Romaner
Leave a comment

Nye danske romaner til efterårets læseliste

3 danske romaner

Vi ved, hvad du skal læse dette efterår. Vi har faktisk vidst det længe. Forfatterne har skrevet, redaktørerne har givet feedback, korrekturlæsere, grafikere og trykkerier har arbejdet i din sommerferie for at vi nu kan præsentere dig for de første af efterårets mange skønne romaner.

I denne uge er kasser med færdige bøger landet på forlaget. Og vi har pakket ud og bladret og glædet os over, at de er blevet lige præcis så smukke som vi håbede. Her er tre danske forfattere, som du kan finde hos din boghandler lige om lidt – tre meget forskellige romaner som du roligt kan sætte på læselisten til dig selv eller din læseklub:

Stærk dansk-færøsk debutroman

En ung kvinde længes hjem til et land, hvor hun aldrig har boet. Hendes bedsteforældre udvandrede fra Færøerne til Danmark lige før besættelsen, og da de dør tager de det meste af historien om deres liv med sig i graven. Nu rejser deres barnebarn tilbage til Færøerne for at få indblik i den historie, hun aldrig rigtig har kendt.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen debuterer med en slægtsroman og en kærlighedsfortælling om udvandring og familieforhold på tværs af Atlanterhavet.

siri ranva hjelm jacobsen

Ø er en roman om de voldsomme konsekvenser og det store potentiale, der er forbundet med at hive sig selv op med rode og flytte fra en kultur til en anden. Siri Ranva Hjelm Jacobsen har skrevet en kærlighedshistorie om at elske et sted, man aldrig har kunnet kalde hjem.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen arbejder som tekstforfatter og debuterer med Ø som skønlitterær forfatter. Hendes familie stammer fra Færøerne (og Sverige og Sicilien, men det er anden historie).

    ★ “Som læser får man uvilkårligt lyst til at rejse af sted til Færøerne med denne livskraftige roman som rejsekammerat.” – Kristeligt Dagblad

“Der er debutromaner, og så er der den slags romaner, som hverken læses eller opleves som debuter. Sikre, overbliksramte og klare stemmer i litteraturen, der føles, som om de er kommet for at blive.” – Femina

 

-> læs et uddrag af bogen her

-> bestil bogen her

Historisk roman om Dansk Vestindien

1787. På slavefregatten Haabet bryder et blodigt oprør ud blandt de sorte i lastrummet. Under dæk er to kvinder i de desperate menneskers vold: kaptajnens og den nygifte skibslæges unge hustruer. Inden slaveoprøret brutalt slås ned, har det ændret en række menneskeskæbner for altid.

HAABET er en grum beretning fra en tid, da Danmark skabte ny velstand på slavernes arbejde i de vestindiske sukkerplantager. Et kapitel i rigets historie som i mange år blev fejet ind under gulvtæppet, er her blevet til en fortælling om kynisk udnyttelse og ufattelig ondskab, men også om kærlighed og overlevelse under umulige vilkår.

♥♥♥♥♥ ”En barsk, smuk og medrivende roman, der antænder både fantasi, medfølelse og indignation.” –Politiken

Mich Vraa Haabet

Netop i år er det 100 år siden Danmark besluttede at sælge De Vestindiske Øer til USA.

Mich Vraa (f. 1954) er journalist og forfatter samt litterær oversætter af nogle af tidens største forfattere. HAABET udkommer den 25. august 2016.

-> læs et uddrag af bogen her

-> bestil bogen her

 

En sprød samtidsroman

Den knap 40-årige kunsthistoriker Julie slikker sårene efter mange år med sin livsforskrækkede filosofkæreste Rune. Hun finder sig til rette i sin egen lejlighed, arbejder på et galleri og undrer sig over, at folk hele tiden involverer sig med hinanden. Rune er videre med en ny kvinde – med køkken-ø, baby og bryllup. Det kan Julie ikke se for sig.

EN ANDEN KVINDE END MIG er en underspillet humoristisk roman om at finde sin egen vej, om parforhold, venindeskab, kunst og kærlighed og om at modstå omgivelsernes pres for at passe i en formstøbt ramme. En roman om at insistere på friheden til at spilde tiden – og modsætte sig samfundets generelle udviklingstvang.

en anden kvinde end mig

Agnete Braad, f. 1976, er cand. mag. med speciale i kernefamiliens idéhistorie. Hun debuterede i 2012 med romanen Som om hun bare lagde røret på og forsvandt om sin mors, præsten Anne Braads sygdom og død. En anden kvinde end mig udkommer 16. september 2016.

-> læs et uddrag af bogen her

-> bestil bogen her

About Lindhardt og Ringhof

Vi er vilde med bøger - kogebøger, strikkebøger, romaner, digte, biografier og alt det indimellem og rundt om.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *