Carlsen Billedbøger Børnebøger Oliver Jeffers

Ny Jeffers-billedbog på vej til Danmark: Velkommen til verden

Ny Jeffers-billedbog på vej til Danmark: Velkommen til verden

Den internationalt anerkendte illustrator Oliver Jeffers næste bog udkommer hos Forlaget Carlsen. HER ER VI er en poetisk billedbog, der forsøger at forklare, hvordan livet her på vores planet hænger sammen.

Da Oliver Jeffers fik sit første barn, følte han trang til nænsomt at forklare den komplicerede verden for sin søn. Det blev til billedbogen HER ER VI, der på én gang er både personlig og universel. Med Jeffers i hånden føres vi gennem verden, som han ser den, og i få ord og smukke billeder fortæller han om de store og vigtige ting: vores solsystem, havet, himlen, menneskene, dyrene, lys og mørke og tiden, der går.

Bogen var halvandet år undervejs og begyndte som en bog skrevet i erkendelse af, hvilket ansvar man har som nybagt forælder. “Men som tiden gik, og der begyndte at ske mærkelige og uhyggelige ting i verden, så føltes det endnu mere påtrængende for mig at genrejse de helt grundlæggende humanistiske værdier, som mine forældre har lært mig – og at holde fast i, at selvom vi hver især føler os unikke, så er vi altså fælles om det her,” fortæller Oliver Jeffers.

Carlsens forlagschef, Christian Bach, er ovenud begejstret for, at det blev Carlsen, der blev den danske udgiver af HER ER VI: “Oliver Jeffers kan noget helt særligt med sine illustrationer, og det er bestemt ikke uden grund, at han er en af de mest anerkendte illustratorer på den internationale billedbogsscene. Med HER ER VI udfordrer han billedbogen på ny – for er det i virkeligheden en fagbog for børn? Ja, måske. I så fald er det fakta formidlet med masser af poesi. Og det er ret enestående. Derfor måtte jeg også bare sikre mig rettighederne til at udgive den på dansk, og jeg håber og tror, at både børn og forældre vil forelske sig lige så meget i Jeffers’ introduktion til vores planet, som jeg selv har gjort.”

HER ER VI udkommer den 14. august.

Carlsen har tidligere på året udgivet yderligere to billedbøger af Oliver Jefffers: HJERTET OG FLASKEN (oprindelig fra 2011) og TRÆET (oprindelig fra 2010). I 2019 følger yderligere to billedbøger fra Jeffers’ bagkatalog.

Se den engelske præsentation af bogen her:

[embedyt] https://www.youtube.com/watch?v=V_7lkRYfjvY[/embedyt]