CarlsenPuls Young Adult-romaner

Q&A med Blixenpris-modtager Sarah Engell: “At skrive Valget var en kraftprøve”

Sarah Engell modtog fredag d. 25. maj årets Blixenpris for romanen Valget, som udkom sidste efterår på Carlsens YA-forlag, CarlsenPuls. Dagen efter prisfesten stillede vi prismodtageren et par spørgsmål.

Hvad betyder det for dig som forfatter at modtage Blixenprisen?

“Der er udkommet mange fantastiske bøger for børn og unge i 2017, og det er derfor en kæmpe ære, at netop Valget blev udpeget. Det er jeg helt utrolig glad og taknemmelig for, og efter overrækkelsen i går, gik der lige et par hvidvinsglas, før jeg helt forstod det.

At skrive Valget var en kraftprøve for mig som forfatter. Som bjergetapen i Tour de France. Følelsen af at stå med en lille cykel, se op på bjergetoppene og tænke: Det er umuligt, og så alligevel: Fuck it, jeg prøver.

Og tænk engang at slæbe sig det sidste stykke, helt udmattet, og så opdage, at der rent faktisk står nogen på bjergtoppen og hepper. Det var sådan det føltes at modtage Blixenprisen i går.

Men prisen betyder mere end den umiddelbare anderkendelse og glæde. Den er også med til at gøre mig mere modig i forhold til, hvilke bjergtoppe jeg fremover tør at skue mod.

Jeg har altid bestræbt mig på at skrive de bøger, der kalder mest på mig, uden at tænke for meget på marked, salg, anmeldere, læsere osv. Men det er klart, at hvis jeg havde en oplevelse af at folk omkring mig faldt fra ligesom i sangen om de ti små cyklister, der var ti, der var ni, der var otte osv. så ville jeg formentlig genoverveje, om jeg orkede endnu en bjergetapebog.

Blixenprisen er for mig den smukkeste bekræftelse af, at de ti små cyklister stadig er med mig. At jeg måske oven i købet kan tillade mig at svinge ud på en endnu smallere sti og kæmpe mig op ad endnu mere umulige bjerge.”

I prismotiveringen hed det bl.a., at Valget er “en bog, som gør læseren klogere på sig selv og verden.“ Synes du, at ungdomslitteraturen har en særlig forpligtelse til at ’flytte noget’ hos læseren?

“Nu er jeg ikke så glad for ordet forpligtelse. Jeg tror, at litteraturen er sådan en plante, der vokser bedst i frihed. Men jeg gør mig meget umage med aldrig at undervurdere mine læsere og at skrive i tillid til, at hvis jeg skaber det rette rum, så vil de træde ind i det, vende og dreje genstandene derinde og måske samle noget op, som de kan tage med sig, når de forlader rummet igen. Hvorvidt en bog flytter noget hos en læser, er således også op til læseren selv, om vedkommende er åben og har lyst til at træde indenfor og udforske.

Det er min fornemmeste opgave som forfatter at skabe et rum, der er tilstrækkeligt stort til, at læseren kan bevæge sig frit derinde, et rum, der ikke er klaustrofobisk og fyldt med løftede pegefingre, men som viser nuancer og paradokser, som stiller spørgsmål fremfor at give svar, og som gør sit bedste for at skildre verden så ærligt som muligt – også når verden er kompleks, grim og smertefuld.

Det er min erfaring, at et sådant rum bedst skabes, hvis jeg som forfatter gør mig umage for at være ligesom rummet: Åben, ikke-fordømmende, spørgende fremfor konkluderende.

Nogle gange lykkes det, og det magiske opstår: At en bog kan gøre læseren klogere på sig selv og verden og rent faktisk flytte noget hos vedkommende. Så føles mit arbejde meget meningsfuldt.”

Du modtager prisen for en politisk roman for unge. Politiske ungdomsromaner hører til sjældenhederne. Havde du nogle særlige overvejelser, inden du kastede dig ud i at skrive Valget?

“Da jeg gik i gang med bogen, var der flere, der sagde til mig, at det var et håbløst projekt. ”Unge gider ikke at læse om politik.” Dén sætning hørte jeg for mig selv mange gange, mens jeg skrev. Og samtidig voksede det politiske spor i bogen. Hvilket unægtelig var ret angstprovokerende. Flere gange var jeg faktisk ved at slette eller i hvert fald kraftigt forkorte de politiske debatter i bogen.

Men for netop ikke at undervurdere mine unge læsere, måtte jeg således også denne gang stole på, at de var med mig, selv når jeg begyndte at kaste rundt med paragraffer og asylregler.

At de unge i dén grad har taget Valget til sig er en skøn, stor fuckfinger til alle de fordomme, vi måtte have om dem, og en bekræftelse af, at hvis vi skaber de rette rum, så skal de nok gå derind – og hvis vi er heldige, finder de noget derinde, de kan putte i lommen og tage med sig videre ud i livet.”

 

VALGET af Sarah Engell

VALGET er en intens og rørende beretning om de gange i livet, hvor man bliver konfronteret med nærmest umulige valg. Valg, som kan få konsekvenser for både én selv og for andre mennesker.

> Du kan finde Valget her eller hos din lokale boghandler. Nysgerrig? Du kan læse de første kapitler helt gratis her

valget, sarah engell, YA, bogforum, bogforum 2017, ya

mm

CarlsenPuls er Danmarks nye YA-forlag. Vi udgiver bøger, som kan mærkes – helt derind, hvor det betyder noget! Vi tror på, at store historier kan ændre verden. For dig, der læser – og for dem, du møder på din vej. Vi udgiver de største, de bedste, de stærkeste og de vigtigste historier. Fordi vi ikke kan lade være.