Mad og drikke Madværkstedet Sundhed og livsstil

Lækre retter fra Ottolenghi: Kold rød pebersuppe med cremefraiche

Vil du gerne forkæle dig selv eller dine gæster med en let og velsmagende ret? Så prøv den lækre kolde rød pebersuppe med cremefraiche fra stjernekokken Yotam Ottolenghi.

Denne suppe er den perfekte start på et sommermåltid og et godt alternativ til den klassiske gazpacho. Den højrøde suppe pyntet med friske krydderurter og en spiral af cremefraiche er smuk at se på, og den vil fryde enhver uden at tage for meget af appetitten fra det, der ellers måtte komme på bordet. Den kan laves 1-2 dage i forvejen – vent i så fald bare med at tilsætte krydderurter og cremefraiche.


Ingredienser (4 personer)

1 stort løg
3 spsk olivenolie, plus ekstra til at dryppe med
8 salvieblade, finthakkede
4 store røde peberfrugter
2 laurbærblade
2 tsk stødt spidskommen
1 tsk sukker
1 knsp tørrede chiliflager
5 dl hønse- eller grøntsagsbouillon
1 stilk bladselleri, skåret i terninger på 1½ cm
Revet skal af ½ citron
1 fed hvidløg, knust
25 g basilikum, grofthakket
10 g persille, grofthakket
100 g cremefraiche
Salt

Fremgangsmåde

Skræl løget, og hak det groft. Varm olivenolien op i en stor gryde. Tilsæt løg og salvie, og steg dem ved middelvarme i 5 minutter, eller til løgene er klare.

Flæk imens peberfrugterne på langs. Rens en enkelt halv peberfrugt for kerner og hvidt frugtkød, og skær i den terninger på 1½ cm. Stil den til side.

Rens resten af peberfrugterne, hak dem groft, og kom dem ned til løgene i gryden. Tilsæt ¾ tsk salt, laurbærblade, stødt spidskommen, sukker og chili.

Steg dem i yderligere 5 minutter. Hæld bouillonen over, og bring den lige netop i kog. Læg låg på gryden, og lad det hele simre ved meget svag varme i 15 minutter.

Tag laurbærbladene op af suppen, når peberfrugterne er møre. Blend den stadig varme suppe med en stavblender, til den er helt jævn. Det kan tage nogle minutter. Lad suppen køle en smule af.

Rør bladselleriterninger, røde peberfrugtterninger, citronskal og hvidløg i den lune suppe. Lad den køle ned til stuetemperatur, og lad den derpå trække i køleskabet i et par timer eller natten over.

Tag suppen ud af køleskabet 30 minutter inden servering. Rør grundigt rundt, og smag til med salt og peber. Hæld suppen i portionsskåle, drys rundhåndet med hakket basilikum og persille, tilføj en skefuld cremefraiche pr. person, og rund af med et dryp olivenolie.


 

OTTOLENGHI: KOGEBOG #1 af Yotam Ottolenghi

Yotam Ottolenghi, Ottolenghi, Kogebog, Kogebog #1Denne lækre kolde rød pebersuppe er fra den moderne kogebogsklassiker OTTOLENGHI: KOGEBOG #1, som den britisk-israelske stjernekok Yotam Ottolenghi står bag.

Kogebogen er en samling af lækre, ukomplicerede opskrifter på alt fra brød og kager til kød, fisk og salater, altsammen tilsat et pift af Ottolenghis kreativitet. Retterne bygger på kulinariske traditioner fra både Mellemøsten, Nordafrika, Italien og Californien.

 

 

Du kan købe OTTOLENGHI: KOGEBOG #1 af Yotam Ottolenghi online her eller i din lokale boghandel.

Jeg læser engelsk på Københavns Universitet og er studentermedhjælper i Lindhardt og Ringhofs marketingafdeling. Personligt læser jeg (næsten) alt, og jeg elsker at kunne være med til at give den gode læseoplevelse videre.