Uncategorized

Sara Bouchet: Savas vidner

KAPITEL 1

”Hvad er du for et menneske?” Sophie hikker af grin, jeg mærker det varme pust af hendes ånde mod min kind.

”Et lille egern, der samler forråd og har alverdens gemmesteder i skoven, men som glemmer halvdelen af dem igen,” fortsætter hun, inden hun pludselig dæmper stemmen.

”Kan du huske, da du skjulte posen med madrester ude ved hulen? Da vi virkelig havde brug for den, var den væk,” hvisker hun.

Jeg nikker.

”Og dengang vi glemte æsken med brugte hygiejnebind under sengen,” siger jeg, og Sophie ser alvorligt på mig. Hun klemmer min hånd, hun klemmer altid min hånd sådan.

”Da vi endelig fandt den, var den en grød af mørke, vat og forrådnelse.”

”Øjnene,” hvisker hun.

”Ja, øjnene,” hvisker jeg.

”Du kradsede hende den dag.”

”Vel gjorde jeg ej.”

”Jo, du gjorde, og så skulle jeg komme og redde dig. Jeg skulle altid komme og redde dig, Dannie.”

Den morgen Sophie ringer, er jeg netop vågnet efter endnu en af de drømme, hvor jeg taler med hende. Jeg er tør i munden, som om jeg har mumlet i søvne hele natten. Da Arthur stadig var min kæreste, opfordrede han mig jævnligt til at benytte mobiltelefonen til at optage nattens lyde, men jeg glemte hele tiden at gøre det.

”Man skulle næsten tro, du frygter det, den vil opfange,” sagde han, sidst vi talte om det.

”Så kan du jo heller ikke længere benægte, at du snorker.  Eller knurrer, vil jeg nærmere kalde det.”

Der er rimfrost på ruderne. Det er den første rigtige isvinter siden 1940’erne, den store nordatlantiske temperaturvippe tipper mod Grønland, og arktisk luft fra nordøst strømmer ned over landet. De danske farvande er frosset til, og alt er indhyllet i en kraftig hinde af frost.

Det er en nådesløs vinter, en kulde til at dø i.

Takket være mor ved jeg den slags, og jeg betragter landskabet, der glimter i solen som svedende sukker, men som aldrig rigtig når at tø, før mørket og kulden igen sætter ind og svøber alt i et nyt lag hærdet frost.

Om natten er det skyfrit og vindstille, varmen strømmer direkte ud i verdensrummet, og sneen isolerer den smule varme, der er tilbage i jorden. Der er med andre ord de perfekte betingelser for at opnå ekstraordinært kolde nætter, og da jeg selvsamme morgen tjekker kviksølvet, er det helt nede på minus 17,9 grader.

 

Jeg kører ned til havnen for at se isbryderne i aktion og stirrer på isen, der brækker, sukker, knækker og giver sig. Hypnotiseret betragter jeg det blåsorte hav, der vælter op fra den skarpe sprække, og jeg står der stadig, da Sophie ringer og bryder den tavshed, der har været imellem os de seneste uger.

”Jeg har brug for, at du kommer, Dannie. Helst så hurtigt som muligt,” siger hun. Der er noget bønfaldende i hendes stemme.

”Selvfølgelig,” siger jeg efter et par sekunders tøven.

”Jeg kan sikkert være hos dig allerede i aften.”

Sophie er min storesøster. Vi er sædvanligvis begge temmelig stædige, og sidste gang vi talte sammen, endte det igen i et skænderi om religion, som ingen af os ville tage ansvaret for. Måske er det derfor, jeg har drømt så meget om hende den seneste tid.

Det er onsdag midt i januar. Mandag eftermiddag blev jeg opfordret til at afholde ferie, mens en klage over mig bliver behandlet af biskoppen. Samme morgen satte Arthur endnu en gang spørgsmålstegn ved, om Louis og jeg er gode for hinanden.

Det har med andre ord været en usædvanlig hård uge, og jeg er udmærket klar over, at det generelt er en dårlig idé at give sig i kast med særlige aktiviteter eller på anden måde udsætte sig selv for forandringer, umiddelbart efter at man er blevet ramt af begivenheder i den størrelsesorden.

Ikke desto mindre føles det rart at have et formål, da jeg kun godt to timer efter Sophies opkald har pakket en mindre kuffert, lukket vinduer og aflåst døre og foroverbøjet kæmper mig fremad i vinden.

Blæsten flår i træerne, da jeg haster op ad den lille havegang med skøderne på min frakke smældende om læggene. De har advaret i radioen om orkanlignende tilstande. Vejrforholdene er virkelig utilregnelige denne vinter.

Trods meteorologernes ophidsede monologer om stormens tiltagende omfang er gaderne mørke og urolige af folk. Det bliver kun værre i lufthavnen, hvor alle styrer som mekanisk indstillede dukker fra perronens underjordiske gange, der er klistrede af tyggegummi og opblødt affald, op i de lysstofrørs-oplyste haller.

Under den slags vejrforhold foretrækker jeg at være i kendte omgivelser. Jeg begraver hænderne i frakkelommerne og krammer en lille håndfuld kiselsten, jeg altid opbevarer der.

Et fly kan havarere, på samme måde kan også et menneske forulykke.

Den første nat efter at Arthur var rejst og havde taget Louis med sig, nåede jeg at overveje en masse mulige afslutninger, og jeg følte en foruroligende fascination, da medierne bragte en historie om ni unge, der var blevet fundet døde i to biler på en afsidesliggende rasteplads et sted i Nordsjælland. I den ene bil var der to kulovne og fem kroppe, vinduer og døre var forseglet indefra med tape, og hele bilen var indpakket i blåt plastic.

I den anden bil lå fire kvinder. To afskedsbreve afslørede, at der var tale om et nøje planlagt kollektivt selvmord. Ifølge myndighederne kom de unge fra forskellige dele af landet, men havde mødt hinanden på en webside, hvor man kan udveksle informationer og gode råd om effektive metoder til at gøre en ende på livet.

”Vi støder stadig oftere på disse gruppeselvmord,” sagde reporteren.

”Antallet af selvmord i landet generelt er steget markant og er nu blandt de højeste i verden.”

Det var, ikke længe efter at ordet selvmordsepidemi første gang blev benyttet til at beskrive det. Som med så meget andet handler det om, i hvilken optik man vælger at anskue fænomenerne.

Er selvmord smitsomt?

Hvad er det, der gør, at tilsyneladende uforbundne begivenheder pludselig begynder at hænge sammen og give mening? Er det hele i grunden eksempler på besættelse i ordets ældste betydning?

Jeg opstillede efterhånden en række, efter min egen mening, plausible teorier, men ingen af dem skulle vise sig at holde stik.

Der var ellers nok af varsler.

Den dag jeg blev suspenderet fra min stilling som sognepræst i Hyllested Kirke, havde jeg eksempelvis fulgt nyhederne med et halvt øre, da kameraet pludselig gled forbi en vej, jeg genkendte: Strandparken. Kameraet panorerede forbi husfacaderne for at stille skarpt på et par vinduer med hermetisk lukkede gardiner.

”Her udspillede sig for præcis en måned siden en sørgelig tragedie, da en trettenårig pige døde. Hendes forældre fandt hende herinde,” bekendtgjorde speakeren og pegede over mod en tungt ornamenteret egetræsdør, inden han i et dramatisk toneleje fortalte, hvordan pigen var blevet fundet på sit værelse, hængt i et tyndt lagen fra himmelsengens ene sengestolpe.

Forældrene nægtede at godtage politiets forklaring om, at alt tydede på selvmord.

Det var noget med en knude. På skærmen blev der vist en tegnet gengivelse af knuden, hvorefter speakeren forklarede, hvordan den nødvendigvis måtte være bundet fra en bestemt vinkel, hvis pigen selv skulle have været i stand til at binde den.

En psykolog anstrengte sig derefter for at opstille forskellige mere eller mindre sandsynlige hypoteser for, at en trettenårig rejser sig fra sin morgenmad (en skål mysli med mælk) og i stedet for at gå i skole hænger sig i sit eget hjem.

Naboen beskrev pigen som glad, til tider en smule humørsyg. Sidst han så hende, var aftenen forinden, hvor hun bankede på hans dør iført en isblå frottépyjamas for at låne lidt flormelis.

Til sidst blev der klippet til forældrene, der anråbte offentligheden om hjælp. Jeg genkendte dem med det samme, de var dukket op i kirken enkelte gange gennem årene, fortrinsvis til den obligatoriske julegudstjeneste. Måske var det endda mig, der døbte deres datter i sin tid, jeg husker det ikke, og ud over et stik af tungsind over, at en ung pige var død, tænkte jeg ikke nærmere over det før adskillige dage senere.

I et anfald af søsterlig smålighed har jeg travlt med at bebrejde Sophie, at hun ikke selv krydser Nordsøen, hvis det haster så meget med at ses, men samtidig er jeg opløftet ved tanken om at gense hende og St. Andrews og bryde den i grunden pubertære tavshed, der er fulgt i kølvandet på et af vores sædvanlige skænderier.

Vi er meget forskellige, men også så ens, at jeg til tider har haft på fornemmelsen, at de verbale sammenstød mest af alt er et barnligt forsøg på at afgrænse os i forhold til hinanden. Eller et påskud for at få afløb for alt det raseri.

Siden Sophie er flyttet til Skotland, har hun været bemærkelsesværdigt fornuftig, hendes sind logisk funderet uden synderlig følelsesmæssig slingren. Hun påstod engang, at hun mistede evnen til at græde efter ulykken med Sava, hun sagde det uden beklagelse i stemmen, nærmest som om det var en lettelse.

Jeg er nødt til at mellemlande i Stansted, da der ikke var flere direkte afgange med så kort varsel, og jeg tilbringer en skrækkelig nat på det beskidte linoleumsgulv i afgangsterminalen i forsøget på at sove, med den konstante påmindelse om, at jeg har nået en alder, hvor min krop kræver særlige skummadrasser og ergonomisk korrekte puder for at opnå en effektiv søvn.

Jeg har netop opgivet og balancerer ind i et såkaldt loungeområde med et papkrus kaffe, så jeg er ikke hurtig nok til at besvare opkaldet, da min mobiltelefon ringer. Da jeg endelig får gravet telefonen frem fra tasken, ringer jeg først til Arthur, selvom det mistede opkald er fra Sophie. Hans stemme afbryder mig, inden jeg når at sige noget:

”Du ved godt, at du ikke skal ringe nu.”

”Jeg vil bare …”

”Vi har en helt klar aftale, Dannie. Louis er en uge hos dig, en uge hos mig, faste rutiner, ikke al den snak på alle mulige tidspunkter.” Og så afbryder han opkaldet.

Hvornår er det kommet dertil?

Mit blik flakker mellem de kirsebærfarvede sofaer og skålformede stole af plastic, og jeg zoomer taknemmeligt helt ind på enkeltdelene. En skal, fire skruer, fire beslag på bagsiden, der er monteret på aluminiumsstel med samlinger mellem hver skal. Otte stk. 136 i alt. Et fint tal, et rigtig fint tal.

Og derefter otte rækker a otte. 1088.

I følelsesmæssigt tilspidsede situationer holder jeg af mentalt at adskille møbler og tælle delene, de består af. Jeg får sommetider hjertebanken, når jeg befinder mig i tætmøblerede rum, og har af samme årsag ingen intentioner om nogensinde at stifte nærmere bekendtskab med Ikea.

Mit hjerte banker nogenlunde regelmæssigt, da jeg gentager proceduren og ender på samme tal, men da jeg lidt senere går ind på kundetoilettet, er jeg stadig svimmel og sveder. Jeg bliver siddende på toilettet og krammer en opblødt kugle toiletpapir, til der langt om længe bliver kaldt ud til flyet mod Glasgow.

Jeg ringer til Sophie, men denne gang er det hende, der ikke besvarer opkaldet, og på vej til gaten har jeg for travlt med at tælle rillerne på rullebåndet og derefter linoleumsgulvets striber til at tænke nærmere over det.

Da Arthur og jeg stadig var sammen, kaldte han mig sommetider med en blanding af humor og alvor for Excel, og selvom jeg ikke syntes om det, havde han nok ret med hensyn til det semi-autistiske behov for at tælle, inddele og systematisere. Vi nåede at bo sammen i tre år.

Jeg troede, at det gik fortræffeligt.

Det gjorde det ikke.

Da han og Louis flyttede, efterlod de, foruden en masse stilhed, en tandpasta med melonsmag og Louis’ samling af ”vraggods”: slebet glas, stumper af drivtømmer og blå stykker sejlgarn, som han kaldte havfruehår.

Louis er Arthurs søn. Han er syv år gammel, og Arthur kalder ham til tider for Teflon, fordi intet hænger ved. Louis er en drømmer, han glemmer ting omkring sig. Det halve år han gik til svømning, nåede jeg at købe tre par dykkerbriller og fire par badebukser til ham.

Da Arthur forlod mig, sagde han, at min bagage var for omfattende, han sammenlignede mit sind med et tungtlastet skib med rurer og alger hængende ved skroget. Han fik det til at lyde, som om jeg helt bevidst havde kurs mod et skibbrud.

Jeg anklagede ham til gengæld for at være en hykler og en svag mand, og derefter tudede jeg af sorg og frustration over, at menneskelige relationer skal være så vanskelige. Men mest af alt tudede jeg over, at Louis ikke er min søn.

Da de flyttede, gik jeg på jagt i bogreolen og fandt The Complete Manual of Suicide af Wataru Tsurumi. Uden at tage højde for det etiske aspekt beskriver Wataru nøgternt forskellige selvmordsmetoder og rangerer dem ud fra parametre som forberedelse, smerte og dødelighed.

Under afsnittet om hængning nævnte han den ældgamle skov Aokigahara, der ligger ved foden af det hellige bjerg Mount Fuji, som det perfekte sted at dø. Jeg surfede på nettet og fandt adskillige fotografier af skoven.

Nogle af dem var umulige at glemme igen. Særlig ét billede er fastfrosset. Det forestiller fire par slidte, mostilgroede sko efterladt på nogle knudrede trærødder i skovbunden. To par i voksenstørrelse og to par i børnestørrelse. Børneskoene er brune af snavs, men man kan stadig se, at de er lavet af blå og rød silke med påsyede sommerfugle.

Ikke længe efter at de var flyttet, foreslog Arthur heldigvis selv en deleordning. Ifølge ham havde Louis på det nærmeste krævet det, og fra den dag begyndte mit hjerte igen at pumpe strømme af varme og lys med blodbanerne ud i kroppen.

Jeg lukker øjnene et øjeblik, da flyet mister højde. Det giver et sug i maven og trykker for ørerne, da vi efter få minutter uden videre elegance rammer landingsbanen i Glasgow Lufthavn. Det er tidlig eftermiddag, da jeg efter en æggesandwich skimter forstadskvartererne forude med deres identiske murstenshuse på rad og række.

Mørket og tågen siver langsomt ind over Glasgow, mens lufthavnsbussen arbejder sig forbi beskidte, ujævne højhuse, der er stablet op som snuskede legoklodser, og reklameskilte med blinkende lovprisninger af vådservietter, færdigretter og ketchup.

På busstationen siksakker jeg gennem menneskemængden for at nå dagens sidste bus til St. Andrews. Den kolde vind stikker som nåle gennem tøjet, himlen over Glasgow har samme kulør som afsvedne ruiner, og da vi kører, bryder et regulært uvejr løs.

Jeg hviler panden mod det kølige vinduesglas, mens lynene flænser himlen i hvide blink, og vi snor os gennem den tætte trafik. Byens neon reflekteres i den våde asfalt og giver den et blødt udseende gennem regnens udflydende filter.

”Nu er vi snart sammen igen, Sophie,” hvisker jeg og rokker ganske langsomt frem og tilbage i sædet. Tanken om genforeningen med min søster fylder mig på én gang med længsel og uro.


HER SLUTTER DEN GRATIS LÆSEPRØVE PÅ SAVAS VIDNER.

Du kan læse mere om bogen og bestille Savas vidner her.

Med Savas vidner har danske Sara Bouchet begået en sindsoprivende psykologisk thriller om kærlighed og dæmoner, om middelalderens hekseprocesser – og om den kampplads, familien også kan være.

Dannie Lind er lidt af en neurotiker og en enspænder, og hun er i krise. Hun er netop blevet suspenderet fra sit job som præst, hendes kæreste er gået fra hende, og et af de få lyspunkter er den spredte kontakt til ekskærestens søn Louis.

Da hendes søster Sophie kontakter hende fra St. Andrews i Skotland og beder hende komme hurtigst muligt, er det derfor en kærkommen lejlighed til at rejse væk.

Men rejsen viser sig at blive alt andet end et afbræk fra det hjemlige drama.