Biografi Fagbøger

5 afgørende øjeblikke i Michelle Obamas liv

“Hvis der er én ting, jeg har lært i livet, så er det kraften, der ligger i at bruge sin stemme. Jeg prøvede, så ofte jeg kunne, at sige sandheden og kaste lys på historier fra folk, som ofte bliver fejet til side.”

 

Min historie er en personlig og intim fortælling fra Michelle Obama, tidligere amerikansk førstedame og en af tidens mest indflydelsesrige kvinder. Med ærlighed og humor beskriver hun sine sejre og sine skuffelser – både de offentlige og de private – og fortæller hele sin historie, som hun har oplevet den.

 

5 øjeblikke, som har haft en særlig betydning for Michelle Obama

 

1. Kampen for at være god nok til Princeton

“For mig føltes det nøjagtigt, som om det var det, hun plantede i mig – en antydning af fiasko, længe før jeg overhovedet havde prøvet at få succes. Hun bad mig have lavere forventninger, hvilket var det stik modsatte af alt, hvad mine forældre nogensinde havde lært mig.”

Da Michelle fortalte skolens studievejleder om sine planer om at søge ind på Princeton, affærdigede studievejlederen straks hendes drømme. Ifølge hende var Michelle “ikke egnet” til Princeton.

Igennem en stor del af sin opvækst havde Michelle netop kæmpet med spørgsmålet: “Er jeg god nok?” Selvom hun kommer fra beskedne kår, opmuntrede hendes forældre hende altid til at forfølge sine drømme. Hendes far var også et lysende eksempel på dette, da han trods fremskreden sklerose nægtede at lade sygdommen begrænse ham.

På samme måde ville Michelle heller ikke lade nogen eller noget begrænse hende – slet ikke skolens studievejleder. Så da hun endelig modtog optagelsesbrevet fra Princeton, valgte hun ikke at fortælle det til studievejlederen:

“Til syvende og sidst havde jeg ikke behøvet at vise noget over for hende. Det var nok at gøre det for mig selv.”

Min historie, Michelle Obama, biografi
Michelle Obama som studerende ved Princeton University. Private fotos.

 

2. Mødet med Barack – en kærlighedshistorie

I starten var Michelle skeptisk over for den unge jurastuderende med det underlige navn, der skulle være hendes praktikant. Barack Obama rygtedes nemlig som værende “enestående” og en af hans undervisere på Harvard havde endda kaldt ham “den mest begavede jurastuderende, hun nogensinde havde mødt”.

Efterhånden som ugerne gik, og praktikanten og mentoren lærte hinanden bedre at kende, fik de dog følelser for hinanden og blev til sidst kærester.

Læs også: Da Michelle mødte Obama. Eksklusivt uddrag fra Min historie af Michelle Obama.

To år senere, da Michelle og Barack fejrede Baracks afsluttende eksamen på jurastudiet med en treretters middag, faldt snakken – som den så ofte før havde gjort – på ægteskab:

“Han tog min hånd og sagde, at hvor meget han end elskede mig med hele sit væsen, så kunne han stadig ikke se ideen i det”. Og så kørte diskussionen i ring med argumenter for og imod ægteskab, så længe at tjeneren nåede at komme med dessertfadet. Men der hvor chokoladekagen skulle have været, var i stedet en fløjlsæske med en diamantring.

“Barack så på mig med et spøgefuldt blik. Han havde drillet mig. Det hele havde været en list. Det tog mig et sekund at glemme min vrede og i stedet opleve et glædeschok. Han havde tirret mig, fordi det blev allersidste gang, han ville fremføre sit åndsforladte argument mod ægteskab, så længe vi levede. Sagen var afsluttet. Han gik ned på det ene knæ og spurgte mig oprigtigt med en stemme, der røbede hans følelser, om jeg ville gøre ham den ære at gifte mig med ham.”

min historie, Michelle Obama, biografi
Michelle og Barack Obama ved deres bryllup i 1992. Privat foto.

 

3. Beslutningen, der for altid ændrede familien Obamas liv

At være amerikansk præsident er ikke et enmandsjob men noget, der involverer hele familien. Derfor var det heller ikke uden kvaler, at Michelle Obama gik med til, at Barack skulle stille op til posten som amerikansk præsident.

På daværende tidspunkt var Barack senator for Illinois, og derfor vidste Michelle, hvad valgkampe og et liv inden for politik kunne gøre ved deres familie. Alligevel valgte hun til sidst at støtte ham.

“I sidste ende kunne det sammenfattes sådan her: Jeg sagde ja, fordi jeg troede, at Barack kunne blive alle tiders præsident … Jeg sagde ja, fordi jeg elskede ham og troede på det, han kunne udrette.”

Samtidigt indrømmer Michelle også, at hun havde bagtanker ved at gå med til Baracks præsidentkampagne:

“Barack var trods alt en sort mand i Amerika. Jeg troede virkelig ikke, at han kunne vinde.”

Michelle Obama, Min historie, biografi
Barack Obama meddelte sit præsidentkandidatur i Springfield, Illinois, i februar 2007. Photo credit: Anne Ryan

 

4. Årene som den første afroamerikanske førstedame

Den øgede offentlige opmærksom på Baracks person både under præsidentkampagnen og i årene som præsident smittede naturligvis også af på Michelle og deres familie. Og det var hårdt med en presse, hvor den ene side roste familien Obama, mens den anden greb enhver anledning til at kritisere dem.

“Som den eneste afroamerikanske førstedame, der havde sat sine ben i Det Hvide Hus, var jeg næsten automatisk ”anderledes”. Mine hvide forgængere blev nærmest automatisk tilskrevet værdighed og berettigelse til førstedametitlen. Jeg vidste, at det ikke ville blive det samme for mig.”

Heldigvis tilbød både den afgående førstedame Laura Bush og de andre tidligere førstedamer al den støtte, Michelle havde brug for.

Min historie, Michelle Obama, biografi
Det har altid været vigtigt for Michelle Obama, at Det Hvide Hus var et sted, hvor alle følte sig hjemme. Photo credit: Chuck Kennedy (Det Hvide Hus)

 

5. Sandy Hook-massakren

Gennem årene har USA oplevet en række massakrer, og også i løbet af Barack Obamas tid som præsident har galninge angrebet uskyldige civile. En af dem, der gjorde særligt indtryk på både Barack og Michelle, var skyderiet på Sandy Hook Elementary School i 2012.

“Min mand havde brug for mig. Det skulle blive den eneste gang på otte år, at han bad mig om at være til stede midt i en arbejdsdag, og vi ændrede begge vores skemaer, så vi kunne være alene sammen og trøste hinanden lidt et øjeblik.”

Barack var blevet briefet om massakrens grufulde detaljer, om ødelæggelserne forårsaget af morderens halvautomatiske gevær, om det regulære blodbad der havde fundet sted.

“Disse billeder ville stadig være ætset i hans psyke for altid,” fortæller Michelle.

“Jeg kunne se i hans øjne, hvor nedbrudt han var, hvad det allerede havde gjort ved hans tro.”

Massakren fandt sted i slutningen af Baracks første regeringsperiode og markerede overgangen til fire år mere med familien Obama i Det Hvide Hus. Samtidigt forstærkede det Michelle i hendes tro på vigtigheden af at kæmpe for en bedre verden og at viderebringe det budskab, hun selv var vokset op med:

“Du hører til. Du betyder noget. Jeg har høje tanker om dig.”

 

Artiklen er skrevet med udgangspunkt i The Guardian‘s artikel “Five takeaways from Michelle Obama’s new memoir, Becoming”


Min historie af Michelle Obama

Min historie, Michelle Obama, Obama, biografi, Becoming,

 

Du kan købe Min historie online her eller i din lokale boghandel.

 

Jeg læser engelsk på Københavns Universitet og er studentermedhjælper i Lindhardt og Ringhofs marketingafdeling. Personligt læser jeg (næsten) alt, og jeg elsker at kunne være med til at give den gode læseoplevelse videre.