Romaner

Smuglæs i den rørende roman Alle de liv

alle de liv, signe langtved pallisgaard,

Alle de liv river os med storslåede rejsebeskrivelser tilbage i tiden, den tager os gennem to kvinders tætte og til tider komplicerede venskab og rører os med scener fra en fremtid, som aldrig bliver til. Smuglæs i romanen, som er månedens bog i november 2018 i Lindhardt og Ringhofs Læseklub på Facebook.

 

Signe Langtved Pallisgaards anden roman er den gribende Alle de liv. Romanen handler om to kvinder, der tager på road trip i Californien. Det bliver deres sidste rejse sammen, da den ene af dem har den uhelbredelige sygdom ALS. Romanen Alle de liv er inspireret af forfatterens egen bedste veninde, som har sygdommen.

Fortid, nutid og fremtid – Hvordan ser alt det ud, når man konfronteres med døden?

ALLE DE LIV kaster ikke blot lys over evige og universelle temaer, men fortæller også en livsbekræftende historie om venskab, kærlighed, sygdom og død, tilfældigheder, familie og erindringer.

Romanen fik fuld anmelderplade hos Femina, der gav romanen seks berørte hjerter.

alle de liv, signe langtved pallisgaard,


 

Døden kan jeg umuligt forestille mig, men opstandelsen kunne godt være lyden af en blank lille cykelklokke et sted derude i morgenmørket.

Søren Ulrik Thomsen

 

Lørdag den 9. juli kl. 23.45

San Francisco

Solveig sover.
Hendes åndedræt er regelmæssigt.
Mit hoved myldrer af tanker og nu, hvor det står klart, at jeg alligevel ikke kan finde ro, kan jeg lige så godt gå i gang med at skrive dette.

Vi landede tidligt i aftes i San Francisco.
Fra flyets vindue kunne vi se Golden Gate Bridge, der lå badet i et gyldent aftenlys, men nede på landjorden var der gråt og køligt.
Da vores kufferter endelig kom rullende på det efterhånden helt tomme bagagebånd, var vi så trætte, at vi tog en taxa ind til byen i stedet for at tage toget, som vi havde tænkt os.
Eller som hun havde tænkt sig.
Solveig kan ikke få nok af oplevelser, og de bedste er ofte de mest besværlige.

Regnen slog mod ruderne, og hver gang vi kørte ind i en ny bydel, mumlede taxachaufføren dens navn med sin mørke, ru stemme:

Brisbane.
Portola.
Dogpatch.
Mission Bay.
South Beach
og endelig The Embarcedero, hvor vi havde booket et hotelværelse hjemmefra.

Her sidder jeg nu med min notesbog og forsøger at samle tankerne.
Jeg havde hele tiden tænkt mig at skrive dagbog på rejsen, men her til aften har hun sendt alting i en ny retning.

Af en storby at være er her meget stille.
Kun en gang imellem lyder der trin og stemmer ude fra gangen.
Vores hotelværelse er stort og har to queensize-senge, tykke badekåber og en svimlende udsigt over bugten og Treasure Island.
Tidligere, mens hun lå og hvilede sig, gik jeg en tur ned på havnefronten.
Det var klaret op, og udendørscaféerne var fulde af folk, der drak vin, lo og talte sammen.
Nogle sad to og to, andre i selskaber, få alene.
Det hele summede af liv, og jeg gik tilbage med en tyngde i brystet, jeg ikke helt forstod.

Nu er det midnat.
Solveig sover med hænderne samlet under den ene kind, og det lyse hår flyder ud over lagnet.
På vej hen til skrivebordet samlede jeg hendes hovedpude op fra gulvet og lagde den i lænestolen.
Hun har aldrig brugt hovedpude.
Det styrker nakken at lade være, mener hun.
Ud ad vinduet kan jeg se de mørke palmeblade svaje i vinden, og molerne stikker ud i vandet som klodsede fingre.

Vores hotel ligger for enden af Market Street, der går helt ud til dobbeltbjergene Twin Peaks midt i byen.
Hvis vi ville, kunne vi have spadseret hele vejen derud ad den gade.
Eller rettere: hvis hun kunne, ville vi have gjort det.
Man skal sige tingene, som de er, som Solveig altid siger.
Det, hun ikke siger, er, at for hver dag, der går, kommer der længere afstand mellem det, hun vil, og det, hun kan.

Kløften mellem at ville og at kunne udvider sig hele tiden, og alt for ofte må hun bremse op ved kanten af den afgrund, som store dele af hendes liv allerede er forsvundet ned i.

Tidligere sank vi ned i hver sin lænestol foran de store vinduesruder og sad i fælles udmattelse og så solens sidste stråler forsvinde fra himlen.
Da mørket faldt på, lyste byen op.
Millioner af lys.
Jeg hældte rødvin fra minibaren op i to plastikglas og spurgte, hvordan hendes ben havde det efter den lange flyvetur.

“Bedre end jeg havde frygtet, men ikke så godt, som jeg havde håbet,” sagde Solveig og betragtede sine ben, som var de en andens.

“Hvad kan du gøre for at få gang i dem igen?” spurgte jeg.

“Det er alt sammen et spørgsmål om tid,” svarede hun og strakte benene frem foran sig.

Vi talte os gennem aftenen, som vi plejede, men jeg hørte dem godt, de små ophold mellem ordene, de næsten umærkelige forsinkelser i hendes svar.
Jeg hørte dem og fik en snigende fornemmelse af, at noget var under opsejling.
Da jeg lagde mig over på sengen og krøb ned under dynen, blev hun siddende i sin lænestol.

Det er ikke ofte, vi taler om hendes sygdom, men når vi gør, lader jeg nogle gange, som om jeg sidder henne i hjørnet og overværer hendes samtale med en anden.
Af og til er den bedste måde at tale om noget at lade være med at tale om det.
Men ikke her til aften.
Her til aften vendte hun langsomt ansigtet mod mig i mørket og sagde:

“Ved du, hvad det værste er ved at skulle herfra?”

“Nej,” svarede jeg.

“Det værste er, at jeg ikke ved, hvad der ville være sket.
Hvordan resten af mit liv ville være blevet.”

Jeg holdt vejret.
Hun hev efter sit.

“Drengene, hvad med dem?” spurgte hun, “hvordan bliver deres liv?
Ville Morten og jeg være blevet gamle sammen?
Det hele.
Jeg går glip af så meget, Emilie.”

Hun slog, med en vis forsinkelse, en knytnæve ned i stolens bløde armlæn.

“Det er en fejl, at det er blevet sådan her, det ved du godt, ikke?
Én stor fejl.”

Et par tårer løb ned ad hendes kinder.

“Du er forfatter.
Kan du ikke skrive ned, hvad der ville være sket?
Bare et par brudstykker.
Så er det næsten, som om det kommer til at ske.”

Månens sølvlys faldt ind gennem de store vinduer og lagde sig i en stribe hen over gulvtæppet.
Hun tørrede øjnene med sit skjorteærme og så på mig.

“Selvfølgelig vil jeg det, Solveig,” sagde jeg, men tænkte:

Det kan jeg ikke.

 

Søndag den 10. juli kl. 14.10

The Daydream Inn, Half Moon Bay

Vi ankom til den lille kystby Half Moon Bay for en times tid siden og ligger nu på hver sin solstol.
Det er varmt, men når jeg kniber øjnene sammen og ser på solen gennem mine solbrilleglas, er den ikke større end en bordtennisbold, som man kan hive ud af himlen med to fingre og kaste fra sig.
Solveig læser i de blade, hun købte i lufthavnen, og jeg grubler over, hvordan jeg skal skrive det, hun har bedt mig om.
Bare et par brudstykker, sagde hun, men det eneste jeg kan se for mig, når jeg tænker på de ord, er et bjerg af skår på et stengulv.

Hun sukker dybt og strækker sig på badehåndklædet.
Jeg er fuld af tvivl.
Var det en god idé at tage af sted på denne tur?
Gør jeg mit bedste?
Er mit bedste godt nok?
En af de første dage efter diagnosen lovede jeg hende at se alting fra den lyse, eller i hvert fald den lyseste, side.
Men det er svært, for jeg er ikke som hende.

Vi vågnede med et sæt tidligt i morges, da en skraldebil nede på Market Street begyndte at dytte højt og insisterende.
Der kom et gisp fra Solveig, som om hun havde holdt vejret under vand, men så satte hun sig op i sengen og sendte mig et stort smil.
Vi glædede os begge til at komme af sted, men da vi stod i den tætpakkede elevator op til morgenmadsrestauranten på halvtredsindstyvende etage, lå hendes spørgsmål fra aftenen forinden tungt i mine tanker.

Der var forhåndsreservationer på bordene, og jeg opdagede med det samme, at vi var blevet placeret helt op ad de store panoramavinduer.
Glas fra gulv til loft.
Tanken om det lodrette fald få meter forude fik mig til at stivne, og jo tættere jeg kom på kanten af gulvet, jo mere svimmel blev jeg.
Til sidst måtte jeg standse op og støtte mig til en stoleryg, mens jeg forsøgte at ignorere de andre gæsters blikke.
Der var ikke andre ledige borde, så den tililende tjener så sig nødsaget til at gå hen og rykke vores et stykke ud fra vinduet, så vi kunne sidde der alligevel.
Og så gloede folk for alvor.
Jeg ville ønske, at jeg kunne have sagt noget sjovt for at bløde stemningen op, men intet kom til mig.
Jeg er ikke et sjovt menneske.

Solveig gik rundt ved buffeten med slæbende skridt.
Hun går dårligere, når hun lige er stået op eller er træt.

“Du må hellere sidde helt stille, så huset ikke tipper,” sagde hun med et drillende smil og lod sig dumpe ned på stolen over for mig.

Jeg kunne ikke lade være med at smile tilbage.
Solveig kan altid få mig til at smile.
Da jeg bed i min croissant, dryssede et væld af brune flager ud over den hvide dug, og i sit forsøg på at tørre dem væk, væltede hun sin æblejuice ud over min tallerken.

“Vi er sgu et kønt par,” lo hun og fik alting til at lette.

Det er ikke sådan, at jeg er begyndt at spille på mine svagheder, efter Solveig er blevet syg, men jeg nedtoner dem heller ikke.
Det er, som om noget løsnes i hende, når opmærksomheden rettes mod noget andet.
Det er ikke kun mig, der har det sådan i forhold til hende.
Vi har det alle sammen ens, men på helt forskellige måder.

Solveig har mange mennesker i sit liv.
Ud over hendes mand Morten og deres drenge Villads og Magnus har hun sin mor og far og en nær kreds af veninder.
I den første tid efter diagnosen turde ingen af os, der er tættest på hende, nævne noget fra vores egne liv, hverken godt eller dårligt.
Det gode turde vi ikke tale om, fordi det føltes som at tvære vores lykke, eller snarere mangel på ulykke, ud i ansigtet på hende, og det dårlige holdt vi for os selv, fordi intet jo er rigtig dårligt i forhold til det, der havde ramt hende.

Sygdommen tog berettigelsen fra alt andet, og sproget blev et minefelt.
Alt fik andre betydninger, og det stod hurtigt klart, at jo mere vi undgik at tale om noget bestemt, jo mere pressede det sig på.
Alting fandt vej gennem sprogets små sprækker.

Hun var den eneste, der ikke havde det sådan, for sådan er hun ikke.

“Jeg hører det, I siger, og ikke andet,” sagde hun og forklarede, at det ville gøre hendes tab endnu større, hvis vi ændrede os over for hende og begyndte at holde hende udenfor i et forsøg på at skåne hende for noget, hun slet ikke ville skånes for.

Alligevel turde ingen af os slå hul på den hårde skal af medlidenhed, der havde lagt sig omkring hende.

Efterhånden som chokket klingede af, begyndte tingene dog at normalisere sig, som ting har det med at gøre, og livet tog over, som livet har det med at gøre.
Vi opdagede, at det var en lettelse for hende, at vores liv også kunne være tunge at bære, og det gjorde hende glad, at vi var glade, og fra det øjeblik blev vi stiltiende enige om at lade hende styre slagets gang.

 

Søndag den 10. juli kl. 16.30

Jeg kan ikke se, om hun har åbne eller lukkede øjne bag de mørke solbrilleglas, men hun trækker vejret dybt, som en der sover.

Bladet ligger stadig opslået på hendes lår, men hun har flettet fingrene hen over maven og bladrer ikke længere.
Det bekymrer mig, at hun ligger i solen og sover, men på den anden side betyder det, at jeg kan sidde her i fred og ro og kigge på hende.

“Den er blevet værre, din højdeskræk, er den ikke?” spurgte Solveig under morgenmaden.

“Næh, jeg synes egentlig, at det går bedre,” svarede jeg.

Hun lagde kniven fra sig og så på mig.
Det passer ikke.
Og det vidste hun.
De seneste år har højdeskrækken strammet grebet så hårdt om mig, at jeg er begyndt at give min mand, Adam, ret i, at den har bedre styr på mig end omvendt.

Som ved et pludseligt indfald rejste hun sig op og gik hen til vinduesruden.
Hun stod et øjeblik og så ned på gaden under os, inden hun vendte sig om og pressede ryggen mod glasset.
Jeg fløj op af stolen og skyndte mig derhen.

“Det er ikke sjovt, Solveig,” sagde jeg og rakte hånden frem mod hende, men hun lukkede bare øjnene og lænede sig trygt ud mod det frie fald.

Morgensolen hang i en skov af skyskrabere bag hende, og hun åbnede langsomt øjnene igen og lod sig trække ind i rummet.
Da vi lidt efter stod i elevatoren, gav hun min skulder et tilfredst klem, som om der var et eller andet, jeg havde klaret godt.

Nede på gaden vrimlede et virvar af mennesker ind og ud mellem hinanden: forretningsfolk, hipstere og hjemløse, der på trods af varmen havde huer trukket ned over deres tjavsede hår.

Hver gang vi nærmede os en flok duer, jog taxachaufføren hornet så hårdt i bund, at de flaksede op foran bilen.
Vi blev sat af et forkert sted, men Solveig forsikrede mig om, at hun ikke havde noget imod at gå lidt.
Faktisk ville hun gerne se Fisherman’s Warf.
Der var tæt af mennesker, men hun travede frejdigt af sted i sine pink sneakers og lyttede til gademusikanterne og søløvernes hæse gøen ude fra molerne.

Da vi endelig fandt hen til det firma, hvor vi havde lejet en bil, var mine hænder så følelsesløse af at slæbe de to kufferter, at jeg lovede mig selv at være på forkant fra nu af.
Forudse alt, hvad der kan forudses, og undgå alt, hvad der kan undgås.
Der er ikke margin til andet på den her tur.

“Jeg er ikke vild med det automatgear,” udbrød jeg og rullede bilen fremad i små, forsigtige ryk ude på parkeringspladsen.

Men Solveig svarede ikke, hun sad tilbagelænet i sædet med lukkede øjne.
Solen faldt på hendes ansigt.
Af og til trækker hun sig fra verden og glider ind i en uforklarlig tavshed.
Ikke længe, bare et øjeblik.
Det gjorde hun aldrig før.

Vi drejede til højre ad en lang, lige gade med et væld af moteller og fastfoodkæder.
For enden af vejen rullede hun vinduet ned og stak hele hovedet ud i vinden, så det lyse hår blafrede omkring hendes ansigt.
Da hun trak det ind igen, lignede hendes hår en stor, filtret rede.
Det fik os begge til at le.

“Tænk, at vi virkelig er her,” sagde hun glad og begyndte at rede håret ud med de tynde fingre.

Gaderne var så stejle, at de næsten så lodrette ud, og på vej ud ad byen kørte vi igennem Golden Gate park, hvor en flok bisonokser lå og tog støvbad i solen.
Så snart vi var kommet ud i et beboelseskvarter med mindre trafik og endeløse kolonner af ens huse i pastelfarver, standsede jeg bilen i vejsiden og tastede Half Moon Bay ind på GPS’en.

Vi havde besluttet, at den skulle være det næste stop på vores rejse.
Ingen af os kendte noget til byen, vi kunne bare godt lide det sølvskinnende navn Half Moon Bay.
Når den mekaniske stemme sagde: drej til højre, drejede jeg til højre, mens jeg tænkte på alle de omveje og al den tvivl, man slipper for, når man bare lader sig lede.

Da vi var små, sad Solveig og jeg altid i anhængeren bag min fars cykel og var ude af os selv af spænding over, om cyklen kunne finde hjem den dag.
Det var vores fælles leg: min fars, min og hendes.
Vi boede på den samme villavej, og min far, der er arkæolog og ofte arbejdede hjemme, hentede os hver dag i børnehaven.
Solveig er enebarn ligesom mig, så vi savnede begge to en anden.
Ofte kom hendes forældre så sent hjem fra arbejde, at hun også blev og spiste med.
Vi var det tætteste, man kan komme på søskende, uden at være det.

Ikke sjældent fór den vild, cyklen.
Den oksede op ad bakker og susede ind under jernbanetunneler, hvor vi stoppede op og råbte højt i mørket, fordi ekkoet af vores stemmer lød så sjovt og uhyggeligt.
Cyklen kunne finde på hvad som helst: den ræsede ud ad skovstier, slingrede mellem bøgetræer og rullede af sted langs bredden af sundet, mens vi sad med hinanden i hånden og så på min fars brede skjorteryg, der vuggede fra side til side, når han knoklede af sted.

Hvis vi kørte op over en kantsten, eller tog et sving, der var så skarpt, at anhængeren vippede, flettede Solveig sine fingre hårdt ind i mine.
Men hver dag fandt cyklen hjem, og hver gang vi svingede ind i indkørslen til det helt rigtige hus, blev vi lige henrykte.

 

Søndag den 10. juli kl. 22.30

De bange anelser viste sig at holde stik, skrev hun.
Det var den første sms, jeg fik, den forfærdelige dag.
Men.
Nej.
Det vil jeg ikke skrive om nu.
For nu er den anden dag af turen gået, og den er gået så godt, at jeg nærmest er faldet bagover i min seng af lettelse.

 


 

alle de liv, signe langtved pallisgaard,“Kan du ikke skrive ned, hvad der ville være sket? Bare et par brudstykker. Så er det næsten, som om det kommer til at ske?” spørger Solveig sin veninde Emilie, der er forfatter.

Køb bogen online her eller i din nærmeste boghandler

De har været veninder hele livet, og sammen er de to kvinder taget på road trip i Californien. Rejsen er en slags afslutning, for Solveig lider af den dødelige sygdom ALS.

Emilie er eftertænksom og forsigtig, mens Solveig har et lyst sind og en sorgløs tilgang til livet. Solveigs sygdom sætter ikke blot deres relation, men begge deres liv i relief. For hvad sker der, når man stilles ansigt til ansigt med de helt store spørgsmål? Hvordan håndterer man det faktum, at livet hører op – og i dette tilfælde alt for tidligt?