Krimi

Steffen Jacobsen aktuel med spændende krimi i Trofæ-serien. Smuglæs i Ghostwriter her

Ville du risikere 405 milliarder dollars og dit liv for at fortælle sandheden?

Ghostwriter, Steffen Jacobsen, krimi, spændende krimi, Michael Sander, trofæDet vil Frank Linden, direktør for et af verdens førende medicinalfirmaer, i den nye spændende krimi Ghostwriter af Steffen Jacobsen. Stærke kræfter i medicinalindustrien ønsker imidlertid ikke, at deres hemmeligheder slipper ud, og derfor må Frank Linden bøde med sit liv. Samme triste skæbne overgår også den ghostwriter, som skulle skrive Frank Lindens biografi.

Læs også: ”Som læge har jeg set voldelig død i alle dens afskygninger – det har jeg brugt i mine bøger”. Steffen Jacobsen om Ghostwriter

Det hårdtslående makkerpar Lene Jensen og Michael Sander sættes til at opklare sagen. Det viser sig dog snart, at Michael Sander måske ikke er så uskyldig, som han giver sig ud for at være.

Ghostwriter er højspændt drama og femte selvstændige bind i krimiserien om Lene Jensen og Michael Sander, som begyndte med bestselleren Trofæ.

Du finde Ghostwriter af Steffen Jacobsen online her eller købe den i din lokale boghandel fra den 9. november.

 

Steffen Jacobsen

Ghostwriter

 

Anna & Frank Lindens sommerresidens, Vedersølund Jyllands vestkyst – mandag 27. august 2018

Morgensolen ramte fyrretræerne og drev deres savtakkede skygger over store, velplejede plæner, hen mod avlsbygningerne og videre mod vest, indtil de klatrede over og indtog herregårdens hvide mure.

Efter endnu en søvnløs nat var Frank Linden stået op med solen. Han havde taget et varmt, lindrende karbad og havde klædt sig på med stor omhu: snehvid skjorte, et blåt silkeslips fra Hermès, blanke, sorte sko og et mørkegråt jakkesæt fra Bond Street. Han var overbevist om, at denne dag blev hans sidste, og han havde til hensigt at møde den så velklædt som muligt.

Den før så spændstige mand var nu krumbøjet over en evindelig smerte i mellemgulvet. Undervejs havde en læge fortalt ham, at man kunne vænne sig til kroniske smerter.

Det var ikke sandt.

Cancer – krebsen. Det var et rammende navn for den sygdom, der var ved at sende ham i graven. Dyret gravede sine kløer ind og endnu længere ind i hans indvolde, rygsøjle, lever og lunger.

Umættelig. Blind. Fortærende. Et væsen fra dyndet.

Skjortekraven var blevet to numre for stor, og hans ansigt var gustent. Frank Linden skar en grimasse mod spejlbilledet, trak vejret så dybt, som smerterne nu engang tillod, forlod badeværelset og gik over de blanke parketgulve og hen til soveværelset.

Han lindede på døren og betragtede sin sovende hustru.

Der lå et svagt smil om Annas læber. Pupillerne spillede under de tynde øjenlåg. Hun drømte. Det kraftige, grå hår lå udbredt over hovedpuden. Morgensolen løftede svævende støvfnug gennem lysbundterne. Han vækkede hende ikke, men indåndede kun værelsets dufte.

– Farvel, min egen.

På kontoret ramte smerten ham lige under brystbenet, og han støttede sig til skrivebordet, før han kunne fortsætte med sit forehavende: en langsom og omhyggelig pakning af de ting, der var nødvendige for at bringe ham gennem denne sidste dag som planlagt. En uåbnet pakke morfinplastre, en blisterpakning med morfintabletter, en lille Walther PPK-automatpistol og et ekstra magasin. Han betragtede opmærksomt hver enkelt genstand, før han lagde dem ned i attachémappen. Alt det, han før havde foretaget sig automatisk, krævede nu omtanke. Hjernen var blevet så træg, hvilket var den pris, morfinen tog. Men uden den ville han ligge sammenkrummet som et såret dyr, ude af stand til at tage vare på sig selv, sine planer og sin familie.

Endelig kunne han lægge sig på knæ, åbne en næsten usynlig, indfældet lem i parketgulvet, åbne pengeskabet under gulvet og tage en slidt, grøn dagbog fra boksen. Den blev efterfulgt af tykke seddelbundter og en sølvfarvet USB-nøgle.

Så drak han et glas vand med lukkede øjne, satte sig ved bordet, skruede hætten af fyldepennen, tog et stykke brevpapir og skrev:

Anna, min Anna,

Jeg bliver nødt til at forlade dig. Jeg kan ikke gøre tingene ugjorte, men jeg vil prøve at rette den uret, jeg har forvoldt. Denne dag er min sidste chance. Jeg vil prøve at gribe den. Jeg vil finde Thomas og bede ham om tilgivelse. Hvis det ikke lykkes mig, og han en dag kommer til dig, må du gøre alt for at hjælpe ham og hans familie.

Du var altid det bedste, der kunne ske for et menneske som mig. Jeg fortjente dig aldrig, men jeg elskede dig altid.

Frank

Han tog en rose fra en vase og lagde den over brevet. Rettede sig op og betragtede dekorationen.

Så greb han attachétasken og forlod kontoret.

Bag ham udviskede vand fra rosens stilk brevets underskrift og gjorde den ulæselig.

 

***

 

Sorte, automatiske porte åbnede sig i muren, der omgav herregården, og lod Frank Lindens mørkeblå Mercedes passere. Han drejede til venstre ad grusvejen, og efter få minutters kørsel nåede han landevejen mod Ringkøbing. Han kørte til.

Trafikken var sparsom, og den store Mercedes, der var en af de få ting, han endnu mestrede, brummede sagte og kompetent.

Femogtredive minutter senere nåede han den midtjyske motorvej, koblede mobiltelefonen til vognens Bluetooth-anlæg og ringede op. Den ringede fem gange, før en yngre mands søvnige stemme svarede: – Mhm? Simon Hallberg …

– Kan vi mødes klokken elleve i stedet for tolv? Jeg kom afsted tidligere end planlagt.

Journalistens stemme blev klar og nærværende.

– Det kan vi sagtens. Og du har virkelig tænkt dig at gennemføre det her? Jeg mener …

Frank Linden pressede en knyttet næve mod mellemgulvet og blinkede mod solens reflekser i motorhjelmen. Alt var blevet tindrende klart og samtidig sløret. Tiden var begyndt at opføre sig sært.

Erhvervsmanden i ham tog over. Han havde afsluttet milliardstore handler i sin karriere. Naturligvis kunne han også aftale de simple betingelser for sit eftermæle.

– Det var det, vi blev enige om, ikke sandt? sagde han. – Jeg fortæller dig en historie, og din ven finder Thomas Schmidt.

Han tog sine solbriller på.

– Det er noget, jeg skulle have gjort for længe siden, men jeg er en kujon, mumlede han.

– Det er vist ikke den almindelige opfattelse, indvendte journalisten.

– Det er ikke desto mindre sandheden.

Simon Hallberg rømmede sig. Linden kunne høre lyden af klukkende væske i den anden ende og så sig om efter sin egen vandflaske.

– Michael Sander er i stand til at finde alt og alle, det kan jeg forsikre dig for, sagde Simon. – Og hvis vi virkelig kan gennemføre det her, får vi de helt store overskrifter frem overalt i verden. Din branche bliver aldrig den samme.

– Det er sgu også på tide.

Frank Lindens blik vandrede mellem vejen forude, bakspejlet og sidespejlene. Han betragtede det som en selvfølge, at han blev skygget. Hvis ikke, gjorde hans modstandere ikke deres arbejde godt nok – og han var ikke i tvivl om, at de var de bedste, der kunne købes for penge. Formentlig eksperter i sortekunsten fra et mindre, eksklusivt sikkerhedsfirma. Et af dem, man ikke fandt på Google.

– Det er ikke, fordi jeg er utaknemmelig, forsikrede Simon ham. – Honoraret er fabelagtigt. Det virker bare så … definitivt.

Frank Linden blinkede irritabelt. – Du er journalist, for fanden. Du skal ikke fortælle mig, at du ikke har drømt om at skrive en historie som den her. Men du skal behandle den med varsomhed … og du skal sørge for, at ingen skygger dig. De er derude. Tro mig.

– Jeg tager cyklen, sagde Simon Hallberg.

– Godt. Vi ses.

Linden afbrød forbindelsen og betragtede resigneret den snavsede, hvide Ford Mondeo tre eller fire biler bagude. Den havde været i hans spejle de sidste fem minutter.

 

***

 

Ford Mondeoens kabine så ud, som havde fjortenårige drenge camperet i den: papkrus med kold kaffe og colaslatter, fedtede bagerposer og et par tomme pizzaæsker. Den var nøjagtig, som forfølgeren foretrak den, fuld af dufte og hjemlighed. Den lignede hans lejlighed hjemme i Hamburg, bortset fra beostæren, som naboen, Frau Schimmelmann, passede, når Joachim Bachmann var på ”forretningsrejse”. Shania Twain på stereoanlægget. Den korpulente, femoghalvtredsårige privatdetektiv gabte, stak en hånd ned bag bukselinningen og kløede sine genitalier. Han lukkede øjnene i nydelse: Mondeoen var ved at ramme autoværnet, og han flåede hånden tilbage, rettede vognen op og gabte igen.

Bachmann lod i stedet håndfladen glide hen over kindernes grå skægstubbe, indtastede et nummer på sin satellittelefon og rankede sig i sædet, da sagsofficerens flade, livløse stemme lød i bilens højttalere. De benyttede sig af kodeforsatser, og Bachmann vidste, at hans egen stemme lød lige så flad og dåseagtig i den anden ende – et sted i England, formentlig.

– Ja?

– Vi er på vej over Fyn, oplyste tyskeren.

Hundrede meter foran gled Frank Lindens Mercedes glat gennem morgentrafikken.

– Hold afstand, sagde sagsofficeren overflødigt.

– Hvad er Herr Linden i færd med? Jeg mener, hvad er formålet med hans rejse, og hvor går den hen?

– En pilgrimsfærd, vil jeg tro. Syndsforladelse. Noget, Frank skulle have tænkt på for mange år siden.

Trods kodeforsatsen fortolkede Bachmann sagsofficerens korte konsonanter og stemmens lette dræven som et gedigent produkt af traditionel engelsk overklasseopfostring: Eton eller Rugby, Oxbridge, og derefter en officersbestalling i et hæderkronet regiment.

– Javel, sagde Bachmann.

– Noget, vi ikke kan tillade, sagde sagsofficeren tankefuldt.

– Det kan vi vel ikke. Hvad ønsker De, at jeg foretager mig herfra?

– Fortsæt med at følge efter ham indtil videre. Vi har en klar formodning om destinationen, men vil naturligvis gerne være sikre. Og vær for Guds skyld forsigtig. Frank Linden er dødssyg. Han har ikke noget at miste, og han har ikke noget at være bange for. Men han var en stor mand, uanset hvordan man vender og drejer det. Desværre bliver vi nødt til at afslutte fortællingen om Frank Linden.

– Kunne man ikke lade naturen ordne den sag? spurgte tyskeren.

Sagsofficerens tone blev hårdere. Helt uden klang.

– Så længe han er i stand til at trække vejret, kan han ødelægge alt for vores klient. Desuden har han bragt denne forbistrede ghostwriter på banen. Typisk fucking Frank. Vi bliver nødt til at gribe ind. Og jeg råder tilfældigvis over passende lokal ekspertise.

– Lokal?

Bachmann fik aldrig et svar. Sagsofficeren havde afsluttet sin del af samtalen.

Forfølgeren rystede den sidste cigaret ud af pakken og håbede, at Frank Linden overvejede at standse en enkelt gang på pilgrimsfærden.

Helst et sted, hvor de forhandlede Blue Camels.

 

***

 

Telefonen ringede i en herskabslejlighed tæt ved Marmorkirken i København, og operatøren var med det samme lysvågen, fandt mobiltelefonen på sengebordet, strakte sig, så lang hun var, og satte sig op.

– Ja?

Hun blinkede ved lyden af sagsofficerens ulegemlige stemme og lænede sig frem.

– Er du ved bevidsthed?

– Ja.

Hun trak fingrene gennem sit korte, næsten sorte hår. Mærkede adrenalinen.

– Vi har fået grønt lys.

Hun slog sengetæppet til side og skottede til den unge mand, hun havde samlet op aftenen før og nu delte seng med. Mark? Martin? Morten? Han var nøgen og muskuløs. Huden var glat, hårløs og solbrændt – han var nøjagtig, som hun foretrak dem.

Og han sov stille som et barn. Intetanende.

Operatøren gled ud af sengen og gik nøgen hen til soveværelsets høje vinduer, trak de lange gardiner til side og hilste som altid Marmorkirkens majestætiske kuppel med et smil. Denne morgen var den kobberklædte kuppel tung og streng som en korsridders hjelm. Men andre gange – især på sene sommereftermiddage – var den så let og lys som luft. Svævende.

Duer rejste sig i spiraler fra gesimser og udskæringer og steg til himmels.

Kirken var aldrig den samme.

– Hvor finder jeg ham? spurgte hun.

– Han har planlagt et møde med sin ghostwriter ved havet. Det er vores aktuelle vurdering.

– Sundet, mener De. Det er strengt taget ikke et hav.

– Tak. Vi ønsker, at begge likvideres. Og vi ønsker, at du fjerner alt materiale i Lindens besiddelse.

– Selvfølgelig.

Sagsofficerens stemme gik et toneleje ned i den form for onkelagtige hengivenhed, som hun inderligt hadede.

– Med hensyn til den unge mand i din seng …

Operatøren sukkede.

– Hvad med ham?

Hun vidste, hvad der kom, men lod stadig blikket kærtegne den bedste udsigt i København. Kirken og hendes lejlighed havde været hendes faste anker i tilværelsen, siden hun krydsede den røde linje – forlod militæret og blev freelancer. Operatøren var datter af en uduelig amerikansk far og en lige så uduelig dansk mor. Hun var vokset op i en trailerpark i Florida uden andre udgange end hæren. Enten det eller ende som sjælløs stripper nede ved Hunters Creek. Metamfetamin, tabere og aborter.

Operatøren havde valgt hæren og blev den første kvinde, der gennemførte optagelsesprøven til Marinekorpsets officersskole. Hendes skuldre og ryg bar stadig arrene efter de rygsække og træstammer, hun havde slæbt rundt på og sovet med gennem syv endeløse uger som vidnesbyrd om selvforglemmelse og stamina.

– Du ved godt, at han ikke er den advokat og investeringsrådgiver, han udgiver sig for, men en kronisk arbejdsløs skuespiller med et begrænset talent? På trods af Armani-habitten og sit Panerai-ur … hvilket for øvrigt er en kopi.

Hun så på den sovende skønhed i sengen og smilede.

– Jeg havde ikke tænkt mig at bede om finansiel rådgivning … men jeg er ikke enig i det med talentløsheden. Ikke på alle områder, i det mindste.

Sagsofficeren snøftede forarget.

– Skaf dig af med ham. Du har fået andet at tænke på.

– Forstået, mumlede hun.

Sagsofficeren havde naturligvis ret. Denne dag ville kræve hendes bedste. Som altid. Fejltagelser blev hverken tolereret eller tilgivet i hendes verden.

 

***

 

En tankstation øst for Odense

Forfølgeren havde parkeret sin Mondeo bag tankstationens lave, hvide bygninger. Fra positionen kunne han se højre forskærm af Lindens Mercedes.

Han passerede vinduerne ind til caféen og så Linden sidde indenfor, øjensynligt opslugt af sine egne tanker, mens han rørte i et papkrus. Bachmann fortsatte til rastepladsens kiosk og købte en stor pakke doughnuts med forskellige glasurer, seks iskolde dåsecolaer og to pakker Blue Camels.

Han smilede en ekstra gang til ekspedienten. I favnen havde Bachmann alt, hvad han ønskede sig.

Han passerede igen cafévinduerne, men bemærkede, at Frank Linden ikke længere sad ved sit bord. Dampen steg op fra papkruset, og Bachmann antog, at Linden havde gjort sig et ærinde på tankstationens toiletter.

Stakkels mand.

Da tyskeren var tilbage i Mondeoens hyggelige kabine, arrangerede han kærligt delikatesserne omkring sig på den vis, som mennesker, der tilbringer det meste af deres liv alene, nu engang har for vane.

Han havde netop tændt sig en smøg og knappet den første cola op, da passagerdøren blev revet op. Frank Linden gled ind på sædet ved siden af Bachmann og smækkede døren efter sig.

