Krimi Bestsellere Danske krimier Danske krimiforfattere Michael Katz Krefeld Populære krimier Skønlitteratur

Michael Katz Krefeld: Vi fantaserer alle sammen om at begå selvtægt

Michael Katz Krefeld, Mørket kalder, bedste krimier 2018, Michael Katz Krefeld, krimi, årets krimier, cecilie mars, spænding, selvtægt

Michael Katz Krefelds bestseller og anmeldersucces, Mørket kalder, leger med læserens retfærdighedssans. Spørgsmålet er, hvor langt man er villig til at gå?

Vi kender allesammen historierne. Dem om bandemedlemmer, der gang på gang begår kriminalitet, men som ikke kan udvises, selv om de ikke er danske statsborgere.

Om butiksejere, som ikke kan få politiet til at komme, selv om røvere tømmer deres butikker for dyrt mærkevaretøj ved højlys dag. Og hvis butiksejeren lægger en overvågningsvideo ud på Facebook, får han en bøde. Og om overgreb og voldtægter mod kvinder, som det er svært at løfte bevisbyrden på, selv om overgrebet bliver anmeldt.

LÆS OGSÅ: Få overblik over bestseller-fænomenet Ravn-serien af Michael Katz Krefeld

Det virker som benzin på bålet på de frustrationer, mange danskere giver udtryk for i læserbreve og på sociale medier.

Og blandt store danske krimier er tendensen også entydig: Selvtægt er et sprængfarligt tema i dagens Danmark.

Når retssystemet svigter

“Tidligere jægersoldat Michael Sander som privatdetektiv ser stort på metoder, når det gælder om at opfylde sine opgaver. Hos ham er selvjustits i orden,” skrev Dagbladenes Bureau i anmeldelsen af Steffen Jacobsens roste Ghostwriter.

Også i Søren Sveistrups Kastanjemanden hæfter anmelderne sig ved temaet.

Michael Katz Krefelds spændingsroman Mørket kalder røg direkte ind på toppen af bestsellerlisterne, og her er hele omdrejningspunktet, hvor langt man vil gå for at opnå en form for retfærdighed, hvor retssystemet svigter.

“Krefelds historie griber sin læser, der ikke har svært ved at sætte sig i Cecilies umulige situation. Den tvinger også til at gennemtænke konsekvenser af at tage sager om skuffede forventninger fra retssamfundet i egne hænder,” skriver Jyllands-Posten og uddeler 5 stjerner.

“Hvor langt er man villig til at gå, når det er ‘retfærdige’ sager, det drejer sig om. For når loven ikke rækker, og forhærdede voldsmænd efter korte straffe frigives og er klar til nye overgreb, er det vel forståeligt, at man griber til selvtægt. Eller er det?” spørger Dagbladenes Bureau, som også uddeler 5 stjerner.

Hvor langt kan man gå for retfærdighed?

I Mørket kalder har hovedpersonen, politikommisær Cecilie Mars, sparket en hjælpeløs voldtægtsmand, som sad fastklemt i et trafikuheld. Derfor er hun måske skyld i hans død, og det er desværre blevet filmet af en ukendt mand, som nu afpresser hende til at begå selvtægt mod andre klamme typer, som er undsluppet retssystemet.

Men hvor langt vil hun gå?

“For mig er selvtægt ok, når butiksejere lægger billeder ud af tyve, der begår indbrud,” siger Michael Katz Krefeld:

“Jeg har selv videoovervågning i min lejlighed, og hvis nogen brød ind, ville jeg heller ikke betænke mig på at uploade billedet af dem på Facebook, hvis jeg mente det tjente til opklaringen. Hvis nogen brød ind i mit hjem, ville jeg heller ikke betænke mig på at give dem et gok i nøden velvidende, at tyven dermed bliver den forurettede part, og jeg selv står til en straf.

Det interessante i det her – også når jeg taler med helt almindelige danskere – er, at vi alle fantaserer om at begå selvtægt. Vi har så hvert vores trigger point, hvad end det er indbrud i vores købmandsbutik eller uterlighed mod vores børn.”

Tilbage står spørgsmålet til læserne: Hvad ville aktivere din hævntørst, og hvor langt ville du gå?



Michael Katz Krefeld: Mørket kalder

Mørket kalder, Cecilie Mars, Michael Katz Krefeld

Cecilie Mars er nyudnævnt politikommisær, der en nat træffer et fatalt valg med vidtrækkende konsekvenser.

Hendes fejltrin blev nemlig filmet, og nu truer en anonym bagmand med at afsløre det, hvis ikke hun hjælper ham.

Cecilie trækkes dermed ind i en uhyggelig plan om selvtægt, men hvor langt er hun villig til at gå for retfærdighed?

Og hvem er det, der afpresser hende?

En krimi fra bestsellerforfatteren Michael Katz Krefeld, der er kendt for sin serie om privatopdageren Ravn. Nyt bind i serien om Cecilie Mars udkommer efterår 2020.

Du kan købe Mørket kalder online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.