Pendlerlitteratur

Jeg er pendler. Hver morgen klokken alt-for-tidligt begiver jeg mig fra Odense til København for at have min daglige gang i forlagshuset. Og hver eftermiddag vender jeg snuden hjemad igen og hopper på et tog til Odense i selskab med andre sovende, mobilspillende, computertastende og læsende passagerer. Og jeg nyder det.

For togtid er nemlig den bedste læsetid. Jeg begiver mig aldrig ind i toget uden en bog i tasken, og jeg vrider ofte halsen af led for at finde ud af, hvad mine medpassagerere læser.

OceanLane1

Pendlerlitteratur – do and don’ts

Læsning i toget er noget andet end læsning derhjemme i sofaen. Man bliver hele tiden forstyrret – af andre passagere, af den skrattende lyd i togets højtalere og af lyden af andre folks telefoner. Sommetider skal man bytte plads med en, der har reserveret netop dén plads, man har udbredt sig på, og andre gange er der slet ikke en plads, og man er henvist til et trappetrin i togets gang eller et klapsæde i familiekupéen. Derfor kræver læsning i toget nogle helt specielle forholdsregler. Og her er en lille liste over, hvad jeg har lært:

  • Medbring aldrig for store bøger. Du skal slæbe rundt på dem hele dagen, og en stor roman i hardcoverformat fylder godt i tasken. Vælg i stedet korte paperbacks på under 300 sider
  • Korte bøger eller novellesamlinger er generelt at foretrække. På den måde kan du påbegynde og afslutte en hel historie, inden du stiger af toget
  • Sørg altid for at have en back-up roman liggende på din telefon eller en ekstra paperback i tasken. Der er intet værre end at sidde i et 2-timers forsinket tog og være løbet tør for læsestof (tro mig, jeg taler af bitter erfaring)
  • Find en bog der fanger. Det kan være svært at koncentrere sig i toget, så jeg foretrækker en roman, der fanger fra side 1

Anbefalinger til god toglæsning

Mangler du noget at læse i toget? Jeg har samlet tre forslag til pendlervenlig litteratur, der både vil kunne fastholde din interesse og ikke vil fylde for meget i din taske.

Den klassiske

ItemImage

Postbuddet ringer altid to gange af James M. Cain er god toglæsning fordi:

  • Bogen er kun 168 sider – ikke alene vil du kunne læse den færdig på en togtur, den vil heller ikke veje tungt i din taske
  • Det er en hårdkogt roman der skildrer både vold, angst, lyst og kærlighed. Der sker noget på hver eneste side, og du vil ikke kede dig et sekund
  • Du så kan prale med at have færdiglæst en amerikansk klassiker på en ganske kort togtur

Postbuddet ringer altid to gange handler om den unge dagdriver Frank Chambers, som gør stop ved en diner i det sydlige Californien. Dineren bestyres af den unge og smukke Cora samt hendes væsentligt ældre mand, Nick.

Da Frank og Cora indleder et lidenskabeligt forhold, må hendes mand skaffes af vejen, og de to begynder at planlægge hans død – en løsning, der kun skaber flere problemer for parret, da mordet efterforskes.


Den sjove

Screen Shot 2016-02-18 at 10.53.02

Som stjernerne står af Cora Carmack er god toglæsning fordi:

  • Bogen starter brat, og du er revet med fra side 1 – og derfor bliver det let at ignorere dine medpassagerers snorken
  • Den er hylende morsom. Hvis du er småtræt og tung i hovedet, vil bogen hurtigt kvikke dig op
  • Det er en skøn fortælling om kærlighed og om at finde sig selv, og den vil varme dit hjerte – selv hvis du befinder dig på et klapsæde i togets iskolde gang

I Som stjernerne står møder du kontrolfreaken Bliss Edwards, som er 22 år og snart færdig på college. Hun er glad for sit liv, hun er omgivet af gode venner, og hun har tjek på tingene. Der er bare én lille detalje: Hun har aldrig været i seng med en fyr.

En aften beslutter hun sig derfor for få det overstået med et one-night-stand. Men hun får i sidste øjeblik kolde fødder og efterlader en flot fremmed alene i sin seng. Og som om det ikke var pinligt nok i sig selv, opdager hun dagen efter, at hendes nye dramalærer er manden, hun efterlod nøgen i sin seng for mindre end otte timer siden …


Den rørende

ItemImage (1)

Historien om A. J. Fikrys liv af Gabrielle Zevin er god toglæsning fordi:

  • Bogen starter som et mysterie, udvikler sig til en kærlighedshistorie og ender med en slutning, der vil røre dig til tårer. Den er følelsesladet og medrivende
  • Det er en 280-siders lang kærlighedserklæring til bøger, og som bogelsker vil du kunne nikke genkendende til hovedpersonens tanker og næsten føle, du har en gammel ven med på togturen
  • Bogen er spækket med hovedpersonens anbefalinger af noveller og romaner, så undervejs inspirerer den dig måske til din næste togbog

Historien om A. J. Fikrys liv handler om A. J. Fikry, som er selvstændig boghandler. Han har haft nogle hårde år: Hans kone er død, hvilket har gjort ham til en alkoholsøgende enkemand i en alder af kun 39 år, salget i bogladen er for nedadgående, og hans store stolthed – en sjælden udgave af Edgar Allan Poes digte – er blevet stjålet.

Bøger har altid været hele hans liv, alle store begivenheder har for ham en litterær reference, men som årene er gået, har han langsomt givet op, er blevet sur og bitter på verden og har trukket sig fra det lille øsamfund. Da han en dag finder en højst overraskende pakke i butikken, bliver alt dog vendt på hovedet. A.J. Fikry får en enestående mulighed for at ændre sit liv og se verden med nye øjne.