Romaner
Leave a comment

Nathan Hill: At skrive skal være som at passe en have

nathan-hill-blogindlaeg

En oktoberdag i Toronto, Canada mødtes to amerikanske forfattere, Nathan Hill og John Irving, i anledning af litteraturfestivalen International Festival of Authors 2016. Det blev til en snak om blandt andet forfatterliv, skriveprocesser og jagten på den helt rigtige titel – og hvorfor man bør gå til sin roman som en have, der skal passes. Vi bringer her et uddrag af deres samtale.

Nathan Hill og John Irving om “Niksen”

John Irving: Man siger, at for enhver god roman er der flere gode titler, end den man ender med at bruge. Og det er sandt. Der er vildt mange fremragende titler, du kunne have valgt. Sætninger, du bruger.

Nathan Hill: Jeg kunne godt have brugt dig for et år siden.

John Irving: Nej, jeg synes, du valgte den rigtige. Jeg tror ikke, du kunne have fundet en bedre end Niksen, men der er mange, der er fristende. Spøgelset fra det gamle land. Husånden. Jeg er også vild med Håbets pris. Det passer virkelig godt til denne historie. Og det, vi lige talte om – Amerikansk hykleri ville også fungere. Du må have haft flere titler i tankerne.

Nathan Hill: Ja, du har lige nævnt nogle af dem. Spøgelset fra det gamle land var en mulighed, men min agent sagde, at det lød for meget som Cormac McCarthy.

John Irving: Virkelig?

Nathan Hill: Bogens arbejdstitel var den første sætning, jeg skrev. I 2004 havde jeg lige set en protestmarch ved det republikanske konvent. Folk gik til Madison Square Garden med tomme kister draperet med amerikanske flag som et symbol på ofrene fra Irakkrigen. Jeg syntes, det var et meget gribende billede, så det første, jeg skrev, var: ”Der er et lig til alle”. Det var bogens titel de næste 10-12 år, bogstavelig talt indtil dagen hvor vi sendte den til tryk, og min agent og jeg blev enige om, at den ikke duede længere. Vi ledte efter en ny titel og besluttede os for Niksen.

John Irving: Lagde I mærke til, hvor afslappet han siger 10-12 år? De fleste forfattere ville have skrevet to eller tre romaner på den tid, det tog Nathan at skrive én.

Nathan Hill: Og det gjorde de.

John Irving: Hvilket sikkert irriterede dig lidt?

Nathan Hill: Lidt, ja.

John Irving: Jeg elsker slutninger. De er så vigtige, og det, der tæller, er, at læseren har fornemmelsen af, at historien hele tiden var på vej i den retning. Også selvom den ikke var. Man skal have den der følelse af uundgåelighed. Hvornår kom den, slutningen, som du var på vej mod? For set fra en læsers perspektiv var det virkelig dér, den hele tiden var på vej hen. Det er svært at tro på, at du ikke selv hele tiden vidste det.

Nathan Hill: Men det gjorde jeg ikke. Jeg er så misundelig på din skriveproces. Du ved, hvor du er på vej hen – du finder først på slutningen, og så skriver du dig frem mod den, ikke sandt?

John Irving: Det er, fordi jeg er langsom.

Nathan Hill: Jeg vidste ikke, hvor min roman var på vej hen. Hvis romanen tog godt 10 år at skrive, så kom den allersidste sætning til mig omkring det syvende år. I lang tid havde jeg en anden slutning i tankerne, og i endnu længere tid havde jeg slet ingen. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde gang i. Da jeg begyndte at skrive på Niksen i 2004, var jeg meget karriereminded. Jeg ville skrive en helt bestemt historie, der skulle udgives i et helt bestemt litterært tidsskrift, så helt bestemte agenter og forlæggere ville lægge mærke til mig, så jeg kunne få noget på mit CV og få det job, jeg gerne ville have og så videre … Det var et middel til at få det, jeg ville have. Og ikke overraskende var det, jeg skrev, virkelig dårligt. Det stod på i et par år, indtil jeg til sidst forlod New York og begyndte at undervise. Jeg kastede mig ud i at undervise, fordi jeg ville være god til det, og jeg var meget gladere for det, end Samuel er i romanen. Jeg kunne rent faktisk godt lide det, men det er der ikke meget drama i, så jeg lod Samuel være ret utilfreds. Og der var en lille del af mig, der følte, at jeg havde misset min chance for at blive forfatter. Det var noget af det bedste, der skete for mig, for jeg holdt op med at sende tekster ud, og jeg holdt op med at bekymre mig om agenter og forlag. Den eneste, der vidste noget om min roman, var min kone. En gang i mellem læste jeg nogle sider højt for hende, og hvis det var vellykket, ville hun sige ’Det var rigtig godt’, og hvis hun ikke kunne lide det: ’Det var rigtig fint’. Hun er altid opmuntrende, men nogle gange mere end andre. Men noget af det, jeg indså i skriveprocessen, var, at jeg ikke kunne behandle min roman som en ting, der bare skulle gøres, for at jeg kunne få skabt mig en karriere. Jeg kunne ikke hænge al mit håb op på den, det ville være dumt. I stedet begyndte jeg at tænke på skriveprocessen som en have, der skal passes. Ingen passer en have for at blive berømte. Ingen føler, at deres have er en fiasko, hvis en masse mennesker ikke får øje på den. Man gør det, fordi man simpelthen godt kan lide at passe sin have. Det var, hvad denne bog lærte mig – at der er en hverdagsglæde i at skrive. Hvis der er nogen humor i bogen, så er det, fordi det var en af mine forudsætninger. Den var nødt til at være underholdende.

John Irving: Der er masser af humor i den. Den er meget, meget sjov på en syret måde.

Nathan Hill: Min yndlingshumor. Så ja, at arbejde med den blev nødt til at give mig noget glæde. Slutningen udspringer af, at jeg følte, jeg havde lært, hvad det vil sige at være forfatter. Bogen lærte mig at give slip på min forudindtagethed og acceptere virkeligheden, som den var. At finde glæde i mit dagligdagsarbejde. Det lyder måske plat og selvrealiseringsagtigt, men det hjalp mig. Så det var, da jeg fandt på slutningen – da jeg endelig holdt op med at konkurrere med folk, der udgav alle mulige bøger, inden jeg selv fik udgivet noget som helst. Jeg holdt op med at bekymre mig og føle mig ydmyget. Jeg koncentrerede mig om at undervise og begyndte at se mine skriverier som en hobby, der gav mig glæde i hverdagen. Jeg håber, at slutningen afspejler den åbenbaring, jeg fik der.

John Irving: Den afspejler også den fase, som du lige omtalte, da du gav slip. For ærlig talt, hvis jeg havde skulle gætte på slutningen flere hundrede side inde i handlingen – hvordan dette mor/søn-forhold ville ende – ville jeg have ment, at et dobbeltmord var sandsynligt. Jeg tænkte, ’Gud, det her er virkelig på vej mod et personligt og politisk ragnarok’. Men uden at afsløre det tvist, som du har formået at hemmeligholde så godt, så er der et bemærkelsesværdigt øjeblik, hvor Samuel – der ikke bare selv er vred, du er også vred på hans vegne – giver slip. Hvor han indser, at det er destruktivt. Og det er virkelig forløsende. Det er et friskt pust, man ikke havde forventet.

Interviewet er oversat fra engelsk med tilladelse fra hazlitt.com


niksen nathan hill

Niksen er en stærk, rørende og satirisk fortælling om familie og kærlighed i en tid med store forandringer. Samuels mor, Faye, forlod ham, da han var en lille dreng, og han har ikke set hende i 20 år. Nu er hun pludselig på alles læber. Hun er endt i mediernes søgelys efter at have smidt sten efter en republikansk præsidentkandidat, og hændelsen bliver diskuteret ivrigt i alle medier og optager et politisk splittet land. Samuels forlægger opfordrer ham til at skrive om sin mors liv. Da han begynder på sin research og arbejder sig igennem sin families historie, finder han hemmeligheder, som tvinger ham til at se sin mor – og sig selv – i et andet lys.

Udkommer 28. februar 2017.


 

About Lindhardt og Ringhof

Vi er vilde med bøger - kogebøger, strikkebøger, romaner, digte, biografier og alt det indimellem og rundt om.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *