Børnebøger Fagbøger

Gå på opdagelse blandt verdens farligste dyr med Sebastian Klein

Hvilket dyr kan cirkelsparke? Hvor mange mennesker kan én havhveps dræbe? Og hvad skal du gøre, hvis du møder en bjørn?

Det er bare nogle af de ting, familien bliver klogere på, når I læser Sebastian Kleins nye bog Verdens 100 farligste dyr. Her er dyrene listet op efter hvor mange mennesker de har slået ihjel, og der gemmer sig store overraskelser undervejs. Flere af dyrene er nemlig nogle af dem, vi normalt synes er sjove og venlige, men alligevel har de været skyld i et menneskes død. For eksempel er hunden – menneskets såkaldte bedste ven – skyld i 25.000 dødsfald om året.

Hvorfor de farligste dyr?

At det lige er farlige dyr, Sebastian Klein har skrevet en bog om er ikke helt tilfældigt. Han har nemlig en stor forkærlighed for dyr, der skræmmer mennesker.

– Jeg har interesseret mig for farlige dyr lige så længe jeg kan huske. Løver, tigre, bjørne, ulve og hvad der ellers måtte være har altid fascineret mig. Da jeg var lille elskede jeg at se tv-udsendelser om farlige dyr fra fremmede himmelstrøg og da jeg lærte at læse var det bøger om farlige dyr, som jeg ønskede mig til jul og fødselsdage. Senere blev jeg også interesseret i andre dyr, men det var de farlige, der gjorde mig interesseret i zoologi.

Sebastian Klein nøjes nu ikke kun med at læse og se tv om dyr. Faktisk har han mødt en stor del af de dyr, der betegnes som verdens farligste.

– Jeg har mødt ca. 3/4 af alle de dyr, som er med i bogen (deriblandt 6 af dyrene fra top-ti!). Og jeg har været – og er stadigvæk – bange for dem alle sammen. Min frygt betyder dog ikke, at jeg mister interessen for dem – tværtimod. Jeg synes det er fascinerende, at de indgyder mig frygt. Og netop frygt er vigtig, når man har med farlige dyr at gøre. Hvis man mister den, så er det man kan lave fejl og dumme sig – og så er det man kan blive slået ihjel. Frygten for farlige dyr er derfor altid en god følgesvend, når man har med den slags dyr at gøre. Jeg har mødt verdens farligste dyr rigtig mange gange. Og det er til stadighed det dyr, som skræmmer mig allermest. Jeg vil dog ikke afsløre, hvad det er for et dyr – det må man læse i min bog 🙂

Ved alle de 100 dyr i Sebastian Kleins bog kan man læse en historie fra det virkelige liv, der viser, hvor farlige dyrene egentlig er. Specielt ét dyr får forfatterens hjerte til at banke hurtigere:

– Jeg har et svagt hjerte for dyr, der kan æde mennesker. Det er som regel dem, folk er allermest bange for. Hajer, tigre, krokodiller og løver er noget, der kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste. Min absolutte favorit er og bliver tigeren. Den er det stærkeste kattedyr i verden. Den er sindssygt flot og så er det også en speciel tiger, der har rekorden som det individuelle dyr, der har dræbt flest mennesker. “Tigeren fra Champawat” nåede at dræbe og æde 430 mennesker, inden den blev skudt i 1907 af storvildtjægeren Jim Corbett. En fantastisk historie, som selvfølgelig er med i bogen!

Verdens 100 farligste dyr er sjov læsning for både børn og voksne. Den indeholder interessante historier, som man ikke kan lade være med at leve sig ind i samtidigt med, at den gør børnene klogere på dyrenes verden. Ud over de mange timers spændende læsning giver bogen mulighed for udfordre venner og familiemedlemmer til en dyst på paratviden om de farlige dyr. På bogens sidste sider er der nemlig en lille quiz med spørgsmål om de farlige dyr.

sklein

Køb bogen her og find ud af hvilket dyr, der er det allerfarligste i verden.