Børnebøger, Carlsen
Leave a comment

Silja Okking: ”Forældre skal lære deres børn at være åbne og rummelige”

silja-header

Det kan være ekstra svært at stå ved sin indre nørd, når man er pige. I mandags udkom Ramasjangværten Silja Okkings Håndbog for pigenørder, og Silja håber, at forældrene læser med, for der er også brug for forældrene, hvis det skal blive nemmere at være en pigenørd. Revolutionen starter nu. Kom og vær med.

Hvorfor har du skrevet håndbog for pigenørder?

“Jeg har skrevet bogen til mit 9-årige jeg. For jeg stod IKKE ved at være en nørd. Jeg var lidt en kamæleon, der passede ind i alle fællesskaber. I folkeskolen, på efterskolen og på Kaospilotuddannelsen. Og det har haft en pris. For jeg ville egentlig godt spille rollespil, og det ville nok også havde været godt for mig, hvis jeg havde turde være mere sammen med “sportsnørdepigerne” i min klasse. Måske kunne jeg have lært noget af dem.”

Hvorfor lige en bog til piger og om piger? 

“Når jeg skriver en bog til pigenørder, så er det, fordi jeg tager udgangspunkt i mig selv. Jeg voksede op hos min mor, og jeg har selv fået en datter. Men der er ikke forskel, når man er voksen eller barn, dreng eller pige. Det at dyrke noget, man er passioneret omkring, det kan man gøre uanset alder og køn.”

Er det sværere at være en pigenørd end en drengenørd? 

“Jeg synes, der bliver forventet mere af piger socialt. Hvis det er en dreng, der sidder og nørder med en dinosaurus, så er det ”bare Gustav, og han elsker jo dinosaurusser”. Min fornemmelse er, at det er sværere at være en introvert og nørdet pige, end det er at være en udadvendt og social pige. Og piger er desværre hurtige til at ekskludere dem, der træder udenfor.”

Du siger i bogen, at “Pigenørder er en slags superhelte”. Hvordan? 

“I dag kan man blive underholdt hele tiden og hoppe fra det ene til det andet. Jeg tror, det gør noget ved børns hjerner, at de får så mange indtryk hele tiden. De piger, jeg har talt med i bogen, havde en rolighed over sig, når de talte om deres nørde-emne. Det smittede af på dem som personer. Jo hurtigere, det går, desto vigtigere er det at kunne fordybe sig og koncentrere sig. Så i mine øjne er de superhelte, der kan noget særligt, som samfundet har brug for.”

Hvorfor er der behov for en revolution?

“Jeg håber, bogen kan starte nogle samtaler, og at dem, der ikke er nørder, bliver mere rummelige over for nørderne, og at de forstår, hvorfor de er vigtige for klassen. Hvis bogen kan få bare én nørd til at føle sig mindre ensom og mere forstået, så har det været det hele værd.”

Hvad med forældrene? 

“Jeg håber, de læser med i bogen, for det er forældrene, der skal lære deres børn at være åbne og rummelige over for folk, der er anderledes. Så bliver det forhåbentlig nemmere at være nørd.”

Håndbog for pigenørder

Silja Okking taler med 11 pigenørder, både voksne og børn, der alle har modet til at stå ved det, der interesserer dem allermest. For nogle blev det en levevej. I Håndbog for pigenørder kan du blandt andet møde computernørden Samrita, kendt fra Danmarks mest sete YouTube-kanal RobinSamse, og den tidligere MGP-vinder Emma Pi, der er Harry Potter-nørd. Håndbog for pigenørder udkom 7. november på forlaget Carlsen.

9788711564769___0___9788711564769-jpg___363c5505-470b-474a-bb60-2863a43d1ad8

Silja Okking er tv-vært på Ramasjang på blandt andet MonsterBuster, SommerSummarum og Mini MGP. Det at være foran et kamera lægger til familien, for faren er skuespilleren Jens Okking. Silja Okking er også sanger og sangskriver, og hun udgav i 2011 albummet Cirkusprinsesse.

Du kan gøre en forskel!

Støt op om pigenørderne ved at følge og dele billeder af dine nørderier med #pigenørd

Du kan købe bogen her  og tage et smugkig i den her

 

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *