Bøger til teens Børnebøger Carlsen

Stine Haynes: Læs på livet løs!

tæl til ti, stine haynes, at læse, læsning

Af Stine Haynes, forfatter til “Tæl til ti”

 

Læs på livet løs. Læs i sommerferien, hvor der er tid til fordybelse, læs i de mørke vinteraftener, som ligger foran os, bare læs, læs for Guds skyld. Selv om Gud lige netop ikke har noget med sagen at gøre, for læsning går bagom og ud over det hele – religion, politik, økonomi, ja endda tid – for læsning handler om det at være menneske, og det helt uanset og på trods af alt det andet.

I arbejdet med min første roman, Tæl til ti, gjorde jeg mig indgående tanker og overvejelser om ’målgruppen’, og disse tanker førte mig tilbage til mine egne første læseoplevelser.

At blive læst for (I)

Højtlæsning er den første form for læseoplevelse, vi bliver udsat for. Vi kan ikke selv læse, hvad der står på siderne endnu, men vi lytter til den erfarne læser, til stemmen og til stemningen i teksten, som den præsenteres for os igennem en anden. Når min farmor var på besøg, skulle der læses og siddes på skødet. Der er bare det ved det, at min farmor var norsk. Og selv efter 25 år i Danmark, talte hun bestemt ikke dansk, og dermed gjorde karaktererne i alle mine yndlingsbøger så pludselig heller ikke det. Jeg græd i frustration, men tricket blev så, at hun læste andre bøger, ikke-helt-så-yndlings, og hvor det ikke gjorde helt-så-meget, ja, faktisk kunne ret kedelige bøger blive sjove, endda, hvis bare de blev læst højt på norsk. Og på den måde blev sproget en finurlig ting, noget jeg lagde mærke til, og sjælen voksede ved tankerne derom: Farmor gik badet og altså ikke i bad som os andre, selvom handlingen i sig selv var helt den samme.

At blive læst for (II)

En eftermiddag fik min mor et opkald fra den fritidsklub, jeg gik i. De var bekymrede. Hvad har hun nu gjort? Spurgte min mor, for jeg havde tit en finger med i spillet. Ikke noget, svarede de, det er det, der er bekymrende. Hun tilbringer hver eftermiddag i systuen, hvor hun sidder alene. Og syer? Spurgte min mor forundret. Nej, perler! Det var virkelig meget mystisk, for den eneste stilleaktivitet hun selv kunne få mig til var stearin-dryp, fordi det var noget med ild og noget med at se det smeltende fra lyset blive stift i mødet med det kolde vand. Næste eftermiddag kom min mor for at tjekke – og dér sad jeg rigtigt nok og perlede. Totalt og aldeles alene – og helt optaget af de historier, der fyldte rummet med magi. Historier der dengang kunne fås på kassettebånd, og når der kom en særlig lyd skulle man bladre i den bog, der fulgte med. Det havde ikke noget at gøre med perler.

At læse selv (I)

Og så kom tiden med at læse skilte. Hvis det var lange ord , skulle man være hurtig før forbifarten tog én med videre. Og fordi begavelsesforeningen lå på Usserødkongevej, som var en vej vi næsten altid skulle ned ad, havde jeg læst skiltet mindst 100 gange før. Men måske var det først for nyligt, jeg havde lært at begavet var det samme som klog, mere eller mindre, og at en forening var noget man kunne blive medlem af, så jeg nu kunne spørge min mor om, hvad det var for en slags folk, der blev medlem af sådan en forening? ”De døde,” grinede min mor. Skiltet var nemlig ’begravelsesforretning,’ så r’erne har nok været svære for mig at få med i forbifarten. Det fik mig til at tænke på at ligegyldigt hvor klog eller begavet man nu var – og ligegyldigt hvor mange foreninger man så meldte sig ind i – måtte alle forbi begravelsesforretningen til sidst. (At det ikke er de døde selv, der køber de kister, de skal ned i, tænkte jeg ikke på lige dér.)

At læse selv (II)

På et tidspunkt umiddelbart efter, begyndte jeg selv at læse. Hvad jeg læste var ikke så vigtigt, det vigtigste var, at jeg kunne. Det var sjovt og det var svært og det var et redskab. Først senere blev jeg grebet at selve det, jeg læste. Jeg kunne læse om det, der interesserede mig, på det tidspunkt mest heste. Det var indlagt i skemaet, at vi skulle på biblioteket, og der var en form for konkurrence om at læse meget, at læse noget der var svært og lige på grænsen. Jeg husker voksne sige ’den er du nok ikke helt klar til endnu’.

På et tidspunkt omkring 10 års alderen fik jeg fingrene i ’Outsideren’ af Susan Hinton. Det var en af de bøger, der blev stemplet ’den er du nok ikke helt klar til endnu.’ Alligevel forelskede jeg mig fuldstændigt i den bog. I den var der et digt, på engelsk, som jeg ikke forstod hvad betød. Alligevel forstod jeg det, for ordene og rytmen fik mig til at føle noget, måske noget genkendeligt, måske noget nyt. Jeg besluttede mig for at lære digtet uden ad. Og for at kunne det hele livet. Og med tiden forstod jeg også, hvad det betød. Men det vigtigste var at jeg kunne holde fast i det, at det ikke ville forsvinde, at det ville være hos mig for evigt.

Robert Franks digt, som er gengivet i bogen Outsideren:

Nature’s first green is gold,

Her hardest hue to hold.

Her early leaf’s a flower;

But only so an hour.

Then leaf subsides to leaf.

So Eden sank to grief,

So dawn goes down to day.

Nothing gold can stay.

Da jeg havde læst Outsideren for tredje gang i træk, foreslog min mor at jeg fandt andre bøger af samme forfatter. Det koncept forstod jeg ikke. Jo, forklarede hun, måske vil du også kunne lide andre af hendes bøger. Det tænkte jeg meget over, for hvorfor skulle jeg kunne det? Det viste sig imidlertid at Sidste år er længe siden af samme forfatter også ramte plet. Foruden sidste kapitel. Faktisk blev jeg så oprørt over at den endte ’forkert,’ at jeg rev sidste kapitel ud af biblioteksbogen og omskrev det, indtil jeg igen var glad for historien. Og selvom vi måtte betale for bogen, som nu var helt ødelagt for alle andre, blev min mor ikke sur. Dengang forstod jeg ikke hvorfor, for da jeg var kommet ud af rusen og igen befandt mig i virkeligheden, kunne jeg godt se, at det var noget mærkeligt noget at gøre, måske på grænsen til hærværk.

Alene – sammen

Siden da tusindvis af læseoplevelser. Jeg oplevede at genlæse en bog, som ikke betød noget for mig, umiddelbart, men som så pludselig ved genlæsning gik lige ind. I takt med at livet leves, formes et erfaringsgrundlag som gør det muligt at forstå noget, man ikke gjorde tidligere. Men det måske mest magiske ved læsning er, at man faktisk alene gennem andres historier også får et større eget erfaringslag. En af læsningens absolut største forcer handler om, at det er muligt at læse noget nogen engang har følt og som man genkender i sig selv. Men måske endnu vildere er det at læse noget, man aldrig selv har følt, men så at føle det lidt alligevel, på en måde, gennem en andens oplevelse.


Stine Haynes (f. 1977) tilbringer det meste af året i en lille surf-by i Mexico, hvorfra hun skriver romaner på dansk, filmmanuskripter på engelsk og oversætter danske dokumentarfilm. Hun debuterede i efteråret 2017 med romanen “Tæl til ti” på forlaget Carlsen.

Læs mere om Stine og hendes roman her.