Ny dansk oversættelse af tyske Daniel Kehlmanns finurlige og tryllebindende fortællinger om spøgefuglen Tyll.
Tyll er fantastiske fortællinger om Trediveårskrigen med provokatøren Tyll Ulenspiegel i centrum, som forener alvor og finurlighed på fornem vis. Med en farverig samling af karakterer kan man ikke andet end at blive tryllebundet.
Her kan du smuglæse første kapitel i Tyll.
Anmelderne om Daniel Kehlmanns romaner:
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ “Mesterligt … en nedstigning til helvede i slowmotion” – JYLLANDS-POSTEN om F
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ “En underholdende tankeleg … af en stor litterær troldmand” – POLITIKEN om F
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ “Romankunst i den store tyske tradition: filosofisk, formfuldent, fabelagtigt” – FYENS STIFTSTIDENDE om F
“Det er videnskabshistorie og røverroman på en gang. Stort tænkt, men enkelt skrevet og med masser af små sukkerknalder til tanken, når man mindst venter det” – POLITIKEN om Opmålingen af verden
“Finurlig og fintsleben satirisk roman” – LITTERATURSIDEN om Jeg og Kaminski
“Næ, det er slet ikke så underligt, at Opmålingen af verden er blevet et hit blandt tyske læsere. Den er helt igennem uimodsåelig” – LITTERATURNU om Opmålingen af verden
“Svær at slippe. Også efter endt læsning” – WEEKENDAVISEN om F
“En uimodståelig roman” – INFORMATION om F
Se nærmere på flere af Daniel Kehlmanns bøger lige her
Tyll af Daniel Kehlmann
SKO
Krigen var ikke kommet til os endnu.
Vi levede i frygt og håb og prøvede at undgå at nedkalde Guds vrede over vores fast muromkransede by med sine hundredeogfem huse og kirken og kirkegården, hvor vore forfædre lå og ventede på opstandelsens dag.
Vi bad meget for at holde krigen på afstand.
Vi bad til Den Almægtige og til den barmhjertige jomfru, vi bad til skovens herskerinde og til de små midnatsfolk, til den hellige Gerwin, til portvagten Petrus, til evangelisten Johannes, og for en sikkerheds skyld bad vi også til Den gamle Mela, som drager over himlen med sit følge i de barske nætter, hvor dæmonerne har frit slag.
Vi bad til Den Hornede fra gamle dage og til biskop Martin, der havde delt sin frakke med tiggeren, der frøs, så at de begge to kom til at fryse, og begge var gudvelbehagelige, for hvad nytter en halv frakke om vinteren, og selvfølgelig bad vi til den hellige Moritz, som med en hel legion havde valgt døden frem for at forråde sin tro på den ene og retfærdige Gud.
To gange om året kom skatteopkræveren, og hver gang virkede han overrasket over, at vi var der endnu.
Af og til kom der handelsmænd, men da vi ikke købte ret meget, tog de snart af sted igen, og det passede os fint.
Vi manglede ikke noget ude fra den store verden, og vi tænkte ikke på den, før der en morgen rullede en overdækket vogn trukket af et æsel hen ad vores hovedgade.
Det var lørdag, og det var også lige blevet forår, bækken svulmede af smeltevand, og vi havde bragt sæden ud på de marker, som ikke lige lå brak.
På vognen var der slået et telt op af rød sejldug.
Foran det sad der en gammel kone og krøb sammen.
Hendes krop lignede en sæk, hendes ansigt var som af læder, hendes øjne som et par små bitte sorte knapper.
Bag ved hende stod der en yngre kvinde med fregner og mørkt hår. Men på bukken sad en mand, som vi genkendte, selv om han aldrig havde været her, og da de første kom i tanker om det og råbte hans navn, var der også andre, der kunne huske det, og snart lød det alle vegne fra med mange stemmer:
“Tyll er her!”, “Tyll er kommet!”, “Det er Tyll!”
Det kunne kun være ham.
Selv til os kom der flyveblade.
De kom gennem skoven, vinden bar dem med sig, handelsmænd havde dem med – derude i verden blev der trykt flere af dem, end noget menneske kunne tælle.
De handlede om narreskibet og om den store præstedårskab og om den onde pave i Rom og om den djævelske Martinus Luther i Wittenberg og om troldmanden Horridus og om doktor Faust og om helten Gawain af det runde bord og så om ham, Tyll Ulenspiegel, der nu var kommet til os i egen person.
Vi kendte hans brogede vams, vi kendte den bulede kalot og frakken af kalveskind, vi kendte hans magre ansigt, de små øjne, de hule kinder og haretænderne.
Hans bukser var af godt stof, skoene af fint læder, men hans hænder var tyve- eller skriverhænder, der aldrig havde arbejdet; den højre holdt tømmerne, den venstre pisken.
Hans øjne lynede, han hilste til høje og venstre.
“Og hvad hedder du?” spurgte han en pige.
Den lille svarede ikke, for hun kunne ikke forstå, hvordan det kunne gå til, at en, der var berømt, talte med hende.
“Nå, sig det nu!”
Da hun havde fået fremstammet, at hun hed Martha, smilede han bare, som om det var noget, han hele tiden havde vidst.
Så spurgte han med en sådan opmærksomhed, som om det var vigtigt for ham:
“Og hvor gammel er du?”
Hun rømmede sig og fortalte ham det.
Hun havde aldrig i de tolv år, hun havde levet, set sådan nogle øjne som hans.
Sådan nogle øjne havde de måske i Rigets frie byer og ved de stores hoffer, men der var aldrig kommet nogen til os, der havde sådan nogle øjne.
Martha havde ikke vidst, at sådan en kraft, sådan en sjælens snilde kunne tale ud af et menneskeansigt.
Sidenhen ville hun fortælle sin mand og langt senere sine vantro børnebørn, at hun selv havde set ham.
Vognen var allerede kørt forbi, hans blik var allerede rettet andre steder hen, mod andre i vejkanten.
“Tyll er kommet!” lød det igen på vejen og “Tyll er her!” fra vinduerne og “Det er Tyll!” fra kirkepladsen, som hans vogn nu trillede ind på.
Han lod pisken knalde og rejste sig.
Lynhurtigt blev vognen til en scene.
De to kvinder foldede teltet sammen, den unge af dem satte håret op i en knude, satte en lille krone på hovedet, slyngede et stykke purpurstof om sig, den gamle stillede sig foran vognen, opløftede sin røst og istemte en ballade.
Hendes dialekt lød sydlandsk, som fra Bayerns store byer, og var ikke let at forstå, men vi fik da med, at det handlede om en kvinde og en mand, der elskede hinanden, men ikke kunne komme til hinanden, fordi de var skilt af en flod.
Tyll Ulenspiegel tog et blåt klæde, knælede ned, kastede det ud i luften, idet han holdt fast i den ene ende; han trak det tilbage og kastede det atter ud i luften, trak det tilbage, kastede det, og idet han knælede på ene side og kvinden på den anden, og det blå klæde bølgede imellem dem, så det virkelig ud som vand, og bølgegangen var så vild, at et skib ikke ville kunne færdes på det.
Da kvinden rettede sig op og så på bølgerne med ansigtet stivnet af skræk, opdagede vi pludselig, hvor smuk hun var.
Som hun stod der og rakte armene op mod himlen, hørte hun pludselig ikke hjemme her mere, og ingen af os var i stand til at vende vort blik fra hende.
Kun ud af øjenkrogen så vi hendes elskede hoppe og danse og fægte og svinge sit sværd og kæmpe med drager og fjender og hekse og onde konger på sin vanskelige vej til hende. Stykket varede til hen på eftermiddagen.
Men selv om vi vidste, at køerne havde ondt i yveret, var der ingen af os, der havde travlt.
Den gamle kone foredrog time efter time.
Det kunne næsten ikke være rigtigt, at nogen kunne så mange vers udenad, og nogle af os fik en mistanke om, at hun fandt på dem, mens huns sang.
Imens var Tyll Ulenspiegels krop i konstant bevægelse, hans fodsåler lod næsten ikke til at røre jorden; hver gang vi fangede ham med blikket, var han allerede et andet sted på den lille scene.
Det endte med en misforståelse: Den smukke kvinde havde fået fat i noget gift for at få det til at se ud, som om hun var død, så hun ikke skulle giftes med den onde formynder, men budskabet, der skulle forklare hendes elskede det hele, var blevet væk på vejen, og da han, den sande brudgom, hendes sjæls ven, til sidst nåede frem til hendes livløse legeme, ramte rædslen ham som et lyn.
Længe stod han som stivnet.
Den gamle holdt op med at synge.
Vi kunne høre vinden og køerne, der muhede efter os.
Ingen trak vejret.
Til sidst trak han sin kniv og stak den i brystet.
Det var utroligt, klingen forsvandt ind i hans krop, et rødt klæde vældede frem fra kraven, som strømmende blod, og så sank han sammen ved siden af hende, spjættede, lå stille.
Var død.
Spjættede alligevel en gang til, lå stille igen, denne gang for evigt.
Vi ventede.
Virkelig.
For evigt.
Et par sekunder senere vågnede kvinden op og fik øje på den døde krop ved sin side.
Først var hun bestyrtet, så ruskede hun i ham, så forstod hun og var igen bestyrtet, og så græd hun, som om intet i verden nogen sinde ville blive godt igen.
Så tog hun hans kniv og dræbte også sig selv, og endnu en gang beundrede vi den snedige indretning, og hvor dybt klingen forsvandt ind i hendes bryst.
Nu var der kun den gamle kone tilbage, og hun fremsagde endnu et par vers, som vi på grund af dialekten knap forstod.
Så var stykket forbi, og der var mange af os, der stadig græd, efter at de døde for længst havde rejst sig og stod og bukkede.
Men det var ikke det hele.
Køerne blev stadig nødt til at vente, for efter tragedien kom lystspillet.
Den gamle kone slog på en tromme, og Tyll Ulenspiegel spillede på fløjte og dansede med kvinden, der nu ikke så særlig smuk ud længere, til højre og til venstre og frem og tilbage igen.
De kastede armene i vejret, og deres bevægelser var så afstemt med hinanden, at det var, som om de ikke var to mennesker, men hinandens spejlbilleder.
Vi kunne danse til husbehov, vi holdt tit fester, men ingen af os kunne danse som dem; når man så på dem, var det som om en menneskekrop ikke havde nogen vægt, og som om livet ikke var trist og hårdt.
Så vi kunne heller ikke holde fødderne i ro, og vi begyndte at vippe, at springe, at hoppe og dreje rundt.
Men pludselig var dansen forbi.
Vi stod og hev efter vejret og kiggede op på vognen, hvor Tyll Ulenspiegel nu stod alene, de to kvinder var ikke at se.
Han sang en spottevise om den stakkels dumme vinterkonge, kurfyrsten af Pfalz, der troede, han kunne besejre kejseren og modtage Prags krone af protestanterne, men hans kongerige var allerede smeltet hurtigere end sneen.
Og han sang om kejseren, der altid var så kold af at bede, den lille mand, der sad i Hofburg i Wien og rystede af skræk for svenskerne, og så sang han om svenskekongen, midnatsløven, stærk som en bjørn, men hvad havde det nyttet ham mod kuglerne i Lützen, som tog hans liv som en anden lille lejesoldats, og slukket var dit lys, og væk var din lille kongesjæl, væk var løven!
Tyll Ulenspiegel lo, og vi lo også, fordi man ikke kunne modstå ham, og fordi det gjorde godt at tænke på, at de store døde, og vi stadig var i live, og så sang han om kongen i Spanien med den store underlæbe, som troede, at han regerede over hele verden, selv om han var fattig som en kirkerotte.
Af lutter grin opdagede vi først nogen tid efter, at musikken var blevet anderledes, at den pludselig ikke lød spottende mere.
Nu sang han en vise om krigen, om at ride sammen og om våbnenes klirren og mændenes venskab og om tapperheden i fare og jubelen fra de hvinende kugler.
Om livet som lejesoldat sang han og om skønheden ved at dø, han sang om den vilde glæde, som opfyldte enhver, der red mod fjenden på sin hest, og vi mærkede alle sammen vore hjerter slå hurtigere.
Mændene iblandt os lo, kvinderne vuggede med hovedet, fædrene løftede deres børn op på skulderen, mødrene så stolte ned på deres sønner.
Kun den gamle Luise hvislede mellem tænderne og rokkede med hovedet og mumlede så højt, at de, der stod ved siden af hende, sagde, at hun skulle tage at gå hjem.
Hvorpå hun bare blev endnu mere højrøstet og råbte, om der da ikke var nogen, der kunne se, hvad det var, han lavede.
Han besvor det, han manede det frem!
Men da vi tyssede på hende og vinkede hende af og truede hende, luntede hun gudskelov af, og straks spillede han igen på sin fløjte, og kvinden stod ved siden af og så nu så majestætisk ud som en anden standsperson.
Med sin klare stemme sang hun om kærligheden, der var stærkere end døden.
Om forældrenes kærlighed sang hun og om Guds kærlighed og kærligheden mellem mand og kvinde, og så var der igen noget i musikken, der skiftede, tempoet blev hurtigere, tonerne blev spidsere og skarpere, og pludselig handlede sangen om den kødelige kærlighed, om de varme kroppe, om at tumle rundt i høet, om duften af din nøgenhed og om din store røv.
Mændene iblandt os lo, og så begyndte kvinderne også at le, og de, der lo allerhøjest, var børnene.
Den lille Martha lo også.
Hun havde mast sig hen foran, og hun kunne godt forstå, hvad sangen handlede om, for hun havde tit hørt mor og far i sengen og karlene i høet og sin søster og snedkerens søn sidste år – de var stukket af om natten, men Martha havde sneget sig efter dem og set det hele.
Nu bredte der sig en lystent grin på den berømte mands ansigt.
Der var opstået en stærk kraft mellem ham og kvinden, hun blev draget hen mod ham og han mod hende, deres legemer blev trukket så voldsomt mod hinanden, at det næsten ikke var til at holde ud, at de ikke omsider kunne gribe fat i hinanden.
Men det var, som om den musik, han spillede, forhindrede det, for hun var ligesom ved en fejltagelse blevet en anden, og øjeblikket var forbi, tonerne tillod det ikke mere.
Det var agnus dei.
Kvinden foldede fromt sine hænder, qui tollis peccata mundi, han veg tilbage, og det var, som om de begge var blevet forskrækket over den vildskab, der næsten havde grebet dem, ligesom vi også var blevet forskrækket og slog kors for os, fordi vi blev mindet om, at Gud så alt og billigede lidet.
Parret faldt på knæ, vi gjorde det samme.
Han tog fløjten fra munden, rejste sig, bredte armene ud og bad om betaling og noget at spise.
For nu ville der være en pause.
Og hvis man stak ham en god skilling, kom det bedste bagefter.
Vi greb fortumlet i lommerne.
De to kvinder gik rundt med bægre.
Vi gav så meget, at mønterne klirrede og hoppede.
Vi gav alle sammen noget: Karl Schönknecht gav, og Malte Schopf gav, og hans læspende søster gav, og møllerfamilien, der ellers var så nærig, gav også, og den tandløse Heinrich Matter og Matthias Wohlsegen gav ekstra meget, selv om de var håndværkere og mente, de var bedre end andre.
Martha gik langsomt rundt om vognen.
Dér sad Tyll Ulenspiegel med ryggen lænet mod vognhjulet og drak af et stort ølkrus.
Æslet stod ved siden af.
“Kom herhen,” sagde han.
Med bankende hjerte trådte hun nærmere.
Han rakte kruset frem.
“Drik,” sagde han.
Hun tog det.
Øllet smagte bittert og tungt.
“Folkene her. Er det flinke folk?”
Hun nikkede.
“Fredelige folk, hjælper hinanden, forstår hinanden, kan godt lide hinanden, er det sådan nogle folk?”
Hun tog en slurk til.
“Ja.”
“Det er jo fint,” sagde han.
“Vi får se,” sagde æslet.
Martha tabte kruset af skræk.
“Det dejlige øl,” sagde æslet.
“Din dumme unge.”
“Det kalder man at bugtale,” sagde Tyll Ulenspiegel.
“Det kan du også lære, hvis du har lyst.”
“Det kan du også lære,” sagde æslet.
Martha samlede kruset op og trådte et skridt tilbage.
Ølpytten blev større og så mindre igen, den tørre jord sugede væden til sig.
“Jeg mener det,” sagde han.
“Tag med os. Mig kender du jo nu. Jeg er Tyll. Min søster derovre hedder Nele. Hun er ikke min søster. Jeg ved ikke, hvad den gamle hedder. Æslet hedder æslet.”
Martha gloede på ham.
“Vi lærer dig det hele,” sagde æslet.
“Jeg og Nele og den gamle og Tyll. Og du kommer væk herfra. Verden er stor. Du får den at se. Jeg hedder ikke bare Æslet, jeg har også en navn, jeg hedder Origenes.”
“Hvorfor spørger I mig?”
“Fordi du ikke er som dem,” sagde Tyll Ulenspiegel.
“Du er ligesom os.”
Martha rakte ham kruset, men han tog det ikke, så hun stillede det på jorden.
Hun havde hjertebanken.
Hun tænkte på sin far og mor og på sin søster og på det hus, hun boede i, og på bakkerne ude bag ved skoven og på vindens susen i træerne, som hun ikke kunne forestille sig lød anderledes andre steder.
Og hun tænkte på sin mors sammenkogte gryderet.
Den berømte mands øjne skød lyn, da han smilede og sagde:
“Tænk på de gamle ord. Noget, der er bedre end døden, finder du alle vegne.”
Martha rystede på hovedet.
“Så siger vi det,” sagde han.
Hun ventede, men han sagde ikke mere, og det tog hende en lille øjeblik at indse, at han allerede havde mistet interessen for hende.
Altså gik hun rundt om vognen igen og hen til dem, hun kendte, hen til os.
Nu var vi hendes liv, et andet fandtes ikke mere.
Hun satte sig på jorden.
Hun følte sig tom.
Men da vi kiggede op, gjorde hun det også, for vi havde alle på samme tid opdaget, at der hang noget oppe i himlen.
En sort streg skar tværs igennem det blå.
Vi missede med øjnene.
Det var et tov.
Dets ene ende var bundet fast til kirketårnets vindueskors, den anden til en flagstang, der ragede frem fra muren ved siden af vinduet i borgerhuset, hvor byfogeden arbejdede, hvad der ganske vist ikke skete ret tit, for han var doven.
Den unge kvinde stod i vinduet, hun havde åbenbart netop bundet tovet fast; men, spurgte vi os selv, hvordan havde hun fået det spændt?
Man kunne være her eller der, i det ene vindue eller i det andet, man kunne sagtens binde et tov fast og lade det falde, men hvordan fik man det op i det andet vindue og bundet fast i den anden ende?
Vi stod med åben mund.
En tid lang forekom det os, at det var tovet selv, der var kunststykket, og at det var alt nok.
En spurv landede på det, gjorde et lille hop, bredte vingerne ud, kom på andre tanker og blev siddende.
Så dukkede Tyll Ulenspiegel frem ovre i kirkevinduet.
Han vinkede, sprang op i vindueskarmen, trådte ud på tovet.
Han gjorde det, som var det ingen sag.
Ingen af os sagde noget, ingen råbte op, inden rørte sig, vi var holdt op med at trække vejret.
Han vaklede ikke og skulle ikke prøve at finde balancen, han gik bare.
Hans arme svingede, han gik, ligesom man går på jorden, blot så det en smule koket ud, at han hver gang satte den ene fod lige foran den anden.
Man skulle se godt efter for at få øje på de små hoftebevægelser, som han afværgede tovets svingninger med.
Han gjorde et hop og gik kun et lille øjeblik i knæ, da han landede.
Så spadserede han hen til midten med hænderne foldet på ryggen.
Spurven fløj op, men den gjorde kun et par vingeslag og satte sig igen og drejede hovedet; der var så stille, at vi kunne høre den pippe og fløjte.
Og selvfølgelig kunne vi også høre vore køer.
Tyll Ulenspiegel vendte rundt oven over os, langsomt og skødesløst – ikke som en, der er i fare, men som en, der kigger sig nysgerrigt omkring.
Den højre fod stod på langs af tovet, den venstre på tværs, knæene var let bøjede og næverne plantet i siderne.
Og alle vi, der stod og kiggede derop, forstod pludselig, hvad lethed var.
Vi forstod, hvordan livet kan være for en, der virkelig gør, hvad han vil, og ikke tror på noget og ikke lystrer nogen; hvordan det ville være at være sådan et menneske, forstod vi, og vi forstod, at vi aldrig ville blive sådan nogle mennesker.
“Tag jeres sko af!”
Vi vidste ikke, om vi havde forstået ham.
“Tag dem af,” råbte han.
“Alle tager den højre sko af. Spørg ikke, gør det, det bliver sjovt. Stol på mig, tag dem af. Gamle og unge, kvinder og mænd! Alle. Den højre sko.”
Vi gloede på ham.
“Har det ikke været sjovt indtil nu? Vil I ikke have mere? Jeg har noget mere til jer, tag skoene af, tag den højre af alle sammen, kom i gang!”
Det tog os lidt tid at komme i bevægelse.
Sådan er det altid med os, vi er sindige folk.
Den første, der lystrede, var bageren, så straks Malte Schopf og så Karl Lamm og så hans kone, og så lystrede håndværkerne, der altid mente, de var bedre end andre, og så gjorde vi det alle, hver og en, kun Martha gjorde det ikke.
Tine Krugmann, som stod ved siden af hende, puffede til hende med albuen og pegede på hendes højre fod, men Martha rystede på hovedet, og Tyll Ulenspiegel gjorde et nyt hop oppe på tovet, idet han slog fødderne samme.
Han sprang så højt, at han var nødt til at strække armene ud for at få balance, da han landede – kun ganske kort, men længe nok til at minde os om, at han også vejede noget og ikke kunne flyve.
“Og nu smider I dem,” råbte han med høj, klar stemme.
“Tænk ikke, spørg ikke, tøv ikke, det bliver så sjovt. Gør som jeg siger. Smid!”
Tine Krugmann var den første, der gjorde det. Hendes sko fløj og steg til vejrs og forsvandt i mængden.
Så fløj den næste sko, der var Susanne Schopfs, og så den næste, og så fløj de i snesevis og flere endnu og endnu flere.
Vi lo alle sammen og skreg og råbte:
“Pas på!”, og “Duk dig!”, og “Her kommer der noget!”
Det var vanvittig sjovt, og det gjorde ingenting, at nogle af skoene ramte folk i hovedet.
Der lød bandeord, et par kvinder skældte ud, og par børn græd, men det var ikke slemt, og Martha kunne ikke lade være med at le, da hun lige akkurat undgik at få en tung støvle i hovedet, samtidig med at en vævet tøffel sejlede ned foran hendes fødder.
Han havde ret, og der var endda nogle, der syntes, det var så sjovt, at de også smed deres venstre sko.
Og nogle gav sig til at smide med hatte og skeer og krus, som blev smadret rundt omkring, og selvfølgelig var der også et par stykker, der smed med sten.
Men da hans stemme talte til os, ebbede larmen ud, og vi lyttede.
“I fjolser.”
Vi missede med øjnene, solen stod lavt.
Dem på den anden side af pladsen kunne se ham tydeligt, for de andre var han kun et omrids.
“I narrehoveder. I støvhoveder. I frøer. I driverter, I muldvarpe, I dumme rotter. Hent dem så igen.”
Vi gloede.
“Eller er I for dumme? Kan I ikke finde dem igen, kan I ikke klare det, er I for bløde i bolden?”
Han lo brægende.
Spurven fløj op, svingede sig op over tagene, var væk.
Vi kiggede på hinanden.
Det, han lige havde sagt, var gement; men det var heller ikke så gement, at det ikke stadig kunne være en spøg og et groft drilleri fra hans side.
Det var han jo berømt for, det kunne han tillade sig.
“Nå, hvad så?” spurgte han.
“Skal I ikke bruge dem mere? Vil I ikke have dem mere? Bryder I jer ikke om dem mere? I kvajpander, hent jeres sko!”
Malte Schopf var den første.
Han havde været utilpas hele tiden, så nu løb han derhen, hvor han mente, hans støvle var landet.
Han puffede folk til side, maste sig igennem, skubbede sig vej, bøjede sig ned og rodede mellem benene på folk.
På den anden side af pladsen gjorde Karl Schönknecht det samme, og så fulgte Elsbeth, smedens enke, men hun blev standset af den gamle Lembke, der råbte, at hun skulle forsvinde, det var hans datters sko.
Elsbeth, der stadig havde ondt i panden, hvor hun var blevet ramt af en støvle, råbte tilbage, at han hellere selv skulle tage at forsvinde, for hun kunne vel kende sin egen sko, sådan nogle fine broderede sko havde hans datter i hvert fald ikke, hvorpå den gamle Lembke skreg, at hun skulle gå væk og ikke rakke ned på hans datter, hvortil hun skreg, at han var en stinkede skotyv.
Så blandede Lembkes søn sig:
“Jeg advarer dig!”,
og samtidig begyndte Lise Schoch og møllerkonen at skændes, for deres sko lignede virkelig hinanden, og de havde lige store fødder, og der blev også brugt højrøstede ord mellem Karl Lamm og hans svoger, og pludselig forstod Martha, hvad det var, der foregik, og hun bukkede sig ned på alle fire og kravlede væk.
Oven over hende blev der skubbet, skældt ud og sparket. Et par stykker, der hurtigt havde fundet deres sko, listede af, men mellem os andre udbrød der et raseri så voldsomt, som havde det ligget på lur i lang tid.
Moritz Blatt, snedkeren, og Simon Kern, smeden, bankede løs på hinanden med knytnæver, så at en, der måtte have troet, at det bare var sko, det handlede om, ikke havde forstået noget, for så skulle han have vidst, at Moritz’ kone som barn var blevet lovet bort til Simon.
De blødte begge ud af næsen og munden, de prustede som heste, og ingen turde lægge sig imellem; Lore Pilz og Elsa Kohlschmitt havde også bidt sig væmmeligt fast i hinanden, men de havde nu også hadet hinanden så længe, at ingen af dem kunne huske årsagen.
Til gengæld var man fuldkommen klar over, hvorfor Semmler-familien og dem fra Grünanger-huset for løs på hinanden; det var over den omstridte mark og den gamle arvesag, som stammede helt tilbage fra sognefoged Peters tid, men også på grund af Semmler-pigen og hendes barn, som Karl Schönknecht og ikke ægtemanden var far til.
Raseriet spredte sig som en feber – hvor man end så hen, blev der skreget og kæmpet, kroppene væltede rundt i hinanden, og nu drejede Martha hovedet og så op.
Dér stod han og lo.
Bagoverbøjet med vidt åben mund og rystende skuldre.
Kun hans fødder var i ro, og hans hofter svingede i takt med tovets gyngen.
Det forekom Martha, at hun bare skulle se bedre efter, så ville hun kunne forstå, hvorfor han morede sig sådan – men lige da kom der en mand løbende hen imod hende uden at se hende, og hans støvle ramte hende i brystet, og hun slog hovedet i jorden, og da hun hev efter vejret, var det, som om hun blev stukket af nåle.
Hun trillede om på ryggen.
Tovet og himlen var tomme.
Tyll Ulenspiegel var væk.
Hun stablede sig på benene.
Hun humpede forbi de mange kroppe, der bankede hinanden, væltede, bed, græd, slog hinanden, og hist og her genkendte hun et ansigt; hun humpede ned ad vejen, krumrygget og med hovedet sænket, men lige idet hun nåede hjem til sin dør, hørte hun rumlen fra vognen.
Hun vendte sig om.
Den unge kvinde, som han havde kaldt Nele, sad på bukken, og ved siden af sad den gamle kone og krøb sammen uden at røre sig. Hvorfor var der ingen, der standsede dem, hvorfor var der ingen, der fulgte efter dem?
Vognen kørte forbi Martha.
Hun stirrede efter den.
Snart ville den være ved elmetræet, så ved byporten, så væk.
Og så, lige som vognen næsten var fremme ved de sidste huse, kom der alligevel én løbende bagefter med lange, uanstrengte skridt. Frakkens kalveskind bølgede om hans nakke som noget levende.
“Jeg ville have taget dig med!” råbte han, da han løb forbi Martha.
Lige før vejen drejede, indhentede han vognen og sprang op. Portvagten var henne på torvet sammen med os andre, ingen holdt dem tilbage.
Martha gik langsomt ind i huset, lukkede døren bag sig og slog slåen for.
Gedebukken lå ved siden af kakkelovnen og så spørgende op på hende.
Hun hørte køerne brøle, og henne fra torvet gjaldede vores skrigeri. Men efterhånden faldt vi til ro.
Køerne blev malket inden aften.
Marthas mor kom hjem, og bortset fra et par skrammer var der ikke sket hende noget.
Hendes far havde mistet en tand, han havde fået en flænge i øret, en eller anden havde sparket så hårdt til hendes søsters fod, at hun haltede i flere uger.
Men det blev atter morgen og det blev atter aften, og livet gik videre. Der var buler og flænger og skrammer og forstuvede arme og manglende tænder i hvert et hus, men allerede dagen efter var torvet ryddet igen, og alle havde deres egne sko på.
Vi talte aldrig om det, der var sket.
Vi talte heller ikke om Ulenspiegel.
Uden at vi havde aftalt det, holdt vi os til det; selv Hans Semmler, som var blevet så hårdt medtaget, at han fra nu af måtte blive i sengen og ikke kunne indtage andet end vælling, lod som om han altid havde haft det sådan.
Og selv enken efter Karl Schönknecht, som vi begravede på kirkegården dagen efter, lod som om det havde været skæbnebestemt, og hun ikke rigtig vidste, hvem kniven i hans ryg tilhørte.
Kun tovet blev hængende over pladsen i flere dage, dirrede i vinden og gav hvile for spurve og svaler, indtil præsten, som var blevet særlig ilde tilredt under slagsmålet, fordi vi ikke brød os om hans praleri og nedladenhed, igen var i stand til at kravle op i klokketårnet og skære det ned.
Men vi glemte heller ikke.
Det, der var sket, blev mellem os.
Det var der, når vi høstede, og det var der, når vi handlede korn med hinanden eller samledes om søndagen i kirken, hvor præsten havde fået en nyt ansigtsudtryk, halvt forundret, halvt bange.
Og især var det der, når vi holdt fest på torvet, og når vi så hinanden i øjnene under dansen.
Så var det, som om luften var blevet tungere, som om vandet smagte anderledes, og himlen ikke mere var den samme, efter at tovet havde hængt oppe i den.
Og godt og vel et år senere kom krigen alligevel til os.
En nat hørte vi vrinsken, og så lød der latter fra mange stemmer derude, og snart hørte vi bragene af døre, der blev blev sparket op, og inden vi nåede ud på vejen, bevæbnet med nytteløse høtyve eller knive, slikkede flammerne op.
Soldaterne var mere sultne og havde drukket mere, end de plejede. Det var længe siden, de havde været i en by, der havde så meget at byde på.
Gamle Luise, der lå og sov og denne gang ingen forudanelse havde haft, døde i sin seng.
Præsten døde, da han stillede sig beskyttende foran kirkedøren.
Lise Schoch døde, da hun prøvede at gemme sine guldmønter, bageren og smeden og gamle Lembke og Moritz Blatt og de fleste andre mænd døde, da de prøvede at beskytte deres koner, og kvinderne døde, sådan som kvinder nu engang dør i krigen.
Martha døde også.
Hun nåede at se loftet i værelset forvandle sig og blive rødglødende, hun kunne lugte røgen, før den greb så hårdt ud efter hende, at hun ikke kunne se noget mere, og hun hørte sin søster råbe om hjælp, mens den fremtid, hun netop havde haft, gik i opløsning: den mand, hun aldrig skulle få, de børn, hun ikke skulle opfostre, og de børnebørn, som hun aldrig skulle fortælle om en berømt spasmager en formiddag i foråret, og børnebørnenes børn, alle de mennesker, som nu alligevel ikke skulle findes.
Så hurtigt går det, tænkte hun, som om hun var kommet efter en stor hemmelighed.
Og da hun hørte tagbjælkerne give efter, slog det hende, at Tyll Ulenspiegel måske nu var den eneste, der kunne huske vore ansigter og vidste, at vi havde eksisteret.
Det var faktisk kun den lamme Hans Semmler, der overlevede, fordi der ikke gik ild i hans hus, og han var blevet overset, fordi han ikke kunne røre sig, samt Elsa Ziegler og Paul Grünanger, som i al hemmelighed havde været sammen ude i skoven.
Da de kom tilbage i dæmringen med klæderne i uorden og uglet hår og kun fandt ruiner under røgskyerne, troede de et øjeblik, at Vorherre havde sendt dem et spøgelsessyn som straf.
De drog sammen vestpå, og for en stund var de lykkelige.
Men vi andre kan sommetider høres i træerne, der hvor vi engang boede.
Man hører os i græsset og i græshoppernes pippen, man hører os, når man lægger hovedet til knasthullet i det gamle elmetræ, og somme tider forekommer det børnene, at de kan se vore ansigter i vandet i bækken.
Vores kirke er der ikke mere, men stenene, som vandet har slebet runde og glatte, er stadig væk de samme, ligesom træerne er de samme.
Men vi husker, selv om der ikke er nogen, der husker os, for vi har endnu ikke affundet os med ikke at være til.
Døden er stadig væk ny for os, og de levendes ting er ikke ligegyldige for os.
For det er alt sammen ikke så længe siden.
Daniel Kehlmann: Tyll
❤️❤️❤️❤️❤️ – “En kæmpe bedrift” – POLITIKEN
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – “Storslået … et mesterværk” – KRISTELIGT DAGBLAD
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – “Anbefales på det varmeste” – JYLLANDS-POSTEN
“Kehlmann er en nærmest pralende dygtig skribent” – WEEKENDAVISEN
❤️❤️❤️❤️❤️❤️ – “Et mesterværk. Stærkt underholdende” – FEMINA
En tryllebindende og farverig fortælling sat i 1600-tallet. Centrum og omdrejningspunk i romanen er spøgefuglen Tyll, der en dag beslutter sig for at blive udødelig.
LÆS OGSÅ: Bliv klogere på Daniel Kehlmanns forrygende forfatterskab
Den omvandrende skuespiller, entertainer og provokatør Tyll blev født i starten af 1600-tallet. Tylls far, der er møller, er også tryllekunstner og opfinder og i særlig grad en mand, der vækker de lokale gejsteliges vrede. Tyll bliver nødt til at flygte og får følgeskab af Nele, bagerens datter. På sin rejse gennem et land, der er smadret af Trediveårskrigen, møder han et farverigt ensemble af både almindelige mennesker og store ånder.
Du kan købe Tyll online her eller i din nærmeste boghandel.
Flere bøger af Daniel Kehlmann:
Nyeste udgivelse: Lysspil
”Et stort værk om moralske svigt” – Zeit Literaturbeilage
LYSSPIL er Kehlmans store roman om de enorme menneskelige omkostninger, som krigen og fascismen havde for Europa. Et trekantsdrama med ulykkelig forelskelse, og en søn som omvendes til fuldtonet nazist.
Før Anden Verdenskrig forsøger den store stumfilmsinstruktør GW Pabst uden held at få succes i Hollywood, og sammen med sin familie vender han snart tilbage til det Europa, som han flygtede fra, hvor fascismen hersker og krigen nu står for døren. Her modtages han med åbne arme – og under slutningen af krigen bliver Pabst sat til at lave en ny storfilm i Prag med frontsoldater og KZ-fanger som skuespillere. Mens kameraerne ruller, rykker fronten tættere og tættere på.
Ny dansk oversættelse af tyske Daniel Kehlmanns finurlige og tryllebindende fortællinger om spøgefuglen Tyll.
Tyll er fantastiske fortællinger om Trediveårskrigen med provokatøren Tyll Ulenspiegel i centrum, som forener alvor og finurlighed på fornem vis. Med en farverig samling af karakterer kan man ikke andet end at blive tryllebundet.
Her kan du smuglæse første kapitel i Tyll.
Anmelderne om Daniel Kehlmanns romaner:
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ “Mesterligt … en nedstigning til helvede i slowmotion” – JYLLANDS-POSTEN om F
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ “En underholdende tankeleg … af en stor litterær troldmand” – POLITIKEN om F
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ “Romankunst i den store tyske tradition: filosofisk, formfuldent, fabelagtigt” – FYENS STIFTSTIDENDE om F
“Det er videnskabshistorie og røverroman på en gang. Stort tænkt, men enkelt skrevet og med masser af små sukkerknalder til tanken, når man mindst venter det” – POLITIKEN om Opmålingen af verden
“Finurlig og fintsleben satirisk roman” – LITTERATURSIDEN om Jeg og Kaminski
“Næ, det er slet ikke så underligt, at Opmålingen af verden er blevet et hit blandt tyske læsere. Den er helt igennem uimodsåelig” – LITTERATURNU om Opmålingen af verden
“Svær at slippe. Også efter endt læsning” – WEEKENDAVISEN om F
“En uimodståelig roman” – INFORMATION om F
Se nærmere på flere af Daniel Kehlmanns bøger lige her
Tyll af Daniel Kehlmann
SKO
Krigen var ikke kommet til os endnu.
Vi levede i frygt og håb og prøvede at undgå at nedkalde Guds vrede over vores fast muromkransede by med sine hundredeogfem huse og kirken og kirkegården, hvor vore forfædre lå og ventede på opstandelsens dag.
Vi bad meget for at holde krigen på afstand.
Vi bad til Den Almægtige og til den barmhjertige jomfru, vi bad til skovens herskerinde og til de små midnatsfolk, til den hellige Gerwin, til portvagten Petrus, til evangelisten Johannes, og for en sikkerheds skyld bad vi også til Den gamle Mela, som drager over himlen med sit følge i de barske nætter, hvor dæmonerne har frit slag.
Vi bad til Den Hornede fra gamle dage og til biskop Martin, der havde delt sin frakke med tiggeren, der frøs, så at de begge to kom til at fryse, og begge var gudvelbehagelige, for hvad nytter en halv frakke om vinteren, og selvfølgelig bad vi til den hellige Moritz, som med en hel legion havde valgt døden frem for at forråde sin tro på den ene og retfærdige Gud.
To gange om året kom skatteopkræveren, og hver gang virkede han overrasket over, at vi var der endnu.
Af og til kom der handelsmænd, men da vi ikke købte ret meget, tog de snart af sted igen, og det passede os fint.
Vi manglede ikke noget ude fra den store verden, og vi tænkte ikke på den, før der en morgen rullede en overdækket vogn trukket af et æsel hen ad vores hovedgade.
Det var lørdag, og det var også lige blevet forår, bækken svulmede af smeltevand, og vi havde bragt sæden ud på de marker, som ikke lige lå brak.
På vognen var der slået et telt op af rød sejldug.
Foran det sad der en gammel kone og krøb sammen.
Hendes krop lignede en sæk, hendes ansigt var som af læder, hendes øjne som et par små bitte sorte knapper.
Bag ved hende stod der en yngre kvinde med fregner og mørkt hår. Men på bukken sad en mand, som vi genkendte, selv om han aldrig havde været her, og da de første kom i tanker om det og råbte hans navn, var der også andre, der kunne huske det, og snart lød det alle vegne fra med mange stemmer:
“Tyll er her!”, “Tyll er kommet!”, “Det er Tyll!”
Det kunne kun være ham.
Selv til os kom der flyveblade.
De kom gennem skoven, vinden bar dem med sig, handelsmænd havde dem med – derude i verden blev der trykt flere af dem, end noget menneske kunne tælle.
De handlede om narreskibet og om den store præstedårskab og om den onde pave i Rom og om den djævelske Martinus Luther i Wittenberg og om troldmanden Horridus og om doktor Faust og om helten Gawain af det runde bord og så om ham, Tyll Ulenspiegel, der nu var kommet til os i egen person.
Vi kendte hans brogede vams, vi kendte den bulede kalot og frakken af kalveskind, vi kendte hans magre ansigt, de små øjne, de hule kinder og haretænderne.
Hans bukser var af godt stof, skoene af fint læder, men hans hænder var tyve- eller skriverhænder, der aldrig havde arbejdet; den højre holdt tømmerne, den venstre pisken.
Hans øjne lynede, han hilste til høje og venstre.
“Og hvad hedder du?” spurgte han en pige.
Den lille svarede ikke, for hun kunne ikke forstå, hvordan det kunne gå til, at en, der var berømt, talte med hende.
“Nå, sig det nu!”
Da hun havde fået fremstammet, at hun hed Martha, smilede han bare, som om det var noget, han hele tiden havde vidst.
Så spurgte han med en sådan opmærksomhed, som om det var vigtigt for ham:
“Og hvor gammel er du?”
Hun rømmede sig og fortalte ham det.
Hun havde aldrig i de tolv år, hun havde levet, set sådan nogle øjne som hans.
Sådan nogle øjne havde de måske i Rigets frie byer og ved de stores hoffer, men der var aldrig kommet nogen til os, der havde sådan nogle øjne.
Martha havde ikke vidst, at sådan en kraft, sådan en sjælens snilde kunne tale ud af et menneskeansigt.
Sidenhen ville hun fortælle sin mand og langt senere sine vantro børnebørn, at hun selv havde set ham.
Vognen var allerede kørt forbi, hans blik var allerede rettet andre steder hen, mod andre i vejkanten.
“Tyll er kommet!” lød det igen på vejen og “Tyll er her!” fra vinduerne og “Det er Tyll!” fra kirkepladsen, som hans vogn nu trillede ind på.
Han lod pisken knalde og rejste sig.
Lynhurtigt blev vognen til en scene.
De to kvinder foldede teltet sammen, den unge af dem satte håret op i en knude, satte en lille krone på hovedet, slyngede et stykke purpurstof om sig, den gamle stillede sig foran vognen, opløftede sin røst og istemte en ballade.
Hendes dialekt lød sydlandsk, som fra Bayerns store byer, og var ikke let at forstå, men vi fik da med, at det handlede om en kvinde og en mand, der elskede hinanden, men ikke kunne komme til hinanden, fordi de var skilt af en flod.
Tyll Ulenspiegel tog et blåt klæde, knælede ned, kastede det ud i luften, idet han holdt fast i den ene ende; han trak det tilbage og kastede det atter ud i luften, trak det tilbage, kastede det, og idet han knælede på ene side og kvinden på den anden, og det blå klæde bølgede imellem dem, så det virkelig ud som vand, og bølgegangen var så vild, at et skib ikke ville kunne færdes på det.
Da kvinden rettede sig op og så på bølgerne med ansigtet stivnet af skræk, opdagede vi pludselig, hvor smuk hun var.
Som hun stod der og rakte armene op mod himlen, hørte hun pludselig ikke hjemme her mere, og ingen af os var i stand til at vende vort blik fra hende.
Kun ud af øjenkrogen så vi hendes elskede hoppe og danse og fægte og svinge sit sværd og kæmpe med drager og fjender og hekse og onde konger på sin vanskelige vej til hende. Stykket varede til hen på eftermiddagen.
Men selv om vi vidste, at køerne havde ondt i yveret, var der ingen af os, der havde travlt.
Den gamle kone foredrog time efter time.
Det kunne næsten ikke være rigtigt, at nogen kunne så mange vers udenad, og nogle af os fik en mistanke om, at hun fandt på dem, mens huns sang.
Imens var Tyll Ulenspiegels krop i konstant bevægelse, hans fodsåler lod næsten ikke til at røre jorden; hver gang vi fangede ham med blikket, var han allerede et andet sted på den lille scene.
Det endte med en misforståelse: Den smukke kvinde havde fået fat i noget gift for at få det til at se ud, som om hun var død, så hun ikke skulle giftes med den onde formynder, men budskabet, der skulle forklare hendes elskede det hele, var blevet væk på vejen, og da han, den sande brudgom, hendes sjæls ven, til sidst nåede frem til hendes livløse legeme, ramte rædslen ham som et lyn.
Længe stod han som stivnet.
Den gamle holdt op med at synge.
Vi kunne høre vinden og køerne, der muhede efter os.
Ingen trak vejret.
Til sidst trak han sin kniv og stak den i brystet.
Det var utroligt, klingen forsvandt ind i hans krop, et rødt klæde vældede frem fra kraven, som strømmende blod, og så sank han sammen ved siden af hende, spjættede, lå stille.
Var død.
Spjættede alligevel en gang til, lå stille igen, denne gang for evigt.
Vi ventede.
Virkelig.
For evigt.
Et par sekunder senere vågnede kvinden op og fik øje på den døde krop ved sin side.
Først var hun bestyrtet, så ruskede hun i ham, så forstod hun og var igen bestyrtet, og så græd hun, som om intet i verden nogen sinde ville blive godt igen.
Så tog hun hans kniv og dræbte også sig selv, og endnu en gang beundrede vi den snedige indretning, og hvor dybt klingen forsvandt ind i hendes bryst.
Nu var der kun den gamle kone tilbage, og hun fremsagde endnu et par vers, som vi på grund af dialekten knap forstod.
Så var stykket forbi, og der var mange af os, der stadig græd, efter at de døde for længst havde rejst sig og stod og bukkede.
Men det var ikke det hele.
Køerne blev stadig nødt til at vente, for efter tragedien kom lystspillet.
Den gamle kone slog på en tromme, og Tyll Ulenspiegel spillede på fløjte og dansede med kvinden, der nu ikke så særlig smuk ud længere, til højre og til venstre og frem og tilbage igen.
De kastede armene i vejret, og deres bevægelser var så afstemt med hinanden, at det var, som om de ikke var to mennesker, men hinandens spejlbilleder.
Vi kunne danse til husbehov, vi holdt tit fester, men ingen af os kunne danse som dem; når man så på dem, var det som om en menneskekrop ikke havde nogen vægt, og som om livet ikke var trist og hårdt.
Så vi kunne heller ikke holde fødderne i ro, og vi begyndte at vippe, at springe, at hoppe og dreje rundt.
Men pludselig var dansen forbi.
Vi stod og hev efter vejret og kiggede op på vognen, hvor Tyll Ulenspiegel nu stod alene, de to kvinder var ikke at se.
Han sang en spottevise om den stakkels dumme vinterkonge, kurfyrsten af Pfalz, der troede, han kunne besejre kejseren og modtage Prags krone af protestanterne, men hans kongerige var allerede smeltet hurtigere end sneen.
Og han sang om kejseren, der altid var så kold af at bede, den lille mand, der sad i Hofburg i Wien og rystede af skræk for svenskerne, og så sang han om svenskekongen, midnatsløven, stærk som en bjørn, men hvad havde det nyttet ham mod kuglerne i Lützen, som tog hans liv som en anden lille lejesoldats, og slukket var dit lys, og væk var din lille kongesjæl, væk var løven!
Tyll Ulenspiegel lo, og vi lo også, fordi man ikke kunne modstå ham, og fordi det gjorde godt at tænke på, at de store døde, og vi stadig var i live, og så sang han om kongen i Spanien med den store underlæbe, som troede, at han regerede over hele verden, selv om han var fattig som en kirkerotte.
Af lutter grin opdagede vi først nogen tid efter, at musikken var blevet anderledes, at den pludselig ikke lød spottende mere.
Nu sang han en vise om krigen, om at ride sammen og om våbnenes klirren og mændenes venskab og om tapperheden i fare og jubelen fra de hvinende kugler.
Om livet som lejesoldat sang han og om skønheden ved at dø, han sang om den vilde glæde, som opfyldte enhver, der red mod fjenden på sin hest, og vi mærkede alle sammen vore hjerter slå hurtigere.
Mændene iblandt os lo, kvinderne vuggede med hovedet, fædrene løftede deres børn op på skulderen, mødrene så stolte ned på deres sønner.
Kun den gamle Luise hvislede mellem tænderne og rokkede med hovedet og mumlede så højt, at de, der stod ved siden af hende, sagde, at hun skulle tage at gå hjem.
Hvorpå hun bare blev endnu mere højrøstet og råbte, om der da ikke var nogen, der kunne se, hvad det var, han lavede.
Han besvor det, han manede det frem!
Men da vi tyssede på hende og vinkede hende af og truede hende, luntede hun gudskelov af, og straks spillede han igen på sin fløjte, og kvinden stod ved siden af og så nu så majestætisk ud som en anden standsperson.
Med sin klare stemme sang hun om kærligheden, der var stærkere end døden.
Om forældrenes kærlighed sang hun og om Guds kærlighed og kærligheden mellem mand og kvinde, og så var der igen noget i musikken, der skiftede, tempoet blev hurtigere, tonerne blev spidsere og skarpere, og pludselig handlede sangen om den kødelige kærlighed, om de varme kroppe, om at tumle rundt i høet, om duften af din nøgenhed og om din store røv.
Mændene iblandt os lo, og så begyndte kvinderne også at le, og de, der lo allerhøjest, var børnene.
Den lille Martha lo også.
Hun havde mast sig hen foran, og hun kunne godt forstå, hvad sangen handlede om, for hun havde tit hørt mor og far i sengen og karlene i høet og sin søster og snedkerens søn sidste år – de var stukket af om natten, men Martha havde sneget sig efter dem og set det hele.
Nu bredte der sig en lystent grin på den berømte mands ansigt.
Der var opstået en stærk kraft mellem ham og kvinden, hun blev draget hen mod ham og han mod hende, deres legemer blev trukket så voldsomt mod hinanden, at det næsten ikke var til at holde ud, at de ikke omsider kunne gribe fat i hinanden.
Men det var, som om den musik, han spillede, forhindrede det, for hun var ligesom ved en fejltagelse blevet en anden, og øjeblikket var forbi, tonerne tillod det ikke mere.
Det var agnus dei.
Kvinden foldede fromt sine hænder, qui tollis peccata mundi, han veg tilbage, og det var, som om de begge var blevet forskrækket over den vildskab, der næsten havde grebet dem, ligesom vi også var blevet forskrækket og slog kors for os, fordi vi blev mindet om, at Gud så alt og billigede lidet.
Parret faldt på knæ, vi gjorde det samme.
Han tog fløjten fra munden, rejste sig, bredte armene ud og bad om betaling og noget at spise.
For nu ville der være en pause.
Og hvis man stak ham en god skilling, kom det bedste bagefter.
Vi greb fortumlet i lommerne.
De to kvinder gik rundt med bægre.
Vi gav så meget, at mønterne klirrede og hoppede.
Vi gav alle sammen noget: Karl Schönknecht gav, og Malte Schopf gav, og hans læspende søster gav, og møllerfamilien, der ellers var så nærig, gav også, og den tandløse Heinrich Matter og Matthias Wohlsegen gav ekstra meget, selv om de var håndværkere og mente, de var bedre end andre.
Martha gik langsomt rundt om vognen.
Dér sad Tyll Ulenspiegel med ryggen lænet mod vognhjulet og drak af et stort ølkrus.
Æslet stod ved siden af.
“Kom herhen,” sagde han.
Med bankende hjerte trådte hun nærmere.
Han rakte kruset frem.
“Drik,” sagde han.
Hun tog det.
Øllet smagte bittert og tungt.
“Folkene her. Er det flinke folk?”
Hun nikkede.
“Fredelige folk, hjælper hinanden, forstår hinanden, kan godt lide hinanden, er det sådan nogle folk?”
Hun tog en slurk til.
“Ja.”
“Det er jo fint,” sagde han.
“Vi får se,” sagde æslet.
Martha tabte kruset af skræk.
“Det dejlige øl,” sagde æslet.
“Din dumme unge.”
“Det kalder man at bugtale,” sagde Tyll Ulenspiegel.
“Det kan du også lære, hvis du har lyst.”
“Det kan du også lære,” sagde æslet.
Martha samlede kruset op og trådte et skridt tilbage.
Ølpytten blev større og så mindre igen, den tørre jord sugede væden til sig.
“Jeg mener det,” sagde han.
“Tag med os. Mig kender du jo nu. Jeg er Tyll. Min søster derovre hedder Nele. Hun er ikke min søster. Jeg ved ikke, hvad den gamle hedder. Æslet hedder æslet.”
Martha gloede på ham.
“Vi lærer dig det hele,” sagde æslet.
“Jeg og Nele og den gamle og Tyll. Og du kommer væk herfra. Verden er stor. Du får den at se. Jeg hedder ikke bare Æslet, jeg har også en navn, jeg hedder Origenes.”
“Hvorfor spørger I mig?”
“Fordi du ikke er som dem,” sagde Tyll Ulenspiegel.
“Du er ligesom os.”
Martha rakte ham kruset, men han tog det ikke, så hun stillede det på jorden.
Hun havde hjertebanken.
Hun tænkte på sin far og mor og på sin søster og på det hus, hun boede i, og på bakkerne ude bag ved skoven og på vindens susen i træerne, som hun ikke kunne forestille sig lød anderledes andre steder.
Og hun tænkte på sin mors sammenkogte gryderet.
Den berømte mands øjne skød lyn, da han smilede og sagde:
“Tænk på de gamle ord. Noget, der er bedre end døden, finder du alle vegne.”
Martha rystede på hovedet.
“Så siger vi det,” sagde han.
Hun ventede, men han sagde ikke mere, og det tog hende en lille øjeblik at indse, at han allerede havde mistet interessen for hende.
Altså gik hun rundt om vognen igen og hen til dem, hun kendte, hen til os.
Nu var vi hendes liv, et andet fandtes ikke mere.
Hun satte sig på jorden.
Hun følte sig tom.
Men da vi kiggede op, gjorde hun det også, for vi havde alle på samme tid opdaget, at der hang noget oppe i himlen.
En sort streg skar tværs igennem det blå.
Vi missede med øjnene.
Det var et tov.
Dets ene ende var bundet fast til kirketårnets vindueskors, den anden til en flagstang, der ragede frem fra muren ved siden af vinduet i borgerhuset, hvor byfogeden arbejdede, hvad der ganske vist ikke skete ret tit, for han var doven.
Den unge kvinde stod i vinduet, hun havde åbenbart netop bundet tovet fast; men, spurgte vi os selv, hvordan havde hun fået det spændt?
Man kunne være her eller der, i det ene vindue eller i det andet, man kunne sagtens binde et tov fast og lade det falde, men hvordan fik man det op i det andet vindue og bundet fast i den anden ende?
Vi stod med åben mund.
En tid lang forekom det os, at det var tovet selv, der var kunststykket, og at det var alt nok.
En spurv landede på det, gjorde et lille hop, bredte vingerne ud, kom på andre tanker og blev siddende.
Så dukkede Tyll Ulenspiegel frem ovre i kirkevinduet.
Han vinkede, sprang op i vindueskarmen, trådte ud på tovet.
Han gjorde det, som var det ingen sag.
Ingen af os sagde noget, ingen råbte op, inden rørte sig, vi var holdt op med at trække vejret.
Han vaklede ikke og skulle ikke prøve at finde balancen, han gik bare.
Hans arme svingede, han gik, ligesom man går på jorden, blot så det en smule koket ud, at han hver gang satte den ene fod lige foran den anden.
Man skulle se godt efter for at få øje på de små hoftebevægelser, som han afværgede tovets svingninger med.
Han gjorde et hop og gik kun et lille øjeblik i knæ, da han landede.
Så spadserede han hen til midten med hænderne foldet på ryggen.
Spurven fløj op, men den gjorde kun et par vingeslag og satte sig igen og drejede hovedet; der var så stille, at vi kunne høre den pippe og fløjte.
Og selvfølgelig kunne vi også høre vore køer.
Tyll Ulenspiegel vendte rundt oven over os, langsomt og skødesløst – ikke som en, der er i fare, men som en, der kigger sig nysgerrigt omkring.
Den højre fod stod på langs af tovet, den venstre på tværs, knæene var let bøjede og næverne plantet i siderne.
Og alle vi, der stod og kiggede derop, forstod pludselig, hvad lethed var.
Vi forstod, hvordan livet kan være for en, der virkelig gør, hvad han vil, og ikke tror på noget og ikke lystrer nogen; hvordan det ville være at være sådan et menneske, forstod vi, og vi forstod, at vi aldrig ville blive sådan nogle mennesker.
“Tag jeres sko af!”
Vi vidste ikke, om vi havde forstået ham.
“Tag dem af,” råbte han.
“Alle tager den højre sko af. Spørg ikke, gør det, det bliver sjovt. Stol på mig, tag dem af. Gamle og unge, kvinder og mænd! Alle. Den højre sko.”
Vi gloede på ham.
“Har det ikke været sjovt indtil nu? Vil I ikke have mere? Jeg har noget mere til jer, tag skoene af, tag den højre af alle sammen, kom i gang!”
Det tog os lidt tid at komme i bevægelse.
Sådan er det altid med os, vi er sindige folk.
Den første, der lystrede, var bageren, så straks Malte Schopf og så Karl Lamm og så hans kone, og så lystrede håndværkerne, der altid mente, de var bedre end andre, og så gjorde vi det alle, hver og en, kun Martha gjorde det ikke.
Tine Krugmann, som stod ved siden af hende, puffede til hende med albuen og pegede på hendes højre fod, men Martha rystede på hovedet, og Tyll Ulenspiegel gjorde et nyt hop oppe på tovet, idet han slog fødderne samme.
Han sprang så højt, at han var nødt til at strække armene ud for at få balance, da han landede – kun ganske kort, men længe nok til at minde os om, at han også vejede noget og ikke kunne flyve.
“Og nu smider I dem,” råbte han med høj, klar stemme.
“Tænk ikke, spørg ikke, tøv ikke, det bliver så sjovt. Gør som jeg siger. Smid!”
Tine Krugmann var den første, der gjorde det. Hendes sko fløj og steg til vejrs og forsvandt i mængden.
Så fløj den næste sko, der var Susanne Schopfs, og så den næste, og så fløj de i snesevis og flere endnu og endnu flere.
Vi lo alle sammen og skreg og råbte:
“Pas på!”, og “Duk dig!”, og “Her kommer der noget!”
Det var vanvittig sjovt, og det gjorde ingenting, at nogle af skoene ramte folk i hovedet.
Der lød bandeord, et par kvinder skældte ud, og par børn græd, men det var ikke slemt, og Martha kunne ikke lade være med at le, da hun lige akkurat undgik at få en tung støvle i hovedet, samtidig med at en vævet tøffel sejlede ned foran hendes fødder.
Han havde ret, og der var endda nogle, der syntes, det var så sjovt, at de også smed deres venstre sko.
Og nogle gav sig til at smide med hatte og skeer og krus, som blev smadret rundt omkring, og selvfølgelig var der også et par stykker, der smed med sten.
Men da hans stemme talte til os, ebbede larmen ud, og vi lyttede.
“I fjolser.”
Vi missede med øjnene, solen stod lavt.
Dem på den anden side af pladsen kunne se ham tydeligt, for de andre var han kun et omrids.
“I narrehoveder. I støvhoveder. I frøer. I driverter, I muldvarpe, I dumme rotter. Hent dem så igen.”
Vi gloede.
“Eller er I for dumme? Kan I ikke finde dem igen, kan I ikke klare det, er I for bløde i bolden?”
Han lo brægende.
Spurven fløj op, svingede sig op over tagene, var væk.
Vi kiggede på hinanden.
Det, han lige havde sagt, var gement; men det var heller ikke så gement, at det ikke stadig kunne være en spøg og et groft drilleri fra hans side.
Det var han jo berømt for, det kunne han tillade sig.
“Nå, hvad så?” spurgte han.
“Skal I ikke bruge dem mere? Vil I ikke have dem mere? Bryder I jer ikke om dem mere? I kvajpander, hent jeres sko!”
Malte Schopf var den første.
Han havde været utilpas hele tiden, så nu løb han derhen, hvor han mente, hans støvle var landet.
Han puffede folk til side, maste sig igennem, skubbede sig vej, bøjede sig ned og rodede mellem benene på folk.
På den anden side af pladsen gjorde Karl Schönknecht det samme, og så fulgte Elsbeth, smedens enke, men hun blev standset af den gamle Lembke, der råbte, at hun skulle forsvinde, det var hans datters sko.
Elsbeth, der stadig havde ondt i panden, hvor hun var blevet ramt af en støvle, råbte tilbage, at han hellere selv skulle tage at forsvinde, for hun kunne vel kende sin egen sko, sådan nogle fine broderede sko havde hans datter i hvert fald ikke, hvorpå den gamle Lembke skreg, at hun skulle gå væk og ikke rakke ned på hans datter, hvortil hun skreg, at han var en stinkede skotyv.
Så blandede Lembkes søn sig:
“Jeg advarer dig!”,
og samtidig begyndte Lise Schoch og møllerkonen at skændes, for deres sko lignede virkelig hinanden, og de havde lige store fødder, og der blev også brugt højrøstede ord mellem Karl Lamm og hans svoger, og pludselig forstod Martha, hvad det var, der foregik, og hun bukkede sig ned på alle fire og kravlede væk.
Oven over hende blev der skubbet, skældt ud og sparket. Et par stykker, der hurtigt havde fundet deres sko, listede af, men mellem os andre udbrød der et raseri så voldsomt, som havde det ligget på lur i lang tid.
Moritz Blatt, snedkeren, og Simon Kern, smeden, bankede løs på hinanden med knytnæver, så at en, der måtte have troet, at det bare var sko, det handlede om, ikke havde forstået noget, for så skulle han have vidst, at Moritz’ kone som barn var blevet lovet bort til Simon.
De blødte begge ud af næsen og munden, de prustede som heste, og ingen turde lægge sig imellem; Lore Pilz og Elsa Kohlschmitt havde også bidt sig væmmeligt fast i hinanden, men de havde nu også hadet hinanden så længe, at ingen af dem kunne huske årsagen.
Til gengæld var man fuldkommen klar over, hvorfor Semmler-familien og dem fra Grünanger-huset for løs på hinanden; det var over den omstridte mark og den gamle arvesag, som stammede helt tilbage fra sognefoged Peters tid, men også på grund af Semmler-pigen og hendes barn, som Karl Schönknecht og ikke ægtemanden var far til.
Raseriet spredte sig som en feber – hvor man end så hen, blev der skreget og kæmpet, kroppene væltede rundt i hinanden, og nu drejede Martha hovedet og så op.
Dér stod han og lo.
Bagoverbøjet med vidt åben mund og rystende skuldre.
Kun hans fødder var i ro, og hans hofter svingede i takt med tovets gyngen.
Det forekom Martha, at hun bare skulle se bedre efter, så ville hun kunne forstå, hvorfor han morede sig sådan – men lige da kom der en mand løbende hen imod hende uden at se hende, og hans støvle ramte hende i brystet, og hun slog hovedet i jorden, og da hun hev efter vejret, var det, som om hun blev stukket af nåle.
Hun trillede om på ryggen.
Tovet og himlen var tomme.
Tyll Ulenspiegel var væk.
Hun stablede sig på benene.
Hun humpede forbi de mange kroppe, der bankede hinanden, væltede, bed, græd, slog hinanden, og hist og her genkendte hun et ansigt; hun humpede ned ad vejen, krumrygget og med hovedet sænket, men lige idet hun nåede hjem til sin dør, hørte hun rumlen fra vognen.
Hun vendte sig om.
Den unge kvinde, som han havde kaldt Nele, sad på bukken, og ved siden af sad den gamle kone og krøb sammen uden at røre sig. Hvorfor var der ingen, der standsede dem, hvorfor var der ingen, der fulgte efter dem?
Vognen kørte forbi Martha.
Hun stirrede efter den.
Snart ville den være ved elmetræet, så ved byporten, så væk.
Og så, lige som vognen næsten var fremme ved de sidste huse, kom der alligevel én løbende bagefter med lange, uanstrengte skridt. Frakkens kalveskind bølgede om hans nakke som noget levende.
“Jeg ville have taget dig med!” råbte han, da han løb forbi Martha.
Lige før vejen drejede, indhentede han vognen og sprang op. Portvagten var henne på torvet sammen med os andre, ingen holdt dem tilbage.
Martha gik langsomt ind i huset, lukkede døren bag sig og slog slåen for.
Gedebukken lå ved siden af kakkelovnen og så spørgende op på hende.
Hun hørte køerne brøle, og henne fra torvet gjaldede vores skrigeri. Men efterhånden faldt vi til ro.
Køerne blev malket inden aften.
Marthas mor kom hjem, og bortset fra et par skrammer var der ikke sket hende noget.
Hendes far havde mistet en tand, han havde fået en flænge i øret, en eller anden havde sparket så hårdt til hendes søsters fod, at hun haltede i flere uger.
Men det blev atter morgen og det blev atter aften, og livet gik videre. Der var buler og flænger og skrammer og forstuvede arme og manglende tænder i hvert et hus, men allerede dagen efter var torvet ryddet igen, og alle havde deres egne sko på.
Vi talte aldrig om det, der var sket.
Vi talte heller ikke om Ulenspiegel.
Uden at vi havde aftalt det, holdt vi os til det; selv Hans Semmler, som var blevet så hårdt medtaget, at han fra nu af måtte blive i sengen og ikke kunne indtage andet end vælling, lod som om han altid havde haft det sådan.
Og selv enken efter Karl Schönknecht, som vi begravede på kirkegården dagen efter, lod som om det havde været skæbnebestemt, og hun ikke rigtig vidste, hvem kniven i hans ryg tilhørte.
Kun tovet blev hængende over pladsen i flere dage, dirrede i vinden og gav hvile for spurve og svaler, indtil præsten, som var blevet særlig ilde tilredt under slagsmålet, fordi vi ikke brød os om hans praleri og nedladenhed, igen var i stand til at kravle op i klokketårnet og skære det ned.
Men vi glemte heller ikke.
Det, der var sket, blev mellem os.
Det var der, når vi høstede, og det var der, når vi handlede korn med hinanden eller samledes om søndagen i kirken, hvor præsten havde fået en nyt ansigtsudtryk, halvt forundret, halvt bange.
Og især var det der, når vi holdt fest på torvet, og når vi så hinanden i øjnene under dansen.
Så var det, som om luften var blevet tungere, som om vandet smagte anderledes, og himlen ikke mere var den samme, efter at tovet havde hængt oppe i den.
Og godt og vel et år senere kom krigen alligevel til os.
En nat hørte vi vrinsken, og så lød der latter fra mange stemmer derude, og snart hørte vi bragene af døre, der blev blev sparket op, og inden vi nåede ud på vejen, bevæbnet med nytteløse høtyve eller knive, slikkede flammerne op.
Soldaterne var mere sultne og havde drukket mere, end de plejede. Det var længe siden, de havde været i en by, der havde så meget at byde på.
Gamle Luise, der lå og sov og denne gang ingen forudanelse havde haft, døde i sin seng.
Præsten døde, da han stillede sig beskyttende foran kirkedøren.
Lise Schoch døde, da hun prøvede at gemme sine guldmønter, bageren og smeden og gamle Lembke og Moritz Blatt og de fleste andre mænd døde, da de prøvede at beskytte deres koner, og kvinderne døde, sådan som kvinder nu engang dør i krigen.
Martha døde også.
Hun nåede at se loftet i værelset forvandle sig og blive rødglødende, hun kunne lugte røgen, før den greb så hårdt ud efter hende, at hun ikke kunne se noget mere, og hun hørte sin søster råbe om hjælp, mens den fremtid, hun netop havde haft, gik i opløsning: den mand, hun aldrig skulle få, de børn, hun ikke skulle opfostre, og de børnebørn, som hun aldrig skulle fortælle om en berømt spasmager en formiddag i foråret, og børnebørnenes børn, alle de mennesker, som nu alligevel ikke skulle findes.
Så hurtigt går det, tænkte hun, som om hun var kommet efter en stor hemmelighed.
Og da hun hørte tagbjælkerne give efter, slog det hende, at Tyll Ulenspiegel måske nu var den eneste, der kunne huske vore ansigter og vidste, at vi havde eksisteret.
Det var faktisk kun den lamme Hans Semmler, der overlevede, fordi der ikke gik ild i hans hus, og han var blevet overset, fordi han ikke kunne røre sig, samt Elsa Ziegler og Paul Grünanger, som i al hemmelighed havde været sammen ude i skoven.
Da de kom tilbage i dæmringen med klæderne i uorden og uglet hår og kun fandt ruiner under røgskyerne, troede de et øjeblik, at Vorherre havde sendt dem et spøgelsessyn som straf.
De drog sammen vestpå, og for en stund var de lykkelige.
Men vi andre kan sommetider høres i træerne, der hvor vi engang boede.
Man hører os i græsset og i græshoppernes pippen, man hører os, når man lægger hovedet til knasthullet i det gamle elmetræ, og somme tider forekommer det børnene, at de kan se vore ansigter i vandet i bækken.
Vores kirke er der ikke mere, men stenene, som vandet har slebet runde og glatte, er stadig væk de samme, ligesom træerne er de samme.
Men vi husker, selv om der ikke er nogen, der husker os, for vi har endnu ikke affundet os med ikke at være til.
Døden er stadig væk ny for os, og de levendes ting er ikke ligegyldige for os.
For det er alt sammen ikke så længe siden.
Daniel Kehlmann: Tyll
❤️❤️❤️❤️❤️ – “En kæmpe bedrift” – POLITIKEN
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – “Storslået … et mesterværk” – KRISTELIGT DAGBLAD
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – “Anbefales på det varmeste” – JYLLANDS-POSTEN
“Kehlmann er en nærmest pralende dygtig skribent” – WEEKENDAVISEN
❤️❤️❤️❤️❤️❤️ – “Et mesterværk. Stærkt underholdende” – FEMINA
En tryllebindende og farverig fortælling sat i 1600-tallet. Centrum og omdrejningspunk i romanen er spøgefuglen Tyll, der en dag beslutter sig for at blive udødelig.
LÆS OGSÅ: Bliv klogere på Daniel Kehlmanns forrygende forfatterskab
Den omvandrende skuespiller, entertainer og provokatør Tyll blev født i starten af 1600-tallet. Tylls far, der er møller, er også tryllekunstner og opfinder og i særlig grad en mand, der vækker de lokale gejsteliges vrede. Tyll bliver nødt til at flygte og får følgeskab af Nele, bagerens datter. På sin rejse gennem et land, der er smadret af Trediveårskrigen, møder han et farverigt ensemble af både almindelige mennesker og store ånder.
Du kan købe Tyll online her eller i din nærmeste boghandel.
Flere bøger af Daniel Kehlmann:
Nyeste udgivelse: Lysspil
”Et stort værk om moralske svigt” – Zeit Literaturbeilage
LYSSPIL er Kehlmans store roman om de enorme menneskelige omkostninger, som krigen og fascismen havde for Europa. Et trekantsdrama med ulykkelig forelskelse, og en søn som omvendes til fuldtonet nazist.
Før Anden Verdenskrig forsøger den store stumfilmsinstruktør GW Pabst uden held at få succes i Hollywood, og sammen med sin familie vender han snart tilbage til det Europa, som han flygtede fra, hvor fascismen hersker og krigen nu står for døren. Her modtages han med åbne arme – og under slutningen af krigen bliver Pabst sat til at lave en ny storfilm i Prag med frontsoldater og KZ-fanger som skuespillere. Mens kameraerne ruller, rykker fronten tættere og tættere på.
Du kan købe Lysspil online hos fx Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: