CarlsenPuls Amerikanske YA-forfattere Fantasy og dystopi Fantasy til børn og unge Leigh Bardugo Young Adult-romaner

Nu kommer fortsættelsen til Kragens kald, og du kan tyvstarte på den lige her

Six of crows, Det korrupte rige, Leigh Bardugo

Faldt du også hårdt for de seks krager i Kragens kald, og vil du bare gerne tilbage Ketterdam? Så kan du tyvstarte på fortsættelsen, Det korrupte rige, lige her! 

det korrupte rige, kragens kald, six of crows, leigh bardugo, fantasy
Retvenko lænede sig ind over baren og stak næsen ned i det beskidte sjusglas. Whiskyen havde ikke varmet ham. Intet kunne varme ham i denne helgenforladte by. Og man kunne ikke undslippe stanken, det kvalmende sammenkog af bundvand, muslinger og våde sten, der var sivet ind gennem porerne i huden, som om han havde ligget i blød i byens essens; den værste kop te i verden.

Det var påfaldende i Barrel, og endnu mere i en kummerlig bule som denne – en smal beværtning presset ind på stueetagen af en af slummens grimmeste ejendomme. Loftet var bulet på grund af fugt og sjusket byggeri, bjælkerne var sorte af sod fra ildstedet, der for længst var taget ud af brug, og nu var aftræksrøret stoppet med murbrokker. Gulvet var dækket af savsmuld til at opsuge spildt øl, opkast, og hvad stamkunderne ellers mistede kontrollen over. Retvenko spekulerede på, hvor længe siden det var, at gulvplankerne var blevet vasket. Han stak næsen længere ned i glasset, inhalerede den søde duft af dårlig whisky. Den fik hans øjne til at løbe i vand.

„Det er meningen, du skal drikke det, ikke sniffe det,“ grinede bartenderen.

Retvenko satte sit glas på disken og kiggede sløvt på manden. Hans hals var bred, hans brystkasse tøndeformet, han var en sand bølle. Retvenko havde set ham smide mere end én støjende stamkunde ud på gaden, men det var svært at tage ham seriøst, som han stod der i det tøj, de fleste unge mænd i Barrel foretrak: en lyserød skjorte med ærmer, der var tæt på at briste over de brede overarme, og en skrigorange og rødternet vest. Han lignede et lapset bløddyr.

„Sig mig,“ sagde Retvenko. Hans kerchiske var ikke godt, og det blev ikke bedre efter et par drinks. „Hvorfor lugter byen så dårligt? Som gammel suppe? Som opvaskevand?“

Bartenderen lo. „Sådan er Ketterdam, du kan lige så godt vænne dig til det.“

Retvenko rystede på hovedet. Han ville ikke vænne sig til byen eller dens stank. Hans arbejde i rådmand Hoedes hus havde været kedeligt, men hans værelser havde i det mindste været tørre og varme. Retvenko havde levet godt, han havde fået nok at spise, og han havde været en værdsat grisha på kontrakt. Dengang havde han forbandet Hoede, havde kedet sig med arbejdet med at vogte handelsmandens værdifulde skibsladninger, når de blev sejlet tværs over havene, hadede betingelserne i sin kontrakt, den latterlige aftale, han havde indgået for at slippe ud af Ravka efter borgerkrigen.

Men nu? Nu kunne han ikke lade være med at tænke på grishaværkstedet i Hoede-huset, ilden, der brændte lystigt i kaminen, brødet, der blev serveret med et fedt lag smør og tykke skiver skinke. Da Hoede døde, havde det kerchiske Handelsråd ladet Retvenko tage opgaver på sørejser, så han kunne købe sig fri af sin kontrakt. Det var hårdt tjente penge, men hvad skulle han gøre? Han var grishastormrejser i en fjendtlig by uden andre evner end dem, han var født med.

„En til?“ spurgte bartenderen og pegede på Retvenkos tomme glas.

Retvenko tøvede. Han ville ikke spilde sine penge. Hvis han brugte sine skillinger kløgtigt, behøvede han kun leje sig selv ud til én rejse mere, måske to, og så ville han have penge nok til at købe sig fri af sin kontrakt og erhverve sig en billet til Ravka på tredje klasse. Det var det eneste, han havde brug for.

Han skulle møde på havnen om mindre end en time. Stormene havde været forventet, så besætningen måtte sætte deres lid til, at han kunne beherske luftstrømmene og føre skibet sikkert i havn, hvor det så end var. Han vidste det ikke, og han var også ligeglad. Kaptajnen ville forsyne ham med koordinaterne, og han ville fylde sejlene eller dulme himmelstrøgene. Og så ville han hæve sin løn. Men vinden var ikke taget til endnu. Måske kunne han sove på den første del af rejsen. Han trommede i bardisken og nikkede. Hvad kunne en mand som han gøre? Han fortjente en vis bekvemmelighed.

„Jeg er ikke stikirenddreng,“ mumlede han.

„Hvad er det?“ spurgte bartenderen og hældte endnu en drink op.

Retvenko vinkede afvisende af ham. Det ville en simpel lømmel som ham aldrig kunne forstå. Han sled og slæbte i al ubemærkethed, og hvad håbede han på? En ekstra mønt i lommen? Et varmt blik fra en køn pige? Han kendte intet til krigens hæder, anede intet om at opnå ære.

„Er du ravkaner?“

Retvenko vågnede fra den omtågede tilstand, whiskyen havde skabt. „Hvorfor?“

„Ikke for noget. Du lyder bare ravkansk.“

Retvenko mindede sig selv om at slappe af. Der var masser af ravkanere, som rejste gennem Ketterdam på jagt efter noget at lave. Der var intet, der afslørede, at han var grisha. Hans fejhed fyldte ham med afsky – over sig selv, bartenderen, byen.

Han ville bare sidde her og nyde sin drink. Der var ingen i baren, som kastede sig over ham, og selvom bartenderen var muskuløs, vidste han, at han nemt kunne klare ham. Men når man var grisha, kunne selv det at stå helt stille indbyde til ballade. Der havde været flere rygter om forsvindinger i Ketterdam på det seneste – grishaer, der forsvandt fra gaderne eller deres hjem, sikkert bortført af slavehandlere og solgt til højestbydende. Retvenko ville ikke lade det ske, ikke nu, hvor han var så tæt på at købe sig fri, så han kunne vende hjem til Ravka.

Han bundede whiskyen, hamrede mønten i disken og rejste sig fra barstolen. Han lagde ingen drikkepenge. Man måtte arbejde for at tjene til livets ophold.

Retvenko følte sig en anelse svimmel, da han gik ud af baren, og luftens fugtige stank gjorde det ikke bedre. Han bøjede hovedet og satte kursen mod Den femte havn, lod gåturen klare sine tanker. To rejser mere, gentog han for sig selv, et par uger mere til søs, et par måneder mere i den her by. Han måtte gøre det tåleligt. Han spekulerede på, om nogle af hans gamle venner mon ventede på ham i Ravka. Den unge konge skulle efter sigende lange amnestier ud, som var det slik, opsat på at genopbygge Den anden hær, det grishamilitær, der var blevet kraftigt reduceret under krigen.

„Bare to ture mere,“ sagde han ud i luften og trampede afsted i forårsfugten. Hvordan kunne der være så koldt og vådt så sent på året? Det føltes, som var man fanget i den kølige armhule på en frostkæmpe. Han gik langs Grafkanalen, gøs ved synet af Det sorte slørs ø, der lå og puttede sig i bugtens knæk. Det var der, de rige i Ketterdam engang havde begravet deres kære, i små gravkamre lige over vandoverfladen.

Ved et klimamæssigt puds lå øen skjult i bølgende tåge, og der var rygter om, at stedet var hjemsøgt. Retvenko satte farten op. Han var ikke overtroisk – når man havde hans evner, var der ingen grund til at frygte det, der måtte gemme sig i mørket – men hvem brød sig om at passere en kirkegård?

Han trak frakken sammen om sig, gik hurtigt ned ad Havenstraat og var opmærksom på hver eneste lille bevægelse i de snoede gyder. Han ville snart være hjemme i Ravka, hvor han kunne slentre ned ad gaderne uden angst. Hvis han altså fik sin amnesti.

Retvenko krympede sig utilpas i frakken. Krigen havde sat grishaer op mod hinanden, og hans side havde været særligt brutale. Han havde myrdet tidligere kammerater, civile, ja, selv børn. Men det kunne ikke gøres om. Kong Nikolai havde brug for soldater, og Retvenko var en rigtigt god soldat.

Han nikkede kort til vagten, der gemte sig i det lille vagthus ved indgangen til Den fjerde havn, og kastede et hurtigt blik over skulderen for at sikre sig, at ingen var fulgt efter ham. Han gik videre, forbi containerne ned til dokkerne, fandt den rigtige fortøjningsplads og stillede sig i kø, så førstestyrmanden kunne registrere ham. Han kendte ham fra tidligere rejser, altid sur og gal, med sin afpillede hals stikkende op fra kraven på frakken.

Han stod med en stak papirer, og Retvenko fik et glimt af det lilla vokssegl, der tilhørte en af handelsmændene i det kerchiske Handelsråd. Seglene var bedre end guld i byen, de garanterede de bedste fortøjningspladser i havnen og de foretrukne indgange til dokkerne. Og hvorfor opnåede rådmændene den slags respekt, disse fordele? Fordi de havde penge. Fordi deres rejser bragte profit til byen. Magt var noget andet i Ravka, hvor elementerne bøjede sig for grishaernes vilje, hvor landet blev ledet af en rigtig konge i stedet for en stab af opkomlinge. Retvenko havde ganske vist forsøgt at afsætte kongens far, men ikke desto mindre var det sådan, det var.

„Vi er ikke klar til resten af holdet endnu,“ sagde førstestyrmanden, da Retvenko sagde sit navn. „Du kan holde varmen inde på havnemesterens kontor. Vi venter på signal fra Bølgerejsernes råd.“

„Sikkert,“ svarede Retvenko uimponeret. Han kiggede op på et af de sorte, slanke tårne, der rejste sig truende over havnen. Hvis der var nogen som helst chance for, at de højtærede medlemmer af Bølgerejsernes råd kunne se ham fra deres vagttårn, ville han lade dem vide, præcis hvad han mente om dem, med et par velvalgte gestus.

De skulle forestille at være grishaer, men havde de nogensinde løftet en finger for at hjælpe de andre grishaer i byen? For at hjælpe dem, der var løbet tør for held, og som ville have sat pris på lidt venlighed? „Nej, de har ikke,“ svarede han sig selv.

Førstestyrmanden gøs. „Ghezen, Retvenko. Har du drukket?“

„Nej.“

„Du stinker af whisky.“

Retvenko snøftede. „En lille smule whisky.“

„Sørg for at få det ud af kroppen. Drik noget kaffe, tag en ordentlig omgang jurda. Bomulden skal være i Djerholm om et par uger, og vi betaler dig ikke for at pleje dine tømmermænd under dæk. Forstået?“

„Ja, ja,“ sagde Retvenko og vinkede afvisende, allerede på vej ned til havnemesterens kontor. Men da han var gået et par meter, lavede han et lille, diskret buk med håndleddet. En lille hvirvelvind fangede førstestyrmandens papirer, så de fløj ud over anløbsbroen.

„Fandens!“ råbte han, da han sprang hen over de slidte brædder i et forsøg på at fange ladningslisterne, inden de blæste i havet.

Retvenko smilede skadefro, men så skyllede en bølge af tristhed ind over ham. Han var noget særligt, en talentfuld stormrejser, en dygtig soldat, men her var han blot en ansat, en trist, gammel ravkaner, der talte et dårligt kerchisk og drak for meget.

Hjemme, sagde han til sig selv. Jeg vil snart være hjemme. Han ville få sin amnesti og bevise sit værd en gang til. Han ville kæmpe for sit land. Han ville atter have et tæt tag over hovedet, ville bære sin blå uldkaftan kantet med sølvrævepels. Han ville være Emil Retvenko igen, ikke denne sørgelige skygge af sig selv.

„Der er kaffe,“ sagde kontorassistenten, da Retvenko trådte ind på havnemesterens kontor, og pegede over på en kobberkedel i det ene hjørne.

„Te?“

„Der er kaffe.“

Det her land. Retvenko fyldte et krus med sort pløre, mest for at varme sine hænder. Han kunne ikke klare smagen af kaffe, slet ikke uden en god portion sukker, hvilket havnemesteren ikke havde stillet frem.

„Vinden tager til,“ sagde assistenten, da blæsten fik en klokke til at ringle udenfor.

„Jeg har ører,“ mumlede Retvenko.

„Jeg tror ikke, det bliver til så meget her, men når først I når ud af havnen …“

„Stille,“ sagde Retvenko hårdt. Han rejste sig og lyttede.

„Hvad?“ sagde assistenten. „Der er …“

Retvenko tog en finger op til læberne. „Nogen råber.“ Lyden var kommet derfra, hvor skibene gik i dok.

„Det er bare mågerne. Solen står snart op og …“

Retvenko løftede den ene hånd, og et vindpust hamrede assistenten ind i væggen. „Jeg sagde stille.“

Assistenten tabte kæben, mens han hang der som sømmet til væggen.

„Er du den grisha, de har fået på mandskabet?“

For alle helgeners skyld, skulle han drive luften ud af knægtens lunger og kvæle ham for at få ham til at holde mund?

Retvenko kunne se himlen begynde at blive blå gennem de voksagtige vinduer, da daggryet nærmede sig. Han kunne høre mågernes skrig, når de ledte efter morgenmad i bølgerne. Måske slørede spiritussen hans hoved.

Han lod assistenten dumpe ned på gulvet. Han havde spildt kaffe, men han gad ikke fylde endnu et krus.

„Jeg sagde jo, det ikke var noget,“ sagde assistenten, da han kom op at stå igen. „Der var ingen grund til at blive så gal.“ Assistenten børstede sig og kom ned at sidde bag skrivebordet igen. „Jeg har aldrig mødt en som dig før. En grisha.“

Retvenko fnøs. Det havde han sikkert uden at vide det.

„Du bliver betalt ret godt for sejladserne, ikke?“

„Ikke godt nok.“

„Jeg …“ begyndte han, men det, han ville sige, blev overdøvet af braget fra døren, der eksploderede i en regn af splinter.

Retvenkos hænder fløj op for at beskytte ansigtet, han dukkede sig og rullede i dækning bag skrivebordet. En kvinde trådte indenfor – sort hår, gyldne øjne. Shuer.

Assistenten rakte ned efter det haglgevær, som Retvenko kunne se, var spændt fast under skrivebordet. „De er kommet efter lønningerne!“ råbte han. „Der er ingen, som skal løbe med pengene.“

Retvenko så chokeret til, da den ranglede assistent rejste sig som en hævngerrig kriger og åbnede ild. Ved alle helgener, intet kunne motivere det kerchiske folk mere end kontanter.

Retvenko kiggede rundt om skrivebordet og så haglene ramme kvinden direkte i brystet. Hun blev kastet tilbage, ramlede ind i dørkarmen og faldt til jorden. Han kunne lugte krudt og den gennemtrængende metalliske lugt af blod. Det vendte sig ildevarslende i hans mave. Det var længe siden, han havde set nogen blive skudt lige foran sig – og dengang havde der været krig.

„Der er ingen, som løber med pengene,“ gentog assistenten tilfreds. Men inden Retvenko kunne nå at sige noget, greb kvinden fat om dørkarmen med sin blodige hånd og kom op at stå.

Retvenko blinkede. Hvor meget whisky havde han egentlig drukket?

Kvinden gik frem. Gennem resterne af den sønderrevne bluse kunne Retvenko se blod og indgangshullerne, hvor haglene havde boret sig ind, og noget, der lignede metal.

Assistenten prøvede at genlade geværet, men kvinden var for hurtig. Hun tog våbnet ud af hænderne på ham, ramte ham med det og slog ham i gulvet med voldsom kraft. Hun smed geværet til side og vendte sit gyldne blik mod Retvenko.

„Tag pengene!“ råbte Retvenko og kravlede baglæns. Han stak hånden i lommen og smed sin næsten tomme pung hen til hende. „Tag, hvad du vil.“

Kvinden smilede let ad ham – var der medlidenhed i hendes blik? Morskab? Han vidste det ikke. Men han forstod, at hun ikke var kommet efter pengene. Hun var kommet efter ham. Og uanset om hun var slavehandler, lejesoldat eller noget helt andet, skulle hun stå ansigt til ansigt med en soldat, ikke en eller anden sammenkrøbet svækling.

Han sprang op at stå, musklerne besvarede tøvende hans ordrer, og stillede sig i kampstilling. Hans arme var strakt frem i en bue. En hylende vind føg gennem lokalet, først smed den stolen, så skrivebordet, så den dampende kedel kaffe efter kvinden. Hun daskede bare til tingene, som om hun fejede spindelvæv væk.

Retvenko koncentrerede sin styrke og skubbede begge hænder frem, og han kunne fornemme, han fik propper i ørerne, da trykket faldt, og vinden steg til en brusende tordensky. Det kunne godt være, kvinden ikke kunne stoppes af patroner, men nu ville han gerne se, hvordan hun klarede sig mod en frådende storm.

Kvinden knurrede, da stormen fik fat i hende og smed hende ud gennem den åbne dør. Hun greb ud efter dørkarmen og prøvede at holde fast. Retvenko lo. Han havde glemt, hvor godt det føltes at kæmpe. Så hørte han et højt smæld bag sig. Lyden af nagler, der flås ud, og træ, der splintres. Han kiggede sig over skulderen og fik et kort glimt af morgenhimlen og af kajen. Muren var væk.

Stærke arme greb fat i ham, tvangs hans arme ned langs siden, så han ikke kunne bruge sin kraft. Han steg til vejrs, svævede opad, havnen blev mindre under ham. Han kunne se taget på havnemesterens kontor, førstestyrmandens lig, der lå krøllet sammen på havnen, skibet, Retvenko skulle have været ombord på – dækket var et rod af splintrede brædder, lig lå i bunker nær de smadrede master. Hans angribere havde været der først.

Luften var kold mod ansigtet. Hans hjerte bankede en ujævn rytme i hans ører.

„Vær nådig …“ bad han, da de steg højere, uden at vide, hvad han bad om. Bange for at bevæge sig for hurtigt og for pludseligt drejede han forsigtigt hovedet for at kigge op på sin bortfører. Et rædselsslagent støn undslap ham, en lyd, der befandt sig et sted mellem et hulk og en hvæsen fra et panisk dyr fanget i en fælde.

Manden, der holdt ham, var shuer. Hans sorte hår var samlet i en stram hestehale, hans gyldne øjne var tæt sammenknebet for at modstå den stærke vind. Ud fra hans ryg strakte to enorme vinger sig og slog mod himlen, de var drejelige, smukt formet i snoet sølvfiligran og opstrammet lærred. Var han en engel? En dæmon? En maskine, der var blevet levende? Var Retvenko blevet vanvittig?

I favnen på sin bortfører så Emil Retvenko den skygge, de kastede på havets glitrende overflade under dem: to hoveder, to vinger, fire ben. Han havde forvandlet sig til et stort væsen, og alligevel ville væsnet opsluge ham. Hans bønner forvandlede sig til skrig, men ingen af dem blev besvaret.

Six of Crows – Det korrupte rige

Six of crows, Det korrupte rige, Leigh BardugoKaz og hans hold har gennemført århundredets mest dristige kup – og er kommet ud af det med livet i behold. Men i stedet for at læne sig tilbage og nyde frugten af deres hårde arbejde, finder de ud af, at de må kæmpe for deres liv. De er blevet snydt og svækket , og holdets gejst og ressourcer er ved at nå et nulpunkt.

Magtfulde kræfter fra hele verden samles i Ketterdam for at finde hemmeligheden bag det farlige stof jurda parem, og på samme tid udfordre Kaz på hans evner og ikke mindst hans holds skrøbelige loyalitet. En krig ulmer i byens mørke og krogede gader – en kamp om genoprejsning og hævn, som vil afgøre Grisha-verdenens skæbne.

> Tilføj Det korrupte rige til din Goodreads-tbr

Se bogtraileren til Kragens kald her