Aktuelt Fagbøger

Sofie Linde: Jeg vejede næsten 0,1 ton…! Smuglæs i ‘Fårking gravid’

Sofie Linde, Fårking gravid

Da Sofie Linde sidste år fandt ud af, at hun var gravid, fornemmede hun hurtigt, at omverdenen havde en masse forventninger til hendes nye status: Hun skulle være glad og glæde sig. ”Nyd det nu!”, gentog mænd og kvinder omkring hende. Men Sofie Linde var alt andet end glad.

 

Fårking gravid er Sofie Lindes dagbogsoptegnelser og private billeder fra 9 måneder med en voksende mave, kvalme og vilde madcravings, humørsvingninger og tøjkriser og et liv på vej til at blive noget helt andet, end det var før.

Læs et uddrag fra bogen Fårking gravid

 

KÆRE DAGBOG
I dag har jeg formået at:
Gå ind i en lukket dør
Tabe kaffe ned over min lyserøde kjole
Tabe en tung bog ned over min tå
Spilde vand over Joakims computer
Ødelægge vores induktionsplade
Råbe ad en gammel dame, der ikke havde styr på sin hund
Ringe til Joakim (mens han var på arbejde) ni gange
Skære mig selv i fingeren
Bestille sushi fra en restaurant … i Jylland

Jeg har grædt efter hver eneste »uheld«, og Joakim har trøstet mig hver gang. Nu går jeg i seng og skammer mig … … nu tuder jeg igen …

Selv om jeg altid har været blød i kanten, har jeg aldrig før været sådan rigtig ked af min krop og mit udseende. Selvfølgelig har jeg brokket mig over min elevatorvægt, mormor-arme og mine brede hofter – men jeg har ikke været sådan virkelig led og ked af mit udseende. Ikke før min graviditet. Jeg HADEDE min krop. Det havde jeg ikke prøvet før.

Derfor vidste jeg heller ikke, hvordan jeg skulle agere og fungere med alt det selvhad. Jeg havde brokket mig over, hvordan jeg så ud i små tre måneder, men det stak helt af i slutspurten. Jeg havde svært ved at beskrive mig selv. Fra toppen og nedefter så det nogenlunde sådan her ud:

Mit hår: Man må jo ikke farve sit hår, når man er gravid, fordi der er 0,1 procent risiko for, at ens kommende barn får allergi (eller sådan noget i den stil …).

Derfor rockede jeg en god ”Horsens-udgroning” med tarveligt, mørk-gyldent hår fra midterskilningen og 10 centimeter ned til den hvide farve, som jeg fik skyllet i håret seks måneder tidligere. Den havde efterhånden fået et nikotingult skær af ikke at blive plejet og behandlet. Ikke pænt.

Jeg bemærkede, at andre piger så på mit hår med samme medlidende blik, som man sender til en 13-årig, der har voldtaget sit garn med en billig skyllefarve, hun har købt i Brugsen. Og som hun har fået skyllet i håret med hjælp fra sin lillesøster, der mistede interessen for farvningen halvvejs i processen, hvilket resulterede i en meget ujævn farvning, der godt kan syne som pletskaldethed på afstand (yes, det har jeg prøvet før!).

Den slags farvning, der råber på, at en frisør kommer til undsætning og fikser håret asap. Men jeg orkede ikke at gå til frisør. Jeg orkede knap nok at gå i bad. Hvorfor skulle jeg? Jeg så jo alligevel ikke nogen. Og jeg gik jo også i det samme tøj hele tiden. Så ikke nok med en grim hårfarve og skidt frisure; håret var sgu også som oftest fedtet.

Ansigt: Forestil dig en klassisk fødselsdagsballon. Efter et par dage går lidt af luften af ballonen. Faconen er stadig intakt, men den er blevet ret rynket og blød i det. Nogenlunde sådan så mit ansigt ud. Der var ingen tvivl om, at jeg havde fået vand i fjæset.

Mine kinder var begyndt at hænge lidt, og mine bekymringsrynker (som jeg en efter en har erhvervet mig i de perioder, hvor jeg har arbejdet for meget) var blevet dybere end før. Under mine øjne var der dukket små miniature hængekøjer af overskudshud op. Og hvad der engang var relativt lange og feminine øjenvipper, havde taget form som tarvelige grisebørster.

Det hele var ligesom bare blevet ældre. Jeg så ældre ud. Og træt ud. Også når jeg en sjælden gang ikke følte mig træt. Det var fandme skod.

Det eneste »friske«, der var at finde i hovedregionen, var mine tre nyfødte dobbelthager. De var lysvågne og klar til at møde verden. Uanfægtet af, hvor langt jeg strakte min hals, »hang de ud« i bedste velgående. Thank God, at jeg fik taget det nye pasfoto en måned før, jeg blev gravid.

Truncus: Det eneste, der stadig spillede (bare lidt i hvert fald), var mine bryster. Men jeg vidste godt, vi kørte på lånt tid.

Jeg kunne svagt ane nogle blå blodåre-lignende »streger«, som var begyndt at vinde indpas på min barm. Og det var bare starten på nedgangen for de to damer, der havde fulgt mig (sådan rigtigt), siden jeg var 13 år.

Inden længe ville de gå fra at være pyntegenstande til brugsgenstande. Så jeg forsøgte virkelig at gøre mig umage for lige at nå at knuselske dem, inden de skulle på arbejde og blive trætte og gamle.

Min mave … ja … den bar på et barn – og så totalt godnat ud. Den var blevet så stor, at hele min holdning var sådan kronisk tilbagelænet. Ergonomien var simpelthen røget ud ad vinduet sammen med den sunde kost og motionen. Mælkesnitterne havde det med at vinde over min forfængelighed, og jeg vidste, at der ventede et KÆÆÆÆMPE arbejde efter fødslen, hvis jeg nogensinde skulle få min »gamle« krop tilbage.

Jeg vejede allerede 97 kilo – men jeg havde på fornemmeren, at jeg ville nå at blive større. Prøv lige at overveje, hvor sindssygt det er. Jeg vejede næsten 0,1 ton? Shiiiit! Det skal man ikke tænke for meget over.

Jeg var også begyndt at opleve, at folk på gaden stoppede op og kommenterede på mit udseende: »Hold da kææft, mand! Det må være lige oppe over?«, »Rap, Rap, rap … du vralter helt vildt?« og »NU kan der da ikke være lang tid tilbage?«, »Hooooold da op. Har du en hel måned tilbage.«


 

Sofie Linde, Fårking gravidSkal man kunne lide at være gravid?

Det ser sådan ud, når man konsulterer de fleste bøger, blogs og foredrag om den søde ventetid. Men hvad gør man så, når man virkelig hader det? Det skriver en af Danmarks mest populære tv-værter Sofie Linde åbent og ikke mindst humoristisk om i Fårking gravid – en fremmed flytter ind.

Find Fårking gravid her, eller i din foretrukne boghandel.

 

Fårking gravid er en sjov fortælling om glæde sig til at blive mor, men at hade den graviditet, der følger med – og at turde sige det højt. Bogen er gennemillustreret med Sofie Lindes egne, sjove billeder fra Instagram fra sin graviditet.

 

Jeg arbejder i presseafdelingen, hvor jeg har den fornøjelse at sørge for, at pressen og læserne bliver opmærksomme på de bøger, som forlaget udgiver. Det var vist Troldepus, der var min første litterære forelskelse og siden har der været mange andre, og det bliver bare ved. Jeg har læst dansk litteratur på Københavns Universitet og er siden havnet i forlagsbranchen, hvilket er dejligt og rigtigt.