Indefra Romaner

Forlagschefen til nytårskur: Bogen har det godt

Sune de Souza

Sune de Souza Schmidt-Madsens tale ved Lindhardt og Ringhofs skønlitterære nytårskur 19. januar 2018:

Kære alle sammen, velkommen til Lindhardt og Ringhofs nytårskur 2018.

Jeg er glad for, at så mange af jer har valgt at lægge vejen forbi, men jeg er endnu mere glad for årsagen til, at I har valgt at lægge vejen forbi – nemlig den, at jeres bøger har valgt at lægge vejen forbi. Det, at udgive jer, er en opgave vi betragter med ydmyghed og taknemmelighed.

Da vi stod her for tre år siden og var nye, talte jeg om drømme. I dag kan man med nogen ret sige, at drømmen er gået i opfyldelse. Da vi planlagde arbejdet i redaktionen dengang, havde vi en hel masse ting vi gerne ville – vi slog streger på et stykke papir, og tegnede alt det vi godt kunne tænke os at opnå de næste tre år – blandt andet stod der: 2017: Vi vinder de gyldne laurbær.

Og 2017 blev sørme året, hvor der for første gang i 25 år stod ”Lindhardt og Ringhof” på modtageren af de Gyldne Laurbær, og i det hele taget har 2017 været et år hvor I, vores forfattere, har vadet i succes. Hella Joof modtog ”Årets forfatter” fra Plusbog under bogforum. Maren Uthaug er nomineret til DR Romanprisen, og i går fik vi nyheden om, at Anne Mette Hancock vinder kriminalakademiets pris som årets krimidebutant.

Men hvis det stod til mig, skulle I alle sammen have en pris. En pris for det kæmpe arbejde I udfører hver eneste dag. Det at skrive er en langt hårdere proces, end de fleste forestiller sig, bare det at få ro i hovedet til at sætte sig ned med noget, som kun man selv ved, hvordan skal være. Udover talent kræver det også en tårnhøj arbejdsmoral.

For at kunne være kreativ skal man først og fremmest have disciplin – og en dygtig redaktør, selvfølgelig. Så også stor tak til Anne-Marie og Dorte og Lene, som har arbejdet dag og nat herinde, og hele holdet fra Lindhardt og Ringhof, som har gjort det muligt, fra kontoret med Astrid, Caroline og Rikke, til produktionen med Sandra, og til alle de gode mennesker fra presse, marketing, salg og arrangement.

Jeg har en kronik i Politiken i dag, hvor jeg prøver at give en saltvandsindsprøjtning til resten af bogbranchen. Meget ofte er det nemlig sådan, at når talen falder på bøger, så siger folk: Åh, det må være svært” og kigger på en med samme form for medlidenhed, som om man sagde, at man arbejdede med pandaer eller blåhvaler. Som om bogen er noget udrydningstruet, som vi skal bygge et reservat til, for at det ikke lige om lidt er slut.

Jeg kan kun sige, at det er ikke min oplevelse – bøgerne brager derudaf, båret af de gode historier, som I skaber. Vi ser det i medierne, vi ser det i de mange arrangementer rundt omkring på landets biblioteker, vi ser det i boghandlen, vi ser det i de mange skriveskoler som popper op landet over.

En af mine store helte, manuskriptforfatteren Robert McKee, skriver i forordet til sin bog Story, at han egentlig havde tænkt sig at blive tandlæge, mens hans mor frarådede ham det – du skal hellere have noget mere sikkert at falde tilbage på, sagde hun, bliv historiefortæller.

Mennesker har brug for historier. Jeg er af den opfattelse, at fortællingen simpelthen er det, der holder mennesket sammen, holder menneskeheden samlet. Vi kender det i forhold til os selv, eller vores familie. Vi kender det i forhold til os som folk eller som nation, hvor der kan opstå hele værdikampe ud af, hvad det vil sige at være dansk eller en bestemt historisk fremstilling. Det går igen i fortællingerne, uanset om det er autofiktion eller fantasi. Det er fortællingen om, hvad det vil sige at være menneske.

Hvad vil det sige at miste en far? Findes der forkert kærlighed? Hvor kommer drømmen ind i verden? Hvad er stolthed, skrøbelighed, skam, vilje for nogle størrelser? Det menneskelige er aldrig entydigt, og her kommer fortællingen ind. For fortællingen kan rumme flere stemmer, fortællingen er ikke absolut, fortællingen er ikke et politisk argument eller en ensidig pointe.

Fortællingen kan rumme modsætningen – vi kan læse ”med” en usympatisk – ja, endda med en utroværdig hovedperson. Vi kan rumme modstridende følelser, som kærlighed og had, fordi livet er sådan, livet er dobbelt, følelserne har den dobbelte grund.

Vi arbejder med fiktion, og fiktion er ikke ”sand” i objektiv forstand men det som er sandt er fortællingen – ligesom med Den grimme ælling – vi ved alle sammen godt at der ikke findes en ælling, der går rundt og snakker på den måde – og alligevel kender vi alle sammen en grim ælling, som er blevet en svane. Fortællingen er sand i den forstand, den er sand i sin fortælling om, hvad det vil sige at være menneske.

Så det er et væsentligt og nødvendigt ærinde vi er ude i, og det uanset om vi skriver humoristisk eller alvorlige bøger – så er det et kæmpe ansvar. Hemingway sagde et sted – vist nok som en undskyldning for sit eget drikkeri – at man ikke gør sig noget begreb om hvilket ansvar det er at skrive en bog, og at man må tilgive forfatterne, hvis de af og til har brug for at afreagere – for eksempel med en drink eller to – ovenpå afsluttet arbejde.

Jeg har kun en bøn: husk at passe på jer selv, vi har brug for hinanden mange år frem, og først og fremmest har vi brug for jeres stærke fortællinger. Og her mener jeg ikke bare vi som i forlaget, men Danmark har brug for jer, I holder kulturen levende, I sætter spørgsmål, I rejser debatter, I er medskabere af en levende kultur. Og vi er utroligt beærede over at være jeres vandbærere på vejen.

En ting, som gjorde mig rigtig glad var jeg i foråret var på festivalen ”Vild med ord” i Aarhus, og en af arrangørerne sagde, at når man havde med Lindhardt og Ringhof-forfattere at gøre, så føltes det altid som om, de var ”i familie”. Det er en meget spraglet og broget bogfamilie, vi stiller med – men her til slut vil jeg bare sige, at vi herinde er stolte over at være i familie med jer, og pavestolte over de bøger vi i 2017 har kunnet præsentere verden for og at jeg glæder mig til 2018, og til de fortællinger som lige nu er i støbeskeen i jeres hjerter, og som I viser den kæmpe store tillid at dele med os.

Skål og godt nytår.

Læs Sunes kronik i dagens Politiken her: