Indefra Saga

SAGA fejrer 15.000 digitale bøger på to år

SAGA Egmont

Da Lindhardt og Ringhof i sommeren 2015 indrykkede helsidesannoncer i flere store dagblade, inviterede forfattere, oversættere og deres arvinger til at få digitaliseret deres bøger straks, og samtidig meldte ud, at ambitionen var at digitalisere 15.000 titler på to år, var der sikkert flere som rystede overbærende på hovedet.

Men i 2017 kom Lindhardt og Ringhofs digitale forlag SAGA Egmont i mål, og fredag den 19. januar fejrede alle så, at Lindhardt og Ringhof nu har et samlet katalog på 21.000 titler på print, e-bog eller lydbog. Det er Danmarks største, og SAGA udgiver allerede i Sverige, Norge og Tyskland m.fl., og har i 2018 store planer om at udgive oversat dansk og lokal litteratur digitalt i Polen, Holland og Finland.

“Hvorfor begyndte vi partout at volddigitalisere hver eneste bog, som vi fik øje på? Skal vi absolut med vold og magt forsøge at slå den trykte bog ihjel? Selvfølgelig ikke. Vi digitaliserer, fordi den vare – bøgerne – som vi lever af, primært består af teksttegn. Det er i bund og grund nemt at digitalisere bøger. Og derfor vil det også ske. Enten gør vi det, eller også gør nogle andre det for os,” sagde SAGAs direktør Lasse Horne i sin festtale til medarbejderne:

“Vi mener, at vi med dette projekt har opbygget et kæmpe katalog af gode, populære bøger i enhver genre. Der er noget for enhver læser, og det er derfor, synes jeg, at vi dag kan fejre os selv som forlagshus. Vi er klar – fremtiden kan bare komme an. Og det synes jeg, at vi skal skåle på,”

Lindhardt og Ringhofs administrerende direktør Lars Boesgaard glæder sig også over, at så mange forfattere kan se, at deres bøger igen er tilgængelige for læserne:

“Vores erfaring er allerede, at der faktisk er læsere til det hele. Og det betyder nye indtægter til forfatterne.”

Om hele projektet siger han: “Det har været fedt, at vi kunne plante et så ambitiøst flag og nå det uden vaklen. At udgive 300 titler om ugen er en præstation uden for almindelig sammenligning i vores branche. Jeg tvivler på, at der er noget forlag i verden, der har haft så ambitiøs en plan. Grunden til, at vi oprindeligt gjorde det, var for at forhindre store udenlandske aktører i at erobre det danske bogmarked ved at sætte sig på det digitale. Og det har heldigvis trukket andre udgivere med i processen med at få digitaliseret. Selv har vi bare fået mere blod på tanden, for det her er kun begyndelsen på en ny tid, hvor den digitale formåen kommer til at være afgørende for forlagenes vækstmuligheder.”

Derfor har SAGA Egmont også indrykket en helsides annonce i Politikens kultursektion igen lørdag den 20. januar 2018 for at takke alle der har bidraget til, at SAGA er kommet i mål og samtidigt fortælle, at SAGA stadig har ambitioner om at digitalisere mange, mange flere bøger, som fortjener nye læsere.

Læs mere om SAGA her