CarlsenPuls Young Adult-romaner

Når kærlighed gør ondt – læs de første kapitler af For evigt. Måske

For evigt. Måske, YA, young adult, Anica Mrose Rissi

Nogle gange rammer kærligheden hårdt. Det føles fantastisk, og det er det eneste, man kan tænke på, men hvad sker der, når kærligheden pludselig begynder at gøre ondt og efterlader mærker på krop og sjæl? Det har Annica Mrose Rissi skrevet en roman om, og du kan læse de første to kapitler af For evigt. Måske lige her. 

 

1

 

Det ville være nemmere, hvis han var død.

Jeg hader mig selv, i samme øjeblik tanken trænger ind i min hjerne. Hader mig selv, fordi jeg tænker det, hader, at det er sandt.

Selvfølgelig er det ikke sandt.

Jeg synker klumpen, der vokser i halsen, hiver tasken op over skulderen og går hen mod mit skab, ignorerer de andres mumlen omkring mig, ignorerer de stirrende blikke. Jeg er ligeglad med, hvad de tænker. Det eneste, der tæller, er, at Aiden …

Nej. Jeg må ikke engang tænke på ham. Jeg er nødt til at koncentrere mig om at sætte den ene fod foran den anden, om at bevæge mig fremad og komme gennem det næste minut, den næste time, dagen. Uden ham.

Jeg blinker for at forhindre mine øjeæbler i at eksplodere under trykket fra de tårer, jeg nægter at lade falde. Jeg trækker vejret ind, forsøger at tvinge lydene fra de hvinende dæk og metallet, der vrides fra hinanden, ud af hovedet. Han er stadig i live, minder jeg mig om. Måske vågner han. Måske tilgiver han mig. Men der er alt for mange måskeer.

“Hej Betts,” siger en eller anden. Jeg fortsætter med at gå. “Bee,” siger hun igen. “Den ring, du har på – har du fået den af Aiden?”

Jeg stopper op. Vender mig om. Stirrer.

Cicily og to piger fra hendes personlige heppekor står i deres matchende uniformsnederdele og matchende indsmigrende smil og måler mig fra top til tå. Jeg ved ikke engang, hvad jeg har taget på her til morgen, og jeg har heller ikke tænkt mig at kigge efter.

Mine fingre flyver op til ringen på min højre hånd, beskytter den mod Cicilys blik. Jeg fatter ikke, det er det, hun lige har spurgt om.

Jeg nægter at give hende den tilfredsstillelse, det ville være at se mig falde fra hinanden. “Mmm,” lykkes det mig at sige.

“Flippede dine forældre? Det ville mine,” siger en af klonerne. “Men I er ret søde sammen.” Hun puffer en tot hår om bag øret og blinker med sine koøjne. Det går op for mig, at hun ikke prøver at være ondskabsfuld.

Åh gud, de ved det ikke. Hvordan kan de have undgået at høre …

“Kommer han og henter dig igen i dag?” spørger Cicily. Hun blinker. Blinker.

Jeg tror, jeg skal kaste op. “Nej,” svarer jeg, og det lykkes mig ikke at få ordet galt i halsen.

Den tredje pige snor sin halskæder rundt om en finger og smiler. “Hvor har du egentlig mødt ham? Jeg kunne godt tænke mig at finde en fyr som ham.” De andre griner, og hun tilføjer: “Vroom, vroom.” De griner endnu højere.

Jeg ryster ordene ud af hovedet. Jeg kan ikke gennemføre den her samtale. Kan ikke lade, som om alt er, som det skal være. Kan ikke lade, som om han ikke er væk. Kan ikke lade, som om det ikke er min skyld.

Jeg vender rundt og løber.

2

Jeg mødte ham i en slikbutik.

Det var en søndag eftermiddag i februar, og jeg havde snart fri fra jobbet i Sukkerhytten. Jeg havde været på arbejde siden klokken ti og havde den vildeste hovedpine af alt det slik, folk havde købt, den borede sig ind i min hjerne fra alle sider.

Der var kun tretten minutter til, jeg kunne stemple ud, men minutterne sneglede sig afsted, som var det et foredrag om farerne ved at krydse gaden, hvis man var høj på metamfetamin.

Jeg var så klar til at slippe håret fri fra min alt for stramme hestehale, til at smide mit forklæde og den latterlige Hej søde-solskærm, mr. Sugarman (ja, virkelig) tvang os til at gå med, og kaste mig ud ad døren. Jeg var ikke ivrig efter at komme hjem til søndagsmiddag med mine forældre, det var ikke det.

Hele pointen med jobbet, ud over pengene og til næste års undervisningsgebyr, var, at jeg kunne købe mig tid væk fra dem.

Da klokken ringlede over døren, kiggede jeg ikke op. Jeg fortsatte blot med at tørre fedtede fingeraftryk og pletter af det-vil-jeg-ikke-vide af disken og overlod kunden til Lexa. Jeg kunne godt lide at gøre rent, og hun kunne godt lide kunderne, så vores vagter sammen gik altid vældigt godt.

“Velkommen i Sukkerhytten,” kvidrede hun til kunden, der var trådt ind i butikken.

“Øh, hej,” sagde han. Jeg sprøjtede endnu en omgang glasrens hen over disken og tog en dyb indånding. Jeg var ligeglad med, om jeg slog mine hjerneceller ihjel. Den skarpe lugt af kemikalier var en rar afveksling fra den sukkersøde luft, jeg havde indåndet hele dagen. Jeg skulle aldrig have drukket den anden rootbeer i min pause.

Jeg ville slå ihjel for noget vand, tre hovedpinepiller og en saltsten. “Har I nogle af de der vingummi-skum-frøer?” spurgte kunden.

Åh nej, desværre,” sagde Lexa. Jeg vidste uden at kigge på hende, at hun havde taget hånden op til brystet for at holde bølgen af medlidenhed tilbage. Lexa var det sødeste, der fandtes, selv i en skide slikbutik. Hvis hun ikke havde været min bedste venindes tvillingebrors kæreste, ville jeg hade hende. “Det plejer vi at have, men vi har udsolgt.

Kan jeg hjælpe dig med at finde noget andet? Vi har vingummihajer, vingummiorme, vingummidinosaurer, vingummifisk … og vingummibamser selvfølgelig.”

“Wauw. Det er jo en hel zoologisk have,” sagde fyren.

Skrub, skrub, skrub. Det var et utaknemmeligt job at arbejde i Hytten, men det var en sær tilfredsstillelse at gøre rent som en vanvittig. Og i en slik-skråstreg-isbutik var der en uendelighed af klistrede, sukkerindsmurte overflader at gøre rent. Jeg tilbragte stort set alle stille øjeblikke på min vagt med en klud i hånden. Lexa brugte stort set alle sine på at sms’e med Eric.

“Mine yndlings er vingummiblæksprutterne,” sagde Lexa. “De smager godt og er nuttede, og vi har dem i tre farver.”

Jeg kiggede op på det neonfarvede slikkepindsur, forsøgte at tvinge det til at gå hurtigere. Otte minutter.

“Tja, nej, det skal være frøerne. Det er min lillesøsters fødselsdag, og hun er midt i en frøperiode.”

Jeg sneg mig til at kigge på fyrens ryg. Høj. Læderjakke. Pjusket hår. Stramme jeans. Mon han spillede trommer i et band eller drømte om det? “Vi har vingummigekkoer,” sagde jeg. “Måske kunne du købe nogle af dem og så bide halen af.”

Han vendte sig om. Vores blikke mødtes, og det langsomme selvsikre smil, han sendte mig, snoede sig rundt om mit bryst, trykkede luften ud af mig, fik mit hjerte til at gå i stå og ændrede alt det, jeg vidste om alt. Det føltes i hvert fald sådan, for jeg havde ikke trukket vejret i flere sekunder.

De søde drenge, der kom ind i Sukkerhytten, var normalt otte år gamle, ikke atten, og de stoppede med at være søde, i det øjeblik de åbnede munden og begyndte at tigge deres forældre om at købe noget. Den her drengs mund rummede en helt anden fare. Og hans smil var ualmindeligt lækkert.

Jeg støttede mig til disken og genvandt balancen, da han højtideligt rystede på hovedet. “Hun er alt for klog. Det slipper jeg aldrig afsted med.”

Det troede jeg ikke ét sekund på. Han lignede en, der kunne slippe afsted med hvad som helst.

“Hvad med slikkrone?” spurgte Lexa og brød fortryllelsen. “Altså, noget i stil med: ‘Hvis du kysser en masse frøer, så finder du prinsen’?”

Hans øjenvipper var urimeligt lange. Vinterkulden havde givet hans blege kinder farve over skægstubbene, der lå som en skygge hen over hans perfekte hage. Jeg havde aldrig set en fyr så smuk, og alligevel så rå. “Det handler ikke om prinsen. Hun nærstuderer dem. Hun vil være frøvidenskabsmand.”

“En herpetolog,” sagde jeg og lod mit nørdeflag folde sig helt ud. Det blafrede i pinlighedens brise.

Men Trommeslageren så imponeret på mig. “Præcis.”

“Giv hende lidt tid,” sagde jeg, nu i en modigere og mere kæk udgave af mig selv. “Jeg har hørt, at de nørdede piger er dem, der kysser bedst.”

Han trådte et skridt tilbage. “Hun er ni år. Og min søster.”

Jeg var lige ved at dø. “Nå ja, undskyld. Det var ikke min mening …”

“Det er helt okay.” Det der smil igen. Det var en fremstrakt hånd og en udfordring på en og samme tid.

Han kastede et hurtigt blik på mit navneskilt. Jeg var glad for at være i uniform, trods den latterlige solskærm. Forklædet dækkede godt nok enhver antydning af bryster, der kunne have været, men det så rent faktisk ud, som om jeg havde talje.

Og selvom jeg lignede en idiot i alle de toppe, tørklæder og nederdele, jeg nogensinde havde prøvet, der havde bare en lille smule rynke i stoffet, så fungerede flæserne på uniformen af en eller anden grund for mig.

Måske var det i virkeligheden det mest klædelige stykke tøj, jeg nogensinde havde gået med, og det var kun fair, at den til gengæld gjorde Lexas kæmpebarm noget flad. Forklædet skabte balance i det hele. Jeg kunne også godt lide lommerne.

“Nå, Joanna …”

“Det er faktisk Bee. Eller Betts.” Han hævede et øjenbryn, og jeg var lige ved at knurre misundeligt. Jeg havde altid drømt om, at et af mine øjenbryn kunne det. “Det er en lang historie.”

“Bee.” Han smagte på det med hovedet på skrå. “Det kan jeg godt lide. Det er … sødt, men spidst. Som en muffin med torne.”

Stoltheden skyllede gennem mig ved det underlige kompliment. Normalt rejste jeg børster, når nogen, jeg lige havde mødt, opførte sig, som om han havde gennemskuet mig, men ham her – jeg ville være præcis det, han ville have mig til at være.

Nej. Jeg var allerede det, han ville have mig til at være.

Det var min tur til at sige noget, men jeg kneb læberne sammen. Hvis jeg tillod mig at åbne munden, ville jeg måske bralre ud med en eller anden hæslig sandhed som: Den her følelse minder mig om et pariserhjul eller jeg kunne betragte dit ansigt, indtil solen stod op.

Vores forbindelse, der eksploderede som Pop Rock-slik i munden, gjorde mig skør. Stilheden var langt mere sikker.

Han smilede let i tavsheden. “Jeg hedder Aiden,” sagde han så.

“Aiden,” sagde jeg og smagte på det. Det føltes rigtigt. Alt ved ham føltes rigtigt. “Godt at møde dig.”

Han holdt mit blik fast. “I lige måde.”

Det ville være katastrofalt at sige mere. Jeg stirrede ud i luften og blinkede i stedet.
Han ventede. Jeg stirrede ud i luften og blinkede.

“Nå, men Bee eller Betts,” sagde han og krammede den hue, han stod med i hænderne, “frøjagten fortsætter.” Han kiggede direkte på mig. “Vi ses lige pludselig.” Det lød som et løfte.

Han nikkede kort til Lexa og gik ud ad døren. “Hav en god dag!” råbte hun efter ham.

Et pust af frisk luft strømmede ind, og så var han væk. Jeg gøs, ikke af kulden, nærmere ved bevidstheden om, at alt i mit liv ville ændre sig nu. Jeg stod i det tomme rum, han havde efterladt sig. Med uendelige muligheder foran mig.

Lexa vendte skiltet i døren, så KOM BARE IND, SØDE vendte mod os. Hun lod ikke til at bemærke, at verden havde roteret. “Det er min tur til at lukke, ikke?” sagde hun, da jeg stadig ikke havde flyttet mig.

Jeg bandt forklædet op. Jeg måtte ringe til Jo.

 

Når kærligheden efterlader mærker på krop og sjæl

For evigt. Måske, YA, young adult, Anica Mrose RissiDa Betts møder Aiden, bliver hun næsten øjeblikkeligt forelsket. Aiden er der altid for hende. Altid. Hun er så heldig! Og han vil også bare have hende helt for sig selv. Så meget elsker han hende. Betts’ veninde, Jo, mener ikke, at det er stor kærlighed. Hun mener det er usund kærlighed.

Veninderne glider fra hinanden. Betts kan ikke holde ud at høre Jo tale dårligt om Aiden. Men Jos ord gør alligevel indtryk. Der er nogle ting ved Aiden, som er mindre rare. Ting, der i starten er okay, men som til sidst bliver kvælende og omklamrende. Og voldelige …

For evigt. Måske forventes at udkomme d. 20.09.2018

Tilføj For evigt. Måske til din Goodreads-hylde

Køb For evigt. Måske her

 

Om Anica Mrose Rissi

Anica Mrose Rissi er en amerikansk forfatter af børne- og ungdomsbøger. Hun er vokset op på en lille ø med 3000 indbyggere ud for kysten til den nordøstlige state Maine, en stille barndom fyldt med bøger og dyr. Hun er fan af is og hunde, og udover sit forfatterskab skriver hun sange og spiller violin i et elektro-country band.

LÆS OGSÅ: Jeg skriver om det, der skræmmer mig

Læs også Til døden os skiller af Kit. A. Rasmussen

Til døden os skiller, Kit A. Rasmussen, bryd tavsheden, kærestevoldNår det farligste er tættere på, end du tror …

Nick har styr på livet: arbejde på værkstedet, byture med vennerne, ikke for meget hash, løs aftale med Emma om sex. Så møder han Isabelle. Hun er alt for god til ham, det kan han se med det samme. For smuk, for rig, for intelligent. Alligevel kaster han sig ud i kampen for at vinde hende. Og mod alle odds lykkes det. Men hvad er prisen?

En roman om en kærlighed så vild og voldsom, at det virkelig er “til døden os skiller”.

Læs et uddrag af Til døden os skiller

Køb Til døden os skiller