Indefra Romaner

Found in Translation: En forfatters møde med sin oversætter

Den amerikanske forfatter Michael Frank aflagde i sommeren 2017 lynvisit i København, hvor han mødte sin danske oversætter, Karsten Nielsen. Her kan du læse Michael Franks beskrivelse af mødet med, hvad han kalder den perfekte oversætter af sin bog.

Franks anmelderroste erindringsroman, Den fabelagtige familien Frank (opr.: The Mighty Franks), udkommer på Lindhardt og Ringhof den 8. januar 2018. Essayet her er oversat til dansk af Karsten Nielsen.


Oversætter eller stalker?

”Jeg ved alt om dig, Michael!”

Ordene blev sagt af en høj mand i midten af halvtredserne med et åbent, venligt ansigt. Det ville være en tilsnigelse at sige, han gav hånd, for han pumpede nærmere min op og ned, mens han talte videre: ”Jeg har googlet de veje, hvor du boede i din barndom, og dem, din faster og morbror boede på. Jeg ved nogenlunde, hvor længe det tager at gå derover fra dine forældres hus. Jeg ved, hvordan jeres indkørsel ser ud. Jeg ved, hvordan det kinesiske elmetræ, du beskriver, ser ud. Jeg ved, at din yngste lillebror for nylig har fået udgivet en børne/ungdomsroman. Jeg ved, at din anden lillebror er læge. Jeg vil vædde på, jeg kan gætte, hvad du fik til morgenmad, hvis det skulle være.”

Hele smøren kom ud i én køre, og han stoppede ikke op for at trække vejret. Havde det ikke været for det imødekommende ansigtsudtryk, kunne jeg godt have tænkt: stalker. Og et kort øjeblik var stalker faktisk lige præcis det ord, der faldt mig ind.

Derpå præsenterede fyren sig som Karsten Nielsen, den danske oversætter af min erindringsbog The Mighty Franks – og så forstod jeg bedre. Eller rettere: måske gjorde jeg.

Jeg var rejst til København for at møde Marie Dissing Storm, bogens redaktør hos Lindhardt & Ringhof. Marie havde spurgt Karsten, om ikke han havde lyst til at gøre os selskab inde på forlaget og interviewe mig til en video, der kunne bruges til at markedsføre bogen i Danmark, hvor den bliver udgivet til januar med titlen Den fabelagtige familien Frank. Det var lidt af en mundfuld: den overstrømmende modtagelse, den statelige bygning fra 1940’erne, som forlaget har til huse i, den lange gang med fotos af danske og udenlandske litterære koryfæer på væggene, videofotografen og Maries andre kolleger, den overdådige frokostbuffet i kantinen.

Som formiddagen skred frem, må jeg indrømme, at jeg i stigende grad blev opmærksom på især Karsten, og han forvandlede sig lidt efter lidt fra at være min stalker til – ja, til hvad? Det var spørgsmålet.

”Du må forstå,” sagde Karsten på et tidspunkt, ”at jeg har boet inde i din hjerne – eller i hvert fald inde i det, din hjerne har frembragt – i tre måneder nu. Der er så mange ting, jeg godt kunne tænke mig at spørge dig om.”

Jeg kunne også godt selv komme på et par spørgsmål eller tre.

Oversættelsens kunst: Om at sætte sig i forfatterens sted

To dage senere, om fredagen, mødtes Karsten og jeg på en café i nærheden af, hvor jeg boede på Vesterbro. Han ankom på cykel (det siger sig selv, vi var jo i København), og vi sad udenfor i den kølige og klare morgen.

Jeg besluttede mig for at kaste mig direkte ud i det og fortælle Karsten om min stalker-vinkel på vores møde. Han grinte og sagde: ”Det burde nok ikke have været det første, jeg sagde til dig. Men der er en praktisk forklaring på min svada. Jeg er nødt til at se bogens kulisser og rumlighed for mig, så jeg tjekker altid alle gader og veje og så videre på Google Earth.”

”Har jeg virkelig været så dårlig til at beskrive omgivelserne?”

”Nej, slet ikke,” sagde Karsten. Og så forklarede han mig, at selvom jeg på engelsk og som forfatter ikke altid behøver at være helt præcis angående visse detaljer, er han faktisk nødt til det som oversætter og på dansk. ”Hvis du skriver: ’In order to go to the apartment, we drove down Hollywood to Ogden’, er det vigtigt for mig at vide, om I drejede til højre eller venstre. Jeg er også nødt til at vide, hvor fortælleren sidder i bilen, hvis jeg selv skal kunne se sceneriet for mig og dermed kunne gøre det forståeligt på dansk. Det kapitel, du har kaldt ’Off the Hill’? Jeg skulle langt ind i det, før jeg forstod, hvad du mente, for betød det blot ned ad bakken, eller væk fra den, eller begge dele? På dansk kan du ikke få den subtilitet med, så jeg besluttede mig for Væk fra bakken, fordi det handler om det, om at undslippe, i konkret og overført betydning. Der er så mange muligheder.”

Hvis jeg skulle være så faktuel, indvendte jeg, ville jeg have det, som om jeg skrev en guidebog.

”Som oversætter bliver man nødt til at vide tingene helt konkret for at kunne formidle forfatterens intention, eller mangel på konkrethed, om du vil.”

Michael Frank, erindringsroman, Den fabelagtige familien Frank
Michael Franks tegning af La Maison.

”Lad mig give dig et andet eksempel. Når du beskriver din fasters hus, La Maison, siger du, at du går lige ud, direkte ind i stuen og til venstre ud i køkkenet, til højre ind i det og det værelse og så videre. Det tog mig nogen tid at se det for mig, og jeg er stadig ikke helt sikker på, jeg har opfattet det korrekt. Og for mig som oversætter bliver jeg nødt til at kunne se tingene for mig.”

Eftersom jeg også selv er temmelig visuelt orienteret, gav det mening for mig. Jeg tilbød Karsten, at jeg kunne tegne husets grundplan for ham, og han nikkede ivrigt. Jeg bladede frem til en blank side i min notesbog, slog et par streger, men jeg havde problemer med at skitsere rummenes indbyrdes placering præcist, hvilket var en besynderlig oplevelse, eftersom jeg kendte huset lige så godt som de mennesker, der boede i det.

I Den fabelagtige familien Frank fortæller jeg historien om min familie, der på ikke helt almindelig vis var flettet sammen på kryds og tværs, eftersom min fars søster var gift med min mors bror. Det ældste ægtepar, min faster og min morbror, var succesfulde manuskriptforfattere i Hollywood og havde ikke selv børn, så de ”lånte” mig og lærte mig alt, de vidste, om kunst, litteratur, film … og livet. I sidste ende ændrede min fasters personlighed sig i uheldig retning, og hun begyndte at dominere vores familieliv, så det blev skadet uopretteligt, men det er ikke her, bogen begynder. Den begynder med en lille dreng, der bliver suget ind i en karismatisk og begavet kvindes tryllekreds. Det var en stor udfordring at skabe en balance mellem hendes magiske tiltrækningskraft og hendes destruktionstrang, og alt det kom jeg til at tænke på igen, da jeg forsøgte at tegne de fortryllede rum, som hun og min morbror havde levet deres liv i.

Karsten havde tydeligvis sans for proportioner. Mens jeg tegnede videre og stregede ud og begyndte forfra, sagde han, at det mindede ham om kampene med min fasters mange talemåder, som er et gennemgående motiv i bogen.

Især ét havde voldt ham problemer: hendes elskede udtryk ”more is more”, som hun brugte som en slags besværgelse, hvad enten det handlede om møbler eller penge, eller hvor meget smør hun kom i sine brownies.

”Jamen, er det, fordi det er svært at forstå, at hun kunne elske alt, hvad der var umådeholdent og ødselt, er det simpelthen for ekstremt?” spurgte jeg undrende.

”Jeg tror, det handler om, at vi her i landet sætter pris på lige det modsatte. Vi har et beslægtet mundheld, som lyder: ’man skal kende sin begrænsning’, hvilket er så langt væk fra ’more is more’, som man næsten kan komme, det er faktisk nærmere det stik modsatte. Så det ender nok med, at jeg spiller lidt på det mundheld, og på forskellen, og kommer frem til en hybrid a la ’begrænsningens kunst er ingen kunst – så jo mere jo bedre!’ Du må forstå, at Danmark er et lille land, og vi bryder os ikke om at skille os ud. Vi holder snor i hinanden.”

”Mens Amerika,” sagde jeg, ”kun handler om at skille sig ud.”

”I hvert fald din fasters Amerika.”

Ikke kun hendes, tænkte jeg og rakte ham min ret så ufuldkomne tegning af husets grundplan.

”Den er god at have i min billedsamling,” sagde Karsten. ”Når jeg oversætter en bog, laver jeg som regel også min egen udgave af en inspirationstavle, ligesom en designer.”

Det vakte i sagens natur min nysgerrighed, så jeg bad Karsten fortælle mig, hvad der var på den, som han havde lavet i forbindelse med sit arbejde med Den fabelagtige familien Frank. Han nævnte et billede af et af Napoleons breve til Joséphine (min faster tilbad Napoleon, men typisk for hende så hun gennem fingre med, at han var diktator, og lovpriste i stedet hans kærlighedsbreve til Joséphine, samt at han lod jøderne flytte ud af ghettoerne i Europa). Et andet forestillede markisen ude foran den gamle (og desværre nu nedlagte) Vagabond-biograf på Wilshire Boulevard i Los Angeles, hvor min faster og morbror introducerede mig for 30’ernes og 40’ernes klassiske biograffilm. Et tredje var forsiden på en bog om musikscenen i Laurel Canyon, hvor det meste af min bog udspiller sig.

Den fabelagtige familien Frank: En unik men alligevel universel historie

Jeg begyndte at kunne se, der var en vis mening i, at Karsten skulle google stort og småt, men jeg må indrømme, at jeg stadig ikke helt forstod, hvorfor han skulle vide alt om mine brødre.

”Jeg tror, det er, fordi jeg har været så dybt involveret i forholdet mellem dig og dine brødre, da I var mindre, som du skildrer det i din bog,” sagde han. ”Jeres meget forskellige personligheder og psykologi og jeres forskellige roller i familien fik mig til at spekulere på, hvordan de havde udviklet sig, hvordan de havde håndteret deres liv efter i så høj grad at være blevet typecastet af din faster og morbror.”

Det vakte genklang i mig, eftersom jeg selv altid har haft en uudslukkelig tørst efter at vide, hvad der sker, efter at en biografi eller en selvbiografi ender, for jeg er altid nysgerrig efter at vide, hvad der siden skete med hustruen (eller ægtemanden), datteren (eller sønnen), medspillerne, samarbejdspartnerne, disciplene, arvingerne – hvordan deres liv blev påvirket, hvordan de sluttede fred (eller ikke gjorde det) med de oplevelser, de havde haft med den centrale figur, som dramaet var bygget op omkring.

Karsten tilføjede dog, at han ikke kun var nysgerrig efter at vide, om alt endte lykkeligt (eller ulykkeligt).”Hvis jeg skal være helt ærlig, kunne jeg også forholde mig personligt til det familiedrama, du skildrer, for der er visse paralleller mellem dit og mit liv,” sagde han. ”Ligesom dig er jeg den ældste af tre brødre, og vi voksede op nogenlunde samtidig. Og selvom det var på hver sin side af kloden, er der fælles erfaringer – månelandingen, musikken, den her stemning, der er så svær at beskrive, men som ikke desto mindre er der, lugtene, måden, dine forældre forholdt sig til alting på. Det gjorde et stort indtryk på mig. Dine erfaringer med at være et hyperfølsomt barn er selvfølgelig meget personlige, men samtidig er de også universelle. Det, der skete, kunne ske hvor som helst, også for eksempel i en forstad til København.”

”Er det nødvendigt for dig, at du føler dig forbundet med bogen,” spurgte jeg ham, ”for at du kan lave en god oversættelse?”

”Nej. Men det er selvfølgelig at foretrække. Når det kommer til stykket, er oversættelse et håndværk, en færdighed, man skal kunne benytte i alle mulige sammenhænge. Men når det så er sagt, tror jeg, det skinner igennem, hvis man som oversætter selv føler sig forbundet med bogen.”

Indimellem skete der det, sagde han, at oversættere og bøger mødtes et fælles sted og tilførte hinanden en helt ny, ekstra energi.

Han gjorde en kort pause, inden han tilføjede: ”Da jeg arbejdede med din bog, havde jeg hele tiden en følelse af, at din faster og morbror burde have givet plads til den her lille fyr, og senere den unge mand. Plads til at han kunne komme til orde, at han blev lyttet til. De udøvede en forfærdelig narrativ dominans over ham. Det tror jeg også, er en universel erfaring, også selvom vi ikke alle har professionelle dramatikere i familien. Det er urimeligt at gøre det mod et barn, at nægte det en stemme, men alligevel lykkes det dig at vise medfølelse og forståelse, når du skriver om dem, du er ikke vred eller hævngerrig, som ellers ville være den mest umiddelbare reaktion.”

”Måske den mest umiddelbare reaktion i livet og i en periode,” sagde jeg, ”men når man skriver, vil den være …”

”Meget ufrugtbar,” sagde Karsten.

Han havde afsluttet min sætning med det selvsamme ord, som jeg havde på tungen. Og lige da skammede jeg mig over mit første indtryk af Karsten. Nu forstod jeg endelig, at han var så langt fra at være en stalker, som man kan være. Han var det tætteste, man kan komme på at være den perfekt afstemte læser, som alle forfattere længes efter, den ideelle (eller måske idealiserede?) tilhører, der lytter opmærksomt til alle ens ord og nuancerne i dem og forstår ens bog lige så godt, som man selv gør – og måske endda bedre.

 


Den fabelagtige familien Frank af Michael Frank

Den fabelagtige familien Frank, Michael Frank, erindringsromanDenne erindringsroman er et gribende portræt om en familie, som smuldrer under én enkelt kvindes dominans.

Michael Frank vokser op i en usædvanlig tæt knyttet familie, da hans fars søster og mors bror er gift med hinanden. De har ingen børn, og derfor overøser Michaels faster Hankie ham med opmærksomhed, penge og kærlighed. Som Michael bliver ældre, formørkes Hankies sind, for under hendes umiddelbare positive personlighed ulmer en vred og manipulerende adfærd.

Bogen udkom i maj 2017 til fremragende anmeldelser:

“Strålende veludført fortælling” – THE NEW YORK TIMES

“Jeg tvivler på, at du kommer til at læse en bedre erindringsroman i år” – THE GUARDIAN

 

Den fabelagtige familien Frank af Michael Frank udkommer d. 8. januar 2018. Du kan allerede nu forudbestille Den fabelagtige familien Frank online her.