Når eventyret kalder, er det godt at være to! Smuglæs i Elmer Baltazar 2

Der var gået et halvt år siden den sidste nat i Arkadia. Emmy og Elmer havde aldrig fået talt om deres eventyr. Det syntes Elmer i hvert fald ikke. I mellemtiden var han begyndt at skate, han havde fået en ny mobil, som han ikke fattede, og udenfor faldt sneen.

Deres eventyr har ændret Arkadias baggrundshistorie. Det opdager Emmy, da hun starter computerspillet Eye Master op. Men der er noget, som ikke stemmer.

Kan Rania, dronningen med de grønne øjne, stadig være i live? Pludselig modtager de to en besked fra Morgion. Kip Lynild er i problemer, og mørke kræfter truer riget. De to klassekammerater må igen af sted til Arkadia. Ikke som Emmy og Elmer, men som Lorac den Ukendte og Anzar Nattehøg …

Elmer Baltazar er storslået og humoristisk fantasy for børn i alderen 10+. Læs det første kapitel af Tobias Bukkehaves Elmer Baltazar 2 –Truslen fra Kragoria her:

Elmer Baltazar, truslen fra kragoria, tobias bukkehave, fantasy, børnebøger

Elmer Baltazar sad som så mange gange før og hang hen over bordet i lokale 43 på Lyngmoseskolen. De havde læseuge. Nede bagerst i klassen stod tre store papkasser proppet med alle mulige forskellige bøger. Det gjaldt om at læse så meget som muligt i dansktimerne, og hver gang man var færdig med en bog, skulle man skrive, hvor mange sider man havde læst, i et regneark.

Elmer havde det mildest talt lidt tungt med det. Han havde smidt sin bog ned på gulvet foran sig og lå nu med numsen strittende og hovedet dinglende ud over kanten, mens han prøvede at læse uden at savle ned på siderne.

“Der var fuldstændig stille i klassen. Elmer kiggede rundt. Kuno og Kim sad ved siden af hinanden og læste hver deres bog. Kim rømmede sig, og der lød en skinger lyd, som mindede Elmer om, at Kims stemme var gået i overgang. Han var den første i klassen, og det var noget, folk talte en del om.”

Ovre ved vinduet sad Njal-Storm og læste en bog om nogle monstre, der boede på et museum. Han havde nappet den lige for snuden af Elmer. Bare han snart var færdig, for Elmers bog om en mand, der boede i en iglo i Antarktis, var røvsyg.

Ved siden af Njal-Storm sad Simon Thomsen. Hans krykker stod op ad væggen. Simon havde først smidt kørestolen for to uger siden og var stadig ikke helt stabil på stængerne. Men det gik fremad. Elmer smilede indeni.

Det var sgu godt at se Simon på benene igen. Emmy havde fortalt, at det var på grund af deres tur til Arkadia, at Simon var blevet rask. Det var noget med et komakammer under Øjets Borg, hvor Simon havde været fanget og fået suget sin livskraft ud. Selvom Elmer ikke rigtig forstod detaljerne, så var han sikker på, at den var god nok. Emmy vidste altid, hvad hun talte om.

Et komakammer. Det lød klamt, tænkte Elmer. Han gøs ved tanken om Arkadia. Faktisk prøvede han helt at lade være med at tænke på det sted. Han kiggede op mod Emmy, der sad på forreste række helt ude i siden.

Hun havde høretelefoner på og benene hen over ryggen på nabostolen. Hun var i gang med en rigtig tyk bog og lå allerede nummer et i regnearket. Hun er så fin, tænkte

“Elmer og prøvede at presse billedet af hende med den blodige, sorte kniv i hånden tilbage i baghovedet, hvor han plejede at gemme det. Så kiggede hun op og smilede til ham. Han blev stadig bims af det smil og skyndte sig at sende et træt et af slagsen tilbage.”

Celine, som sad på en række imellem dem, så, hvad der foregik, og lavede med det samme en provokerende ting med øjnene og mimede en wiu-wiu-lyd med munden. Emmy lagde hovedet på skrå og stak en iskold fuck-finger frem. Celine grinede og fik et blik fra vikaren Tinus oppe bag katedret.

Alt handlede om kærester, og hvem der kunne lide hvem nu. På alle mulige måder. Om hjerter på det der Instagram og om, hvem der var mest populær og gik i det mest populære tøj. For Elmer havde den slags altid været noget med, hvem der blev valgt først til fodbold i frikvartererne, men sådan var det ikke længere.

Hverken Alvin, Kim eller nogle af de andre gad spille i frikvartererne længere. Kim gad ikke lugte af sved, og Alvin mente, det gik ud over hans frisure. Elmer kiggede over på sin store ven, som sad ved siden af Trisse. De sad begge to og læste, men her fra sin plads bagerst i klassen kunne han tydeligt se, at de flettede fingre under bordet.

Elmer sendte Emmy et hurtigt blik. Hun var stadig væk i bogen. Det var så vildt, at de to var blevet kærester. Alvin havde altid været høj og bred, men siden sommerferien var han blevet gigantisk. Nu var han klart den største og ragede op over de fleste af lærerne.

Trisse derimod var mikroskopisk. Elmer syntes, hun var lige så lille som hans lillesøster Esther på fem, men det var nok bare, fordi hun altid, som i altid, stod ved siden af Store-Alvin nu. Eller ’Giga’, som Kuno for nylig havde døbt ham. De to fulgtes ad konstant. I skolegården, til videoaftener, i svømmehallen, til time, hjem fra skole. Hele tiden. Hvis man skulle snakke med Alvin, så var man nødt til også at snakke med Trisse. Sådan var det bare nu. Totalt underligt.

Han mærkede sin spritnye smartphone ryste i lommen og tog den frem. Der var en besked fra Emmy. Han gned på skærmen. Intet skete. Han så opgivende på Emmy, som sendte ham et irriteret blik og rullede med øjnene. Hun havde brugt lang tid på at lære ham at bruge den, men det gik elendigt, lige så snart han var alene med den. Tinus så, han sad med telefonen.

„Elmer. Ingen mobiler i timen. Det ved du også godt.“

Han pakkede den væk og prøvede at læse videre om manden i Antarktis. Det var svært. Den bog var og blev røvsyg.

Udenfor dalede snefnuggene ned i uendeligt antal. Det var december. Alles yndlingsmåned. Men i år var den anderledes. Elmers storebror Eigil var taget på efterskole, og ærlig talt savnede han det åndssvage fjols. Det hele var nemlig blevet rykket rundt derhjemme nu.

Han var pludselig blevet den store dreng i huset, og det var faktisk virkelig irriterende. Han skulle hele tiden alt muligt,og nogle gange gad han bare godt, de ville lade ham være i fred.

Så lød klokken endelig, og Elmer klappede sin bog sammen. Endelig fri. Han stod og tog sin jakke på, da han hørte Emmys stemme bag sig.

„Kom nu lidt med den hjerne der. Jeg ved, den kan mere, end man skulle tro!“ Hun dunkede ham oven i krøllerne.

„Hey, hold lige op!“ Elmer skubbede hendes hånd væk.

„Stik mig din mobil.“

Elmer rakte den frem med et suk.

„Ja, ja. Jeg ved det godt.“

„Det nytter ikke noget bare at gnide på den, som om det var en eller anden magisk lampe.“

„Uh, flot meteor,“ vrissede Elmer. Det var et nyt ord, Tinus havde lært dem i dansk. Emmy gloede på ham, som om han var helt fra den.

„Mener du ’metafor’?“

„Nå ja. Metafor.“

„Det er ikke en metafor. Det her er mere en analogi.

Eller egentlig bare en sammenligning.“

„Nå, okay.“ Det var derfor, hun altid fik 12 i alt.

Emmy rystede smilende på hovedet, mens hun rodede med Elmers mobil.

„Okay, se nu her.“ Hun gned tommelfingeren over skærmen på den helt rigtige måde, så fire felter dukkede op. „Du skal skrive en kode her, og jeg har valgt en nem en til dig.“ Hun lænede sig helt tæt på ham og hviskede:

„1-2-3-4.“ Hendes søde duft væltede ind over Elmer, og den varme ånde i hans øre gjorde ham usikker på benene.

„Husk den nu, ik’?“ Hun piskede håret ud mellem hænderne og satte det hurtigt op i en knold. Så gik hun ned ad gangen, men vendte sig pludselig om.

„Vi følges i aften til teater, ik’? Ved krydset kvart i?“

Elmer smilede forvirret. „Jo, selvfølgelig.“

„Fedt! Hvis alt går efter planen, så har jeg noget ret vildt at fortælle dig, når vi ses.“ Så et skævt smil, før hun drejede om på hælen og skyndte sig videre. Elmer stod lidt. Så fandt han frem til den sms, Emmy havde sendt midt i timen. Det var bare tre ikoner: en elefant, et hjerte og en mus. Elmer forstod først ikke, men så fattede han det. Hun havde set, at han gloede på Alvin og Trisse, og så havde hun sendt den her. Han smilede for sig selv. Hun var for vild.

Så hørte han et fnis bag sig. Det var Celine og Lisa, der stod et par meter væk og rystede på hovedet ad ham.

„Wow, Elmer Baltazar. Du er hårdt ramt.“