktstykker 1-5” åbnes for en væsentlig kilde til kunstneres liv, samtid og produktion.
Ved siden af skuespillerkarrieren er Johanne Louise Heiberg, ligesom sin mand, også forfatter og dramatiker. I 1882 udgiver hun det bemærkelsesværdige værk med sine svigerforældre Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourgs brevveksling. Det er en dramatisk fortælling om en stormende forelskelse, om kærlighed og lidenskab mellem to stærke personligheder, der ender med skilsmisse. Samtidig er det et stykke interessant danmarkshistorie fra oplysningstiden til romantikken.
Johanne Luise Heibergs modsætning, men også en af sin tids mest kendte skuespillerinder ansat ved Det Kongelige Teater fra 1843 – 1875 er Julie Sødring. I modsætning til skuespilkollegaen Johanne Louise Heiberg er Sødring født ind i miljøet og vokser op i en skuespillerfamilie. Interessen for dramatik og kunstnerisk optræden begynder tidligt i opvæksten, og hun lærer meget om scenekunsten ved at iagttage tidens store forbilleder i teaterverdenen. I erindringsværket ”Erindringer” får vi den intime og personlige beretning om livet og arbejdet bag og på scenen. Erindringerne fortælles levende og intenst til sønnen, juristen M. F. Sødring og udkommer efter Julie Sødrings død i 1894. De er et personligt tilbageblik på oplevelser, der har betydet noget særligt og rummer store følelser af glæde, sorg, lykke og smerte.
Teaterpædagog på elevskolen og diktionens mester
Enegængeren i dansk teater må siges at være skuespilleren Peter Jerndorff ( 1842 – 1926), hvis usædvanlige diktion gør ham til en helt speciel skuespiller. Der er skuespillere, som bliver anset for at være langt større stjerner, men fordi Jerndorff er så stor en teknisk kunstner, nyder han meget stor anerkendelse. Også hans baggrund adskiller sig fra de fleste andre af samtidens skuespillere. Jerndorff er uddannet læge og deltager i krigen i 1864. Ved krigens afslutning udnævnes han til løjtnant.
I 1890 kommer Peter Jerndorff til nationalscenen som skuespiller på Det Kongelige Teater. Han udmærker sig hurtigt ved skønheden og stilen i sin beherskelse af det danske sprog og oparbejder et stort og rigt repertoire. Publikum ser ham i det nye naturalistiske teater hos Ibsen i ”Et dukkehjem” (1880) og ”Gengangere” (1894). I sin egenskab af lærer ved elevskolen fra 1886 præger han de kommende generationer af skuespillere, som får indsigt i den eminente og elegante sprogbehandling. Peter Jerndorff er en klassisk skuespiller med en forfinet kulturel dannelse og høje idealer.
Jerndorff har i værket ”Om oplæsning: Kortfattet vejledning til undervisningsbrug og selvstudium” beskrevet sine metoder og videregiver generøst sine mange års erfaringer som kongelig skuespiller. For den bedrift kan man kalde ham diktionens mester. Som et supplement har Jerndorff skrevet sine erindringer, der i teatrets atmosfære tegner et meget levende billede af en stor og vidtfavnende kunstner.
Dramatiker som peger ind i samtiden
En af dansk teaters helt store dramatikere er Henri Nathansen, som i 1943 flygter til Sverige og året efter begår selvmord på et hotel i Lund. Nathansen er ud af en jødisk familie og efterlader sig et forfatterskab, der kan betegnes som klassisk. Værket ”Indenfor murerne” er optaget i Kulturministeriets kulturkanon for scenekunst i 2006. Nathansen værker peger ind i samtiden og har stadig meget at sige med deres store psykologiske og eksistentielle kraft.
Henri Nathansen er eminent til at tegne litterære portrætter og skriver med stor indsigt og sympati, som bygger på egne oplevelser. Blandt andet har han skrevet værket ”Georg Brandes – et portræt” om det moderne gennembruds fader. Teaterinstruktør og forfatter William Bloch (1845 – 1926) er også en af de store kulturpersonligheder og kendisser på den københavnske kunstscene, som Nathansen skildrer.
Personligt tilbageblik hos berømthederne Elith Reumert og Ebbe Rode
Skuespillerne Elith Reumert og Ebbe Rode lægger maskerne fra sig i deres personlige tilbageblik, erindringer og selvbiografiske fortællinger. Elith Reumert fortæller levende og medrivende om sin opvækst og om, hvordan interessen for teater opstod. Sit gennembrud på den danske teaterscene beskriver han i biografien ”Fra livet og teatret: barndom og ungdom”. Mest kendt er Reumert nok for sin folkekære komedie ”Nøddebo Præstegård”, som han selv dramatiserer og spiller hovedrollen i.
Ebbe Rodes betydning i dansk teater kan næppe overvurderes. Med sin indtræden på Det Kongelige Teaters scene i 1932 positionerer han sig hurtig i fremtrædende roller. Han skriver sig ind i en ny og moderne spillestil, som vækker stor interesse og beundring hos publikum. I de tre erindringsbøger ”Troldguld”, ”Lys badet i skygger” og ”I strid medvind” kommer vi ind på mennesket bag myten, filmstjernen og berømmelsen. Det er fortællingen om en stor kunstner og hans karriere, om omgangen med tidens berømtheder, ægteskaberne med Bodil Kjer og Helle Virkner og om hans store humanistiske engagement.
Ebbe Rode bringer i bogen ”I strid medvind ” en omfattende brevudveksling med store stjerner som f.eks. Ingrid Bergman og Liva Weel. Bøgerne er et skatkammer af historier om privatmennesket og scenekunstneren Ebbe Rode med et stort og fascinerende persongalleri.
Sløjfen bindes
Teaterhistorikeren Robert Neiiendam rammer hele fortællingen om Det Kongelige Teaters historie fra 1874 – 1922 ind og binder således sløjfen med sit hovedværk. Neiiendam bliver uddannet boghandler. Men teatret trækker, og han får sin chance, da han får mulighed for at læse op for Herman Bang, som er instruktør på Folketeatret. I 1899 får han sin første rolle. Han bliver gift med skuespiller Sigrid Neiiendam (1868-1955), som også er tilknyttet Folketeatret, i 1907. Neiiendam er med sin omfattende og gennemresearchede viden om teatrets historie en kapacitet på området og fortæller med indgående kendskab om opførelser og skuespillere gennem tiden. Læs, hans værk, hvis du vil vide mere om livet på scenen og bag.
Andre læste også: