Aktuelt Fagbøger

Tidligere overlæge tordner mod djøfiseringen af sundhedsvæsenet

Thomas A, Steffen Jacobsen, djøfiseringen, debatbog

Da forfatter og tidligere overlæge Steffen Jacobsen talte med sin redaktør om at skrive en erindringsbog fra et dansk hospitalsvæsen på slingrekurs, gik to ting op for ham:

1) Han er nu pensioneret og kan derfor sige, hvad han vil.

2) Han er vred …

 

Her fortæller Steffen Jacobsen om den frustrerende baggrund for sin nye bog

Hvis De lige vil sidde helt stille, frue, dr. Jacobsen er ny på afdelingen.


 

Bogen er udløst af mange års simrende frustrationer over udviklingen eller afviklingen af det offentlige sundhedsvæsen – oplevet fra første parket som overlæge i ortopædkirurgi.

Min umiddelbare reaktion på forlagets idé om at skrive en lille bog om marginaliseringen af lægegerningen i det offentlige, danske sygehusvæsen af én, der faktisk har været der i årtier, bekom mig ikke vel.

På den anden side var det på tide, at nogen tog bladet fra munden.

Så, nej: jeg brød mig ikke om opgaven til at begynde med. Jeg så i ånden mig selv gå rundt på hospitalet som en spedalsk, ringende med en klokke og mødt med tilråbene: ”Uren, uren! ” Jeg ville blive spyttet på, indkaldt til ukammeratlige samtaler i direktionen og blive afskediget i vanære.

Før det gik op for mig at, hey: Jeg er jo gået på pension, for helvede! Jeg er sikker på, at bogen vil skaffe mig en ny samling fjender, men er lige så sikker på, at mine kæreste kolleger vil tilgive mig.

Det mærkelige er jo, at Danmark, der har fostret Dirch Passer, Preben Uglebjerg, Kjeld Petersen, Jørgen Ryg og Anders Matthesen, og som hidtil har været karakteriseret af godt lune, selvironi og et humoristisk, u-selvhøjtideligt folkedyb, nu er blevet en nation af letkrænkelige, neo-Victorianske, tyndhudede mimoser. 

“Drevet af dyb indignation”

Enhver forfatter ved, at det er energien, der bærer historien. Hvis historien er tilstrækkelig god, skriver den sig selv. Den udødelige klassiker ”Tre Mænd i En Båd (Og Selvfølgelig Også Hunden)“, blev skrevet af Jerome K. Jerome i løbet af tre uger i sommeren 1888.

Vi ved at også, at hvis historien ikke er god nok, kan den selvfølgelig godt skrives, men det vil altid føles som at ryste ketchup ud af en genstridig flaske – og den vil aldrig vinde vor egen hengivenhed.

Første udkast til Hvis de lige vil… ” blev skrevet på 10 dage. Drevet af dyb indignation, som jeg dermed opdagede, havde ligget lige under overfladen, og frustration over at sundhedsvæsenets kerneydelse – som er at diagnosticere en sygdom hos patienten, og, hvis en sådan findes, da behandle den efter højeste, anerkendte internationale specialiststandard – efterhånden er helt sekundær til den blotte og bare drift.

Ansættelsen af horder af konsulenter, IT-folk, kulturgeografer, sociologer, kultursociologer, jurister, økonomer, antropologer, cand. scient. pol.’er, etnografer og cand. cur.’er hjælper ikke en tøddel på at løfte selve kerneydelsen, men er et blevet et administrativt mål i sig selv, og har betydet udgrænsningen af sygeplejefaglige og lægefaglige, praktiske og videnskabelige kompetencer.

I sin essens er et hospital uden djøffere stadig et hospital, et hospital uden portører, sygeplejersker og bioanalytikere er stadig et (elementært) hospital, men et hospital uden læger er ikke længere et hospital.

Steffen Jacobsen, Hvis De lige vil sidde helt stille frue, djøfiseringen

En afgrundsdyb mistillid

Årsagen til denne Invasion of The Bodysnatchers gennem de sidste tredive år skyldes New Public Governance (tillid er godt, men kontrol og micromanagement er meget vidunderligt bedre), og de selvopfyldende og universelle Parkinsons love, der beskriver hvordan et bureaukrati overladt til sig selv vil ekspandere, selvom mængden af udført arbejde er konstant.

Så er der den afgrundsdybe mistillid mellem dem, der udfører kerneydelserne på den ene side, og bureaukrater og politikere på den anden. Sundhedsvæsenet har altid været en oplagt markedsplads for politikere at høste stemmer på, enten ved at overgå hinanden i urealistiske behandlingsgarantier, gøre personlig karriere eller ved destruktivt og vankundigt at følge op på formiddagspressens sensationer, a la ”Lægen Slog Mit Barn Ihjel. ”

Det mest uhyggelige ved denne udvikling er De Omvendte, dvs, de læger og sygeplejersker, der synes at bureaukrati er mere spændende og agtværdigt end at behandle patienter. Folk, du har kendt i årtier som rationelle mennesker, går nu rundt med et afklaret (læs: lobotomeret) ansigtsudtryk, som man ellers kun finder magen til hos medlemmer af The Mormon Tabernacle Choir eller Scientology og begynder at anvende CBS-termer som ”homokompetencer, ” ”agil ledelse”, ”på bagkant af”, ”vision”, ”fælles rejse”, ”dialogkaffe”, ”walk and talk-møder”, ”italesætte”…

Det er som at gense ‘The Invasion of The Bodysnatchers’.

Man forventer hvert øjeblik at Donald Sutherland vil vende sig om efter én på hospitalsgangen, pege og udstøde det særlige, skingrende skrig, der fortæller de andre aliens, at dér … lige dér … går det sidste medlem af menneskeracen.

Min kritik af denne dødelige udvikling, senest eksemplificeret ved indførelsen af Sundhedsplatformen og feks. Svendborgsagen, er vævet sammen med alle de absurde, latterlige, umulige og kafkaske situationer, man skal gennemgå som yngre læge for at komme ud på den anden side med hårdtvundet og praktisk anvendelig erfaring til patientens bedste.

Så hvad enten du er til syrevædet samfundskritik eller til sørgmuntre anekdoter, er dette 2018’s must read!

God fornøjelse.
– Steffen Jacobsen

Thomas A, Steffen Jacobsen, Sundhedsplatformen, Sundhedsvæsnet, Læge, Overlæge, Hvid kittel, debat, debatbog, SP,

Forudbestil Steffen Jacobsens bog, Hvis de lige vil sidde helt stille, frue, dr. Jacobsen er ny på afdelingen, her.

 

LÆS OGSÅ

Steffen Jacobsens debatindlæg i Politiken Nu rammer den sorte død hospitalerne, der siden 2016 er blevet standardinventar på opslagstavlerne i de fleste kaffestuer på landets hospitaler.

Bogen er en opfølgning på debatindlægget.