Tyskeren hostede forlegent og overrasket, men lukkede så munden, da han stirrede ned i et pistolløb en halv meter fra sin kødfulde næse. Pistolen blev holdt i en tynd, men urokkelig hånd.

Erhvervsmanden tiltalte forfølgeren på engelsk, selvom bilen havde danske nummerplader.

Raspende, men tydeligt: – Vær venlig at lægge begge hænder på rattet.

Bachmann adlød og lod sig ikke narre af Lindens høflige tonefald. Erhvervsmandens blik var gråt og dødsensalvorligt.

Linden plukkede tændingsnøglen fra ratstammen og stak den i jakkelommen.

– Ekstranøgler?

Tyskeren rystede på hovedet.

Frank Linden åbnede handskerummet og fandt ekstranøglerne. Bachmann sukkede.

– Tegnebog, telefon?

Forfølgeren overrakte tingene.

Linden steg ud, bøjede sig ned og så på Bachmann.

– Hvis jeg ser Dem igen, er De en død mand. Forstår De mig?

– Fuldkommen. Tak.

Bachmann var i ren befippelse slået over i tysk.

Operatøren havde taget sig et hurtigt brusebad og var ved at fodre sin sorte kat, Belphegor, mens hun talte kattesprog. Hun havde vendt sig mod espressomaskinen, da hun følte elskerens hænder trække hende ind til sig i en uønsket omfavnelse. Hænderne vandrede fra hendes hofter op til hendes bryster.

Hun tog om hans tommelfingre og trak dem næsten af led, så drejede hun omkring på hælene og skubbede ham væk. Den unge mands ansigt udtrykte forbavselse. Øjnene var nu fugtige af smerte.

– Undskyld. Jeg blev bare overrasket. Er du okay? spurgte hun ligeglad.

Han så ned på sine hænder.

– Har du hørt om mennesker, der bare siger godmorgen uden at lemlæste nogen?

– Kun til den nærmeste familie.

– Du mener din kat?

– Præcis.

Hun foldede armene over brystet og lod blikket glide fra hans kunstfærdige frisure med manbun’en, hipsterskægget, det kønne, glatte ansigt, de brede skuldre og det fine, definerede bryst – længere nede: en smuk, velformet pik. Det sorte pubeshår var trimmet i et dybt V.

V for Vendetta, tænkte hun.

Hun følte ingen forlegenhed. Hun havde delt barak med tyve unge mænd i tre år under sin uddannelse. Der havde aldrig været problemer: Hun var en af drengene. Altid.

– Jeg bliver nødt til at smide dig ud, Martin. Jeg har travlt i det, vi andre kalder virkeligheden, mens du skal tilbage LaLa-land. Jeg forstår, at du er skuespiller?

– Mark! Jeg hedder Mark, for fanden.

Han stirrede rasende på hende. Gned tommelfingrene. Der var sikkert ikke mange kvinder, der efter en nat med halvguden bare bad ham om at skride, tænkte operatøren. Han brød sig nok ikke om det.

Mundvigene dirrede.

– Du er sgu også alt for gammel, sagde han.

Hun smilede.

– Så siger vi det. Så tag din pik, dit tøj og dit fake Panerai-ur og skrid.

– Og hvis jeg ikke har lyst til at gå lige nu?

Operatøren gabte bag en hånd. Katten betragtede manden med grønne, udtryksløse øjne.

– Er der et bestemt hospital, du foretrækker?

– Fucking bitch!

Små spytdråber stod fra hans velformede læber.

Han forlod køkkenet, og lidt efter hørte hun en lynlås blive lukket med en kort, hidsig bevægelse. Der lød hårde trin over parketgulvet. Hoveddøren smækkede i.

Hun tog katten op i favnen.

– Hvornår blev jeg sådan en magnet for røvhuller, Belphegor?

Katten blinkede.

Hun stirrede tankefuldt ud ad vinduet.

– Den sidste anstændige mand, jeg kneppede, var ham lægen. En poet i en gudsforladt ørken. Det er en pissesørgelig historie, men hvis du be’r om det, vil jeg fortælle dig om ham en dag.

Katten satte kløerne i hendes underarm, vred sig fri og sprang ned på gulvet. Den forsvandt ud i gangen og efterlod hende alene med den hvæsende espressomaskine. Operatøren så efter dyret og følte sig mærkeligt forladt.

Da hun havde klædt sig på, gik hun langsomt gennem sine elskede stuer med kaffekruset i hånden. Hun passerede montrerne med samlingen af antikke Leica-kameraer, glasskabet med en #10 FC Barcelona-fodboldtrøje, personligt signeret af Lionel Messi, og åbnede den skjulte dør til våbenrummet.

 

***

 

Det var en solrig sensommermorgen som så mange andre i huset i Charlottenlund. Michael Sanders kone, Lene, styrtede omkring oppe og nede og samlede tingene sammen til en lang dag i Rigspolitiets afdeling for personfarlig kriminalitet. Michael stirrede tankefuldt ned i sin kaffekop, mens hans femårige datter, Maria, spiste havregryn med mælk og drak appelsinjuice. Huset var hyggeligt, men ingen af beboerne led af overdreven rengøringstrang. Det eneste pinligt ryddelige rum i den gamle villa var Michael Sanders hjemmekontor i kælderen.

Herfra drev han sit enmandsfirma, der efterhånden havde indsnævret sit operationsområde til identifikation og hindring af industrispionage. Og få ekstremt specialiserede opgaver, han holdt hemmeligt for alle – og som han ikke kunne fakturere.

Han rejste ikke længere hundrede halvtreds dage om året. Mens han tidligere havde tilbudt sine klienter fuld service inden for gidselforhandlinger, sikkerhedsløsninger til kostbare installationer og undertiden uskadeliggørelse af uønskede personer, bestod hans arbejde nu fortrinsvist i konsulentarbejdet hjemme ved computeren. Lene tillod ham ikke andet.

Fornuftigt, når man nu var blevet forældre.

Og lammende kedeligt.

Han kompenserede ved nidkært at vedligeholde sine færdigheder i nærkamp og håndtering af forskellige våbensystemer. Selvom Michael var blevet halvtreds, var det mørke, korte hår kun klædeligt gråsprængt, konditionen var fin, og han lignede det, han altid havde været: en menneskelig schweizerkniv.

Fra sin faste plads ved siden af datterens stol betragtede hendes jævnaldrende canadiske andehund, Skipper, hver mundfuld, der blev ført til hendes mund.

Lene Jensens travle skridt lød ovenpå, i stuerne, i kælderen, tilbage til køkkenet. Hun stak sin 9 mm-pistol i hylstret over hoften, fandt sine bilnøgler, stod længe og stirrede ind i køleskabet, men havde øjensynligt glemt, hvad hun ledte efter. Døren faldt i med et brag. Kriminalinspektøren var atletisk og slank. Hun bevægede sig hurtigt og smidigt, men talte bestandigt om den truende overgangsalder, som var det en vildfaren komet, der ville udslette alt liv på kloden.

– Fuck, jeg kan ikke huske noget! udbrød hun. Hun vendte sig og stirrede anklagende på Michael. – Tror du, det er begyndt?

Han løftede blikket til det ansigt, han stadig syntes var det smukkeste i verden.

– Alzheimers? Sikkert.

Hun åbnede munden, men lukkede den så igen.

– Jeg tror, Skipper ville være blevet en rigtig fin rumfærgepilot, sagde Maria og så kærligt på hunden. Hun satte skålen med havregrynsrester ned på gulvet.

– Hvorfor? spurgte Michael og fortrød omgående. Dagen før havde det været hjernekirurg. Det var de mest meningsløse samtaler, man kunne forestille sig. – Den har altså ikke godt af havregryn med mælk og sukker, Maria. Du ved godt, at jeg køber tonsvis af dyrlægekontrolleret fuldfoder, som koster det samme som argentinsk oksekød, til den.

– Den er så rolig, fortsatte hun.

Michael så på datteren.

– Den kan ikke engang gå baglæns. Jeg tror, det er et krav til rumfærgepiloter. Blandt andet.

– Det kan den da! sagde Maria.

Hun klappede hunden.

– Den faldt baglæns ned ad trappen i går, sagde han.

– Stakkels Skipper, mumlede datteren med næsen trykket mod hundens hals.

Lene kyssede ham hårdt på kinden. Det var usædvanligt, og han så mistænksomt på hende.

– Du bliver nødt til at tage forældremøde i børnehaven, skat. Jeg har møder til klokken ti i aften.

Michael stønnede.

Neeej! … Børnekult, mombloggere med ulidelige afkom med Narnia-navne, der aldrig har hørt ordet nej. Og som opfører afskedsscenen fra Titanic, hver evig eneste, fucking morgen, som om deres lorteunger var på vej til Albanien for at få nyrerne fjernet.

Han skannede spisebordet efter en pakke cigaretter og havde et øjeblik glemt, at han var holdt op med at ryge for to år siden.

Lene havde forbudt ham også denne uskyldige fornøjelse.

Hendes hårde, grønne blik veg ikke en millimeter.

Jeg tog forældremødet sidste gang, og gangen før, okay? Har du noget vigtigere at tage dig til?

Michael stirrede dystert frem for sig. Faktisk bød dagen på en af de meget krævende og specielle opgaver, han ikke fortalte nogen om.

– Bilen skal til service.

– Og det tager … hvad? En halv time?

– Ja!

Datteren lagde sin lille hånd oven på hans.

– Jeg kan selv gå derhen, far.

Michael så taknemmeligt på hende.

– Kan du?

– Michael!

Han trak vejret dybt: – Okay, så!

Lene lukkede skuldertasken, klappede en sidste gang på lommerne og så på dem.

– Georgina kommer over og passer Maria, mens du er i børnehaven.

Marias øjne blev store, og den lille krop stivnede, da babysitterens navn blev nævnt. Georgina var en fåmælt, håndfast sekstenårig, hvis hårde hæle gav genlyd i hele huset. Utrætteligt. Hun var tropsfører i spejderkorpset, atletikstjerne, og elskede intet højere end at sove på en frossen pløjemark i februar måned med en våd poncho over sig. Disse spartanske dyder forsøgte hun at bibringe Maria. Hidtil uden særligt held.

– Jeg skal nok skynde mig hjem, skat, forsikrede Michael.

– Lover du det, far?

Lene rystede opgivende på hovedet.

– I to! Der er ikke noget i vejen med Georgina. Tværtimod.

– De bliver glade for hende i Fremmedlegionen, mumlede han.

Michaels mobiltelefon plingede med en indkommende SMS. Han rynkede panden, da han så navnet på afsenderen: Simon Hallberg. Det var mindst et år siden, han sidst havde mødt journalisten.

Michael, det her er ekstremt vigtigt: Jeg har et job til dig. Du skal finde en person for Frank Linden. 1 mio. USD, hvis det lykkes. Kan vi mødes senere i dag hjemme hos mig? Simon.

Michael regnede efter i hovedet.

Er 15.30 i orden?

Svaret kom få sekunder senere.

Tak. Vi ses. Simon.

 

***

 

Skodsborg, parkeringspladsen ved Struckmannparken

Mødestedet var på mange måder ideelt. Parkeringspladsen ved Sundet var på tre sider afskærmet for nysgerrige øjne af en park og de tætte skove omkring Bøllemosen.

Frank Linden slukkede motoren og åbnede bilens sidevindue. Selvom klimaanlægget kørte for fuld kraft, svedte han fra alle porer. Han løsnede slipset, tog en morfintablet, drak resten af vandet i flasken, knappede skjorten op i halsen og udskiftede morfinplastret på brystet.

To minutter over elleve fik han øje på Simon Hallberg på skovstien, der løb langs en forhøjning i terrænet. Journalisten rejste sig i mountainbikens pedaler og vinkede.

Linden vinkede træt tilbage.

Simon stillede cyklen op ad et træ, tog cykelhjelmen af og fastgjorde den til styret. Så gik han hen til Lindens Mercedes, satte sig ind på passagersædet og åbnede sin rygsæk.

Han vendte sig smilende mod erhvervsmanden, men smilet frøs og blev afløst af et udtryk af chok og bekymring. Frank Linden lod selvbevidst hånden glide over sin næsten nøgne hovedbund. Han vidste alt for godt, at han havde ændret sig dramatisk siden deres første møde for få uger siden.

– Kemoterapi, sagde han. – Den virker ikke.

– Det gør mig ondt.

– Hvis jeg havde tid, ville jeg lægge sag an.

– Mod hvem?

– Gud. Det er mere end ti år siden, jeg sidst satte tænderne i noget, der ikke var økologisk. Jeg har fuldført seks maratonløb på under tre en halv time. Jeg har aldrig røget, og jeg har maksimalt drukket to glas rødvin til min middagsmad. Alligevel har jeg fået kræft i bugspytkirtlen. Jeg mener, hvor fanden er vi så henne? Hvem skal man efterhånden tro på?

– Det virker uretfærdigt, medgav Simon.

– Det synes jeg også. Jeg blev for øvrigt skygget gennem Jylland og det meste af Fyn.

Simon fandt en digital optager i rygsækken og tændte den.

– Bare for at få det hele med, mumlede han. – Hvad skete der?

– Jeg afskrækkede vedkommende. En fed og ret indiskret tysker. Jeg er faktisk lidt fornærmet over, at de anvender discountpersonale.

Linden hostede og krummede sig sammen. Så så han på journalisten med sammenknebne øjne: – Denne Michael Sander. Er han virkelig så god, som du påstår?

– Husker du den hollandske industrimand, Pieter Henryk? Det er vel fem år siden. Det var i alle medierne.

Linden nikkede og fandt en frisk flaske kildevand i det afkølede handskerum.

– Hans datter blev bortført, så vidt jeg erindrer, sagde han. – Voldtaget og skamferet. De forlangte fire millioner euro for hende.

– Hun begik selvmord på en psykiatrisk afdeling tre uger efter frigivelsen, sagde Simon.

– Og man fandt aldrig kidnapperne?

– Ikke officielt. Uofficielt blev de opsporet af Michael på en gård uden for Nijmegen. Han fik pigen ud i sidste øjeblik. Men hun var ødelagt.

– Hvad skete der med bortførerne?

– Sander gav dem valget mellem at anvende en revolver mod sig selv eller at blive muret inde i live. Han havde mursten, mørtel og cement klar på en trailer uden for huset. Alle tre foretrak revolveren.

Linden fløjtede imponeret.

– Michael Sander har et aldeles fremragende CV, fortsatte Simon. – Hvis nogen kan finde din ven, er det ham.

– Thomas Schmidt har været som sunket i jorden i seks år, sagde Frank Linden tvivlende, – og han er ikke en ven i traditionel forstand. Jeg har forsøgt at få ham likvideret to gange. Det er et ret kompliceret venskab.

Journalisten var tavs som en planet, men Frank Linden vidste, at det sydede bag Simon Hallbergs unge, glatte pande.

– Hvem er han, og hvorfor valgte du mig? spurgte journalisten.

Linden vendte sig halvt i sædet.

– Du var journalist på The Economist i tre år. Dine artikler, især dem om den amerikanske våbenlobby, var fremragende. Virkelig fremragende.

Journalisten rødmede forlegent.

– Med hensyn til Thomas Schmidt, så … fuck … en omvandrende gåde. Jeg forstod ham aldrig, men jeg respekterede ham. Han er læge og udstyret med en grænseløs kærlighed til denne verdens fordømte. Jordens salt. Han arbejdede hovedsageligt i katastrofeområder for en katolsk organisation.

Simon rynkede panden.

– Dansk?

– Ligesom du og jeg. Han er uddannet kirurg og havde en glimrende karriere. Så gik hans ægteskab ad helvede til, og han blev en slags eremit. Bitter. Det kunne ikke blive øde, farligt og svært nok. Han accepterede alle de missioner, som andre læger skyede som pesten. En slags dødslængsel. Han endte på et missionshospital i Etiopien, hvor han reparerede unge piger, der havde fået ødelagt underlivet ved at føde alt for store børn alt for tidligt. Bækkenbunden bliver revet op. De fleste af dem er jo kun tretten eller fjorten år gamle! De er inkontinente, barnet er ofte dødfødt, og pigerne bliver udstødt af familien, af klanen og betragtes som urene. Uanvendelige.

– Hvad hed den katolske organisation?

Linden tørrede sveden af panden og betragtede med væmmelse det våde lommetørklæde. Han tog den slidte, grønne dagbog fra attachétasken og lod fingerspidserne stryge over det solfalmede omslag.

– Jesu Hjerte Søstre. Det her er Thomas Schmidts dagbog fra Afrika. Jeg vil bede dig om at læse den og drage dens oplagte konklusioner.

Frank Linden fiskede desuden USB-nøglen og en manilakuvert op fra mappen. Han viste kuvertens indhold til Simon.

– Det hele er her, mumlede han. – Hele katastrofen. Og hundrede halvtreds tusind schweizerfranc til Thomas. Pas godt på dem.

Simons øjne blev store.

– Jeg tror aldrig, jeg har set så mange kontanter før. Hvordan lærte du Schmidt at kende?

Den digitale optager blinkede ufortrødent og grønt på armstøtten mellem sæderne.

– Linden Pharma sponsorerede et pilotprojekt i Etiopien. Vi sørgede for, at missionshospitalet havde det bedste udstyr, der kunne købes for penge, og Thomas afprøvede et nyt stof for os rettet mod schistosomiasis, blodikten.

– Som er?

– En lille, ondskabsfuld, snegleagtig parasit, der lever i tropiske floder med langsomt strømmende vand. Hvert år dør mindst to hundrede tusind mennesker af schistosomiasis. Parasitten kan behandles effektivt med praziquantel, hvis man har råd til medicinen og kan skaffe den. Imidlertid er sneglene blevet immune over for praziquantel mange steder, især i Afrika.

Linden satte en negl på USB-nøglen.

– Formler, patentansøgninger, der aldrig blev sendt, statistisk materiale. Det skulle være praziquantels afløser. Vi kaldte det rivaquantel. Det er uhyre billigt at producere, og det skulle være Linden Pharmas gave til verden. Det ville formentlig også have udløst en Nobelpris.

– Virkede det?

Frank Linden var begyndt at svare, da begge tav og spidsede ører: Oppe fra Strandvejen lød høj rapmusik og lyden fra en anstrengt motor. Et støvet hvidt mobilehome svingede ind på parkeringspladsen. Musikken gjaldede fra de åbne vinduer. Vognen var beklædt med brogede surfbrætter. To unge mænd og to jævnaldrende piger væltede ud ad dørene, skrigende af grin. Mændene var langhårede, muskuløse og solbrændte med de helt rigtige solblegede cargoshorts og lignede noget fra en Bacardi-reklame – mens de sportstrænede piger var klædt i bikinitoppe, saronger og shamballa-armbånd.

De to piger vaklede drukkent ind mellem buskene, hvor de gjorde sig forskellige, naturlige ærinder, mens drengene havde travlt med deres GoPro-kameraer.

– Landets fremtid, mumlede Linden.

– Gud hjælpe os, sagde Simon.

Hundrede meter borte og næsten skjult under et træs lavthængende grene sad operatøren på sin motorcykel. Hun havde et udmærket udsyn til de to i bilen gennem en lille, men kraftig kikkert. Det støvede mobilehome med de vulgære og skingre surfere var naturligvis en streg i regningen. På den anden side: Hvis ikke man kunne improvisere under alle forhold, holdt man ikke længe i denne branche. Hendes læremestre – som regel firskårne, kamparrede, køligt rationelle underofficerer i US Marines – talte aldrig om problemer, kun om udfordringer.

Frank Lindens stemme blev svagere, og Simon betragtede ham medlidende.

Erhvervsmandens benede fingre borede sig ind i hans underarm. – Den industri, jeg tilhører, stræber Thomas Schmidt efter livet. Vi er mennesker, der kun ser på bundlinjen. Det er det, vi er uddannet til. Det er det, vi vil. Vi tillader ikke os selv andet. Thomas kan ikke længere arbejde som læge, fordi vi så ville finde ham.

– Vi?

Simon sank. Tankerne svirrede omkring i hans hjerne som indespærrede hvepse. Det eneste, der stod helt klart, var, at han ved et kosmisk svineheld var blevet den udvalgte. Det her var monumentalt. Skelsættende.

Til at begynde med. Mindst.

Det var bare forbandet ærgerligt, at forlagsaftalen fordrede, at han skulle forblive anonym.

– Jeg selv … og mine kolleger, om du vil, medicinalindustrien, vi er almægtige. Vi er en loge. Selvom vi er konkurrenter, har vi i høj grad sammenfaldende interesser versus omverdenens forsøg på regulering af vore afsætningsmuligheder i den tredje verden. Alle har brug for os.

Han smilede tyndt til Simon: – Vi ønsker Thomas død og glemt så hurtigt som muligt. Imidlertid har jeg i al hemmelighed valgt at forsørge ham de sidste seks år. Jeg giver Thomas en betragtelig sum penge to gange om året. Altid i kontanter. Næste udbetaling finder sted i overmorgen. Det er derfor, du er her. Du og denne … Michael.

– Mødes I ansigt til ansigt?

– Thomas ville hellere kastreres uden bedøvelse end at tale med mig. Han annoncerer fremgangsmåde, tid og sted klokken ét minut over midnat natten før på YouTube under Adigrat2012.

– Smart.

– Thomas er en smart mand. Og han tror ikke på elektroniske overførsler eller bankers diskretion. Overhovedet. Men det hjælper ham ikke på lang sigt. Det er et simpelt spørgsmål om ressourcer. Det er faktisk et mirakel, at han har klaret sig så længe. Dead man walking, er det ikke det, man siger?

– Men virkede jeres vidundermiddel så efter hensigten? Blev folk raske?

– Absolut. Men det havde uønskede bivirkninger. Thomas identificerede dem.

– Hvad består de af? Frank Linden krummede sig sammen under et nyt smerteanfald. Det blev ved, og Simon lagde en hånd på erhvervsmandens skulder; skjorten og jakken var gennemsvedt.

Fuuuck … ikke mere, gispede Linden mellem sammenbidte tænder. – Ikke mere. Jeg kan sgu ikke …

Han lagde bogen, USB-nøglen og pengene i Simons skød.

– Gå. Nu! Det hele er der. Læs det. Gør, hvad du skal med det, i mit navn, hører du?!

Han trak journalisten tæt ind til sig.

– Find Thomas! Sig til ham, at jeg beklager … så uendelig meget.

Han rakte hen over Simon, åbnede bildøren og skubbede ham halvt ud af bilen.

Simon stod stille på parkeringspladsens varme asfalt. Solen befandt sig over hans hoved, og han så magtesløst på den døende mand i bilen. Lindens hånd løftede sig i en sidste, næsten ceremoniel hilsen.

Simon besvarede mekanisk erhvervsmandens gestus.

Så lagde han Thomas Schmidts afrikanske dagbog, pengene og USB-nøglen ned i sin rygsæk. Han gik hen til cyklen og låste den op, mens han blev ved med at se sig tilbage.

Skulle han tilkalde hjælp?

Og til hvilken nytte?

Frank Linden ville hade ham for det.

 

***

 

Operatøren trommede utålmodigt med fingrene på motorcyklens benzintank. Muligheden for at gribe rent og kirurgisk ind i mødet mellem de to mænd fortonede sig hastigt. Ghostwriteren var nu kun et glimt af en rød T-shirt mellem træerne og på vej bort. Det samme var de uvurderlige oplysninger i hans rygsæk. Frank Linden var tilsyneladende ikke længere ved bevidsthed, og de satans surfere, der uden tvivl var på vej op til Cold Hawaii ved Thyborøn, vaklede stadig omkring nede på den solvarme asfalt.

Hun bed hårdt i sit tyggegummi.

Udisciplinerede. Primitive.

Omsider steg surferne ombord i deres mobilehome, og der lød en hvinen fra slidte pneumatiske bremser. 2 CHAINZ for fuld udblæsning.

Operatøren hadede rap.

Vognen kørte op på Strandvejen og ville sikkert en rum tid endnu underholde beboerne langs den med den dunkende hjertelyd fra South Central, LA.

Hun startede motorcyklen og lod den for lave omdrejninger drive ned på parkeringspladsen.

Så satte hun BMW-offroaderen på støttebenet en snes meter fra Lindens bil, svingede benet over sadlen og gik hen mod den mørkeblå Mercedes.

Selvom smerten næsten lammede ham, opfattede Frank Linden hendes tilstedeværelse ud af øjenkrogen og tvang sig til at ånde dybt og roligt ind. Der var en uafvendelig ondskab over den langsomt slentrende, elegante skikkelse.

Hun var klædt i sort læder fra top til tå, og hun var afslutningen af alt godt og sundt. Linden havde naturligvis genkendt hende med det samme, trods hjelmen og visiret. Kvinder som hende var sjældne som enhjørninger.

Han tog ladegreb på sin lille automatpistol.

En Glock 9 mm-pistol med en lang grå lyddæmper var som ved et trylleslag dukket op i hendes hånd. Hun slog hjelmens visir op og så på Frank Linden med sine smilende, nøddebrune øjne.

Pistolens munding var rettet mod hans ansigt.

– Sara … Jeg kan ikke sige, at jeg er overrasket. Jeg havde faktisk ventet dig tidligere. Dig eller en anden forkvaklet, morderisk sociopat.

Hun svarede ikke. De brune øjne med de sorte, tætte vipper ændrede ikke udtryk.

Frank Linden pressede sin egen pistol mod gruben under hagen. Han kunne have prøvet med et hurtigt flugtskud gennem sidevinduet, men han vidste, at hun formentlig bar en skudsikker vest under læderjakken, og at hendes motorcykelhjelm var forstærket med Kevlar. Hun var praktisk taget usårlig.

– Du kommer for sent, sagde han. – Alt er sat i værk, og hverken du eller dem, du arbejder for, kan stille noget op. Alt kommer for en dag.

– Vi får se, sagde hun. – Desuden er du den sidste, der burde kalde folk grimme navne.

Han trak hanen tilbage.

– Med forlov?

Hun betragtede ham et øjeblik. Så nikkede hun let.

Auf Wiedersehen, Frank.

Linden trak af, og hans baghoved eksploderede i en bordeauxfarvet sky.

Operatøren gennemsøgte Frank Lindens Mercedes. Hun fandt en tegnebog og mobiltelefon, men vidste, at den formentlig var krypteret ned til helvede og tilbage igen. Så fik hun øje på Simon Hallbergs lille digitale optager, der fortsat blinkede grønt og intakt på armstøtten.

Hun rystede på hovedet i stille undren, slukkede optageren og stak den i en af læderjakkens mange lommer.

På den første stejle stigning efter parkeringspladsen stod Simon stille i pedalerne, var ved at vælte og bandede længe og højlydt, da han kom i tanker om sin diktafon.

Han vendte cyklen og var på vej tilbage, da noget nede på parkeringspladsen fik ham til at presse bremserne i bund. Vognen med surferne var borte. I stedet vandrede en slank skikkelse klædt i sort læder hen mod en motorcykel.

Mercedesens vinduer så ud, som var de spraymalet med rødt. Frank Linden lå ubevægelig over rattet, og den læderklædte rytter havde en sort automatpistol i hånden.

– Jesus …

Han holdt vejret, flåede mobiltelefonen op af lommen, fandt kamerafunktionen og tog med rystende hænder et par optagelser af scenen under sig – og den sortklædte skikkelse frøs på stedet. Personen kunne umuligt have hørt mobilens svage klikken, men var åbenbart udstyret med en fintmærkende sjette sans.

Simon kunne ikke se personens ansigt, men følte intensiteten i det søgende blik.

– Fuck, fuck, fuck … mumlede han.

Så sprintede skikkelsen hen mod sin motorcykel, og Simon vidste, at han lige var blevet et mål.