Carlsen Ungdomsbøger

Ravnenes hvisken

Ravnenes hvisken er årets store, danske fantasyroman. Forfatteren Malene Sølvsten kombinerer på fremragende vis krimiens spænding med fantasy, nordiske guder og en urgammel profeti om Ragnarok.

Ingen vidste indtil for nyligt, at Malene Sølvsten ville blive forfatter. Hun var faktisk langt i projektet, før familien ved et tilfælde opdagede, at hun arbejdede på en tour de force af en fantasytrilogi om nordiske guder – samtidig med at hun passede familielivet og sit job i Finansministeriet. Ravnenes hvisken foregår i Nordjylland, hvor hun selv kommer fra.


ravnenes hvisken

17-årige Anne er en enspænder, der kun hænger ud med sin hund Monster. Hun er vant til, at andre enten afskyer hende eller ser lige igennem hende, men da hun starter i gymnasiet, er hun pludselig omgivet af klassekammerater, der søger hendes selskab. Hvorfor vil den gudesmukke Mathias, charmerende Luna og dragende Varnar pludselig være venner med hende? Kan hun stole på dem, eller ligger der noget bag?

Anne kan se hændelser i fortiden, men de drømmeagtige syn bliver pludselig meget virkelige, da der sker en række bestialske mord på unge piger på den egn, hvor Anne bor. Mord, som Anne har set i sine drømme. Snart er både både hun og hendes venner i fare, for morderen skyer ingen midler i sin jagt på sit næste offer. Han bliver ved, til han rammer den rigtige …

Ravnenes hvisken er en episk og medrivende fantasyroman, hvor krimiplot og overnaturlige kræfter mødes på en hidtil uset måde, da det viser sig, at mordene hænger sammen med en urgammel profeti om Ragnarok. Det går op for Anne, at hendes nye venner er direkte forbundet til de nordiske guder, og alle bærer på en viden om, hvem hun i virkeligheden er. Men er det for sent, da Anne selv får indsigt i sin hemmelige fortid og finder ud af, at hun er morderens næste og sidste offer?
En vil hun forelske sig i. En vil blive hendes bedste ven. En vil redde hendes liv. Og en vil slå hende ihjel. 

 

malene sølvsten (c) Forlaget Carlsen

Malene Sølvsten har prøvet så forskellige ting som en jordemoderuddannelse, billedkunst og job i finansministeriet, hvor hun arbejder med kommunikation, og nu kan hun også skrive forfatter på cv’et.