Mille Dinesen har skrevet en personlig bog om hendes forhold til sundhed. I Min egen vej fortæller hun ærligt om, hvordan hun for 15 år siden blev stillet diagnosen sclerose, og om hvordan hun gik sin egen vej med alternative behandlinger og sundhedseksperimenter.
Læs med i et uddrag fra bogen, hvor Mille fortæller om, hvordan diagnosen ændrede hendes syn på sundhed – og om hvordan den fik hende til at ændre livsstil.
De fleste kender mig som skuespiller. I mit job er jeg i sagens natur en anden end mig selv. Jeg spiller en rolle, og mit liv, Milles liv, forbliver privat. Derfor skal jeg være den første til at indrømme, at jeg har haft mine betænkeligheder ved at skulle fortælle om sygdom, tarmskylninger og angstanfald i denne bog. Jeg besluttede dog hurtigt, at jeg ikke ville fortælle min historie halvt. Jeg vil fortælle den helt. For uanset hvordan vores liv fremstår, så har de fleste af os noget at kæmpe med. Og det gælder også mig.
Under mit første år på Skuespillerskolen i 2001 mærkede jeg pludselig en summen i mine fødder. Da den summende fornemmelse begyndte at bevæge sig op i benene, sendte min læge mig videre til nogle undersøgelser på Rigshospitalet. Ugen efter skulle jeg have svar på prøverne. Jeg havde ventet i noget, der føltes som år, da lægen endelig kom for at afsige dommen.
Han kiggede ned i min journal, så på mig og gav mig besked om, at jeg nok havde sclerose. Diagnosen gav genlyd i mit hoved, mens min puls dunkede i hele kroppen. Det, jeg kendte til sygdommen, var noget med rullestol, lammelser og handicaphjælpemidler.
Denne konfrontation med alvorlig sygdom har uden tvivl været den mest traumatiserende oplevelse i mit liv. Det har taget mig år, før jeg kunne gå i seng uden at frygte, hvad jeg vågnede op til næste morgen. Det har taget mig år, før jeg kunne have det dårligt uden at tænke, at det handlede om diagnosen.
Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke hellere ville være diagnosen foruden, men i bagklogskabens lys har den også givet mig mulighed for personlig vækst, og det er vel det, som livet handler om. Den har gjort mig stærkere og mere bevidst. Jeg knækkede ikke nakken. Jeg satte mig ikke ned og gav op. Jeg valgte at gøre diagnosen til en styrke.
Jeg var 27 år og lige startet på min drømmeuddannelse. Pludselig blev jeg tvunget til at stoppe op og tage stilling til de store spørgsmål i livet. Hvad er min fremtid? Sidder jeg i en rullestol om et halvt år? Får jeg familie og børn? Hvor gammel bliver jeg? Jeg anede ikke, om jeg var købt eller solgt. Et par uger senere forsvandt den summende fornemmelse af sig selv, og jeg har ikke mærket noget til den siden. De prøver, lægerne tog dengang, var ikke entydige, og resultaterne gav anledning til flere spørgsmål end svar. For har man en alvorlig sygdom, hvis man kun har mærket noget til den én gang? Var det noget helt andet, der fik min krop til at reagere med summende ben? Jeg ved det stadig ikke, og jeg finder nok aldrig ud af det. Men én ting ved jeg – den dag på Rigshospitalet har ændret mit liv for altid.
Diagnosen har gjort, at jeg er begyndt at lytte til min krop på en ny måde. Sygdommen mærkede jeg ikke noget til, men til gengæld kunne jeg mærke, at min krop var i ubalance. Jeg vidste, at jeg måtte gøre noget for at bringe den i balance igen. Over de kommende år prøvede jeg alverdens alternative behandlinger og livstilsændringer for at undersøge, hvad de kunne gøre for min krop. Og på den måde fandt jeg langsomt min egen vej til balance. Jeg er ikke nogen sundhedsguru, og jeg er ikke ekspert. Jeg er et menneske, der kom ud i mit livs hidtil største krise. Og for mig var det afgørende, at jeg selv tog ansvar og undersøgte, hvad jeg kunne gøre for at give min krop det, den havde brug for. For at kunne gøre dét var jeg først og fremmest nødt til at begynde at lytte til den. Hvad havde den brug for? Og hvad havde den bestemt ikke brug for? For at finde ud af dét var jeg nødt til at bruge min krop som et slags laboratorium, hvor jeg kunne finde ud af, hvad der gjorde den godt.
Jeg synes, at vi er for hurtige til at behandle symptomer i stedet for at kigge på årsagen og behandle derfra. Fra roden. Jeg tror ikke på såkaldte ’quick fixes’. Hvis vi vil have et liv i balance, så er vi nødt til at lytte til, hvad vores krop fortæller os, og give den, hvad den har behov for – også på lang sigt. Når jeg hører, hvor meget medicin vi tager, og hvad den gør ved os, så får jeg endnu mere lyst til at bygge bro mellem sundhedsvæsenet og den alternative verden.
I jagten på at bringe min krop i balance har jeg indset, at vi har et valg med hensyn til, hvordan vi lever vores liv. At vi kan bruge de hårde perioder til at rejse os og blive klogere på os selv. Det er det, som jeg har prøvet. Det, som jeg har gjort. Jeg har mærket, hvad der sker, når vi begynder at tage ansvar for vores eget liv.
Mens jeg har skrevet bogen, har jeg været nødt til at gennemleve mange af de traumatiske oplevelser igen. Det har været hårdt, og flere gange har jeg overvejet at droppe projektet helt.
Hver gang er jeg dog kommet frem til, at jeg synes, det er vigtigt at få fortalt min historie. Forhåbentlig ikke kun for mig, men også for en masse andre. Hvis jeg kan være med til at hjælpe og inspirere andre til at tage livet på sig, så er det det hele værd at fortælle min historie. Den er ikke en løftet pegefinger om den rigtige vej. Og jeg tror ikke på dogmer og asketisk livsførelse.
Det er tværtimod en historie om at finde sin egen vej, når man bliver konfronteret med alvorlig sygdom eller er i ubalance på anden måde. Når vi ikke løber væk fra det, der skræmmer os, men i stedet tager livet på os, så finder vi ud af, at vi kan meget mere, end vi tror. At vores potentiale er uendelig stort.
– Mille Dinesen, Min egen vej
Min egen vej af Mille Dinesen
Gennem de seneste 15 år har skuespillerinden Mille Dinesen kastet sig ud i alverdens alternative behandlinger og sundhedseksperimenter. Alt fra tarmskylninger og ayurveda-massager til hvidløgskure og kostomlægning. For da hun selv blev stillet ansigt til ansigt med diagnosen sclerose, lå det hende mere naturligt at gå sin egen vej og tage ansvar for sit liv end at fylde sig med medicin, der resulterede i store bivirkninger. Og selvom hun ikke har mærket noget til sygdommen siden 2001, er sundhed og balance blevet hendes hvilende interessepunkt.
I “Min egen vej” forsøger Mille Dinesen at bygge bro mellem alternative og konventionelle måder at se sundhed og sygdom på. Og giver sit personlige bud på, hvad sundhed er. Bogen indeholder øvelser, råd fra udvalgte alternative behandlere og en række af Mille Dinesens sunde favoritopskrifter.
-> Køb bogen hos din lokale boghandler eller online her.
Mille Dinesen har skrevet en personlig bog om hendes forhold til sundhed. I Min egen vej fortæller hun ærligt om, hvordan hun for 15 år siden blev stillet diagnosen sclerose, og om hvordan hun gik sin egen vej med alternative behandlinger og sundhedseksperimenter.
Læs med i et uddrag fra bogen, hvor Mille fortæller om, hvordan diagnosen ændrede hendes syn på sundhed – og om hvordan den fik hende til at ændre livsstil.
De fleste kender mig som skuespiller. I mit job er jeg i sagens natur en anden end mig selv. Jeg spiller en rolle, og mit liv, Milles liv, forbliver privat. Derfor skal jeg være den første til at indrømme, at jeg har haft mine betænkeligheder ved at skulle fortælle om sygdom, tarmskylninger og angstanfald i denne bog. Jeg besluttede dog hurtigt, at jeg ikke ville fortælle min historie halvt. Jeg vil fortælle den helt. For uanset hvordan vores liv fremstår, så har de fleste af os noget at kæmpe med. Og det gælder også mig.
Under mit første år på Skuespillerskolen i 2001 mærkede jeg pludselig en summen i mine fødder. Da den summende fornemmelse begyndte at bevæge sig op i benene, sendte min læge mig videre til nogle undersøgelser på Rigshospitalet. Ugen efter skulle jeg have svar på prøverne. Jeg havde ventet i noget, der føltes som år, da lægen endelig kom for at afsige dommen.
Han kiggede ned i min journal, så på mig og gav mig besked om, at jeg nok havde sclerose. Diagnosen gav genlyd i mit hoved, mens min puls dunkede i hele kroppen. Det, jeg kendte til sygdommen, var noget med rullestol, lammelser og handicaphjælpemidler.
Denne konfrontation med alvorlig sygdom har uden tvivl været den mest traumatiserende oplevelse i mit liv. Det har taget mig år, før jeg kunne gå i seng uden at frygte, hvad jeg vågnede op til næste morgen. Det har taget mig år, før jeg kunne have det dårligt uden at tænke, at det handlede om diagnosen.
Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke hellere ville være diagnosen foruden, men i bagklogskabens lys har den også givet mig mulighed for personlig vækst, og det er vel det, som livet handler om. Den har gjort mig stærkere og mere bevidst. Jeg knækkede ikke nakken. Jeg satte mig ikke ned og gav op. Jeg valgte at gøre diagnosen til en styrke.
Jeg var 27 år og lige startet på min drømmeuddannelse. Pludselig blev jeg tvunget til at stoppe op og tage stilling til de store spørgsmål i livet. Hvad er min fremtid? Sidder jeg i en rullestol om et halvt år? Får jeg familie og børn? Hvor gammel bliver jeg? Jeg anede ikke, om jeg var købt eller solgt. Et par uger senere forsvandt den summende fornemmelse af sig selv, og jeg har ikke mærket noget til den siden. De prøver, lægerne tog dengang, var ikke entydige, og resultaterne gav anledning til flere spørgsmål end svar. For har man en alvorlig sygdom, hvis man kun har mærket noget til den én gang? Var det noget helt andet, der fik min krop til at reagere med summende ben? Jeg ved det stadig ikke, og jeg finder nok aldrig ud af det. Men én ting ved jeg – den dag på Rigshospitalet har ændret mit liv for altid.
Diagnosen har gjort, at jeg er begyndt at lytte til min krop på en ny måde. Sygdommen mærkede jeg ikke noget til, men til gengæld kunne jeg mærke, at min krop var i ubalance. Jeg vidste, at jeg måtte gøre noget for at bringe den i balance igen. Over de kommende år prøvede jeg alverdens alternative behandlinger og livstilsændringer for at undersøge, hvad de kunne gøre for min krop. Og på den måde fandt jeg langsomt min egen vej til balance. Jeg er ikke nogen sundhedsguru, og jeg er ikke ekspert. Jeg er et menneske, der kom ud i mit livs hidtil største krise. Og for mig var det afgørende, at jeg selv tog ansvar og undersøgte, hvad jeg kunne gøre for at give min krop det, den havde brug for. For at kunne gøre dét var jeg først og fremmest nødt til at begynde at lytte til den. Hvad havde den brug for? Og hvad havde den bestemt ikke brug for? For at finde ud af dét var jeg nødt til at bruge min krop som et slags laboratorium, hvor jeg kunne finde ud af, hvad der gjorde den godt.
Jeg synes, at vi er for hurtige til at behandle symptomer i stedet for at kigge på årsagen og behandle derfra. Fra roden. Jeg tror ikke på såkaldte ’quick fixes’. Hvis vi vil have et liv i balance, så er vi nødt til at lytte til, hvad vores krop fortæller os, og give den, hvad den har behov for – også på lang sigt. Når jeg hører, hvor meget medicin vi tager, og hvad den gør ved os, så får jeg endnu mere lyst til at bygge bro mellem sundhedsvæsenet og den alternative verden.
I jagten på at bringe min krop i balance har jeg indset, at vi har et valg med hensyn til, hvordan vi lever vores liv. At vi kan bruge de hårde perioder til at rejse os og blive klogere på os selv. Det er det, som jeg har prøvet. Det, som jeg har gjort. Jeg har mærket, hvad der sker, når vi begynder at tage ansvar for vores eget liv.
Mens jeg har skrevet bogen, har jeg været nødt til at gennemleve mange af de traumatiske oplevelser igen. Det har været hårdt, og flere gange har jeg overvejet at droppe projektet helt.
Hver gang er jeg dog kommet frem til, at jeg synes, det er vigtigt at få fortalt min historie. Forhåbentlig ikke kun for mig, men også for en masse andre. Hvis jeg kan være med til at hjælpe og inspirere andre til at tage livet på sig, så er det det hele værd at fortælle min historie. Den er ikke en løftet pegefinger om den rigtige vej. Og jeg tror ikke på dogmer og asketisk livsførelse.
Det er tværtimod en historie om at finde sin egen vej, når man bliver konfronteret med alvorlig sygdom eller er i ubalance på anden måde. Når vi ikke løber væk fra det, der skræmmer os, men i stedet tager livet på os, så finder vi ud af, at vi kan meget mere, end vi tror. At vores potentiale er uendelig stort.
– Mille Dinesen, Min egen vej
Min egen vej af Mille Dinesen
Gennem de seneste 15 år har skuespillerinden Mille Dinesen kastet sig ud i alverdens alternative behandlinger og sundhedseksperimenter. Alt fra tarmskylninger og ayurveda-massager til hvidløgskure og kostomlægning. For da hun selv blev stillet ansigt til ansigt med diagnosen sclerose, lå det hende mere naturligt at gå sin egen vej og tage ansvar for sit liv end at fylde sig med medicin, der resulterede i store bivirkninger. Og selvom hun ikke har mærket noget til sygdommen siden 2001, er sundhed og balance blevet hendes hvilende interessepunkt.
I “Min egen vej” forsøger Mille Dinesen at bygge bro mellem alternative og konventionelle måder at se sundhed og sygdom på. Og giver sit personlige bud på, hvad sundhed er. Bogen indeholder øvelser, råd fra udvalgte alternative behandlere og en række af Mille Dinesens sunde favoritopskrifter.
-> Køb bogen hos din lokale boghandler eller online her.
Andre læste også: