Krimi

Smuglæs i Stefan Ahnhems nye nervepirrende krimi, Motiv X

Stefan Ahnhem er tilbage med en nervepirrende krimi, Motiv X.

Motiv X er en 4. selvstændige krimi i Fabian Risk-serien af Stefan Ahnhem. Her kan du smuglæse i romanen, som udkommer 28. september.

Motiv X: Brutale mord med racistiske undertoner og en hektisk jagt på tid

Motiv X, Stefan Ahnhem

Et mord med racistiske undertoner sætter gang i et større efterforskningsarbejde hos politiet i Helsingborg. Datteren Matilda ligger i koma efter et skuddrama, og Fabian Risk er travlt optaget af at bringe sin familie på fode igen. Men da en ung syrisk dreng bliver brutalt myrdet og flere mord følger, må han tilbage på arbejde. Han og kollegerne hos Helsingborg politi kastes ud i en kamp mod tiden og en presset jagt på gerningsmændene. Samtidig kommer Fabian i besiddelse af information, som hans afdøde kollega Hugo Elvin efterlod sig; information, der giver Fabian viden om forhold på stationen, der kan få fatale professionelle og personlige konsekvenser for alle.

 

Læs mere om Fabian Risk serien

Anmelderne om Stefan Ahnhems krimier:

“Fans af svenske krimier kan glæde sig til nogle underholdende timer” – WEEKENDAVISEN om Offer uden ansigt

“Masser af spænding og blodig action” – EKSTRA BLADET om Den niende grav

★★★★★ – FYENS STIFTSTIDENDE til Atten grader minus

★★★★★ – “Et krimimesterværk” – LIVET I DUKKEHUSET om Atten grader minus

Motiv X af Stefan Ahnhem

PROLOG I

 

  1. august 2007

 

Inga Dahlberg prøvede at styre tankerne ind på noget andet.
Om det så bare var i et par minutter.
Hverken den skyfrie augusthimmel eller musikken i høretelefonerne, der var skruet så højt op, at ikke engang den kvidrende lyd fra fuglene, som gemte sig i træerne, kunne trænge igennem. Faktum var, at hun ikke følte den mindste træthed, selvom hun var i gang med sin tredje runde langs den blå rute, eller på Ramlösa Brunnspark, der var så grøn og frodig, at man ikke kunne se mere end et par meter i hver retning.

Men med samme vedholdenhed som myrer, der havde fundet vej til sukkerskålen i køkkenet, blev hendes tanker ved med at gennemgå den plan, som hun havde tilegnet størstedelen af sine vågne timer i de seneste uger.
Planen, som om mindre end tre timer skulle sættes i værk og forandre hele hendes liv.

Måske var det heller ikke så underligt.
Det var nu eller aldrig.
Denne gang måtte ingenting gå galt.
Blot antydningen af et flakkende blik eller den mindste usikkerhed i stemmen, og hun ville være hjælpeløst fortabt.
Efter alle disse år kendte hun kun Reidar alt for godt. Han ville med det samme udnytte sprækken i hendes facade til at overtage kontrollen og gøre hende lille indtil hun igen adlød ham som en veldresseret hund.

Hun havde gennemgået og analyseret hvert eneste mulige scenarie, og hun kunne dem alle udenad.
Uanset hvad der skete, og hvordan han reagerede, så vidste hun, hvordan hun skulle agere for til sidst at få ham til at fatte kuglepennen og skrive under. Og så snart det var overstået, ville hun tage den allerede pakkede kuffert og gå hen mod yderdøren.

Hun turde knapt tro, at der kun var et par timer til, de skulle af sted.
Endda til Paris af alle steder, den mest romantiske by af dem alle.
Endelig var det slut med at snige sig rundt, med alt hemmelighedskræmmeriet.
Alle de kodede sms’er og den konstante uro for når som helst at blive taget på fersk gerning. Leden ved at være tvunget til at dele seng med den forkerte mand hver aften.

Hvis alt gik som planlagt, ville de allerede i aften kunne gå bekymringsløse rundt.
Fik de lyst, kunne de sætte sig på en bænk og bare holde om hinanden.
Hun kunne lægge hovedet i hans skød og se både ham og stjernerne på samme tid.

Hun og hendes elsker.

Hun smagte på ordet. Elsker.
Hun syntes om det.
Det lød både syndigt og kærligt på samme tid. Og som de havde syndet.
Både hjemme hos ham og hos hende, i bruseren og i bilen, og på den afsides lille strandplet ved kanten af Raa-åen havde de gjort ting, hun end ikke havde troet var muligt.

Men nu var det kapitel slut.
Om mindre end fem timer skulle han forvandles fra hendes elsker til hendes elskede. De ville efterlade Kastrup under sig, skåle i champagne og nyde, at drømmen endelig var blevet til virkelighed.

Så snart hun kom hjem, ville hun tage et brusebad og ordne de sidste ting.
Vinduerne var allerede pudsede, både på inder- og ydersiden, og blomsterne havde fået ekstra meget vand med undtagelse af kaktussamlingen nede i gildesalen.
Sengetøjet var vasket og skulle bare rulles, før hun kunne rede sengen.
Boeuf Bourguignonen, Reidars livret, simrede under låget og skulle bare smages til med de sidste krydderier.

Da det var fredag, skulle han spille badminton efter arbejde, og lidt i syv ville han komme hjem med sit stinkende træningstøj, som hun for sidste gang ville sortere og lægge til vask, inden hun satte middagen på bordet.

Og omtrent på det tidspunkt ville han, hvis alting forløb som planlagt, reagere på, at alt ikke var som det plejede og undre sig over, hvorfor hun ikke satte sig over for ham og spiste med. Eventuelt ville han sige noget hånligt om alle hendes mislykkede slankekure, og at de bare gjorde hende endnu større, selvom sandheden var, at hun havde tabt tolv kilo, siden hun var begyndt at løbetræne.

Men denne gang havde hun ikke tænkt sig at lade hans drilleri gå upåagtet hen.
Med sin allermest rolige og beherskede stemme ville hun fortælle, at hun havde i sinde at forlade ham.

Selvfølgelig ville det have været nemmere bare at efterlade en håndskrevet seddel på bordet, inden han kom hjem.
Men skulle hun have en chance for at få ham til at skrive under, var der ingen anden udvej end at gøre det rigtigt. Se ham i øjnene og få ham til at forstå, at hun virkelig havde bestemt sig, og at de aldrig nogensinde skulle spise en middag sammen igen.

Afhængig af hvordan det var gået med badmintontræningen, var der en risiko for, at han ville fare op af stolen og blive fysisk.
Han ville ikke skade hende.
Ikke lige der.
Til gengæld kunne han godt finde på at smide med tallerknen og måske endda vælte bordet.
Det mest sandsynlige var dog, at han ville lade vreden pumpe ud i ansigtets yderstliggende blodårer, mens han ligeså rolig som en trykkoger ville spørge, hvor i helvede hun havde tænkt sig at tage hen. Hvordan hun kunne være så forbandet naiv at tro, at hun ville kunne klare sig uden ham i så meget som et splitsekund.

Derefter ville han male sig endnu længere op i et hjørne ved at minde hende om særejet og spørge, om hendes forvirrede lille ærtehjerne havde glemt den kendsgerning, at både huset, bilen og det meste af møblementet de facto tilhørte ham.

Reidar elskede at sige de facto.
Det var, som om det gjorde ham en halv meter højere og hans påstande både sande og uigenkaldelige.
Det var nu, skilsmisseansøgningen skulle frem på bordet, og han ville ikke kunne gøre andet end at skrive under og lade hende gå ud til den forudbestilte taxi, som ventede uden for indkørslen.

Til at begynde med forstod hun ikke, hvorfor høretelefonerne, som var forbundet til den lille iPod, pludselig blev rykket ud af hendes ører.
Endnu mindre forstod hun, hvad det var, der trykkede til og næsten skar ind i begge bryster og sekundet efter i kravebenet og halsen.
Først, da hun faldt hovedkulds bagover, så hun den udspændte fiskesnøre blinke i lyset oven for hende.

Himlen var smuk, nøjagtig lige så klar blå og skyfri, som den havde været hele sommeren. Udover sin egen puls kunne hun høre kvidren fra alle de tusindvis af fugle, som gemte sig et sted uden for hendes synsfelt.
Men vent, havde hun ikke lige lyttet til musik?
Eller havde det bare været en drøm?
Og hvorfor lå hun på ryggen midt i løbesporet?

Hun tog sig til halsen, som var øm, og satte sig op. Det værkede og dunkede i baghovedet. Formodentlig havde hun ikke mistet mere end et par minutter, så det ville stadig ikke være noget problem at nå det hele, inden Reidar kom hjem.

Hun samlede kræfter til at rejse sig, da nogle kviste knækkede bag hende. Hun vendte sig om og så, at bladene i det tætte løvværk langs kanten af løbesporet bevægede sig.

”Hallo? Er der nogen?” råbte hun, selvom der ikke herskede den mindste tvivl.
”Er det jer, som har spændt den her snøre op? Hallo?” Hun var vred nu og havde minsandten ikke i sinde at lade dette passere, selvom hun egentlig ikke havde tid.

Men i samme øjeblik manden dukkede frem af løvvæggen, forsvandt vreden, og hun forstod, at hun i stedet burde skynde sig at komme på benene og væk derfra.
Men det gik ikke.
Det var, som om tyngdekraften var særlig kraftig lige der, hvor hun lå. Det samme gjaldt hendes blik, som blev draget mod ham, da han kom ud på stien med en spade i den ene hånd.

Trods den skyfrie himmel var han iført en mørkegrå regnjakke og støvler, der var så høje, at de gik op over knæet og voksede sammen med bukserne, og under regnjakkens opslåede hætte havde han en elefanthue, som dækkede hele ansigtet bortset fra de stirrende øjne.

Hun fyldte lungerne med luft for at råbe om hjælp, men kom aldrig så langt, da hendes blik blev hængende på armbåndsuret rundt om hans håndled, da han hævede spaden over den ene skulder.
Det var et Omega Speedmaster, nøjagtig den samme model som næsten havde kostet hende en hel månedsløn.

Hun kunne ikke se andet end mørke.
Skrige kunne hun heller ikke.
Tapen over hendes mund sad så stramt, at hun frygtede, at læberne ville blive flået i stykker, hvis hun forsøgte.
På den anden side føltes hele hendes ansigt allerede sønderslået og hævet. Herregud, han måtte have slået hende med spaden.

Hun kunne stadig ikke tro på, at det var ham, som havde spændt snøren op, slået hende bevidstløs og nu klædt hende af.
Havde det bare ikke været for Omega-uret.
Eller havde hun set forkert?
Måske havde sælgeren bare løjet for at få prisen op, da han havde forsikret hende om, hvor usædvanlig netop denne Apollo-udgave var. Det var naturligvis sådan, det hang sammen. Sådan måtte det være.

Som om det spillede nogen rolle. Hvem det end havde været, så lå hun nu her nøgen og sammenkrøbet med tape for øjne og mund uden den mindste anelse om, hvad der ventede hende.
Eller var det allerede overstået?
Havde han gjort, hvad han ville og så bare efterladt hende her?

Hun befandt sig stadig udenfor, så meget kunne hun konstatere.
Dog var hun ikke ved løbesporet i Brunnsparken, men i nærheden af et vandløb, for hun kunne høre fjerne bølgeskvulp på trods af den kraftige tape over ørerne.

Egentlig lå hun ikke ned, men sad nærmere sammenkrøbet som i en yogaposition, foroverbøjet på knæene med fødderne bagud og med begge arme parallelt udstrakt foran sig.
Det var en underlig stilling, særligt i betragtning af det hårde og ru underlag.

Hun prøvede at forstå, hvad alt dette skulle betyde, men fattede ikke sammenhængen.
Hvorfor havde han efterladt hende nøgen i netop denne stilling og så i nærheden af et vandløb?

Det slog hende, at hun næsten ikke havde nogen smerter.
Hverken i ansigtet eller i resten af kroppen.
Det var, som om hun var helt følelsesløs. Som om hendes krop ikke længere tilhørte hende.
Han måtte have bedøvet hende, det var den eneste mulige forklaring.
etød det, at hun havde været bevidstløs i længere tid? Måske i flere timer.

Uanset hvad, var hun nu nødt til at komme væk derfra og hurtigst muligt nå hjem og tage et brusebad, så hun kunne nå at blive færdig med alting, inden Reidar kom hjem efter badmintontræningen.
Forhåbentlig var hun ikke så langt hjemmefra, og med lidt held var skaderne i ansigtet ikke så slemme.

Han ville selvfølgelig spørge, hvad der var sket.
Men det var lige meget.
Hvad der end skete, ville hun sørge for, at det ikke påvirkede den oprindelige plan.
Nu drejede det sig bare om at få løsnet tapen uden at forværre skaderne.

Men da hun forsøgte at løfte den ene arm, kom smerten som ud af det blå. En smerte så kraftig, at hun skreg lige ind i tapen.
Den skød ud fra håndryggen og spredte sig lynhurtigt ud i resten af hånden og videre op i armen. Desuden sad hånden tilsyneladende fast.
Åh, hvad havde han gjort?
Hun forsøgte at bevæge den anden hånd, men det var det samme. Smerten var så intens, at maven vendte sig. Hun forsøgte at bevæge benene, men smerten, som strålede ud af læggene, var om muligt endnu værre.

Hun sad fast.
Hvordan havde han … Hun kunne overhovedet ikke fatte det.
Hvad var det for et monster, hun var blevet udsat for?

”Ser man det. Hun er vågnet,” lød pludselig en stemme. ”Det var da også på tide.”

Han var tilbage. Eller havde han været der hele tiden? Og lød det ikke nøjagtigt som ham?

”Kom så. Op med dig. Op på alle fire.”

Hun trodsede smerten og gjorde, som hun havde fået ordre om.

”Det var fint. Du kan jo godt, når du vil.”

Det lød som ham, der gjorde det.
Men det måtte ikke være ham.
Måske var det bare tapen over ørerne, som gjorde det svært at udskille nogen detaljer.

Hun kunne mærke hans handskebeklædte hånd klappe hende på hoften, som om hun var en hest, der skulle besigtiges. Derefter begynde den at ae hende langs lænden og søge ned mellem hendes ben.

”Nu skal du bare sørge for ikke at falde sammen igen. For så er det for alvor ude med dig.”

Det var ham.
Nu herskede der ikke længere nogen tvivl.
Det var Ingvar.
Ingvar Molander.
Manden hun elskede over alt andet, og som endelig var gået med til at tage med hende til Paris om et par timer.

Smerten skød op fra hendes hænder og lægge, da underlaget, hun var fastgjort til, gav et ryk og begyndte at bevæge sig. Hvad havde han egentlig gang i?
Hun skreg, men det lød ikke som andet end en ubegribelig mumlen bag tapen.

Omtrent et minut senere begyndte underlaget at vippe i forskellige retninger, og hun måtte pludselig anstrenge hver eneste muskel i kroppen for at holde sig oppe på alle fire.
Så mærkede hun det kolde vand skylle ind over højre hånd og derefter den venstre, og erkendelsen af, hvad han havde gjort, begyndte så småt at gå op for hende.

 

DEL I

 

  1. – 16. juni 2012

 

Det spiller ingen rolle, hvor du graver.

Kommer du bare langt nok ned, vil det før eller siden altid stinke.

 

 

KAPITEL 1

 

Til at begynde med anede Molly Wessman kun den svage melodistump.
Men i takt med at lyden blev højere, trængte den spillende harpe sig stadig længere ind i hendes bevidsthed, og signalerede, at hun havde fem minutter til at vågne og få hjernen i gang, inden det var tid til at stå op.
Fem minutter, hvor hun kunne holde øjnene lukkede, tage pulsarmbåndet af og strække sig i ro og mag.

Hun var udhvilet og var ikke vågnet en eneste gang i løbet af natten, hvilket egentlig var helt utroligt med tanke på præsentationen, som hun skulle holde for bestyrelsen i eftermiddag. Normalt ville hun have ligget søvnløs hele natten og være ankommet til jobbet som et vrag.
Nu var hun i stedet overbevist om, at bestyrelsen ville godkende hendes forslag og lade hende gennemføre de sidste og strengt nødvendige besparelser, der skulle til for at vende resultatet.

Og alt det kunne hun takke søvn-appen i mobilen for.
Havde det ikke været for den, ville hun stadig have ligget i forsterstilling og rystet.
Førhen havde hun aldrig sovet i mere end fire timer.
Hun havde været træt konstant og sygemeldt så ofte, at til og med kollegerne med små børn var begyndt at undre sig over, hvad der foregik.
Hun havde været bagud med alting, selvom hun arbejdede til sent om aftenen og i weekenderne.

Til sidst havde hendes daværende chef kaldt hende ind på sit kontor og fortalt, hvad hun ikke selv havde indset.
At hun havde været ved at gå ned med stress.
Derefter havde han givet hende nummeret til en terapeut og et tip om en mobil-app, der ved hjælp af melodistumper og forskellige brusende lyde hjalp hjernen med at slappe af og på den måde forbedrede søvnen.

Den havde gjort hele forskellen og desuden kun kostet en brøkdel af, hvad terapeuten skulle have for nogle meningsløse samtaler.
Den havde ovenikøbet givet hende tid og energi til at begynde at træne igen.

Hun tog en dyb vejrtrækning og fyldte lungerne, som hun havde lært til yoga, og strakte den ene arm ud efter mobilen på natbordet.
Men da hun slog alarmen fra, kunne hun ikke undgå at lægge mærke til noget underligt, sekundet inden skærmen slukkede igen.

Egentlig måtte hun ikke kigge på skærmen, når hun befandt sig i sengen.
At slå alarmen til og fra var undtagelsen, som bekræftede reglen.
I hendes nye liv var sengen en skærmfri zone på linje med badeværelset og spisebordet.
Alligevel kunne hun ikke lade være med at indtaste adgangskoden og låse mobilen op.

Hun kiggede på skærmen og forstod først ingenting.

For en udenforstående, som ikke vidste, hvordan den plejede at se ud, var det formodentlig hverken mærkeligt eller ubehageligt. Men det vidste hun, og jo mere hun kiggede, desto mere voksende panikken.
Snart var trykket i brystet så hårdt, at hun havde svært ved at få luft.

Hendes første tanke var, at det ikke var hendes mobil.
Men skaden i øverste venstre hjørne, fra da hun senest havde tabt den, var der, og home-knappen gabte på samme måde, som den havde gjort de seneste uger.

Det hele passede.

Det hele, undtagen baggrundsbilledet.

Der burde have været et billede af Smilla, hendes hvidbrune Boston Terrier, som døde af hypertrofisk kardiomyopati for tre år siden.
Men der var ingen Smilla.

I stedet var der et billede af hende selv.

Et billede, hvor hun lå og sov hjemme i sin egen seng i nøjagtig den samme T-shirt, som hun havde på nu.
Selv tandpastapletten fra i går aftes var der, hvilket betød, at billedet var taget i løbet af den forgangne nat.
Nogen var altså brudt ind i hendes lejlighed og kommet ind i soveværelset, hvor det på en eller anden måde var lykkedes at låse mobilen op og tage et billede af hende.

Men hvorfor?

Måske var det bare en teknisk fejl.
Eller en ny funktion, som hun var kommet til at aktivere, da hun gik i seng.
Men nej, billedet var taget ovenfra.
Nogen måtte have været der.

Var der nogen, som lavede sjov med hende?
En af de mange sengekammerater, hun havde haft på besøg i løbet af de seneste år.
En der havde kopieret hendes nøgler? Hvordan det end skulle kunne lade sig gøre, uden at hun havde opdaget det. Eller var det en advarsel, fordi hun var faret for hårdt frem på jobbet?
Fra hvem i så fald?

Spørgsmålene fór rundt som lottobolde. Der var sikkert nok en hel del bitre personer blandt personalet, men hvor meget hun end forsøgte, kunne hun ikke komme i tanke om nogen, der var sindssyg nok til at gøre noget sådant.

Så slog det hende.

Tænk hvis han stadig var i lejligheden?
Hvis han stod lige udenfor soveværelsesdøren og ventede på hende.
Eller hvis han stadig befandt sig i …

Hun forsøgte at genvinde roen og overbevise sig selv om, at hun bare overreagerede. Men det var umuligt. Hvis hun skulle vove at forlade sengen, havde hun brug for noget at forsvare sig med. Noget mere end puderne og dynen. Måske sengelampen. Den var langt fra optimal, men det eneste inden for sengens rækkevidde.

Som om hun ville have en chance for at forsvare sig mod en vildtfremmed mand.
Hvem prøvede hun egentlig at narre?
Hun stivnede jo som en istap blot ved synet af en edderkop.
At tvære nogen ud med saglige argumenter var én ting.
Fysisk vold var noget helt andet.

Men nu havde hun intet valg, tænkte hun, og vendte sig så forsigtigt og lydløst som muligt om, greb fat om lampehovedet med begge hænder og hev til.
De to skruer forlod deres huller, og med dem fulgte hvidt gipsstøv, som dryssede ned på det sorte hovedpudebetræk.
Derefter rykkede hun stikket ud af kontakten, viklede ledningen et par gange rundt om den venstre hånd og greb fast om lampens vægholder med den højre, inden hun dristede sig ned på gulvet.

Hun kunne høre sin egen hjertebanken, da hun satte sig på hug og kiggede ind under sengen. Men udover badevægten og sengeskuffen på hjul, der indeholdt sexlegetøjet, var der intet at se, hvilket hun heller ikke havde forventet.
På den anden side havde hun stadig svært ved at tro på, at nogen virkelig havde fotograferet hende i nat med hendes egen mobil.

Hun rejste sig op, gik over til rengøringsskabet længst til venstre og hev døren op.
Men heller ikke der var der nogen, som gemte sig, og efter at have udskiftet lampen med støvsugerrøret i metal, gennemsøgte hun de resterende garderobeskabe.

Hvem det end var, så befandt han sig i hvert fald ikke i hendes soveværelse, hvilket mærkværdigt nok føltes som en lettelse. Som om alt ville blive godt igen, så længe hun bare blev der.

Hun havde ganske vist mobilen og kunne ringe til nogen.
Hvem kunne det nu være.
Gittan, som en gang havde været hendes bedste ven, havde hun ikke talt med siden forrige jul, hvor hun havde fået nok af hendes evindelige snak om barnebarn, og hvordan hun burde tage sig sammen og finde nogen at flytte sammen med.
På arbejdet havde hun heller ikke nogen at betro sig til.
Der ville det blive opfattet som et svaghedstegn, og lige nu var svaghed det sidste, hun havde råd til at vise.

Hun kunne ring til politiet.
Men de ville sikkert begynde med at spørge, om gerningsmanden stadig befandt sig i lejligheden. Hun gav derfor soveværelsesdøren et skub med den ene fod, og den gled lydløst op.

Der var i det hele taget meget stille.
Usædvanligt stille, nu hvor hun tænkte efter.
Som om trafikken på Järnvägsgatan nogle kvarter derfra var stoppet op, og underboen havde slukket for fjernsynet for første gang bare for at understrege situationens alvor og gøre hende endnu mere urolig.

Hun tog et skridt ind i stuen og lod blikket glide rundt.
Hjørnesofaen ved vinduet stod præcis, hvor den plejede.
Det samme gjaldt lænestolen, bogreolen og spisebordet i det andet hjørne.
Man kunne heller ikke rigtigt gemme sig der, så hun dristede sig ud i entréen og videre ud i køkkenet.

Også der så det ud, som hun havde efterladt det aftenen forinden.
Opvasken efter aftensmaden stod stadig i opvaskestativet, og posen med afskyllet plastemballage stod bundet med en knude på gulvet og ventede på, at hun skulle tage den med hen til skralderummet på vej til bilen.
Spisekammeret åbnede hun mest bare for at have gjort det. At nogen skulle have fået idéen at gemme sig derinde, var hun for alvor ikke bekymret for.

Hun gik tilbage til entréen og kiggede sig endnu en gang omkring for at forsikre sig om, at alting var urørt.
Derefter tændte hun lyset i badeværelset og konstaterede, at trusserne fra i går lå smidt midt på gulvet, og at bruseforhænget ved badekaret var trukket for.
Havde hun efterladt det sådan, eller stod der nogen og gemte sig bag det?

Hun gjorde sig klar med støvsugerrøret, tog et skridt frem og hev plasticforhænget til side.

Til hendes lettelse stod der ikke nogen.

Måske var hun alligevel bare kommet til at tage en selfie i søvne.
På en måde ville det være så typisk hende.
Efter hun havde fået sin nye mobil, der også havde et kamera på forsiden, havde hun taget så mange selfies, at hun var begyndt at få advarsler om, at telefonens hukommelse snart var fuld. Der var sikkert en naturlig forklaring, og sandsynligvis var det bare nerver inden præsentationen til bestyrelsesmødet, som var skyld i, at alting var kommet helt ud af proportioner.

Pulsen begyndte endelig at falde til ro, og hun kunne til sidst puste ud og stille og roligt lægge metalrøret fra sig, tage T-shirten af og kravle op i badekarret.
Derefter trak hun forhænget for igen, skruede op for vandet og ventede, til det var gået fra iskoldt til en smule for varmt, inden hun satte brusehovedet til.

Hun elskede den brændende fornemmelse mod huden og skruede yderligere op for den varme hane. Hun kunne stå så længe det skulle være under bruseren, og lige denne morgen behøvede hun det mere end nogensinde før.
Det føltes på en måde, som om hver eneste dråbe tog en del af uroen med sig.

Hun skyllede den sidste sæbe af, slukkede for vandet og tørrede sig nødtørftigt, inden hun trådte ud af badekarret.
Spejlet var som sædvanligt dugget til, og selvom hun vidste, at man ikke burde, kunne hun ikke lade være med at tørre duggen væk med håndklædet.

Der lød et skrig, pludseligt og ud af ingenting, og så højt, at det gjorde ondt i ørene.
Først efter et øjeblik, forstod hun, at skriget kom fra hende.
Det var helt instinktivt og hørte tilsyneladende aldrig op igen.
Imens var duggen på vej tilbage og gjorde hendes spejlbillede stadig mere uskarpt.

Men på trods af det kunne man tydeligt se, at en stor lok af hendes pandehår var klippet af.