Foto: Les Kaner
Interview || Signe Pallisgaard om at forsøge at give sin bedste veninde det liv som en uhelbredelig sygdom kommer til at tage.
Signe Langtved Pallisgaard debuterede i 2014 med den anmelderroste Et andet sted. Nu er hun tilbage med en stærk og gribende roman om to kvinder, der tager på road trip i Californien. Det bliver deres sidste rejse sammen, fordi den ene af dem har den uhelbredelig sygdom ALS. Romanen Alle de liv er inspireret af forfatterens egen bedste veninde gennem hele livet, som har sygdommen.
”Min bedste veninde Camilla, som jeg har kendt siden børnehaveklassen, fik i 2013 konstateret den frygtelige og uhelbredelige sygdom ALS, og hun sagde på et tidspunkt til mig, at det værste ved den sygdom er, at hun aldrig får at vide, hvad der ville være sket, hvordan hendes liv ville have formet sig, hvis ikke det var sket. Det var sådan bogen startede for mig. Jeg havde egentligt et par andre romanprojekter på det tidspunkt, men det her blev en opfordring jeg ikke kunne sidde overhørig.”
Det forklarer Signe Langtved Pallisgaard, der også i romanen har en scene hvor Solveig, der har ALS, spørger sin gode veninde og rejsefælle Emilie, som er forfatter, om ikke hun kan skrive nogle scener fra den fremtid som aldrig kommer.
Fiktion med biografisk klangbund
”Da jeg begyndte at skrive skulle netop de fremtidsscenarier have udgjort hele bogen, men jeg besluttede i stedet at sende veninderne ud på en sidste rejse sammen. Nu handler bogen jo især om forholdet mellem to veninder, og hvordan sygdommen påvirker deres venskab, så det var oplagt at komprimere handlingen ved at lade de to tage på rejse alene. Så langt væk fra familierne, rutinerne og hverdagens leverpostejmadder som muligt,” fortæller Signe, der befandt sig i USA i de måneder, hvor hun for alvor begyndte at skrive på bogen, og som derfor fik en masse research forærende.
”Jeg har rejst den samme rute som Emilie og Solveig rejser i romanen, og min veninde Camilla var også på besøg, mens jeg boede i Californien. Vi har ikke været på et rigtigt road trip som i romanen, men vi har besøgt det samme fyrtårn sammen og set de samme hvaler sammen. På trods af det er bogens hovedpersoner, Solveig og Emilie, langt fra identiske med Camilla og mig. Det er en fiktiv historie, men den har selvfølgelig en biografisk klangbund,” slår Signe fast.
Livet, venskabet og viljen
Når man læser bogen, kan man godt fornemme en undertekst, hvor visheden om Solveigs sygdom farver læsningen, og sygdommens symptomer sniger sig også ind i bogens scener, men alligevel er historien meget langt fra en sygdomsberetning.
“Det skulle for guds skyld ikke være en sygdomshistorie og en lang udredning af, hvad sygdom kan gøre ved et menneske. Det er mere en historie om hvordan livet, venskabet og viljen kan overkomme noget så mørkt som selv den sygdom.”
Det siger forfatteren og fortsætter:
“Jeg har fyldt bogen med handling og oplevelser som ikke handler om sygdom. Den er mere med på rejsen som en dunkel skygge fordi den selvfølgelig har tag i hende og sætter en masse begrænsninger for, hvad hun kan, men selve sygdommen bliver heller ikke benævnt mere end én gang i bogen. Jeg prøver med romanen at vise, hvad sådan en sygdom gør frem for at fortælle det.”
Det er heller ikke hverken sygdom eller død som fylder i Signe og Camillas virkelige samtaler.
”Camilla har én gang for alle sagt til mig, at det værste, hun kan forestille sig, er, hvis hun ikke bare har sygdommen, men er sygdommen. Hun vil ikke have, at vi ikke længere kan ringe til hende og sige, at vi har fået fingeren i klemme i bildøren, fordi det jo dybest set er en bagatel i sammenligning med hendes sygdom. Det værste hun overhovedet kan forestille sig er, at hun vil blive frarøvet helt almindelige relationer.”
Signe fortsætter med en stemme, der pludselig går en kærlig oktav op, når hun skal imitere bedstevenindens måde at formulere det på:
“Jeg har ALS. Det er ikke ALS, som har mig.”
“Camilla er lige så meget sig selv som før diagnosen, og det skal ikke være sygdommen, der definerer hende, og jeg føler altid jeg kan ringe til hende med selv mine mindste problemer og bekymringer. Camilla trøster mig lige så meget, som jeg trøster hende. Vores forhold er fuldstændigt ligeværdigt, men det er det også, fordi hun fra starten har slået fast med syvtommersøm, at hun ikke vil ynkes på daglig basis, og hun vil ikke tages særligt hensyn til,” fortæller Signe.
Når en happy end er fucking sørgelig
På trods af bedstevenindens enorme styrke og livsmod har det alligevel været en følelsesmæssig kraftpræstation for forfatteren at skrive den bog, hun selv betegner, som en kærlighedserklæring til Camilla og til livet.
Det var især, da jeg skrev de fiktive fremtidsscener, at jeg var rørt. De scener min Camilla formentligt aldrig kommer til at opleve. Her løb tårerne i stride strømme, fordi jo lykkeligere jeg gør hende i de scener – jo mere sørgeligt er det.
“Det var et forhold, jeg havde svært ved at rumme, og som havde sin egen modsætning indbygget. En happy end er jo fucking sørgelig, fordi jeg ved, at hun aldrig i virkeligheden kommer til at opleve det. Det er jo tragisk, at hun ikke kommer til at opleve de lange linjer i et menneskeliv. At se sine børn blive gift, at se sine kommende børnebørn og oldebørn og måske dø mæt af dage som 98-årig. Det er de lange linjer og de nedslag i fremtiden, jeg forsøger at genskabe med bogen, og på den måde er romanen en desperat og umulig måde at give Camilla det liv, som sygdommen kommer til at tage,” siger forfatteren.
At stille skarpt på livet
Det var da også en synligt nervøs forfatter, som efter sidste punktum gik på posthuset med manuskriptet for at sende det til Camilla.
”Jeg svedte tran, da jeg stod i køen på det posthus,” husker forfatteren og fortsætter:
“Camilla havde undervejs i skrivningen hele tiden sagt, at jeg bare skulle gøre med hovedpersonerne, hvad jeg havde brug for, når historien skulle fungere, og selvfølgelig har jeg strammet begivenhederne og opfundet både handlinger og konflikter, så jeg var mildt sagt meget spændt på Camillas reaktion og helt klar på at skrotte bogen, hvis ikke hun kunne lide den,” ler forfatteren inden hun afslører, at bedsteveninden blev virkelig glad for romanen.
“Camilla har et overjordisk livsmod og et livssyn, der siger, at det handler om at få mest muligt ud af de øjeblikke som er tilbage. Det er Camillas holdning, og måske det eneste positive ved sygdommen, at den får én til at stille skarpt på livet og få det bedste ud af hver eneste dag.”
Om Alle de liv
“Kan du ikke skrive ned, hvad der ville være sket? Bare et par brudstykker. Så er det næsten, som om det kommer til at ske?” spørger Solveig sin veninde Emilie, der er forfatter. De har været veninder hele livet, og sammen er de to kvinder taget på road trip i Californien. Rejsen er en slags afslutning, for Solveig lider af den dødelige sygdom ALS.
Indimellem storslåede rejsebeskrivelser får vi i tilbageblik den levende fortælling om de to kvinders tætte, men ikke ukomplicerede, venskab op igennem barndom og ungdom – samt rørende scener fra den fremtid, som aldrig kommer.
For hvad sker der, når man stilles ansigt til ansigt med de helt store spørgsmål? Hvordan håndterer man det faktum, at livet hører op – og i dette tilfælde alt, alt for tidligt?
Romanen kaster ikke blot lys over disse evige og universelle temaer, der fortælles også en livsbekræftende historie om venskab og kærlighed, sygdom og død, tilfældighedernes spil, børn, ægteskab og erindring.
Du kan finde Alle de liv her eller hos din lokale boghandler.
Foto: Les Kaner
Interview || Signe Pallisgaard om at forsøge at give sin bedste veninde det liv som en uhelbredelig sygdom kommer til at tage.
Signe Langtved Pallisgaard debuterede i 2014 med den anmelderroste Et andet sted. Nu er hun tilbage med en stærk og gribende roman om to kvinder, der tager på road trip i Californien. Det bliver deres sidste rejse sammen, fordi den ene af dem har den uhelbredelig sygdom ALS. Romanen Alle de liv er inspireret af forfatterens egen bedste veninde gennem hele livet, som har sygdommen.
”Min bedste veninde Camilla, som jeg har kendt siden børnehaveklassen, fik i 2013 konstateret den frygtelige og uhelbredelige sygdom ALS, og hun sagde på et tidspunkt til mig, at det værste ved den sygdom er, at hun aldrig får at vide, hvad der ville være sket, hvordan hendes liv ville have formet sig, hvis ikke det var sket. Det var sådan bogen startede for mig. Jeg havde egentligt et par andre romanprojekter på det tidspunkt, men det her blev en opfordring jeg ikke kunne sidde overhørig.”
Det forklarer Signe Langtved Pallisgaard, der også i romanen har en scene hvor Solveig, der har ALS, spørger sin gode veninde og rejsefælle Emilie, som er forfatter, om ikke hun kan skrive nogle scener fra den fremtid som aldrig kommer.
Fiktion med biografisk klangbund
”Da jeg begyndte at skrive skulle netop de fremtidsscenarier have udgjort hele bogen, men jeg besluttede i stedet at sende veninderne ud på en sidste rejse sammen. Nu handler bogen jo især om forholdet mellem to veninder, og hvordan sygdommen påvirker deres venskab, så det var oplagt at komprimere handlingen ved at lade de to tage på rejse alene. Så langt væk fra familierne, rutinerne og hverdagens leverpostejmadder som muligt,” fortæller Signe, der befandt sig i USA i de måneder, hvor hun for alvor begyndte at skrive på bogen, og som derfor fik en masse research forærende.
”Jeg har rejst den samme rute som Emilie og Solveig rejser i romanen, og min veninde Camilla var også på besøg, mens jeg boede i Californien. Vi har ikke været på et rigtigt road trip som i romanen, men vi har besøgt det samme fyrtårn sammen og set de samme hvaler sammen. På trods af det er bogens hovedpersoner, Solveig og Emilie, langt fra identiske med Camilla og mig. Det er en fiktiv historie, men den har selvfølgelig en biografisk klangbund,” slår Signe fast.
Livet, venskabet og viljen
Når man læser bogen, kan man godt fornemme en undertekst, hvor visheden om Solveigs sygdom farver læsningen, og sygdommens symptomer sniger sig også ind i bogens scener, men alligevel er historien meget langt fra en sygdomsberetning.
Det siger forfatteren og fortsætter:
“Jeg har fyldt bogen med handling og oplevelser som ikke handler om sygdom. Den er mere med på rejsen som en dunkel skygge fordi den selvfølgelig har tag i hende og sætter en masse begrænsninger for, hvad hun kan, men selve sygdommen bliver heller ikke benævnt mere end én gang i bogen. Jeg prøver med romanen at vise, hvad sådan en sygdom gør frem for at fortælle det.”
Det er heller ikke hverken sygdom eller død som fylder i Signe og Camillas virkelige samtaler.
”Camilla har én gang for alle sagt til mig, at det værste, hun kan forestille sig, er, hvis hun ikke bare har sygdommen, men er sygdommen. Hun vil ikke have, at vi ikke længere kan ringe til hende og sige, at vi har fået fingeren i klemme i bildøren, fordi det jo dybest set er en bagatel i sammenligning med hendes sygdom. Det værste hun overhovedet kan forestille sig er, at hun vil blive frarøvet helt almindelige relationer.”
Signe fortsætter med en stemme, der pludselig går en kærlig oktav op, når hun skal imitere bedstevenindens måde at formulere det på:
“Camilla er lige så meget sig selv som før diagnosen, og det skal ikke være sygdommen, der definerer hende, og jeg føler altid jeg kan ringe til hende med selv mine mindste problemer og bekymringer. Camilla trøster mig lige så meget, som jeg trøster hende. Vores forhold er fuldstændigt ligeværdigt, men det er det også, fordi hun fra starten har slået fast med syvtommersøm, at hun ikke vil ynkes på daglig basis, og hun vil ikke tages særligt hensyn til,” fortæller Signe.
Når en happy end er fucking sørgelig
På trods af bedstevenindens enorme styrke og livsmod har det alligevel været en følelsesmæssig kraftpræstation for forfatteren at skrive den bog, hun selv betegner, som en kærlighedserklæring til Camilla og til livet.
“Det var et forhold, jeg havde svært ved at rumme, og som havde sin egen modsætning indbygget. En happy end er jo fucking sørgelig, fordi jeg ved, at hun aldrig i virkeligheden kommer til at opleve det. Det er jo tragisk, at hun ikke kommer til at opleve de lange linjer i et menneskeliv. At se sine børn blive gift, at se sine kommende børnebørn og oldebørn og måske dø mæt af dage som 98-årig. Det er de lange linjer og de nedslag i fremtiden, jeg forsøger at genskabe med bogen, og på den måde er romanen en desperat og umulig måde at give Camilla det liv, som sygdommen kommer til at tage,” siger forfatteren.
At stille skarpt på livet
Det var da også en synligt nervøs forfatter, som efter sidste punktum gik på posthuset med manuskriptet for at sende det til Camilla.
”Jeg svedte tran, da jeg stod i køen på det posthus,” husker forfatteren og fortsætter:
“Camilla havde undervejs i skrivningen hele tiden sagt, at jeg bare skulle gøre med hovedpersonerne, hvad jeg havde brug for, når historien skulle fungere, og selvfølgelig har jeg strammet begivenhederne og opfundet både handlinger og konflikter, så jeg var mildt sagt meget spændt på Camillas reaktion og helt klar på at skrotte bogen, hvis ikke hun kunne lide den,” ler forfatteren inden hun afslører, at bedsteveninden blev virkelig glad for romanen.
“Camilla har et overjordisk livsmod og et livssyn, der siger, at det handler om at få mest muligt ud af de øjeblikke som er tilbage. Det er Camillas holdning, og måske det eneste positive ved sygdommen, at den får én til at stille skarpt på livet og få det bedste ud af hver eneste dag.”
Om Alle de liv
“Kan du ikke skrive ned, hvad der ville være sket? Bare et par brudstykker. Så er det næsten, som om det kommer til at ske?” spørger Solveig sin veninde Emilie, der er forfatter. De har været veninder hele livet, og sammen er de to kvinder taget på road trip i Californien. Rejsen er en slags afslutning, for Solveig lider af den dødelige sygdom ALS.
Indimellem storslåede rejsebeskrivelser får vi i tilbageblik den levende fortælling om de to kvinders tætte, men ikke ukomplicerede, venskab op igennem barndom og ungdom – samt rørende scener fra den fremtid, som aldrig kommer.
For hvad sker der, når man stilles ansigt til ansigt med de helt store spørgsmål? Hvordan håndterer man det faktum, at livet hører op – og i dette tilfælde alt, alt for tidligt?
Romanen kaster ikke blot lys over disse evige og universelle temaer, der fortælles også en livsbekræftende historie om venskab og kærlighed, sygdom og død, tilfældighedernes spil, børn, ægteskab og erindring.
Andre læste også: