Romaner

Smuglæs i Smaragdsliberen af Anne-Cathrine Riebnitzsky

Smaragdsliberen, Anne-Cathrine Riebnitzsky, Riebnitzsky, Forbandet Yngel, Orkansæson og stilhed, Lindhardt og Ringhof, Forlagsliv, roman, bog

Anne-Cathrine Riebnitzsky har været udsendt til Afghanistan, arbejdet for udenrigsministeriet og vundet Boghandlernes Gyldne Laurbær i 2013. Nu er hun tilbage med med Smaragdsliberen, en poetisk roman om tilværelsens skrøbelighed. Læs de første kapitler lige her.

 

Grænser krydses, og karaktererne kæmper for at bevare blikket for skønheden i livet på trods af dødens nærvær.

I Anne-Cathrine Riebnitzskys ny roman, Smaragdsliberen, tager forfatteren os med til et smaragdsliberi i Paris og på jagt efter hulemalerier i den farefulde grænseegn mellem Georgien og Aserbajdsjan. Vi følger Pierre Levy og hans datter Zara, der lever meget forskellige liv.

Smaragdsliberen er en poetisk fortælling om at finde mening i tilværelsen, efter man har set døden i øjnene.


 

Smaragdsliberen, Anne-Cathrine Riebnitzsky, Riebnitzsky, Forbandet Yngel, Orkansæson og stilhed, Lindhardt og Ringhof, Forlagsliv, roman, bog

Før jeg siger farvel, husker jeg alt.
Idet jeg lægger armene om hans krop,
i dette øjeblik, inden jeg skal dø, ser jeg alt.
Erindringen varer et sekund.
En evighed.

 

Prolog

Fabian Zimmermann haster ned ad trapperne i den store villa.
Fru Kirchhoff ser forbavset op bag glasruden.

“En ambulance!” råber han til hende. “Ring nu!”

Han løber gennem glasgangen og klasker hånden med adgangskortet mod kodeboksen.
I samme øjeblik står det klart for ham, at han skal bruge brandkoden, så ambulancefolkene kan komme ind.
Han taster de seks tal og stormer ind i sliberiet.

I flokken af forfærdede mennesker ser han Gisela stå med en mobiltelefon presset mod øret.
Det mørke pagehår er forpjusket.
En af de unge slibere ligger på knæ ved siden af kroppen på gulvet.
Han ser de mekaniske bevægelser, indblæsningerne og hjertemassagen.

“Gerhardt, løb op og hent hjertestarteren,” råber han. “Mit kontor.”

Han forbander sig selv for at have placeret den deroppe.
Det er fuldstændig idiotisk.
Han var bange for, at en af de rige kunder skulle falde om.
Og så sker det i stedet nede i sliberiet.
For hans bedste sliber.

“Åh, Pierre ikke nu,” mumler han.

Den unge fyr bøjer sig igen og puster ind gennem Pierres næse og mund.
Fabian blinker kraftigt for ikke at græde.
Pludselig kan han ikke se andet end den aflange ottekantede facon af sine egne briller.
Han knæler ned og tager den gamles hånd.
Lad ham leve, Gud, tænker han.
Til helvede med min pensionsopsparing, bare du lader ham leve.

 

* * *

 

Det trykker for brystet.
Det trykker over det hele, som ligger han under et låg af bly.
Der var lys før.
Nu er alt mørkt.
Det hyler og jamrer i hans krop, og han er tung i hovedet.
Alt gør ondt. Pierre prøver at åbne øjnene. Bare lidt på klem.

Gennem øjenvippernes gitter aner han et underligt fladt lys.
Der er mørkt, gråt, dødt og koldt omkring ham.
Så mærker han en berøring på sin arm, en fornemmelse af varm hud, et menneske.

“Far?” hvisker hun.

Stemmen i hele hans liv: Zara.
Med ét går det op for ham, at han er tilbage.
Noget vådt løber ned ad hans kinder, og han kan ikke gøre noget for at stoppe det.
Han kan heller ikke fortælle hende, at han dybest set er ulykkelig over at være i live.

Opholdet på hospitalet varer en evighed.
Hvert minut slæber sig af sted.
Hans krop gør stadig ondt.
Lægerne taler til ham, som om han er et mirakel.
Der er en buttet sygeplejerske, som tager sig af ham.
Hun mærker flere gange på den våde dyne.
Den er kun våd oppe ved hans kinder.
Resten har han åbenbart styr på endnu.
Så klapper hun hans hånd og skifter dynebetrækket.

En aften lægger Zara en stor stak papirer på hans mave.
Hun holder et ark op ad gangen.

“Kan du huske, at du skrev det her, far?” spørger hun.

Han ryster på hovedet.
Han kan mærke sit hår flagre.
Han må have ligget her længe nu, så langhåret han er blevet.
Heldigvis har de haft pli nok til ikke at give ham et spejl.

“Du skrev det, da du kom til bevidsthed. Jeg lader det ligge her,” siger hun. “Måske giver det mening senere hen?”

Hun kysser ham blidt på kinden.
Hun er så varm og kærlig, og han har ikke fortjent det.
Han stirrer over på stakken af papirer på sengebordet.
Det er hans egen håndskrift, men han genkender ikke indholdet.
Og dog.
Noget dæmrer.
Men det er tåget og langt væk som en diset forårsmorgen i et andet land engang for længe siden.

Nogle dage senere bliver han klippet.
Det er den buttede sygeplejerske, der gør det.
Det tager ikke lang tid, for han har ikke meget hår.
Hun fjerner de lange grå tjavser med fingrene og ryster dynen.

Han ser ud ad vinduet.
Udenfor hvirvler efterårsbladene rundt.
De har givet slip.

“Der kommer besøg fra Deres arbejdsplads i morgen,” siger hun.

Besøg fra sliberiet?
Det rammer som en smerte indeni.
At andre skal se ham sådan.
At de måske vil spørge eller sige noget.
Og ingen af dem forstår overhovedet, hvor trist og mørkt her er.

 

Forår

 

 

Søndag

 

Himlen er mørk af sne.
Som kalkpletter på en akvamarin.
Lyset slipper ikke igennem.
Pierre Levy ser mod himlen, inden han hurtigt går mod Notre Dame.
Han trækker kraven sammen om halsen og stryger de tunge snefnug af håret.

Han har glemt sin hat.
Hvide våde krystaller dækker ham som en regn af fjer.
Himlen virker truende under de vilde snefnug.
Sne i marts.
Intet er, som det var engang.

Han holder meget af Notre Dame, selv om den har sine ulemper.
Mængden af turister gør det svært at finde fred, men arkitekturen og mosaikkerne, det højloftede rum, andægtigheden.

De anstrengelser mennesker har gjort sig engang.
Desuden ligger Notre Dame tæt på Zaras lejlighed og på den cafe, hvor han om godt en time skal mødes med Youssef.

Han åbner rutinemæssigt sin mappe for sikkerhedsvagten.
Mandens sorte hud har et næsten blåligt skær, og tænderne lyser hvide.
Vagten nikker med et vagt udtryk af genkendelse, inden hans blik søger den næste person i rækken.
Pierre træder ind i køen, ind mellem de andres skuldre, de andres kroppe.
Han træder på de sten, som millioner af fødder før hans har trådt på.
Lige inden for indgangen opstår den sædvanlige trafikprop.
Irritationen breder sig i ham.

Det er indlysende, at man ikke skal standse lige efter en port eller en dør eller lige efter en rulletrappe, og hvorfor så mange mennesker ikke kan indse det, er en gåde.

To unge piger spærrer vejen for ham.

“Oh my God, oh that is so cute,” udbryder den ene.

Der er absolut intet nuttet ved Notre Dame, tænker han.
Den ene pige træder brat ind foran ham og holder sin telefon frem mod en smilende japaner.

“Excuse me, will you take our picture?”

Pierre går uden om dem og ryster på hovedet.

Han finder hen til en sektion af stole, hvor et skilt oplyser, at området er forbeholdt bedende.
Teksten opfordrer til stilhed.
Han sætter sig ned.
Indtil videre er han den eneste.
De andre stole er tomme, men det vil næppe vare længe, inden nogen bruger hans tilstedeværelse som et påskud til selv at sætte sig, tage billeder og sludre med sidekammeraten.
Han sukker.

Længere ude i katedralens krop går folk undrende rundt og tager billeder med deres telefoner.
Men de ser ikke det egentlige under.
De ser ikke de utrolige sammenhænge, livslyset, gnisterne, energien, universet, hele det utrolige liv.
Han ser op på den store roset øverst i spidsbuen.

Trods sneen og gråvejret udenfor lyser farverne i glasmosaikken klart røde og blå.
Små hvide gnister blander sig.
Han kan ikke se motivet tydeligt på den afstand, men det gør ikke noget.
Farverne er nok.
Rød som rubiner.
Blå som safirer.
Både rubiner og safirer er korunder – den samme type krystal: aluminiumoxid med trigonal krystalstruktur.

Den røde farve er klart rød.
Det er glas, naturligvis.
Perfekte rubiner findes ikke.
I hvert fald er de ikke fundet endnu.
Den blå farve er klar som hos de bedste safirer.
Perfekte safirer findes.
Som oftest er de blå, men andre farver forekommer også.

Farven i mosaikken er dyb og ensartet – som når man har varmebehandlet en safir for at skabe en mere intens farve.
Høj varme får molekylerne til at ligge snorlige.
Varmen giver også en dybde, men man mister den naturlige variation, det spil af fine små nuancer, som han holder så meget af ved en ubehandlet safir.

Hans øjne søger ned mod et stykke grønt.
Smaragd.
Hans hjerne slapper af.
Samme farve som tykt frodigt græs i den blålige skygge fra et træ.

Colombiansk, tænker han automatisk.
Men det er bare glas.
Glas er en amorf krystallinsk struktur.
Glas er kaos.
Molekylerne sidder uordentligt.
Ikke som smaragder, hvor molekylerne er arrangeret i stramme ensartede net med en heksagonal struktur ligesom snekrystallerne, der falder uden for vinduerne.
Vand frosset i sekskanter.

Næste gang jeg dør, tænker han og lukker øjnene … næste gang vil jeg gøre mig mere umage for at få det hele med.

 

* * *

 

Jeepen trækker en støvsky efter sig.
Zara kigger bagud gennem den snavsede rude.
Støvet bliver hængende længe i luften.
Solen bager sletten, luften føres opad, og støvet sitrer uroligt i de varme luftstrømme.
Stenstøv, tænker hun.
Bitte små krystaller af kvarts.
Det er derfor, det glitrer.

Hun vender sig utålmodigt i sædet og ser atter fremad.
Der er stenørken foran dem og stenørken bag dem.
Længere fremme ligger bjergene, blålige i horisonten.
De har kørt i flere timer nu.
Teknisk set er det vel en halvørken.
Der er tørre strå på sletten, men intet levende ses på landjorden.

På himlen er der kun rovfugle.
Angiveligt lever her både kaniner og slanger i massevis.
Tolja, hendes chauffør, har ikke sagt et ord den sidste time.
Hun skæver til ham.
En ung mand med forknytte træk.
Hun er usikker på, om han faktisk kender vejen.

Flyet landede allerede lidt over klokken fire i morges.
Det er åbenbart ved den tid, at flyene lander i Tbilisi.
Taxachaufførerne småsnakkede i kulden, unge og gamle mellem hinanden, mørkhårede og med solbriller i lommen på de åbentstående læderjakker.
Mange bar kors om halsen.
Højeste mode i Georgien.
Hun var lettet, da hun så sit navn på et papskilt: ‘Doctor Zara Levy, Unesco World Heritage’.

Glimrende, Kulturministeriet har sendt en ung stærk mand, tænkte hun.

“Anatolij Vasilievitj Ivanov,” præsenterede han sig.

Altså en Tolja.
Hun kunne stadig de russiske kælenavne udenad.
Han tog hendes to tasker med største lethed.
Hun havde heller ikke forventet andet i denne del af verden.
Hun fulgte efter ham med bagagevognen og trækassen med ekstraudstyr, der mærkeligt nok gled igennem tolden uden problemer.
Tolja kørte langsomt.

Trafikken var sporadisk, men de skulle tanke.
Han blev ved med at spørge, om hun ville have morgenmad, og til sidst gav hun efter.
Han var sulten.
Han er jo også ung, tænkte hun.
Nogenlunde på alder med hendes egen Michael.
De er sultne, dér lige først i 20’erne.

Så skulle han ringe og kastede pludselig bilen ind ved den drabeligt høje kantsten og steg ud.
Han forsvandt ind på en cafe og lånte en telefon.
Han kiggede alvorligt ud på hende, så vendte han ryggen til.

Klokken var allerede seks, og de var endnu ikke ude af Tbilisi.
Hun forstod dårligt, hvordan det var gået til.
Hvordan de havde spildt to timer uden at have kørt mere end højst 30 kilometer.
Da han satte sig ind i bilen, rømmede hun sig og sagde:

“Jeg formoder at du er klar over, at vi har et arbejde at udføre? Og foreløbig har vi spildt to timer.”

Han strammede hårdt om rattet og sagde ingenting.
Hun rystede på hovedet.
Da de omsider var på vej ud af byen og landskabet blev mere åbent, sagde hun:

“Er der en forklaring på, hvorfor den ansøgning har ligget hos Unesco i ti år? Hvorfor har Kulturministeriet ikke sendt det materiale, vi har bedt om?”

Han trak på skuldrene.

“Jeg ved det ikke, doktor Levy,” sagde han og stirrede på vejen.

“Det er jo tragisk med sådan en kulturskat, der grundlæggende er skudt i smadder af russerne, og nu forfalder det hele bare,” mumlede hun.

Egentlig tænkte hun bare højt.
Han stivnede.
Det gav næsten et ryk i sædet ved siden af hende.
Hun kunne have sparket sig selv.
Han havde jo netop præsenteret sig med et russisk fornavn, fadersnavn og efternavn.

“Jeg formoder ikke…?” sagde hun tøvende.

“Min far var russisk soldat. Min mor er georgier. Han forsvandt i Tjetjenien.”

“Det var ikke min mening at …”

“Selvfølgelig ikke, doktor Levy,” svarede han skarpt.

Hun kigger ud på de tørre strå.
Hun kender alt til de sår, det giver unge mænd at vokse op uden fædre.
Men han skal altså arbejde for hende.
Det er sådan set det, der er meningen de næste ti dage.
Og hun vil ikke undskylde på grund af hans familiære forhold.

Faktum er, at ødelæggelserne er Sovjetunionens skyld.
Og vil man arve storheden, må man vel tage ansvaret for forbrydelserne med, tænker hun.

Tolja bremser brat, så småstenene rasler langs dækkene og bilen skrider ud.
Støvet bølger forbi vinduerne.
Den rutsjende lyd af stenene forbinder hende i et glimt med tiden i Danmark, fornemmelsen af Vesterhavets bølger, der fjerner småstenene under hendes bare fødder; vandets voldsomme kraft, der med ét suger stenene væk under hende.

Duften af saltvand.
Duften af ham ved siden af hende.
Lyden af hans stemme.
Den kildrende fornemmelse i hele kroppen.
Hun forelskede sig.
Et langt liv i Danmark og så omsider rejsen tilbage til friheden, tilbage til Paris. Bilen holder stille.

Støvet passerer kun langsomt.
Det flimrer og glitrer i den skarpe sol, mens det bølger forbi ruden.

“Jeg tror, vi skal op her,” siger Tolja.

Hans stemme er anderledes end den stemme, hun havde i sit hoved, anderledes end den stemme, hun håbede at høre.
Hun kan ane en vejgaffel.
Støvskyen driver videre hen over de gule græsstrå.

“Du tror, vi skal op her?”

Hun hæver øjenbrynene.
Lidt mere sikker viden ville ikke skade.

“Ja. Det er denne vej.”

Han skæver hurtigt til hende.
Et usikkert forslået blik og en bekymret panderynke.
Krøllet mørkt hår og lysegrå øjne.
I grunden er han pæn.

Hun ser på uret.
De er allerede meget sent på den i forhold til den plan, hun havde lagt.
Så nikker hun.

“Lad os prøve,” siger hun forsonligt.

Tolja kanter bilen op ad en tør grågul skrænt og ind på et nyt spor.
De passerer et indhegnet militæranlæg, en udpost af en slags.

Teksten på skiltet er russisk.
Hun genkender ordene i farten.
Det er de ord, man altid bruger ved en militærbase – fra Vestbredden til Gaza, fra Kamtjatka til Sudan: ‘Adgang forbudt’.

De buldrer forbi basen og det rustne metalhegn.
Sporet fortsætter ud over sletten, der breder sig mod bjergene.
Hun kan ikke bedømme, hvor langt borte bjergene er.
Måske er der blot et par kilometer, måske 30, måske meget mere.

Bjergene og stenørkenen gør det hele så endeløst, så stort.
Der er langt mellem fikspunkterne.
Et sted rejser et ensomt monument sig mellem græsstråene, en sammenstyrtet stenbygning, der måske har huset får, måske en hel familie.

Landskabet ændrer sig langsomt.
Stråene er lidt grønnere.
Bjergene er lidt tættere på.
De har skrå bånd af en eller anden rød stenart.
Det er, som om bjergene er skudt skævt op af jorden.

Jo mere hun kigger på de røde bånd i bjergene, jo mere føles det, som om hun og Tolja kører på et skråt plan.

Det giver hende en søsyg fornemmelse i kroppen, som om hun er på et skib, der krænger voldsomt og om et øjeblik synker i havet, fortabt.
Hun ser det for sig.
Jorden åbner sig og opsluger hende og jeepen og Tolja.

Det var ikke hendes mening at fornærme ham.
Han har en vis lighed med Michael.
Hendes eneste barn.
Produktet af en fuldstændig besættende forelskelse, som uden tvivl er hendes livs største fejltagelse.
Alligevel længes hun.

Begæret, at nogen vil hende, at dele oplevelserne, at tale, at røre.
Hun længes med hele kroppen og med en smertefuld tomhed indeni.
Men de er gået fra hinanden.
Det er længe siden nu.
Hun savner stadig den mand, Bo var engang.
Følelserne var for så vidt stilnet af med årene.
Men flytningen tilbage til Paris, hvor folk går hånd i hånd og kysser i parkerne, minder hende om det, der var.

Franskmænd flirter.
Om man så er 80 år.
Hun har forsøgt at holde det på afstand, men det er som at få sat elektroder på hele kroppen hver eneste dag.
Bo.
Vesterhavet slår ind om hans fødder.
Bølgen suger småstenene og strandsandet væk under hendes fødder.
Han står et par meter fra hende med hænderne i lommerne og vinden i det halvlange hår.
Hun kender ham endnu ikke.
Hun er først ved at møde ham.
Det er et øjeblik, der hænger fast i evigheden.

Den sugende fornemmelse i maven, da han vender sig og ser på hende.
Hans øjne er grønne med et glimt af himlens lyseblå i.
Han smiler og rækker ud og støtter hende, da bølgen basker mod hendes ben.
Jeg skulle have sagt pænt tak og være gået videre, tænker hun.
Men sådan gik det ikke.
Og hvis jeg havde sagt tak og var gået videre, så havde jeg vendt mig, smilet og fået ham til at følge efter mig.

Nogle valg er uundgåelige.
Nogle situationer vil kun det, de vil.

Da hun lærte Bo at kende, morede hun sig over, at lyden af hans navn lød som smuk på fransk, beaux.
Og at hans navn faktisk på dansk betød at bo et sted.
Noget hun i den grad kunne trænge til.

At bo et sted, gerne i længere tid ad gangen.
Holde op med at rakke hvileløst rundt på jagt efter noget, hun ikke selv vidste, hvad var.
Hendes krop sitrer ved tanken om ham.
Ved tanken om den første Bo, længe inden alt gik galt og alt blev anderledes.
Hun tvinger sig til at tænke på den Bo, hun forlod.
Med plettet grøn skjorte, sovende i sofaen bag bjerge af tomme flasker.

Hun skæver op til bakspejlet og tvinger sig så til at se fremad ud i det store landskab.
Hun havde været nervøs til jobsamtalen, men det var, som om chefen umiddelbart kunne lide hende.
Og hendes besynderlige cv havde vist sig for første gang nogensinde at rumme stærkt efterspurgte elementer.

Hun genkalder sig øjeblikket, hvor samtalen nærmer sig sin afslutning.
Hun føler lårene klistre af sved, selv om hendes fornemmelse er, at det går godt.

Hjertet hamrer i brystet.
Manden for bordenden ser på kvinden ved siden af sig, en ung pakistaner med titel af feltspecialist, og så ser han på den unge mand med den skæve slipseknude.

Hun fik ikke fat i, hvad han var.
Chefen nikker til dem begge og smiler så opmuntrende:

“Jeg skal være ærlig, doktor Levy, ikke alene taler De godt fransk og godt russisk, og Deres erfaring er mere end tilstrækkelig, men det at De har aftjent Deres værnepligt i Israel, giver os en formodning om en vis … robusthed.
De vil komme til at arbejde i områder af verden, hvor det … hvordan skal jeg sige det?”

Han skæver til den pakistanske kvinde.

“Hvor man ikke kan træde ud af flyet i høje hæle og blive trist til mode, fordi lyset ikke virker på hotelværelset,” siger hun roligt.

Hjulsporene fører mod øst.
Der er kun det ene spor.
Hun og Tolja er alene i det store landskab.
Der er en påfaldende mangel på vejskilte.
På sin vis er det et godt tegn, for det betyder, at det sted, hun skal arbejde, endnu ikke er overrendt af turister, men lige nu kunne hun godt have brugt et enkelt af de typiske blå skilte, som georgierne er så glade for – snoede bogstaver printet i hvidt og nedenunder en transskribering til det latinske alfabet.

Selv om de fleste taler russisk, er det en af de tydelige måder, hvorpå Georgien markerer sin politiske orientering.
De kører langs en ravine, og hun tænker på, hvornår sporet, de kører på, falder ned i slugten.
Til næste forår, måske.

Ravinen bliver langsomt bredere og flader ud i en slags dal, som de kører langs med.
Tolja sagtner farten.
Forude deler sporet sig igen.
Han tøver et øjeblik, men holder så mod højre.
Hun er instinktivt enig.

Klostret ligger på grænsen ind mod Aserbajdsjan.
Til venstre fører sporet ned gennem dalen og op mod en landsby på bjergsiden.
Den er langt væk.
Husene er bitte små.

Hvor længe ville de mon skulle gå til fods, hvis noget alvorligere end en punktering rammer dem?
De kører over bakker, ned på den anden side og længere ind mod bjergene.
Sporet bliver mere hullet, mere tørt.

De kravler i første gear med knurrende motor op ad endnu en skrænt.
Hun tænker på Golanhøjderne og på, at en jeep, der går i stå på en stejl skrænt, nødvendigvis må rulle baglæns til foden af skrænten og forsøge igen.

Starter man fra stilstand på en skrænt, så trækker jeepen sig selv op, til den stejler og vælter rundt på taget.
Engang blev hendes kører dræbt på den måde.
Hun selv sprang for livet.
Det var hans fejl, ikke hendes.

Hendes knoer lyser hvidt om håndtaget i døren, som om hun er parat til at springe.
Hun fokuserer på landskabet foran sig.
Hun føler sig efterhånden moderat køresyg, men prøver at slappe af.
Hun skal ikke springe ud.
De kører ligeud, op og ned gennem bløde bakker.
Langsomt kravler de over endnu en skrænt.
Opad.
De er omgivet af bjergene på alle sider nu.

Sporet ender blindt i en støvet vendeplads.
Tolja slukker motoren.
Hun stiger ud.
Det er befriende at få fast grund under fødderne og selv at have kontrollen med bevægelserne.

På vendepladsen står et stort tykt træ uden blade.
Til højre stiger bjergvæggen stejlt.
Den er grå og glat, akkurat nopret nok til, at små mosser kan vokse hist og her.
Hun lægger nakken tilbage.
Bjerget virker uindtageligt.
En smal sti fører uden om træet og videre rundt til højre.
Tilsyneladende ud i den blå luft.

De må være kørt forkert.
Det er, som om landskabet simpelthen hører op.
Som om bjerget bøjer rundt til højre og den smalle sti fører ud i ingenting.

En gråstribet kat dukker op ved træet.
Hun bøjer sig ned.
Den er tam og stryger sit hoved mod hendes hånd.
En tam kat.
Her må være mennesker.
Hun ser sig omkring.
Til venstre neden for sporet ligger en lang lav murstensbygning.

Udenfor står brogede geder og nyklippede får.
Vinteren er hård her.
Derfor bygger de huse til dyrene.
Længere ude falder terrænet ned mod en udtørret flodseng.

Overalt knejser bjergkammene, række efter række i en uoverskuelig labyrint.
Det er umuligt at se på uden at forestille sig, at man går derinde, alene og fortabt i et uendeligt landskab.
Hver eneste bjergkam løfter sig vild og skrå, som flager af granit kastet op af mægtige kræfter.
Overalt løber bånd af den røde bjergart.
Et øjeblik tænker hun, at det er alt det blod, der er spildt her.
Det ligger i bjergene.

Hun hører Tolja stige ud.
Bildøren smækker.
Hun begynder at gå og følger stien forbi træet og videre rundt om klippefremspringet med den stejle bjergvæg på sin højre side.

Til venstre for hende falder bjerget brat ned i det tomme intet.
Hun kigger fremad, hvor stien bliver en smule bredere.
Ikke meget, men nok til at hun fornemmer en indgang.

Hun ser op.
Der er hugget relieffer i klippen.
Hun lægger nakken tilbage og smiler bredt.
Lidt længere fremme finder hun porten i klippevæggen, og oven over den genkender hun de smukt udhuggede munke og knælende hjorte.

De har fundet David Gareja-klostret.


Smaragdsliberen, Anne-Cathrine Riebnitzsky, Riebnitzsky, Forbandet Yngel, Orkansæson og stilhed, Lindhardt og Ringhof, Forlagsliv, roman, bog

Den jødiske smaragdsliber Pierre Levy falder død om med hjertestop, men vender mirakuløst tilbage til livet.

Køb Smaragdsliberen i din boghandel eller online her fra den 10. oktober.

Selvom alting er forandret, vender Pierre Levy tilbage til sin tilværelse, genoptager at spille skak med sin barndomsven Youssef, der er muslimsk juveler, og påbegynder slibningen af en usædvanlig stor smaragd. Det, der skal blive hans livs mesterværk.

Hans datters liv er anderledes fra Pierres fredelige verden. Hun rejser verden rundt som kunsthistoriker, og under en kortlægning af gamle hulemalerier kidnappes hun i grænselandet mellem Georgien og Aserbajdsjan – mellem kristendom og islam.

I dødens nærvær kæmper både Zara og Pierre for at bevare blikket for skønheden i livet.


Smaragdsliberen, Anne-Cathrine Riebnitzsky, Riebnitzsky, Forbandet Yngel, Orkansæson og stilhed, Lindhardt og Ringhof, Forlagsliv, roman, bog

★ ★ ★ ★ ★ ★ – “Vidtfavnende, begavet og dybt tilfredsstillende.. Når den samtidig tilbyder en af den slags læseoplevelser, der fanger sin læser totalt ind i en altopslugende læseoplevelse, må anmelderen hoste op med maksimumkarakter.”  – JYLLANDS-POSTEN om Orkansæsonen og stilheden

★ ★ ★ ★ ★ ★ – “Denne bog kommer til at skrive sig ind i historien” – EKSTRA BLADET om Forbandede yngel 

“En forbandet god bog … ramte mig hårdt i hjertet” – WINDBLOWN PAGES om Forbandede yngel 

★ ★ ★ ★ ★ – “En særdeles velfortalt og fascinerende roman” – JYLLANDS-POSTEN om Den stjålne vej

“En aldeles storartet roman” – WEEKENDAVISEN om Den stjålne vej