Indefra Sundhed og livsstil

Særligt sensitiv – eller særligt udfordret?

Særligt sensitiv – eller særligt udfordret?

Bogen “Særligt sensitiv – eller særligt udfordret?” er netop udkommet på Akademisk Forlag. Vi har spurgt forfatterne, hvorfor det kan være et problem, når forældre og professionelle bruger begrebet særligt sensitiv.

Vi vil gerne fremme forståelsen af at størstedelen af børn er helt normale! Det er helt normalt at opleve udfordringer livet igennem. Samtidig bliver man nødt til at lære at mestre disse fra en tidlig alder. Her spiller vi voksne en særlig vigtig rolle. Vi skal huske på, at den måde vi forstår vores børn på, i høj grad er med til at forme hvordan de opfatter sig selv og håndterer udfordringer de møder i deres hverdag.

Hvad er den største udfordring ved at bruge begrebet ”særligt sensitiv”?

Vores største bekymring ved at bruge begrebet særligt sensitiv er, at vi derved kommer til at forklare vores oplevelser med et begreb, som vi reelt ikke ved hvad betyder. Mange der er særligt sensitive siger, at det giver så god mening og forklarer de oplevelser de har haft. Men så længe forskningen ikke underbygger eksistensen af begrebet, og giver en entydig beskrivelse af hvad det egentlig er, at være særligt sensitiv, risikerer vi at komme til at bortforklare de oplevelser vi har ved at bruge denne betegnelse. Det er som at lave sit eget nye sprog i en verden der taler et vedtaget anerkendt sprog – man mister mulighed for at forstå og blive forstået af dem der ikke taler det nye sprog.

Findes der børn der er særligt sensitive?

Selvfølgelig findes der børn, der er sensitive eller mere følsomme end andre, ligeså vel som der findes børn, der er mere udadvendte end andre. Men det er det særligt sensitive som er problematisk, da der dermed bliver skabt en ”dem” og ”os” opdeling, frem for en normalisering der rummer at vi alle er forskellige, med hver vores udfordringer og styrker.

Måden som fagfolk og forældre kan støtte op på i forhold til børn som er mere sensitive end andre er ikke meget anderledes end måden, hvorpå forældre støtter op om børn, som er mere udadvendte og talende end andre.

“Ved små skub og udfordringer, ros og tålmodighed, lærer man barnet at blive bedre til at mestre de ting som er svære.”

5 gode råd til at støtte de sensitive børn i en sund udvikling

De fem gode råd er skrevet til professionelle, der arbejder med børn – men både bogen og rådene giver også et godt fundament for forældre, som gerne vil vide mere.

  1. Gør ikke et stort nummer ud af dét, barnet har svært ved. Hjælp lidt, men ikke mere end der er behov for, og ros barnet når det tager initiativ til at prøve selv. Husk på, at hver gang du siger ”det må være svært”, ”du kan jo også så meget andet”, så fortæller du barnet, at barnet ikke forventes at kunne mestre situationen.
  2. Acceptér at vi er forskellige og at normalområdet er stort. Det er helt normalt at være lidt stille og genert. Det er kun hvis det forstyrrer barnet i sin udvikling, at vi behøver at sætte ind med særlige tiltag.
  3. Udvid gradvist barnets repertoire. Hjælp barnet via små skridt som det kan mestre med en lille smule støtte til at udvide sine færdigheder, så barnet selv oplever, at det kan flere og flere nye (og alderssvarende) ting. Ros barnet, når det klarer nye udfordringer.
  4. Når forældre beskriver, at deres barn er særligt sensitivt, så spørg ind til hvad de egentlig mener helt præcist gælder for deres barn. Fordi begrebet er så bredt, er det svært at vide hvad netop disse forældre oplever. Hvis det er helt normale variationer forældrene fortæller om, så hjælp dem med at se at der faktisk er mange der har det som deres barn, og at alt går som det skal. Hvis der er problemer, så rådgiv i forhold til netop den problematik der fortælles om.
  5. Sæt dig ind i faglitteraturen på netop det område, som forældrene oplever som problematisk, f.eks. ængstelighed, tristhed, trodsighed m.v. Rådgivning om forskelligartede problematikker bør altid være baseret på evidens om den givne problematik.

Hvorfor taler vi så meget om særligt sensitive i dag?

Fordi begrebet tilbyder en forklaring og en løsning på en adfærd, som kan være svær som forældre og professionelle at forholde sig til, samt udfordre. Med personlighedstrækket særlig sensitivitet får man hele pakken. Her beskrives både ens styrker og svagheder – dermed giver det forældre håb om at ”det svære går over” hvis man følger anvisningerne i bøger om særligt sensitive. Det er også sandsynligt at nogle forældre lettere kan forhold sig til, at deres barn græder og nægter at være en del af fællesskabet fordi det er særligt sensitivt frem for at det enten har alvorlige vanskeligheder eller at forældrene ikke selv er tydelige nok. Desværre er der ikke hold i antagelserne.

Ved at forholde os kritisk til begrebet kan vi forhåbentlig hjælpe med til, at normalt udviklede børn ikke bliver marginaliseret som anderledes og at børn med angst eller andre psykiske vanskeligheder får den rette hjælp, frem for at der bliver taget et misforstået hensyn. Vi ønsker med bogen Særligt sensitiv – eller særligt udfordret? desuden at tilbyde en guide til, hvordan man kan forholde sig til sådanne begreber. Særligt sensitiv er ikke det sidste begreb der vil opstå i forsøget på at beskrive børns adfærd. Her har vi som professionelle en vigtig opgave i at sikre at disse begreber kan anvendes meningsfuldt.


Bogen om særligt sensitive

Bogen Særligt sensitiv – eller særligt udfordret?  går kritisk, men konstruktivt til begrebet særlig sensitivitet. Bogen giver psykologer, pædagoger, lærere og andre praktikere den fornødne faglige viden til at forholde sig professionelt til særligt sensitive børn. Gennem konkrete cases viser den, hvordan særlig sensitivitet til forveksling kan ligne psykiatriske diagnoser som angst, ADHD og autisme.

Saerligt sensitiv - eller bare udfordret

Som alternativ præsenterer forfatterne Barbara Hoff Esbjørn, Sofie Wille Østergaard, Marie Tolstrup og Nicoline Normann en forståelse af børns psykiske sårbarhed, der gør det muligt at støtte barnet i en sund udvikling, hvor det  overkommer sine udfordringer. Det sker blandt andet gennem teorier om temperament, forældresensitivitet, mentalisering og selvkontrol.


Særligt sensitiv – eller særligt udfordret?